FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Militarisme og demokrati... Militarisme og demokrati er modsætninger, som ikke kan mødes – og vilkårene for fredsarbejde vanskeliggøres af ukendskabet til militarismen og dens årsager. Af Holger Terp

Militarisme og demokrati hænger sammen på samme måde som olie og vand: Skarpt adskilt. Havet er størst og olien mindst, men olien flyder oven på vandet.
Militarismen flyder, eller lægger sig oven på demokratiet og forsøger gennem lovgivning og undertrykkelse at kontrollere vandets bevægelser, men der skal bare en lille storm eller lidt solskin til at sprede olien og til at få olien til at fordampe.
Formålet med militarisme og militær har altid været og er at kontrollere og besidde ressourcer, for at få størst muligt udbytte ud af dem. En hær uden en nation eller et stykke land at forsvare er utænkelig, mens det modsatte i allerhøjeste grad er både tænkeligt og har været demonstreret i praksis.
Militarisme er militærbegejstring og en ensidig læggen vægt på det militære, således, at det civile samfund får en strukturel lighed med militæret og ikke omvendt.
En af de første i Danmark, som forsøgte sig med en definition af begrebet militarisme, var historikeren Axel Rosendal, i en betænkning vedrørende revision af skolebøger.
Militarisme definerer Rosendal som det modsatte af "Fredsvenlig ånd", "en overvurdering af egen nation og undervurdering af andre, tendentiøs bedømmelse af andre folk og forsøg på at fremme nationalfølelsen ved at fremme modsætningsforhold til andre lande".

Skurke og banditter
 
Militarismens udgangspunkt er således nationalstaten og dens glorværdige historie. Aldrig de negative sider. Her er det enkelte slag og helte, der trækkes frem sammen med nødvendige fordomme og fjendebilleder over for andre nationer, som er skurke og banditter.
Militaristen ønsker, at alle andre i samfundet bliver som ham eller ligner ham. Et militariseret samfund er et uciviliseret ensrettet samfund, hvor der er demokratisk underskud, og flere soldater og militære eksperter, end der er militærnægtere, krisepsykologer og genopbygningseksperter.
Militarismen har to fjender: den selvskabte ydre fjende i andre lande og en indre fjende i eget land. Militarisme er altså en psykologisk sygdom, fordi den svækker folks sunde dømmekraft.
Militær anvendes først og fremmest til at undertrykke ydre og indre fjender for at bevare magt og hvor det ikke kan lade sig gøre maskeret gennem strukturel vold, sker det ved direkte vold, militærkup og krige.

Militære alliancer
 
Anden verdenskrigs afslutning frembød flere muligheder i international politik. Dannelsen af FN var en, og dannelsen af en række officielle og uofficielle militære alliancer under amerikansk ledelse, rettet mod statskommunismen var en anden.
Formålet med etableringen af militæralliancerne, hvoraf NATO kun var en, var officielt for at forsvare de vestlige landes demokratier og menneskerettigheder.
Uofficielt handlede det realpolitisk for amerikanerne om at besidde og kontrollere vigtige ressourcer i hele verden.
Militæralliancer under amerikansk ledelse omfattede stort set hele Nord- og Sydamerika, Vesteuropa, store dele af Mellemøsten, Sydafrika, Japan og Australien samt store dele af Sydøstasien, foruden NATO-landenes egne koloniområder. Militæralliancerne under amerikansk ledelse er uden sidestykke det største sammenhængende militære samarbejde i verdenshistorien.
Spændingen mellem den officielle og den uofficielle politik i USA kan anskueliggøres med den amerikanske politik overfor eksempelvis Grækenland, Guatemala og Chile, men lignende eksempler kan fremdrages i alle lande som var medlem af en militæralliance under den kolde krig.
Det var ikke demokrati og menneskerettigheder amerikanerne forsvarede.
Under den græske borgerkrig støttede amerikanerne regeringen for at få kontrol med græsk tobaksindustri. I Guatemala drejede det sig om bananer og i Chile drejede det sig om kobber og telekommunikation.
I 1961 søsatte USA Fremskridtsalliancen.
På baser i Panama og i Ford Bragg i North Carolina og fra 1961 i The School of the Americans uddannes officerer fra stort set alle latin- og Sydamerikanske lande, bortset fra Cuba, Costa Rica, Haiti og Mexico, i undertrykkende operationer, irregular warfare og counter-intelligence.

Danmark i NATO
 
Da Dannmark i 1949 blev medlem af NATO blev landet medlem af en militæralliance for første gang siden Napoleonskrigene.
Siden 1920, hvor Danmark blev medlem af Folkeforbundet, havde Danmark reelt været afrustet, og det var en politik som ikke kun havde støtte i regeringen. Afrustningspolitikken blev også støttet i store dele af befolkningen.
Den danske militarisme som voksede ud af NATO medlemskabet, måtte begynde ved nulpunktet: Nye militarismelove blev vedtaget.
Forsvarsudgifterne steg. Våben blev købt. Arealer blev eksproprieret til militære baser og lufthavne. Den militære tjenestetid steg.
Et politisk dobbeltspil tog sin begyndelse.
NATO-medlemskabet skulle forsvare demokratiet. En af det første love som blev vedtaget var den såkaldte femte kolonnelov. Siden fulgte efter opfordring fra NATO en række love om transportnævn, som sikrede militærets råderet over eksempelvis skibe, fly og køretøjer i en krise- eller en krigssituation.
Totalforsvaret så dagens lys: Civile myndigheder i stat, amter og kommuner blev underlagt militære myndigheder.
På sundhedsområdet kan nævnes sygehusberedskabet og medicinberedskabet.
Hele dette lovgivningskompleks fungerer stadig og er etableret uden den store offentlige debat.
Oprustningen skulle betales. Det skete med stærkt stigende forsvarsudgifter, hvilket kun kunne lade sig gøre ved at overføre midler fra den civile sektor til militæret.

Ingen fredsdividende
 
Militærudifterne steg stærkt i faste priser frem til midten af 1990erne. I slutningen af 1990erne var stigningen moderat og det nylige forsvarsforlig betyder, efter alt at dømme, stigende forsvarsudgifter i de kommende fem år.
Når Danmark i modsætning til stort set alle andre stater ikke fik andel i fredsdividenden i de første år efter Berlinmurens fald hang det, ifølge betænkningen fra Forsvarskommissionen af 1988, sammen med anbefalinger fra NATO "om at bære en større del af de fælles forsvarsforpligtigelser, bl.a. i lyset af Danmarks afhængighed af tilførsel af allierede forstærkninger".
De ændrede øst-vest forhold medførte en ophævelse af de engelsk-amerikanske danske forstærkningsaftaler.
Politikerne må have tænkt, at det ville medføre for store nedskæringer i forsvarsudgifterne, bare at lade som ingenting efter forstærkningsaftalernes ophævelse.
Vi måtte hellere bruge de bevilligede penge til noget andet, så Den danske Internationale Brigade så dagens lys - og fredsdividenden forsvandt som dug for solen.
Der er en enkel forklaring på de stigende militærudgifter: Danmark er målt i areal og befolkning et meget lille land. Politikerne har tre muligheder, hvis Danmarks nye militarisme skal forøges: 1) De kan hæve antallet af militære værnepligtige, udskrivningsprocenten; 2) de kan forlænge den militære tjenestetid; eller 3) de kan hæve forsvarsudgifterne.
Da Danmark er en af verdens stærkeste militærnægtermagter, er punkterne 1) og 2) uspiselige for politikerne.
Derfor har de ansvarlige politikere valgt at hæve forsvarsudgifterne.
Når forsvarsudgifternes størrelse går op for skatteyderne, har forsvarsministeren et problem.

Meningskontrol og dobbeltspil
 
I begyndelsen af 1949 havde der været et flertal i befolkningen mod det danske medlemskab af NATO.
I 1951 foretog man en gennemgribende omstrukturering af de militære ministerier og af efterretningstjenesterne som resulterede i dannelsen af Forsvarsministeriet og i en omstrukturering af Forsvarets- og Politiets efterretningstjenester.
Efterretningstjenesterne registrerede formodentlig alle modstandere af regeringens militærpolitik, og omkring 1960 var den militære propaganda så effektiv i Danmark, at et flertal i befolkningen lige siden har accepteret NATOs politik.
Men der var alligevel så stor modstand i befolkningen og i Socialdemokratiet mod at få udstationeret udenlandske fly, soldater og atomvåben i Danmark, at planerne måtte opgives.
Under forhandlingerne med USA om baserettigheder på Grønland benyttede regeringen modstanden mod udstationeringspolitikken til at føre et dobbeltspil i årene fremover, hvor regeringen officielt tog en række forbehold og uofficielt lod militæret gøre som det ville.
Med den kolde krig afslutning forsvandt de fleste militære alliancer, bortset fra NATO. Når amerikanerne ikke længere behøver de andre militæralliancer er det fordi amerikansk dominerede multinationale koncerner har en så dominerende indflydelse globalt set, at militær anvendelse ikke længere er nødvendig for at bevare kontrollen. Den nye økonomiske verdensorden er en realitet.
Golfkrigen i 1991 og krigen i Bosnien drejede sig om kontrollen med ressourcer. Opsplitningen af Jugoslavien i mindre stater vil gøre det nemmere at indføre markedsøkonomi med alt, hvad dette indebærer. Efter Dayton-fredsaftalen er Bosnien blevet et amerikaniseret samfund.

Fremtiden og fredsarbejdet
 
Siden 1991 har politikere og militærfolk ledt efter begrundelser for at opretholde NATO. Udviklingen i de militære doktriner og inden for nye våben har medført et nyt dobbeltspil.
Militære krige kaldes for humanitære aktioner. Ja vist, der er mennesker bag.
Kommende militære konflikter vil efter al sandsynlighed opstå i lande, hvor den nye økonomiske verdensorden endnu ikke er fuldt indført.
For mig at se handler fredsarbejdet i det 21. århundrede først og fremmest i modarbejdelse af den nye danske militarisme i alle dens former.
Det er ikke længere nok udelukkende at modarbejde enkelte våbensystemer, uanset hvor truende disse forekommer at være.
Hvis ikke militarismen grundlæggende fjernes, vil et upopulært våbensystem blot erstattes med et andet og så kan fredsbevægelserne begynde forfra.
Metoden til modarbejdelse af militarismen er oplysning, oplysning og oplysning.
Taktisk må fredsbevægelserne ramme den nye danske militarisme, hvor den er svagest. På det punkt, hvor den i dag er stærkest: På økonomien – ved at belære "de forsvarede" om militarismens omfang og pris.


Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret december 1999 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand