FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Shirkat Gah - et kvindecenter i Pakistan En rejse til Pakistan har kastet lys over nogle af de for Vesten mere skjulte sider af landet og især over kvindernes forhold. Af Karen Rald

Ifølge politiske iagttagere er Pakistans regeringschef Nawaz Sharif i gang med et farligt magtspil, hvor han forsøger at opveje de islamiske fundamentalisters voksende indflydelse med militærets magt. Risikoen er at militæret overtager styret i det fattige og korrupte land, eller i værste fald: En islamisk revolution på linie med den, der er set i Afghanistan.
Da jeg i december besøgte Tahira Kahn i Karachi, havde Sharif begyndt sit arbejde med at overdrage flere civile opgaver til militæret. I Karachi var der oprettet militære domstole, som tager sig af civile kriminalsager og giver domme efter maksimalt otte dage.
Flere er allerede blevet hængt.
Samtidig er Sharif begyndt at indføre Sharia i retssystemet dvs. islamisk lov efter Koranens forskrifter (f.eks. amputation af en hånd for tyveri, stening til døde for utroskab og piskning for at drikke alkohol), disse love skulle være indført i nogle af de nordlige områder.
Et højt spil i håb om, at fundamentalisterne og militæret kan afbalancere hinanden - et spil, der gør vilkårene for kvindernes kamp for ligestilling endnu vanskeligere.

Shirkat Gah
I 20 år har kvinder i Shirkat Gah, et kvindeforsknings- og krisecenter arbejdet og kæmpet for kvindernes rettigheder, udvikling og bedre sociale forhold. Centeret er kollektivt ledet, og aktiviteterne er forskning, udviklingsprogrammer, vejledning - og netværksarbejde.
Et vigtigt arbejde for at bygge bro mellem national og international lovgivning og virkeligheden i tilværelsen for mange kvinder.
Tahira har arbejdet ved centeret i flere år og har en ph.d. i statskundskab.
Mens jeg opholdt mig på centeret, fik jeg et tydeligt eksempel på deres vigtige og vanskelige arbejde: En kvinde havde giftet sig efter hjertet for at undgå et tvangsægteskab, familien lagde pres på hende, så hun måtte flygte, og forfulgte og truede den ikke accepterede ægtemand. Hun opholdt sig nu i et beskyttet krisecenter, hvor Tahira besøgte hende og bragte mad og nyt tøj. Begge de to unge risikerede at blive dræbt. Familien kan ifølge det såkaldte æresbegreb dræbe både pigen og manden uden selv at få straf. Kulturens love sejrer over Statens love.
Pakistan er et af verdens mest korrupte lande, og mændene har både pengene og magten. Tahira fortalte, at kvinderne taber enhver retssag, og centerets arbejde er at beskytte disse kvinder i et krisecenter, samt kæmpe for kvinders ligestilling og mod undertrykkelsen.
I december havde Shirkat Gah trukket sig tilbage fra samarbejde med regeringen i protest mod vedtagelse af de nye love mod kvinder. Mens jeg var der, ringede telefonen. Det var en officiel samtale fra regeringens nye kvindeministerium med en invitation til at deltage i et åbent møde om den nye lov, Sharia, men alle kvindeorganizationerne er trådt ud af samarbejdet og vil lave en protestaktion mod regeringen og ikke tages som gidsler i det åbne møde.
Selv i sit private liv fortsætter Tahira arbejdet med de svage kvinder. F.eks. støttede hun, mens jeg var der, hushjælpen, der var gift med en heroinnarkoman.
Der var efter sigende fem mill.
narkomaner i Pakistan i dag mod blot blot 100.000 for ti år siden. Tahira støttede de syv børn med mad og skolepenge, da hushjælpen var den eneste, der tjente penge til familien.

Skolegang
Skolegang er et stort problem i Pakistan - især for pigerne: 60% kan ikke læse og skrive, 40% kan læse lidt eller mere, og kun 10% går længere end grundskolen. Med hensyn til højtuddannede kvinder med universitetsuddannelse mener Tahira, at procenten er minimal.
Vi besøgte en fattig landsbyskole i det velhavende bjergområde i Muree.
Skolen ligger et stenkast fra et rigt turistcenter for pakistanere, men der var hverken elektrisk lys, vand eller toilet.
De 200 elever fra første til sjette klasse er delt op i tre grupper: de ældste i en lille mørk skolestue, mellemste årgang under et halvtag og de yngste på en plads under nogle store træer. De fem lærere fik en meget lille løn, og eleverne måtte selv betale for bøger og skoleuniform. Det skar i hjertet at se de små tavler og krøllede papirer, børnene sad med. Enkelte havde en tynd engelskbog, men ingen af lærerne kunne engelsk. Der findes naturligvis også elitebetalingsskoler, hvor de velhavende familiers børn får en langt bedre uddannelse.

Kvinderne
Benazir Bhutto var oppe mod hårde odds, da hun vandt det første demokratiske valg i Pakistan i 1988. Hun skulle ændre en kvindefjendsk lovgivning, en total mangel på familieplanlægning og dårlig eller ingen uddannelse for de fattige. Hendes værste modstandere var islam og traditioner, og som det siden viste sig: korruption. Hun er stadig aktiv oppositionspolitiker, og var ofte citeret i den engelsksprogede avis under mit treugers ophold i landet.
For de fleste pakistanske kvinder er der ingen mulighed for eller overskud til at engagere sig i noget så uopnåeligt som ligestilling. Mange bliver gift, når de er ca. 18 år og er gennem hele livet økonomisk afhængige af en mand bortset fra medgiften.
Kvinderne har en stærk magtposition inden for hjemmets fire vægge, men i resten af samfundet er det mændene, der regerer. Purdahen, den dragt der dækker mange kvinder, især de fattige, fra top til tå, afsondrer dem fra blikke på gaden. Det er, som om de ikke er synlige ude i samfundet, ikke er til stede.
Tahira går som andre bevidste og uddannede kvinder ikke med slør, og en af udfordringerne i hendes workshops er at oplyse kvinderne ude i landet om familieloven, der giver mulighed for en skilsmisse. “Hvis en pakistansk kvinde er gift med en god mand, er hendes plads i islam unik.
Men er hendes mand ond, er hun ilde stedt,” siger Amira Piraca. En mand kan blot kræve skilsmisse tre gange i vidners nærvær, mens en kvinde må gå rettens vej og bevise sin ret til skilsmisse.

Voldtægt
Da Beena Sarwar fra Women’s Action Forum var i Danmark og talte i Mellemfolkeligt Samvirke, protesterede hun mod den pakistanske lovgivning.
Indtil 1979, hvor Zinaloven blev indført, kunne kun mænd anklages for utroskab. Dengang blev der rejst fire sager om året - nu er der tusindvis. Da General Zia (1977 - 88) ændrede Zinaloven til også at omhandle kvinder, var det for at fjerne den sidste modstand mod hans regime. Som Beena fortalte:
“Han havde myrdet resten af de politiske modstandere. Tilbage var kun kvinderne.” Hun mente ikke, de kvindediskriminerende love kunne tilskrives islam, men skyldtes den politiske situation.
Hun fandt, at lovgivningen var et kontrolmiddel over for kvinder, og ikke en retfærdig håndhævelse af menneskerettigheder.
F.eks bliver voldtægtsofre ofte dømt for utroskab, hvis de anmelder overgrebet.
Utroskab kan straffes med stening til døde eller 100 piskeslag. Kvinden skal have fire mandlige vidner til overgrebet, eller overfaldsmanden skal tilstå forbrydelsen. Hvis ikke har kvinden begået “Zina” og kan straffes.
Vold i ægteskabet straffes ikke.
Pakistan er stadig et feudalt samfund, hvor få rige familier skraber alt til sig uden at tænke på den store fattige befolknings udvikling. Kulturen er ekstremt mandsdomineret, og der synes at have lange udsigter med forbedring af kvindernes forhold.
Derfor er det så vigtigt, at centre som Shirkat Gah eksisterer - det arbejde de modige kvinder udfører fortjener både vores respekt, anerkendelse og støtte.


Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret december 1999 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand