Et virusudbrud er ikke krig og vi er ikke soldater

En dekolonisering af vores sind er nødvendig for at omdanne krigskultur til fredskultur.

Af Elena Couceiro og María del Vigo - WILPF Spanien - 2020

Se temaet

Den prestigefyldte forsker for fredsundersøgelser, professor Vicent Martínez Guzmán, har sagt at en afkolonisering af vore sind er nødvendig for at omdanne krigskultur til fredskultur.

I disse karantænetider inviterer hans budskab til dyb refleksion. Coronavirus-krisen fremhæver manglen på kollektive forestillinger, der ville give os mulighed for at blive opmærksomme på vigtigheden af pleje, ansvar, respekt for hinanden og fælles velvære. Værdier, der traditionelt er forbundet med den feminine verden, er undervurderet og vi tyr til krigssprog for at skabe opmærksomhed om det store ved heroiske gerninger.

"Jeg lykønsker enhver spansk statsborger for den disciplin, de udviser. Alle spanske borgere opfører sig som soldater på dette vanskelige tidspunkt. I denne uregelmæssige og underlige krig, som vi lever eller kæmper i, er vi alle soldater." Den spanske general Miguel Ángel Villaroya udtalte disse ord under hans regelmæssige morgenoptræden om koronaviruskrisen.

Vi får at vide, at der er en krig mod coronavirus. Vi bliver mindet om, at i denne krig kæmper vi alle. Det siges, at "der ikke er nok våben ved frontlinjerne" for at beklage, at sundhedspersonale udsættes for virussen uden tilstrækkeligt beskyttelsesudstyr. Er deres gerning ikke episk nok? Skal vi dække det med en patina af krigslignende heroisme, for at kunne beundre dem mere?

Medlemmerne af en militær nødenhed, der opretter et felthospital i Madrids udstillingscenter, ved godt at dette ikke er en krig. Bomber falder ikke fra himlen, mens de bygger det. Fjenden er ikke politisk, den er ikke menneskelig, den kan ikke dræbes med kugler. Og alligevel risikerer de at blive smittet. De ved det, og de tager sig af sig selv og hinanden, vasker hænderne, beskytter og dækker deres mund. Hvorfor virker alt dette ikke heroisk nok for os?

Vi er ikke soldater, vi er borgere. Vi er læger, sygeplejersker, portører, plejere, grønthandlere. Omsorgsfulde naboer. Vi er en støttende kommentar gennem vinduet, og en 3D-printer der fremstiller åndedrætsværn i hjemmet. Vi er en klapsalve for personale i supermarkeder. Intet af dette er mindre end episk. At støtte hinanden, væve et net, der ikke lader os falde, er ingen lille ting.

De fleste mennesker bliver hjemme, men ikke fordi de mener, at dette er en krig, og at de skal adlyde en overordnet kommando. De gør det, fordi de ved, at dette beskytter de grupper, der er mest udsatte, ved at forhindre spredning.

I lyset af denne krigslignende ramme, foreslår vi en ramme af pleje og solidaritet. Som en del af en feministisk og pacifistisk organisation med mere end hundrede års historie, er vi, Women's International League for Peace and Freedoms aktivister, kede af at plejesproget i den kommunikative ledelse for at stoppe denne sygdom, er blevet erstattet af krigssprog.

Vi ønsker ikke på nogen måde at nedtone denne krise. Tværtimod, vi er klar over at verden står over for et øjeblik, der er usædvanligt, utroligt alvorligt og særlig katastrofalt i de mest fattige familier. Vi råber til verden for at bede alle om at vaske deres hænder ordentligt, men der er mennesker i Buenos Aires, som ikke har adgang til rent vand. Vi kan ikke lade være med at tænke på, at virussen vil være ødelæggende i mange regioner i Latinamerika og Afrika. Men dette er stadig ikke en krig.

Når den pacifistiske bevægelse definerer fred som mere end blot fravær af krig, henviser den til denne type situationer. Derfor står vi fast på social retfærdighed. Derfor var det vigtigt ikke at reducere antallet af senge på offentlige hospitaler for ti år siden. Denne krise viser at pleje opretholder liv, og denne pleje derfor skal være kollektiv. Måske er det på tide at reflektere over prioriteringen af de offentlige finanser, og om det sikkerhedskoncept vi har.

Vi lærte for et par dage siden, at salget af våben i USA var steget under coronavirussen. Hvis vi ser hamstringen af toiletpapir i de første dage af denne sundhedskrise som noget ulogisk, er det noget langt mere farligt når det udløser en stigning i våbensalget. I lyset af denne individualisme, går vi ind for forsvaret af fælles pleje og solidaritet. Dette er den eneste måde at overvinde denne pandemi.

Der er ikke behov for våben, vi har brug for vand og sæbe. Der er ikke brug for soldater, men for sundhedsarbejdere. Der er ikke behov for hjelme, men for medicinske masker. For åndedrætsværn, ikke for maskingeværer.

Vi ønsker ikke at være soldater, men borgere, der er klar over, at det er samarbejde og korrekt funktion af det, der er fælles, der redder vore liv.

Fred er ikke kun fravær af krig. Fred er også garantien for en universel adgang til sundhedsydelser, social retfærdighed, alles deltagelse i at designe det samfund vi ønsker. Støtte til menneskerettighederne, og anerkendelse af pleje for, hvad det er: Den heroiske opgave, der holder os alle i live.

Oversat fra spansk af Tom Vilmer Paamand

Send gerne link til mine tekster videre. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver nemlig fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). Støt gerne via MobilePay: ©pdateret 2020 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand