FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Frække aktioner i Haag Rapport fra et par spændende dage i Haag, da The Hague Appeal for Peace konferencen var i fuld gang. Af Ulla Røder

De mange boder med NGO’ere fra hele verden var overvældende, men gav også et indtryk af, hvor mange sager, der er at arbejde for rundt om i verden. Ligeledes var det skønt at erfare, at så mange mennesker var samlet for at skabe en bedre verdensorden, end den nuværende.
Der var en kvinder i sort demonstration og jeg deltog i en workshop om våbenlaboratorier og udvikling af nye våben på bl.a. Livermore og Los Alamos i USA og Bordeaux i Frankrig.
Oplæggene blev holdt af Jackie Carbasso, Sally Light og Solange Fernex, tre meget dygtige og velorienterede kvinder, som jeg tidligere har haft fornøjelsen at korrespondere med. Jeg var glad for denne mulighed for at få en samtale og få forklaret forskellige detaljer nærmere.
Der blev talt om bl.a. de subkritiske forsøg (The Stockpile Stewardship Program) laserfasiliteterne (NIF) i Californien og Frankrig, våben i rummet bl.a. Cassini. Meget aktuelt var uranium udvindingen og skadevirkningerne af forringet uranium (depleted uranium) på programmet.
Jeg var heldig at overvære afslutningsceremonien, hvilket ikke kan beskrives.
Det var så stærk en oplevelse, at jeg næsten ikke kunne holde en lille tåre tilbage. Det giver håb at møde så mange mennesker fra alle dele af verden, som alle arbejder med det samme mål for øje: Afskaffelse af krig.
Herefter fortsatte jeg forberedelser til deltagelse i march for atomnedrustning.
En march, der udgik fra Fredspaladset i Haag, hvor Den internationale Domstol i 1996 afsagde sin afgørelse om, at brug af eller trussel med atomvåben generelt er ulovlig i henhold til de internationale humanitære love.
Vi ville bringe denne besked til NATO’S hovedkvarter i Bruxelles, idet NATO stadig har en ulovlig atomvåbenstrategi.
Vi ville kræve at få oplyst bl.a. hvor mange atomvåben NATO har, hvilke mål de er rettet mod og hvor de er placeret m.v. Vi ville anklage de ansvarlige i NATO for at deltage i planlægning af krigsforbrydelser.
Der var ca. 800 deltagere i marchen fra ca. 24 nationer. Desværre var dagsruten ikke de forventede 20 km, men nærmere 30 km, så nogle forlod marchen mens andre kom til undervejs.
Gode aktioner undervejs gav en hel god pressedækning. “Dying” var en aktion, hvor vi satte en luftalarmsirene i gang over en højttaler, og derefter faldt vi om som “døde” midt på gaden, som om vi var blevet ramt af en atom- bombe. Imens blev der vist billeder af de forkullede mennesker i Hiroshima.
Nogle tegnede med kridt rundt om os.
Efter 5 minutter rejste vi os, og kun omridset af vores “døde” kroppe blev tilbage til de utålmodige billister.
Mange tilskuere var synligt berørt af, hvad de netop havde været vidne til.
Særligt effektfuld var en person med en maske og en dukke, der fuldstændig lignede forbrændte ofre.
Der var receptioner på rådhuset i Rotterdam og Antwerpen. Der var nogle gode kultur aftener med lokale grupper, hvor nogle af deltagerne fortalte om deres landes syn på NATO og NATO’s atomvåbenstrategi.
Der blev sunget, danset, læst digte og overlevende fra Hiroshima bomben fortalte om deres erindringer og viste billeder. Uhyggeligt og forfærdeligt sørgeligt, at se denne ældre mand berette, mens hans smerte tydeligt kunne læses i ansigtet, mens han talte. Vi må aldrig glemme Hiroshima.
De to hviledage blev brugt til træning i ikkevold og forberedelser til vores møde med NATO, og til underholdning omkring bålet om aftenen.
Vi havde problemer til det sidste med at få adgang til Bruxelles. Måske på grund af pressedækningen gav man os lov til at demonstrere i fire timer ved Atomet. Her blev vi modtaget af Abolition 2000’s Belgiske gruppe. Der blev holdt taler, og vi var glade for at være nået så langt.
Det lykkedes os at skaffe logi på en skole, og vi besluttede at fortsætte til NATO’s hovedkvarter som planlagt. Der blev givet grønt lys hertil i sidste øjeblik.
Politiet eskorterede os en lang omvej, ad næsten øde veje. Udenfor NATO’s hovedkvarter var der linet op med kampberedte betjente, pigtråds afspærringer i 100 meters afstand fra hegnet. Vandkanoner og heste stod parate.
De må virkelig have respekt for os demonstranter i fredsbevægelsen.
Der blev holdt taler og forklaret, hvad vores formål var. Delegationer fik adgang til at komme indenfor og forhandle, men tilsyneladende har NATO endnu ikke lært, at forhandling betyder at tale sammen.
Vi fik ingen af vores krav opfyldt, så vi startede aktionen. Nogle klippede afspærringerne, så andre kunne komme ind og foretage den varslede våbeninspektion. De svarede igen med vandkanoner. Jeg fik den første skylle.
Heldigvis nåede jeg at sætte mig ned med ryggen til. Vandet var dejligt svalende denne varme dag.
Betjentene virkede mere rolige nu.
Nogle at dem begyndte endog at trække på smilebåndet. Vi fik en halv time til at flytte os, ellers ville vi blive arresteret.
Det blev et særsyn, da 113 “salatfade” i fuld fart og med udrykning kørte gennem Bruxelles gader. Folk vinkede, vi sang så højt vi kunne. Vi blev alle løsladt efter 12 timer og det siges, at betjentene på stationen gik rundt og fløjtede “Give Peace a Chance”.
60 af os havde siddet som burhøns i et lillebitte overophedet og stinkende rum. Vi fik nogle flasker mineralvand, som vi delte mellem os. Heldigvis var der lækker middag i lejren, da vi kom retur. De folk der tilberede vores mad fortjener en medalje for deres indsats under hele marchen.
Næste dag havde vi workshops og planlægning. Om aftenen lavede vi et asfaltbal, det vil sige vi mødtes i campen og drog ud til en ikke oplyst adresse i centrum.
Hver gang politiet kom med deres vandkanoner, rykkede festen videre til en ny plads. Ganske fornøjeligt. Jeg fik fortalt, at politiet havde arresteret flere almindelige turister i området denne aften.
Jeg fik halvanden times søvn den nat. Klokken 4 om morgenen tog vi mod NATO’s hovedkvarter. Marijan fra Holland og jeg havde besluttet at foretage en lille våbeninspektion. Ca. kl.
6.30 kom vi ind gennem et hegn, over et areal, langs et par bygninger, hvor vi checkede om alle vinduer var ordentligt lukkede.
Vi så en åben dør og besluttede os for at inspicerede denne nærmere.
Endnu et hegn, som vi reparerede nydeligt efter os, inden vi drog videre rundt om et skur. Nu var der ca. 50 meter til døren. Men der var kun 25 meter til en vagt, som havde set os. Han satte efter os.
Jeg sendte min løbetræner en venlig tanke. Foran ankom en politibil. Ærgeligt, nu gik det lige så godt. Vi blev arresteret.
Vagten, som havde haft en anstrengende morgen virkede ret morgensur. Han gav mig et flot blåt øje. Det vil han ganske givet høre mere om senere.
Vi blev kørt til afhøring og sad endnu engang i samme celle og kedede os i 12 timer sammen med ca. 50 andre, som var blevet arresteret ved stoppestedet et stykke fra NATO’s hovedkvarter.
Denne gang fik vi frugt og to flasker vand, der var sat en ventilator op og vi fik belgiske vafler, Vi fik sågar lov at sidde udenfor cellen i gården en times tid, som betjentene sagde: “Nu er I jo heltene”.
5. juni 1999


Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret december 1999 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand