FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
NATOs 50årskrig Tale holdt i Silkeborg 1999 ved en demonstration med Stop Krigen Initiativet. Af Mikael Witte

FN blev grundlagt efter Anden Verdenskrig for at skabe en bedre verden for alle mennesker; imidlertid mistede FN sin effektivitet som følge af konfrontationen mellem Sovjet og USA.
Det var dansk politik at holde Danmark uden for stormagternes blokdannelser, og i maj 1948 erklærede Statsminister Hedtoft, at ”verden i dag præges af brydningerne mellem to systemer:
den amerikanske kapitalisme og den russiske tvangskollektivisering.
Nordens socialdemokratiske arbejderbevægelse vil ingen af delene”.
Fra september 1948 undersøgte Danmark, Norge og Sverige mulighederne for et forsvarsfællesskab. Da USA’s regering meddelte, at et fritstående skandinavisk forbund ikke kunne vente amerikansk våbenhjælp, brød planerne sammen.
Efter dansk anmodning blev Danmark stiftende medlem af NATO. Et flertal i Folketinget støttede optagelsen, og den 4/449 kunne udenrigsminister Gustav Rasmussen underskrive Atlantpagten i Washington. Danmark havde erklæret sig for USA.
I NATOtraktaten lyder artikel 1:
”Parterne forpligter sig til, som det er bestemt i FNpagten, at bilægge enhver mellemfolkelig stridighed, de måtte blive involveret i, med fredelige midler, således at den internationale fred og sikkerhed og retfærdighed ikke sættes på spil, og til i deres internationale relationer at afstå fra brug af magt på en måde, som strider mod FNs formål”.
Dette NATO - den nordatlantiske forsvarsorganisation - valgte den 24.
marts at angribe Jugoslavien. Med en regn af krydsermissiler og computerstyrede bomber førte NATO sine trusler om krig ud i livet. Eller ud over livet.
Dette overfald har ikke løst et eneste problem - til gengæld forstørret dem.
NATO havde i Rambouillet truet Jugoslavien med krig: Hvis ikke Jugoslavien underskrev den aftale der blev dikteret, så ville landet blive bombet.
Jugoslavien sagde ja, mens kosovaalbanerne sagde nej. Efter korridorsnak og anden forhandlingsrunde sagde kosova- albanerne ja. Men nu sagde Jugoslavien nej.
I dag ved vi at der aldrig blev forhandlet i Rambouillet. Idag ved vi at stormagterne truede sig frem og vi ved at NATO krævede ret til at besætte Kosova og - det er den såkaldte appendiks B i aftalen - ret til at gennemføre manøvrer overalt i Jugoslavien. Ellers ville NATO bombe.
I FNpagten lyder artikel 2, stk. 4:
”Alle medlemmer skal i deres mellemfolkelige forhold afholde sig fra trussel om magtanvendelse eller brug af magt, det være sig mod nogen stats territoriale integritet eller politiske uafhængighed eller på nogen anden måde, der er uforenelig med de Forenede Nationers formål”.
NATO krænkede altså ikke bare sin egen traktat, men overtrådte også FN- pagtens forbud mod magttrusler og magtbrug, da den sendte sin regn af død over menneskene i Jugoslavien.
Denne forbrydelse mod menneskeheden blev besluttet af politikere fra NATOlandene, fra USA, fra Storbritannien og andre. Og fra Danmark.
Denne forbrydelse mod menneskeheden blev udført af piloter fra NATOlandene, fra USA, fra Storbritannien og andre. Og fra Danmark.
Derfor kan vi der er borgere i dette NATOland ikke bare følge denne krig med almindelig medfølelse og smerte denne krig bliver vi nødt til at følge med skyldfølelse. For Danmark har fra starten fulgt krigslinien.
Danmark er i krig, Danmark har sammen med restNATO angrebet Jugoslavien.
Jeg ved godt at Udenrigsminister Niels Helveg Petersen foretrækker at tale om en aktion. Ministeren bryder sig ikke om ordet krig. En ”aktion” skal give os en fornemmelse af at han ”da gør noget”. Gør noget for os, gør noget for freden. Men det han gør - er krig. Udenrigsministeren påstår at Milosevic er svækket, at luftkampagnen går planmæssigt fra fase 1 til fase 2 til fase 3 og fase 117. Så pænt og nydeligt, som en krig skal forklares når man ønsker folkets støtte.
Alle ved at krig er forfærdelig; efterhånden ved alle at selv NATOs smarte bomber, der klinisk trænger direkte ind i fjendens hovedkvarter, lemlæster mennesker, dræber, slår ihjel; enhver ved at selv NATOfly rammer broer, fabrikker og flygtningekolonner.
Hverken Udenrigsminister Niels Helveg Petersen eller NATOs charmerende pressetalsmænd vil benægte dette - når man presser dem.
Men det er undtagelser, påstår NATO. Undtagelserne man undskylder.
Således forsøger NATO at få os til at acceptere krigen ved at betegne NATOs aktion som nødvendig:
- Vi bomber for at redde kosovaalbanerne.
Vi gør det for at sikre menneskerettighederne, af humanitære grunde, af næstekærlighed, vil NATO flyde over med, hvis jeg spørger.
- Operationen lykkedes, men patienten døde, vil jeg så svare. Måske det lyder som en dårlig vits, men den er sand.
Det er en kendsgerning at Kosova fik frataget sin autonomi i 1989. En kendsgerning at serberne har udrenset etnisk i Kosova. En kendsgerning at de nationalistiske sammenstød i Jugoslavien er vokset siden midten af firserne.
Det er også en kendsgerning at Jugoslavien lånte meget store beløb af Verdensbanken, der til gengæld krævede markedsøkonomi. Det krav var med til at vælte Jugoslaviens balance mellem landets nationale grupper og med til at udløse de nationalistiske bevægelser. Og så var der ikke bare en økonomisk krise, men også en politisk, der kunne smadre Jugoslavien.
Det er ligeledes en kendsgerning at Tyskland i sommeren 1991 krævede en hurtig anerkendelse af denne nationalisme og at Danmark støttede den. Så blev Slovenien og Kroatien selvstændige, og den jugoslaviske borgerkrig en realitet. Og Danmark var medansvarlig.
Det er en kendsgerning, at Bosniens parlament i februar 1992 ugyldigt vedtog landets uafhængighed.
Alligevel anerkendte EF straks Bosnien som en suveræn stat - hvorefter den borgerkrig kunne begynde.
I dag er det en kendsgerning at antallet af flygtninge i Kosova steg til det tredobbelte efter NATO angreb Jugoslavien.
Planerne for hvordan kosovaalbanerne skulle uddrives var lagt i Beograd - men NATOs angreb øgede forfølgelsen. Beograd gennemførte sin masseuddrivelse, for NATO bombede under alle omstændigheder. Og det er en kendsgerning at NATO ikke forestillede sig denne flygtningestrøm, og at NATO ikke havde telte, mad og vand parat til dem der løb for livet.
Vi protesterer ikke bare mod NATOs krig mod menneskene i Serbien og i Kosova. Vi protesterer også mod NATOs krig mod os i de krigsførende lande: Mod at krigstanken erobrer vores hjerner, så vi glemmer at der findes andre løsninger end krig.
NATO har afvist ethvert forslag om våbenhvile. Paven foreslog våbenhvile i påsken, Milosevic foreslog det i den ortodokse påske, Ruslands Primakov har foreslået våbenhvile, Sadako Ogata, FNs flygtningehøjkommissær, har bedt om øjeblikkelig våbenhvile, fordi NATOs bombardementer øger flygtningestrømmen fra Kosova. Selv Tysklands udenrigsminister Fischer har talt om våbenhvile.
Fredsbevægelserne i NATO skal kræve våbenhvile nu - stop for NATOs bombardementer og stop for den serbiske udrensning i Kosova. Våbnene har forlængst vist deres nytteløshed til at skabe fred. Selv hvis NATO bombede i de næste halvtreds år, så ville der ikke være fred om enoghalvtreds år.
Vi skal støtte den demokratiske opposition i Serbien, selv om den også er hårdt ramt af krigen.
Vi kræver våbenhvile, fordi det er den eneste udvej af denne sorte nat. Vi kræver våbenhvile fordi vi tror på livet, fordi vi vil forsvare alles liv, fordi liv er den vigtigste menneskeret.
Hvis det betyder at NATO taber ansigt, så lad NATO tabe ansigt.
Lad os sammen begynde på en frisk, lad os insistere på menneskene og bruge ikkevolden. Derefter følger forhandling, samtale, fredsprojekter, forsoning, heling.
Da kan vi tale om fred på Balkan.


Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret december 1999 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand