FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Hvad har vi lært af krigen? Danmark har været i krig i 78 dage. Hvad mærker vi til det? Hvad koster det? Betyder det overhovedet noget, udover underholdningsværdien i de daglige nyhedsudsendelser og aviser? Af Erik Lau Christensen

Tidligere har Danmark været i krig, og mærket noget. Det har kostet! Ofrene har været mange og store værdier er gået tabt - dengang i 1864 f.eks. Der var også tab under 2. Verdenskrig, men andre led mere, meget mere. Tyskerne, russerne, englænderne og franskmændene f.eks.
Dengang tog ledende statsmænd fra USA, Rusland og England initiativ til at undgå, at Europa og verden atter skulle rammes af en ny, stor og grusom krig. Det blev til FN.
Hvorfor bekæmper USA nu FN både skjult og åbent?
Der har været utallige krige siden FN blev skabt, og der har gennem de seneste 10 år været i det mindste 3 krige på Balkan. I dag siger alle, at det skyldes altsammen Milosevic. Dengang det hele startede støttede mange danskere den tanke, at Serberne var det eneste, civiliserede folk på Balkan, og vi måtte støtte, at de fik magt som de havde agt.
Hvorledes kunne vi dengang have modvirket den ulykkelige udvikling, som har medført et årti med krig og ødelæggelse i en europæisk region?
Har vi viljen til at lære af vore egne fejl?
Der er naturligvis mennesker, for hvem det vil være uheldigt, hvis vi vil analysere vore egne fejl, f.eks. de ovenfor nævnte danskere, som næsten racistisk bakkede serberne op i starten.
Skal det forhindre os i at lære af, hvad vi gjorde forkert?

Hvad koster krigen?
NATO’s krig er naturligvis ikke gratis, selv om vi ikke direkte har måttet betale krigsskat. Vi har alle hørt om det svimlende store beløb, NATO hver dag bruger på at føre krig. 1 mia. kr. hver dag. Hvem betaler de penge?
Det gør vi alle. Vi betaler krigsskat allesammen. Hvert år! I alle NATOlande.
Her i landet koster det 17 mia.
kr. hvert år - plus det løse.
Men når NATO kaster en bombe eller affyrer et missil, så er det for at ramme et mål, og træfsikkerheden siges at være stor. Når målet er ramt, er der ødelagt for meget store værdier, fordi der anvendes effektive våben.
Ødelæggelserne ved NATO’s krig overstiger udgifterne ved at føre krig.
En stor del af udgifterne til at føre krig er egentlig kun et forbrug af forlængst investerede penge. Det er forbrug af våben, som måske er købt for 10 år siden, og nu var ved at være forældede.
Forbruget efterlader kun et hul i lagrene af våben, og et presserende ønske om at anskaffe nye våben.
Man kunne fristes til at sige, at der kunne være folk i krigsindustrien, som var ganske tilfredse med, at de gamle våben er væk, og nye, bedre våben vil blive købt! Det gavner i det mindste fabrikanterne og det land, hvor fabrikanterne betaler skat.
Alle de penge, som skal bruges på genopbygning af de værdier, som er smadret under krigen, skal også betales af os. Med os mener jeg de almindelige mennesker, som lever i Europa.
Når jeg ser bort fra USA i denne sammenhæng er det ud fra erfaringen, at USA afstår fra at yde udviklingshjælp internationalt. Vi skal altså betale for nye våben, som vi primært køber i USA, og for genopbygningen af det ødelagte.
Men de største tab er slet ikke økonomiske, de er menneskelige.
Ingen vil kunne erstatte det tab, som familien til den dræbte eller invaliderede har lidt. Ingen vil kunne genoprette de lidelser, mennesker har gennemlevet, og som har sat varige mærker i sind og sjæl. Ingen vil kunne “behandle” de børn og unge, som har fået erfaringer, som leder til vold og terror i ikke kun én generation. Krigen vil fortsætte i Europa, indtil vi lærer at forebygge fremfor at angribe.

Hvad kunne en forebyggelse bestå i?
Der er ikke grænser for, hvad vore politikere i dag er villige til at betale for at “integrere” landene på Balkan i det kommende Europa. Hvorfor først nu? Og hvor er offerviljen, når krigen er slut? Hvad har vi lært af udviklingen i Bosnien? At politikerne godt ved, hvad de burde gøre, men ikke gør det?
Fordi det begrænser levestandardudviklingen i deres eget smørhul, og det vil gøre dem - politikerne - upopulære?
Vi ved kun alt for godt, hvad der burde gøres for at forhindre udviklingen frem mod nye krige. Det blev sagt altfor tydeligt under det Sociale topmøde i København i 1995. Hjælp til det fattigste lande i verden. Bedre fordeling af verdens velstand. Eftergivelse af udviklingshjælp. Sikring af menneskerettigheder og demokrati.

Virkeligheden er krigsprovokerende!
Verdens største og rigeste lande har kun bidraget til en forøget ulighed økonomisk i verden siden 1995, og der er ingen tegn på, at f.eks. USA vil påtage sig det sociale ansvar internationalt for at modvirke udvikling mod nye krige gennem udviklingshjælp.
Tværtimod.
Sikring af demokrati? NATO’s nye koncept er vel en demonstration af en udvikling bort fra internationalt demo- krati, og en befæstelse af USA’s internationale rolle som verdensdiktator blandt FN’s medlemslande?
Sikring af ytringsfrihed? USA’s internationale overvågning af al telekommunikation er vel udtryk for en “bigbrotheriswatchingyou”mentalitet?

Et forslag
Hvis vi skal sikre midler til det forebyggende arbejde, må vi selv være villige til at betale; også selv om vore politikere hellere vil bruge pengene til indkøb af våben! Derfor må vi indføre en frivillig fredsskat. Det er anslået, at det vil koste EU ca. 2% af det årlige budget i de kommende, mange år. Men det er kun genopbygning på Balkan, ikke forebyggelse af konflikter andre steder i verden.
Hvis alle borgere frivilligt ville betale en fredsskat på 2%, og vi kunne sikre, at pengene effektivt blev brugt til udviklingshjælp, sikring af demokratiske rettigheder og undervisning i og hjælp til ikkevoldelig konfliktløsning, så kunne et sådant, privat initiativ måske åbne for en politisk forståelse.
Der kunne måske skabes en sneboldeffekt. En skattefritagelse for frivillig fredsskat kunne være første skridt. Næste skridt kunne være fredsskat som erstatning for krigsskat, altså reduktion af forsvarsbudgettet med samme beløb, som borgerne frivilligt betalte til “fredelig konfliktforebyggelse og løsning”.

En forsigtig bemærkning
Erfaringerne hidtil synes at vise, at politikerne er tilbøjelige til at vælge investeringer i våben fremfor investeringer i forebyggelse af konflikter.
Derfor må fredsskat starte som et privat initiativ, og det vil være farligt at overlade initiativet til politikerne. Der må med andre ord gøres en indsats for at forhindre en “omvendt privatisering”.
Fredsskat skal bestyres af fredsaktivister.

Skrevet 10. juni 1999. Erik Lau Christensen er formand for Fredsskattefonden.


Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret december 1999 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand