FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Landsbyer som ikke findes... I Israel findes i dag 168 landsbyer, som ikke er registrerede - som officielt ikke findes og som end ikke er aftegnet på landkortene. Af Maria Bergsøe

I december 1988 stiftedes foreningen Association of the Forty - en organisation, hvis formål det er at kæmpe for legitime rettigheder for at få de små byer registreret - for “at komme på landkortet”.
Formanden Abu al Hidjja udtalte, da foreningen blev etableret: “Det var først for nylig, at landsbybeboerne indså, at de havde rettigheder, som hidtil var blevet dem nægtet.” Landsbybeboerne havde israelsk pas og kunne som israelske statsborgere stemme ved valgene, men tilsyneladende havde de ikke magt til at ændre på deres forhold.
Arbejderregeringen anerkendte 8 af disse dengang 176 byer, hvori der boede 9000 arabere. Det vakte et vist håb, men Likudregeringen standsede processen.

Den ikke eksisterende landsby
På vej til den ikkeeksisterende landsby Arab alNaim kommer den besøgende - efter at have passeret en velindrettet kibbutz - ind på en smal, stenet vej uden vejskilt; bag en drejning af vejen ses en samling bølgeblikshytter.
Nogle af hytterne er malet blå, en lysende farve midt i trøstesløsheden, andre hytter er rustfarvede i forskellige afskygninger. Ingen har vinduer, de rustne bliktage er tynget ned af sten for at forhindre dem i at blæse væk.
Hytterne har to til tre rum. I Arab alNaim - der har syvhundrede indbyggere - bor der ofte to til tre familier i et hus. Der er ikke rindende vand eller elektricitet.
Vi er i Israel - et af verdens mest udviklede lande.
Men denne landsby findes ikke på kortet over Israel.
Navnet Arab elNaim i Galilei eksisterer ikke, selvom den har været beboet siden begyndelsen af århundredet.
Det er nemlig en af de ikkeregistrerede landsbyer, hvilket betyder at beboerne ikke er berettiget til nogen form for kommunal ydelse som f.eks. vand, elektricitet, transport, kloakering eller skolevæsen.
Børnene har næsten 20 kilometer til skole, post og telefonvæsen når ikke herud, og skrald bliver ikke afhentet.
Men i 1992 afgjorde den internationale domstol i Haag, at landsbyer som Arab elNaim skulle tilsluttes det israelske vandsystem, hvorefter der blev placeret en lille vandtank oppe på bakken; hver dag bærer beboerne vandet ned af den stenede skrænt.

Interne flygtninge
Ca. 90.000 arabere bor i de 168 ikkeregistrerede landsbyer indenfor Israels grænser hovedsageligt i Galilei eller i Negev ørkenen.
Halvdelen af beduinerne lever i disse landsbyer i Negev; deres problemer er oversete og bliver betragtet som noget besværligt og plagsomt.
De israelske myndigheder ser helst, at indbyggerne forlader deres landsbyer og slår sig ned andetsteds, vel også for bedre at kunne kontrollere dem. men beboerne vil ikke forlade det sted, hvor de og deres slægt altid har hørt til.
Landsbyerne er ikke registrerede, fordi deres beboere i virkeligheden var interne flygtninge fra 1948.
De flygtende bønder var overbeviste om, at de ville vende tilbage så snart kampene var forbi; men de fik aldrig lov til at vende tilbage til deres tidligere hjem.
Nogle steder bor de oprindelige beboere lige i nærheden af deres gamle landsbyer.

Ein Hod II
Dette er netop tilfældet med den ikkeregistrerede landsby i Galilei Ein Hod II, som ligger i nærheden af Ein Hod I.
De gamle folk i Ein Hod II, kan se over til deres smukke gamle stenhuse, som de aldrig fik lov til at vende tilbage til.
Mellem de to Ein Hodbyer ligger en kibbutz, som har alle moderne faciliteter og en fin tilkørselsvej. Til Ein Hod II fører kun en markvej; jorden tilhører nu israelerne, og eftersom der ikke er andre muligheder for at skaffe mad til familien, må indbyggerne i Ein Hod II arbejde for de fremmede i kibbutzen på den jord, som oprindelig tilhørte dem.
The Association of the Forty skal søge de israelske myndigheder om alt.
En betingelse for overhovedet at blive hørt er, at landbybeboerne erklærer, at de ikke er modstandere af staten Israel.
Myndighederne har givet tilladelse til at opføre nogle nye huse i Ein Hod II, og skolen i byen fungerer på en etårig tilladelse; den har plads til tredive elever.
Mange turister tager til Israel for at nyde solen og stranden, men mange tager også ud i landet på en guided tour, hvor de måske vil få forevist Ein Hod I, fordi det er en smuk og malerisk lille by med klassisk arabisk arkitektur gamle stenhuse med buede vinduer, døre og balkoner. I disse huse bor nu kendte og mindre kendte israelske kunstnere, som har udsigt til de triste hytter i Ein Hod II, hvor de oprindelige indbyggere nu frister en kummerlig tilværelse.
Til denne landsby kommer der ingen turister - den eksisterer ikke.
Kilder: Middle East International 15.
Januar 1999. Notater fra en studierejse i 1990 af Elsebeth Holm. Association of the Forty.



Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret december 1999 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand