FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Magt giver stadig ret Heller ikke de seneste Oslo-forhandlinger har kaldt på optimisme med hensyn til løsningen af nogle af de tunge problemer i Mellemøsten. Af Maria Bergsøe

Topmødet i Oslo i dagene omkring den 1. november, hvor Clinton, Arafat og Barak var hovedaktørerne, har ført til en del eufori i medierne.
Mødet var planlagt som en ceremoniel højtideligholdelse for Yitzhak Rabin, hvis forhandlere i hemmelighed mødtes med Arafats forhandlere i den norske hovedstad for seks år siden.
Forhandlinger, der førte til den såkaldte Oslo-aftale.
Det var også her Rabin, Peres og Arafat modtog Nobels fredspris. Stedet var således valgt med omhu for at give rum for samtaler, der kunne føre den såkaldte fredsproces "tilbage på sporet".
Medierne har op til topmødet beskæftiget sig en del med de "tillidsskabende foranstaltninger" fra Israels side, som det kan være interessant at se lidt nærmere på. Det drejer sig bl.a. om løsladelsen af palæstinensiske, politiske fanger i israelske fængsler.
Her er nogle kendsgerninger om de langvarige og hårde forhandlinger, som er gået forud for Wye-aftalen i oktober 1998 til i dag: Dengang gav Netanyahu et mundtligt løfte om frigivelse af 750 fanger, hvoraf 250 viste sig at være almindelige kriminelle. Derfor var de palæstinensiske forhandlere nu meget påpasselige med ikke at risikere det samme en gang til. De krævede, at alle løsladte skulle være fra den pulje, som udgør ca. 2000 politiske fanger i israelske fængsler.
Ehud Barak indvilgede, men alene på den betingelse, at der kun blev tale om 350 og ikke 650, som palæstinenserne krævede. Det lykkedes også for Barak at tvinge helt nye kriterier for løsladelse igennem. Udelukkede er de, som "har blod på hænderne" (fanger dømt for drab eller farlig vold på israelere) eller er medlemmer af islamiske bevægelser.
Udelukkede er også de palæstinensere, som er blevet arresterede efter Oslo-aftalens vedtagelse i 1993, og alle som er tilbageholdte uden dom fra andre arabiske lande, samt alle palæstinensere fra Israel - og den mest ildevarslende specificering af dem alle: palæstinenserne fra det besatte Øst-Jerusalem.
Det var denne sidste udelukkelse, der fik protesterende palæstinensere på gaden i Gaza, Bethlehem og Øst-Jerusalem og tvang i det mindste én fra forhandlingsdelegationen til at tage sin afsked.

Transportkorridoren
 
Sidst i oktober åbnedes en transport-korridor mellem Gaza striben og dele af Vestbredden. Etableringen af denne "Safe Passage" indgik i Oslo-aftalen for seks år siden, men er ikke identisk med den, der med enorm forsinkelse, foreligger i dag.
Også her er der gået vanskelige forhandlinger forud, og transportkorridoren er kun et midlertidigt arrangement, indtil en landevej på betonpiller bliver bygget. Den israelske minister for sikkerhed Shlomo Ben Ami konkluderede inden indvielsen: "Vi afgør hvem der skal bruge vejen og hvem der ikke skal bruge den!" Forhandlingerne har været vanskelige, fordi israelerne krævede, at de skulle have ret til at arrestere de palæstinensere, som de havde under mistanke for at ville søge ind i Israel via den nye vej. Israel krævede endvidere, at det var dem alene, som skulle have ret til at udstede magnetkort til palæstinenserne for "at lette færdslen på vejen".
Både den israelske og palæstinensiske presse har offentliggjort forløbet af forhandlingerne. Det israelske liberale dagblad Ha àretz har oven i købet forudsagt, at de palæstinensiske forhandlere ville give efter for disse krav. "Israelerne ved, at hvis blot de fastholder deres krav, så opnår de det, de vil", forlyder det i den palæstinensiske presse.
Den palæstinensiske befolkning havde naturligvis håbet, at deres forhandlere ikke ville bøje sig eftersom det indebærer, at transportkorridoren er under Israels suverænitet, og at palæstinenserne, der bruger vejen for at komme fra Gaza til dele af Vestbredden eller omvendt, er underkastet israelsk lov.

De tungeste problemer
 
En løsning på de tungeste problemer, som er udskudt til slutforhandlingerne, har premierminister Ehud Barak givet sit bud på. Det skete efter sejren på valgaftenen den 17. maj, hvor han udtalte til verden, at Jerusalem for evigt ville være Israels "udelelige hovedstad", og at han udelukkede at Israel ville trække sig tilbage til grænserne fra 1967.
Senere har han ladet Arafat forstå, at han må acceptere "bosættelsesblokke" på Vestbredden og i Gaza under israelsk suverænitet, og at løsningen for de 4,5 millioner palæstinensere, som blev flygtninge, da staten Israel blev oprettet, er at "søge ophold i de lande, hvori de nu bor". Selv de mest beskedne håb og folkeretslige krav (udmøntet i talrige FN resolutioner, bl.a. i resolution 194 om Ret til Tilbagevenden) må være vanskelige for palæstinenserne at opretholde efter denne klare tale.


Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret december 1998 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand