FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Kvindeligaens Jugoslavienshjælp En tur med nødhjælp til Kosova i november 1998. Af Inger Nyegaard

(illustration) Da Jugoslaviensgruppen desværre har haft dårlige erfaringer med at lade vores nødhjælp klarere i Beograd, havde vi besluttet denne gang at lade vores hjælp gå over Montenegro.
Gennem Dansk Flygtningehjælp var vi kommet i forbindelse med en montenegrinsk hjælpeaktion Alter Modus, som på forhånd havde lovet os at være behjælpelig med at få vores last gennem det montenegrinske Røde Kors.
Vi, Poul Andersen og undertegnede, fløj til Beograd den 14.november. Her ville vi besøge forskellige mennesker, som vi har været i forbindelse med.
Vi havde et møde med Dr. Vera Litricin, der leder" SOS Hotline & Center for Girls", som vi tidligere har støttet.
Centeret går godt. Et kursus for kvinder var netop afsluttet og centeret søges af et stigende antal unge piger, der her har fundet et fristed.
Hun kunne dog ikke tilbageholde en vis frygt for fremtiden. NGO'ere i byen føler sig i høj grad truet. Det er især kommet til udtryk efter NATOs bombetrusler.
Næste dag tog vi toget til Podgoriza i Montenegro, hvortil vi ankom den 16.november om aftenen. Vores lastbil kørte over Italien til Bari og derfra med færge til Bar i Montenegro.
Da vi skulle møde de to chauffører onsdag den 18. om morgenen, satte vi os straks den 17. i forbindelse med Alter Modus. Vi blev overordentligt venligt modtaget, og sammen med lederen lagde vi en plan for, hvordan nødhjælpen kunne fordeles.

Told og spedition
Man satte os også i forbindelse med Røde Kors, og da ingen dér talte noget fremmedsprog, stillede en af medarbejderne sig til rådighed som tolk.
Også chefen for Røde Kors, som vi mødtes med, var uhyre venlig. Hvilken forskel fra det serbiske Røde Kors i Beograd.
Vi forklarede ham om vore ønsker, og han lovede os al den nødvendige hjælp. Han foreslog, at lasten skulle klareres i tolden i Podgoriza og gav os navnet på den speditør Røde Kors bruger, Yugospeed. Desuden fik vi hans kort, som vi kunne vise til speditøren og desuden hans telefonnummer, hvis der skulle opstå nogen som helst vanskeligheder.
Den 18. om morgenen (kl.4!) tog vi så toget fra Podgoriza til Bar. Vi skulle af sted så tidligt, da man ventede færgen ind mellem klokken 7 og 8. Det viste sig dog, da vi kom til Bar, at færgen var forsinket på grund af storm, og den var først inde mellem klokken 9 og 10.
Den ene af chaufførerne var en herboende makedonsk Albaner, hvilket var en stor hjælp hos speditøren. Vi fik her at vide, at lasten trods alt skulle gennem en inspektion, og vi forudså allerede, at vi ligesom i Beograd skulle vente i dagevis på at få varerne igennem. Det drejede sig om sukker og hospitalstøj samt bleer og hygiejnebind, der skulle kontrolleres.
Vores frygt viste sig dog heldigvis at være ubegrundet. Da inspektøren kom, tog det kun ganske kort tid og i løbet af en halv time kunne lastbilen køre til Podgoriza til toldklarering der. Vi aftalte så med chaufførerne at mødes med dem ved toldstationen. Vi skulle jo med toget tilbage.

Hospitalsudstyr
Inden togturen tilbage besøgte vi imidlertid et hospital i Bar, som var blevet foreslået af såvel Alter Modus som Røde Kors, som modtager af noget kirurgisk udstyr, som var blevet doneret af Rigshospitalet. Det drejede sig om et komplet udstyr til hofteoperationer og foruden forskelligt hospitalsudstyr. Her ville man meget gerne modtage alt.
Da vi ankom til hospitalet var vi lidt usikre på, om det nu også var nødvendigt med nødhjælp her. Men til trods for at alt så nydeligt ud, så manglede man midler til fornyelse af udstyr, så man var glade for den hjælp, man kunne få.
Da vi kom til Podgoriza havde lastbilen allerede været gennem tolden og vi blev nu af Røde Kors kørt til deres lager, hvor lastbilen ventede på at blive tømt. Det skete hurtigt med hjælp af 5-6 Røde Kors arbejdere.
Aftalen blev så, at Poul Andersen og jeg næste morgen skulle komme hen på Røde kors' kontor, hvorefter vi skulle køre med en Røde Kors kassevogn til lageret og derefter ud med vores varer.
Den 19. kørte vi således til hospitalet i Bar med det, der skulle afleveres der og derefter til et Røde Kors lager i Bar, hvor vi afleverede det medbragte sukker.
Efter anbefaling fra Alter Modus ville vi aflevere, hvad vi havde medbragt af varmt vintertøj, sko, bleer og andre hygiejniske artikler samt sukker i et settlement for Kosova Roma-flygtninge (zigeunere).
Det var et forfærdeligt syn, der mødte os dér. Der boede mellem 400 og 500 Romas, deriblandt mange børn, også nogle helt nyfødte.
De boede i store militærtelte på en øde mark med store vandsamlinger, der var ved at fryse til. Der var nu udbrudt en snestorm, men flygtningene kom alligevel nysgerrige ud for at se, hvad der skete. De var meget dårligt klædte og alt så meget trøstesløst ud.
Til trods for dette smilede børnene og de voksne var glade for at vi kom. Der var nogle, der talte tysk og de fortalte, at man havde lovet dem bedre forhold, men det blev ved at trække ud. Vi havde medbragt noget kraftigt afdækningsplastic, som vi besluttede at aflevere til disse mennesker. Der var god brug for det her til at udbedre forholdene lidt.

Ingen tur til Kosova
(illustration) Den 19. havde vi tænkt os at tage med en bus til Prihstina i Kosova, hvor vi ville aflevere noget tøj til Mother Teresa samt nogle penge til to kvindeorganisationer.
Vi blev på det kraftigste frarådet at gøre det, både af Alter Modus og af Dansk Flygtningehjælp, som vi traf hos Alter Modus. Man fandt det ganske simpelt for farligt at tage med de mildest talt dårlige offentlige busser i den snestorm over bjergene til Kosova. Desuden havde Dansk Flygtningehjælp fået melding om, at der foregik skyderier på strækningen.
Efter nogen diskussion frem og tilbag, og efter at Dansk Flygtningehjælp udtalte, at de ikke ville risikere det, opgave vi så den tanke.
En fra Dansk Flygtningehjælp, der senere skulle til Beograd og derfra til Prihstina lovede at tage pengene med til de to kvindeorganisationer og Alter Modus lovede at tage de fem kasser tøj med til Mother Teresa i en by lidt nordligere end Podgoriza. I Podgoriza fandtes der ingen afdeling af Mother Teresa.
Vi tog derfor tilbage til Beograd, hvor vi endnu manglede nogle besøg. Vi besøgte Kvinder i Sort, som vi kunne fortælle om de demonstrationer, vi havde afholdt med Kvinder i Sorts slogans mod NATO-bombning. Det var de meget glade for at høre om.

Militærnægtere
Desuden traf vi her en ung mand fra den derværende militærnægterforening, der fortalte om foreningens arbejde. De havde blandt andet rejst rundt i Serbien med pamfletter mod krigen i Kosova, men i de små byer havde folk flere gange sendt bud efter serbisk politi og flere af de unge mennesker var blevet arresteret og havde fået 10 dages fængsel.
I de små samfund hører man kun den serbiske propaganda og er i den grad indoktrineret, at man ikke kan se noget forkert ved krigen. Han fortalte ligeledes om en ung nægter, der havde en dom på et års fængsel, fordi han ikke ville gøre militærtjeneste. Vi blev bedt om at give disse oplysninger videre til den danske Nægterforening og bede dem om hjælp.
Desuden havde vi samtaler med prof.dr. Milan Prodanovic og hans hustru Sonja. De er begge med i Beogradringen og kredsen omkring tidsskriftet Republica. Republica havde netop arrangeret et offentligt møde om Beograds fremtid: Byen uden borgmester, som indkaldelsen lød på. Der var en halv snes oplægsholdere og han havde selv to oplæg.

Store modsætninger
Han virkede ret pessimistisk og mente at befolkningen var skuffet over, at der ikke var opnået noget efter de store demonstrationer og på grund af de dårlige forhold kun kunne tænke på dagen og vejen og ikke havde overskud til andet. I øvrigt var han naturligvis stærkt optaget af det forestående møde og ventede sig en hel del af det.
Som en modstander af regimet, var det gået økonomisk ud over ham på den måde, at hans studenterhold var halveret. En assistent som han havde oplært i 20 år havde nu fået overdraget en del af hans undervisning og han havde siden februar i år kun fået halv gage. Det var han naturligvis stærkt frustreret over.
I det hele taget er økonomien blandt regimets modstandere elendig, medens tilhængerne, for ikke at tale om mafiaen, lever godt. Ved siden af de handlende, der står med deres små boder på gaderne, ser man de flotteste butikker med modevarer, som man dårligt ser i Danmark.
Vi synes ofte, at det vi kommer med er så lidt i forhold til den fattigdom vi ser. Men hver gang får vi at vide, at det betyder utroligt meget at vi kommer.
Det vi synes er lidt, er meget for flygtningene og den moralske støtte er overordentlig stor.

Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. ©pdateret december 1998 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand