FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
En rejsebeskrivelse fra Pakistan For et år siden havde Skivekredsen dialogbesøg fra Pakistan gennem et samarbejde med KULU. Af Karen Rald

Dr. Tahira Kahn fra et forskningscenter for muslimske kvinder i Karachi besøgte Skive, et venskab blev knyttet og vi blev inviteret til at besøge hende i december 1998.
Efter en lang flyvetur fra Amsterdam til Karachi ankom min mand og jeg den 2. december til 28 graders varme og blev mødt af Tahira kl. 02.00 om natten i lufthavnen. Hun kunne desværre ikke have os boende den første nat, da hendes mor var blevet syg, så hun havde booket os ind på et hotel, og sagde, at vi blot skulle sove hele dagen, så ville hun komme dagen efter og hente os.
Men da klokken var ti kunne vi ikke sove længere. Vi måtte ud at se på det pulserende liv i byen med 12 millioner mennesker. Vi hyrede derfor en hestevogn og kørte først til stranden ved byens sydende, hvor vi havde læst, at pakistanerne tilbringer deres søndag.
Der var mærkelig tomt i hele byen og ved stranden var der kun en enlig turistkamel - ellers ikke en sjæl. Så kørte vi stille og roligt på sightseeing i byen og så bl.a. et stort islamisk mausoleum, hvor vi stillede skoene udenfor.
Næste morgen, hvor en engelsksproget avis blev stukket ind under døren, kunne vi læse på forsiden, at Karachi var i militær undtagelsestilstand på grund af forskellige terroristiske organisationer.
Nu forstod vi bedre, at der var så få mennesker på gaden i millionbyen!
Af vore gode venner blev vi straks sendt nordpå med fly for at komme til fredeligere områder: Lahore og Peshawar.
Gamle kulturbyer med smukke paladser og moskeer. Det mest interessante var dog basarerne, byens handelsgader, hvor det myldrede med liv. En gade med guldsmede, en med bønner, linser og korn, en med grøntsager og en med bryllupsgaver, der blandt andet var “perlekæder” af pengesedler, som man overrakte brudeparret.
Vi så ingen udenlandske turister på turen.
Vi ville gerne se det berømte Khyberpas mellem Afghanistan og Pakistan.
Det krævede dog både polititilladelse og en politisoldat med en Khalasnikovmaskinpistol bag i bilen.
Det var en stor historisk oplevelse at stå på det berømte pas, hvor Aleksander Den Store i sin tid drog igennem på sit Asiens- erobringstogt.
Ikke langt fra grænsen så vi afghanske flygtningelejre bygget op af lermaterialer, hvor folk arbejdede for at skaffe sig en levevej, bl.a. ved tømrerarbejde eller ved at sælge smuglergods fra Afghanistan. Der er mere end tre millioner afghanske flygtninge i Pakistan.
Så kørte vi nordpå gennem Swatdalen ved foden af Himalajabjergkæden, en dal med en brusende flod og bjergbyer, der “hang” op og ned ad bjergene, der alle var opbygget med terrasser, så bønderne kunne dyrke små lodder med hvede og majs. I baggrunden kunne man se de hvidklædte bjerg- toppe.
Bjergvejene var smalle, og det tog længere og længere tid at komme igennem, da vejvæsenet var ved at reparere efter jordskred og udvide vejene.
Mange steder måtte vi vente, indtil vældige bulddozere havde ryddet vejen efter bortsprængninger af klipperne.
Vi kørte et stykke tid langs med Indusfloden, der her i bjergene er klar og blå, og nærmede os turens landskabelige højdepunkt Muree.
Dernæst tilbragte vi nogle dage i hovedstaden Islamabad og tvillingebyen Rawalpindi, hvor der var basarer med et helt utroligt mylder af oksekærrer, mennesker, rickshawscootere, boder, varer, lyde og lugte. Vi så faldefærdige slumkvarterer og rigmandskvarterer side om side. Luftforureningen fra de mange farvestrålende busser og scooterne er et stort problem.
Efter to spændende uger vendte vi så tilbage til Karachi, hvor der nu var lidt mere fredeligt. Vort hovedindtryk af dette islamiske land, var et land med venlige, høflige og nysgerrige mennesker. Men lige så snart man er uden for bykernen, er det så absolut mændenes verden. Man ser mænd alle vegne, på markerne, i forretninger, i basarerne, i landsbyerne osv.
De få kvinder, vi traf, var oftest tilhyldede, det var forbudt at fotografere kvinder og militære anlæg. Flere steder spurgte pakistanske turister, om de måtte blive fotograferet sammen med os, og vi har senere fået tilsendt billederne.
I Karachi boede vi hos Tahiras familie en uge og oplevede en helt utrolig gæstfrihed. Vi tilbragte flere dage med besøg på det forsknings- og krisecenter, hvor hun arbejder. Vi fik materialer om kvindernes forhold og problemer.
På centeret overrakte jeg en gave på 1000 dollar fra den danske sektion af Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed. Den vakte stor glæde, og pengene skulle bruges til at afholde workshops rundt i landet for at oplyse kvinderne om deres rettigheder og til workshops om Vold mod Kvinder.
Ligeledes besøgte vi Tahiras mands fabrik. Han er tekstilfabrikant og har en ret stor fabrik med ca 1300 arbejdere, der producerer børnetøj til det tyske og franske marked. Det var interessant at se en velfungerende fabrik med rimelige arbejdsforhold, selv om de sad tæt ved symaskinerne.
Det var, forklarede Tahiras mand, franskmændene og tyskerne, der havde stillet krav til ham. Ordentlige arbejdsforhold, intet børnearbejde, kvalitetsprodukter og ingen korruption.
Derfor havde han haft de samme forretningsforbindelser i 10 år.
Det var en oplevelse at bo i et pakistansk hjem og smage det pakistanske "køkken", der er meget velsmagende og ret omfattende med lammekød, kyllingekød, ris og masser af friske grøntsager samt stærk chillisauce.
Vi nød at opleve landet både som turister og i et privat hjem - et møde med en helt anderledes kultur.


Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret december 1999 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand