Fredsforskning, undervisning og aktivisme

Hvorfor er der brug for fredsforskning i Danmark?

Aktuelt eksempel på militarismen i Danmark: Militærprofessionen har en helt særlig ideologi, korpsånd og selvforståelse. Alt sammen baseret på et militært syn på trusler/konflikter. Aktuelt har der været en stribe sager med nepotisme, korruption og lyssky virksomhed i det danske forsvar.

Disse sager bør beskrives, analyseres og sættes ind i en forståelsessammenhæng, der rammesætter dem i forhold til militarismens væsen og udtryk. For nogle uger siden kom det frem, at danske militære chefer kort efter deres fratræden (som 62-årig pensioneres man normalt i forsvaret som følge af ”det hårde og ansvarsfulde job”) bliver ansat af militærindustrien som konsulenter.

Den tidligere chef fra Materielkommandoens indkøb gik efter få måneders såkaldt ”karens” over til militærindustrien for at rådgive dem om hvordan de kunne få solgt deres krigsmidler til forsvaret. Forsvarschefen ”blev gået” i november 2020. Fra januar 2021 er også han ansat som konsulent.

En stribe militærprofessionelle folk kritiserede i en kronik i Berlingske, at forsvarschefen kaldes en ”styrelseschef” og at forsvarsministeren (som demokratisk valgt politiker) ønsker at være med ved interviews sammen med den nye forsvarschef, når pressen skal informeres. Den militærprofessionelle selvforståelse, stolthed og monopolagtige forståelse af krig-fred forsøges således fastholdt, selvom ministeren forsøger at rokke lidt ved det. Der er således et væld af emner, der bør analyseres kritisk ud fra en fredsforskningsvinkel.

I dag er der kun lidt (u)synlig fredsforskning, og opinionsdannelsen i vort samfund sker fra personer ansat ved Forsvarsakademiet, de traditionelle universiteter samt af journalister, der skriver af efter hinanden. En tidligere fredsaktivist fortalte mig, da han skulle være korrespondent i Moskva for en stor dansk avis – at hans redaktør sagde: ”Start hver dag med at læse The Guardian, New York Times og Washington Post”, så kan du selv skrive videre”.

Er det så ikke forståeligt, at den store verden lukker sig, nyhedshistorierne kører i ring og skaber stereotyper uden historisk-kulturel baggrundsforståelse. Tænk blot på dæmoniseringen af Putin og Xi Jin Ping – og de samfund, de er en del af. Dette betyder, at store dele af den militær-industrielle-mentale proces står eneherskende i forhold til al opinionsdannelse og beslutningstagen.

Det har medført, at Danmark har deltaget i tre krige med et kontra-produktivt resultat, mere end 70 danske soldater er slået ihjel i disse krige og såkaldte veteraner er indtil de seneste år ladt i stikken. Der er i dag INGÈN sociale bevægelser, der arbejder for fred, der er kun velmenende foreninger som Aldrig Mere Krig og Kunstnere for Fred tilbage.


Der er kort sagt brug for:

• Fredsforskning, der tager vigtige problemer op, og dokumenterer nye veje til konfliktløsning og fred.
  
  
• Fredsundervisning, der supplerer det nuværende klimafokus i undervisningen med kritik af militariseringen/instrumentaliseringen af samfundslivet.
  
  
• Fredsaktivisme, der får borgere (unge mennesker) til at arbejde for fred og fredelig konfliktløsning.
  
  

Jeg kunne forestille mig en fredsforskning, der selvfølgelig er anvendt forskning, hvor der opbygges undervisnings- og aktivistmiljøer omkring den. Det kunne være temadage på de forskellige skoler/uddannelser, kampagner og aktivisme. I det hele taget at gøre fredsforskningen og fredsundervisningen aktiv, synlig og dermed samfundsforandrende.


Fredsforskning – baggrund og kort historisk oversigt:

I midten af 1960­erne startede fredsforskningen lige så stille med nordmanden Johan Galtungs bog: Hvad er fredsforskning? Siden har fredsforskningen bredt sig til hele jorden, men den spiller i dag en alt for beskeden rolle inden for forskning i international politik, konfliktløsning, politologi, økonomi, teknologisk udvikling – herunder robotisering – psykologi og pædagogik.

I 1980erne spillede fredsforskningen en vis rolle i forhold til kritik af oprustningen, militariseringen af samfundet, herunder medier samt ”the military mind”. I dag har Forsvarsakademiet, traditionelle miljøer omkring internatio­-nal politik på universiteterne og den militære forskning i praksis monopol på udvikling af viden og tilgang til hele krig-fred-området. I Danmark satte Jan Øbergs bog ”Myter om vor sikkerhed” i starten af 1980erne gang i en debat og mobilisering af fredsaktivisme, fredsundervisning og ideudvikling om ”det fredelige samfund”.

Jeg var initiativtager til verdens første fredshøjskole ”Nordisk Fredshøjskole for Sikkerhed og Udvikling” i 1986 i Brenderup. Sammen med store fredsbevægelser og en Anker Jørgensen, der kæmpede for ”Norden som Atomvåbenfri Zone”, samt mange professioner for fred, herunder lærere/pædagoger/arkitekter med flere, var der en vis fredsoptimisme i 1980erne.

Vi arbejdede med det brede fredsbegreb/voldsbegreb, der var udviklet af UNESCO. Det omfatter fire søjler:

1. Fred i forhold til krig og militær konflikt. Dvs. den negative fred i form af ikke-krig.
   
   
2. Strukturel fred i modsætning til strukturel vold. Dvs. at ulighed og uretfærdighed i verden er politiske beslutninger, der bygger vold ind i systemerne. Fx kunne sult afskaffes i løbet af kort tid, hvis der politisk skete en prioritering ved bedre fordeling af kalorier.
   
   
3. Grøn fred, hvilket betyder at beskyttelse af klodens naturgrundlag er en vigtig fredsdel, idet der ingen fred kan opstå uden at mennesket anerkender og respekterer naturgrundlaget.
   
   
4. Menneskerettigheder, der garanterer både de individuelle rettigheder som fx ytrings- og forsamlingsfrihed, og de sociale - tag over hovedet og et arbejde.
   
   

Jeg arbejdede for SNU (Regeringens Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg) inden jeg startede Fredshøjskolen. I SNU samlede vi fredsforskning og fredslitteratur fra hele verden, og jeg udgav bogen”Selvforsvar i Atomalderen”, et forsøg på at tænke forsvar som reelt selv-forsvar og dermed ikke-provokerende forsvar, baseret på tillid og samarbejde – og ikke på afskrækkelsesteorien, som militæret og Pentagon udviklede under Den Kolde Krig.

Det var den danske fredsforsker, Anders Boserup, der have lagt det teoretiske grundlag for dette med bogen”War Without Weapons”, som han lavede sammen med Andrew Mack. Bogens er det bedst teoretiske bud på at tænke tillid og forsvar i stedet for sabelraslen.

I Danmark kom fredsforskningen kun til at spille en marginal rolle under det såkaldt alternative flertal i 1980, hvor Uffe Ellemann var udenrigsminister, men havde et sikkerhedspolitisk flertal imod sig i Folketinget. I Tyskland, USA, UK og de nordiske lande spillede fredsforskningen en stor rolle. Fredsforskning er en såkaldt normativ videnskab. Det vil sige, at den ikke er værdi-fri – i fredsforskning er fred simpelthen at foretrække frem for krig. Fredsforskning handler om ”hvordan afskaffer vi krig”, ”hvordan skaber vi fred”, ”hvor­dan løser vi konflikter fredeligt” osv.

Fredsforskning er også aktionsorienteret, hvilket betyder, at en vigtig del af fredsforskningen er dens anvendelse og brugbarhed i forhold til at skabe fred i samfund og mennesker på Jorden. Derigennem vil der altid være samarbejde og samskabelse imellem forskningen og sociale bevægelser.

Fredsforskningen holder sig således ikke til de akademiske cirkler, men tager problemstillinger op fra de sociale bevægelser op og forskningen er ikke færdig, inden den har sat sig spor i samfund og tænkemåder. Hvad kan vi gøre? Hvad mener du? Vil du være med i et fredsforskningsnetværk? Måske kan vi bygge en ny fredsforskning op i Danmark?


Skriv til Mogens: Mogens@nordfyns.nu, eller ring på 5151 2946.

Hør Mogens Godballe, 2021: Flygtningeogfred.dk/brug-for-fredsforskning