MS og de aktivistiske pacifister

Mellemfolkeligt Samvirkes historiske arv er politisk, fredspolitisk om man vil. Frøet blev sået af fredsbevægelsen.

Af Knud Vilby, tidligere formand for MS - 2019

Se temaet

Mellemfolkeligt Samvirkes historiske arv er klar nok. Den er politisk, fredspolitisk om man vil. Frøet til den oprindelige græsrod, som udviklede sig fra januar 1944, blev sået af de danske fredsbevægelser, som forberedte efterkrigstidens internationale danske hjælpearbejde allerede mens Danmark var besat.

Der var fremsynethed, men også frustration. Fredsvennerne, som de kaldte sig, ville ikke bære våben, heller ikke i modstandsbevægelsen, men som pacifister var de aktivister. De internationale pacifister havde brugt år af deres liv i en tabt kamp mod 1930ernes oprustning.

De havde set den uundgåelige udvikling mod krig, men følt at krigen kunne være undgået, hvis magthaverne havde lyttet til den internationale fredsbevægelse, som dengang var stærkere end i dag. Nu var krigen der. Danmark var besat, og pacifisterne var – efterhånden som fredsbevægelsen udviklede sig – også under angreb. Flere og flere fandt det svært at forstå eller respektere den hundrede procents pacifisme.

Nogle aktivister vendte deres frustration til en fremsynet planlægning af efterkrigstidens indsats for forsoning og genopbygning. Da Aldrig Mere Krig (AMK) holdt årsmøde i København i påsken 1943 meddelte formanden, valgmenighedspræst Uffe Hansen, at bestyrelsen havde vedtaget at oprette en fond, “som kan stå rede når krigen slutter, og da muliggøre et hjælpearbejde ved genopbygning af krigsramte hjem”. Allerede i efteråret 1941 havde AMKs agitationsleder Svend Haugaard snakket med den daværende formand Hagbard Jonassen om behovet for en genopbygningsindsats efter krigen, og i februar 1942 havde AMKs hovedbestyrelse vedtaget at stifte en fond for at finansiere arbejdet. Der skulle skaffes mange penge, men fra starten stod det klart, at målet ikke primært var økonomi: “Den væsentligste indsats vi fredsvenner vil kunne øve, bliver ikke af økonomisk art – men arbejde.

Debatten blandt de danske pacifister var i det tredje besættelsesår både præget af tanker om efterkrigstidens indsats og af granskning af årsagerne til Anden Verdenskrigs udbrud. På AMKs sommerlejr i 1943 var ét af temaerne “Sammenbrud og genopbygning”. Midt under krigen diskuterede man på sommerlejren, hvordan freden skulle fastholdes i et fremtidssamfund, hvor staterne måtte samarbejde inden for rammerne af en international pagt.


En helt central person i diskussionen om den internationale civile indsats efter krigen var Elise Thomsen fra Kvækercentret i Danmark. Elise Thomsen havde i 1937-38 under den spanske borgerkrig arbejdet for børn i Barcelona. Hun gjorde det ud fra kvækernes idé om, at der skal arbejdes for forsoning og broderskab, selv dér, “hvor hadet flammer, og kærligheden synes uddød”.

Elise Thomsen bistod både med praktisk erfaring fra hjælpearbejde under krig og med forsoningsideologi. En anden ”ideolog” var den svenske forfatterinde, pacifisten og feministen Elin Wägner, hvis ord “Lad ikke hadets ord blive morgendagens verden!” ofte blev citeret. Elise Thomsen refererede, hvordan man i Sverige forberedte et hjælpearbejde.

Alva Myrdal havde i Stockholm i 1942 sagt: “Vi bør vide, at man ude i verden ser hen til de små neutrale demokratiske stater som formidlere, ikke mindst når stridighederne drejer sig om raceproblemer. Ungdommen har i virkeligheden nye riger at rette blikket imod med hensyn til fremtidens arbejde. Ikke som opdagelsesrejsende, men som tjenende, hvilket er det eneste, som kan løfte os ud over vores rolige og beskyttede tilværelse.”

Alva Myrdal forudså en international socialhær i et moderne korstog af læger, lærere, socialarbejdere, ingeniører og arkitekter. Denne sociale hær skulle følge efter krigens sejrende militære hær. Elise Thomsen fortalte om “planlæggelsen af den nye fredens verden som jo må komme”, og hun blev en hovedkraft i det danske hjælpearbejde.


AMKs beslutning om oprettelsen af en hjælpefond blev det første konkrete skridt til en formalisering af et samarbejde om “Fredsvenners Hjælpearbejde” (FH), som blev besluttet på et møde i København den 24. januar 1944. Deltagerne var Vennernes Samfund (Kvækerne), Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed og AMK. Formand blev Hagbard Jonassen, der på dette tidspunkt var næstformand for AMK. Elise Thomsen blev sekretær. Andre organisationer, der kom med i arbejdet, var Dansk Fredsforening, Kirkeligt Verdensforbund, Kristeligt Fredsforbund og Ungdommens Fredsudvalg.

Den første pjece udsendt af FH i 1944 understregede, at genopbygningsopgaverne ville blive så store efter krigen, at det måtte blive regeringerne, der påtog sig hovedparten af den økonomiske hjælp. Men ingen kunne forholde sig passive. Under overskriften “Mellemfolkeligt Hjælpearbejde” bragte AMKs blad et uddrag af pjecen, hvori det bl.a. hed:

Enhver, der tænker sig muligheden af at gå ind i aktivt hjælpearbejde, først og fremmest må gøre sig klart, at han eller hun ikke blot skal yde et manuelt arbejde, men i lige så høj grad skal være med i et forsoningsarbejde, et arbejde på at udslette det had, som krigen fører med sig og i stedet virke for forståelse og god vilje mellem mennesker.


Rundt om i landet sad fredsvenner og andre, der gerne ville gøre en indsats og forberedte sig, samtidig med at de – mens krigen stod på – søgte at støtte det hjælpearbejde, som allerede var muligt. Et af stederne var Vraa i Nordjylland, hvor agitationsleder Svend Haugaard fra AMK var lærer på Vraa Højskole. Lokalt var han også med i andre hjælpeindsatser, bl.a. i organiseringen af Norgeshjælpen, der allerede startede i vinteren 1941-42. Trods besættelsen af de to lande var det muligt at sende pakker fra Danmark til Norge, hvor fødevaresituationen var langt alvorligere end i Danmark. På et tidspunkt besøgte “Danskehjelpen” (som den hed i Norge) 55.000 norske folkeskolebørn fra mere end 35 forskellige suppestationer.

Vraa Højskoles elever lavede indsamling blandt samtlige danske højskoleelever. Der blev også tidligt lavet lokale studiekredse, hvor man begyndte at tale om hjælpearbejdet efter krigen. Umiddelbart efter besættelsen viste det sig, at der ikke kun var behov for hjælpeindsatser uden for Danmark, men også lokalt. Den 4. maj kom 300 flygtninge til Vraa med et opsamlingstog. De kom fra store dele af det centrale og østlige Europa, og mange var i en ynkelig forfatning. En kvinde med et barn i barnevogn var krigsenke og havde været på landevejen så længe, at frosten havde taget syv af hendes tæer. Hendes barn og fem andre flygtningebørn døde i den første uge i Vraa.


De fleste flygtninge var tyske eller tysktalende, og de var ikke populære. De blev indkvarteret i snavs og svineri i et gammelt hotel, der havde været brugt som logi af tyske soldater. I første omgang fik de ingen hjælp, og da Svend Haugaard, hans kone Bergljot, samt en anden fra højskolen, Inge Brandt Petersen, ville hjælpe, blev de afvist af vagter fra modstandsbevægelsen.

Angsten for en tyfusepidemi blandt flygtningene gav dem dog adgang. Svend Haugaard fortæller, at mange flere ville være døde, hvis ikke den lokale læge havde givet en vrangvillig apoteker ordre til at udlevere medicin. Svend Haugaard var med til at organisere lokalt arbejde i Vraa, men var samtidig fra 1942 og 1943 på nationalt plan på AMKs sommerlejre med til at etablere den første orienterende uddannelse af hjælpere til en international indsats.

Samtidig med, at man efter den officielle etablering af Fredsvenners Hjælpearbejde i januar 1944 begyndte at samle penge ind, startede man med at registrere ”hjælpere”, der var parate til at tage af sted efter krigen. Efter befrielsen kunne det derfor gå hurtigt. Hjælpearbejdet var forberedt så godt, at den første frie uddannelseslejr kunne starte i juni 1945. Mange kom gennem de fjorten dages uddannelseslejre, og de første kom hurtigt af sted. Det første hold “fredsvennehjælpere” forlod Danmark den 3. juli 1945.


Norge var det første land, der modtog FH-frivillige, siden fulgte en række andre lande – Finland, Holland, Polen, Østrig, Frankrig og Tyskland. Hjælpearbejdet i Polen og Tyskland stillede de frivillige over for en gruopvækkende elendighed. Arbejdet i Tyskland blev sat sent i gang, fordi de danske myndigheder indtil efteråret 1946 afslog at give tilladelse til frivilligt hjælpearbejde hos den store taber. De første FH-frivillige kom til Tyskland i januar 1947, og bespiste 18.000 børn. Senere var FH med til at oprette børnehjem flere steder.

Rundt om i landet blev der oprettet lokalkomitéer, som både indsamlede penge og tøj og fødevarer. Nogle af de første opgaver blev generelt i arbejdsprogrammet beskrevet som bespisning, tøjhjælp, lægehjælp, børnehjælp bl.a. ved oprettelse af børnehjem, oprydning i ruiner og bygning af nye hjem.

Der var de følgende år danske FH-hjælpere i en lang række internationalt organiserede lejre. Lejrene blev også en ny start for internationalt ungdomsarbejde og udveksling. FH var allerede i 1947, i samarbejde med andre europæiske organisationer og FNs kulturorganisation UNESCO, med til at formalisere et internationalt arbejdslejrsamarbejde. Svend Haugaard brugte de første to år efter befrielsen fuldtids på FH. På baggrund af de første hjælpelejre spurgte han retorisk i pjecen fra 1947: “Mon ikke disse lejre er en lige så god hjælp til Tysklands demokratisering som eksport af soldater?



Artiklen er forkortet fra Knud Vilbys bidrag til MS-bogen herunder.
Læs også mere om AMK i 2. Verdenskrig.


Mellemfolkeligt Samvirke gennem 75 år
Som led i 75-års jubilæet for MS fortæller tidligere medarbejdere i den ny bog ”Man bliver aldrig den samme” om arbejdet for fred og solidaritet. Bogen spejler interne kampe gennem tiden, mens MS udviklede sig til en global spiller.
Om oplysningsarbejdet og de udsendtes dobbelte rolle som ulands-hjælpere og en vej til gensidig mellemfolkelig forståelse – og frem til samarbejdet i ActionAid, hvor MS nu koordinerer aktiviteter for god regeringsførelse i 35 lande.
MS Jubilæumsbog. 384 sider. 250 kr.

Send gerne link til mine tekster videre. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver nemlig fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). Støt gerne via MobilePay: ©pdateret 2019 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand