FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Støt krigen Under den ironiske overskrift "Køb en humanitær bombeanpart" samlede nogle aktivister fra "Fredsbus til Kosovo" specifikke ønsker ind til f.eks. klyngebombning af en børnehave. Af Tom Vilmer Paamand

Under den ironiske overskrift "Køb en humanitær bombeanpart" samlede nogle aktivister fra "Fredsbus til Kosovo" specifikke ønsker ind til f.eks. klyngebombning af en børnehave: Det koster mange penge at føre krig - rigtig mange penge!
Derfor har vi besluttet at råbe vagt i gevær og starte en indsamling til krigsministeriet.
Nu får du chancen for, på ægte demokratisk vis, at yde dit bidrag ved at tegne en bombeanpart.
Det indkomne beløb er naturligvis øremærket i forhold til ønskerne på de tegnede anparter.
Det er så vigtigt at vide, hvad ens penge går til. Konceptet har derfor utallige kombinationsmuligheder.
På den måde er du sikker på at tegne dig for netop det, som du har mest lyst til.
Der skal selvfølgelig tegnes mange anparter for at få råd til en bombe, men mon ikke det er muligt, i og med den fantastisk store danske opbakning til krigen (72%, det højeste tal i Europa, flot). Vi har virkelig noget at være stolte af!
Vi plejer jo også nok at kunne holde sammen, når det virkelig brænder på. Tænk bare på den sidste store krise, hvor vi alle manglede gær.
Skulle det, mod forventning, ikke lykkes os at sælge anparter nok til en bombe, vil beløbet gå til anden, dog knap så effektiv, humanitær hjælp: Oprydning i vores allesammens store tumlerum Jugoslavien. Vi vil dog, under alle omstændigheder, sikre at et pænt beløb (min. 8,25 kr.) tilskrives Krigsministeriet.
Så kære medborger, tag en rask beslutning: Tegn en humanitær bombeanpart.
"Humanitær bombning nu".


Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret december 1999 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand