FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Kulturarv og kulturmøde Når en cirkulær og en linær kultur mødes. Af Jørgen Rald

I den senere tid er debatten om den islamiske kulturs indflydelse på dansk kultur blusset op igen. Ja, nogle debattører taler oven i købet om "et kompromisløs islamisk pres på vor kulturarv", uden nærmere at definere, hvad vor kulturarv består af.
Et eksempel på en repræsentativ dansker er en salgskonsulent fra Glostrup. Jeg læste et interview med ham for nylig. Han var bekymret for den danske kulturarv pga. den såkaldte islamiske indflydelse.
Han syntes, at det er bedst, hvis etniske grupper koncentrerer sig om det danske sprog og den danske kultur - og så lader den religiøse interesse komme i anden række.
Dermed signaliserer han et typisk træk ved den sekulariserede (verdsliggjorte) dansker i dag.
På den ene side har han mistet den del af vor kulturarv, der stammer fra kristendommen, og på den anden side bliver han, på grund af sin egen religiøse usikkerhed, nervøs og bange, når han møder en stærk religiøsitet hos "de fremmede".
Han havde også i fjernsynet set en ung iraner, født af iranske forældre i Danmark. Han talte flydende dansk og sagde, at han følte sig totalt som muslim.
- Det er forkert, sagde konsulenten, for hvad skal man med sådan én. Når man er født og opvokset i Danmark, så må man også efterhånden føle sig som dansker. (Altså som kristen, forlanger salgskonsulenten, der ikke selv længere lægger vægt på kristendommen i hverdagen).
Herbert Pundik sagde for nylig: Om nogle årtier vil mange indvandrere blive danskere med muslimsk tro. Dette er en reel udvikling, vi må forholde os til uden at blive grebet af panik og begynde at tale om "det kompromisløse islamiske pres på vor kulturarv".
Langt vigtigere er det at beskæftige sig med, hvad er den danske kulturarv? Når vi møder andre kulturer, når vi rejser ud eller når vi møder andre kulturer i Danmark, ser vi på dem gennem vore danske eller vesteuropæiske briller.
Disse briller er ikke et objektivt sanseapparat, men et produkt af vor kulturelle arv, der her i Nordvesteuropa består af:

1) Protestantisk Kristendom, hvori der altid ligger et missionerende element - og en opfattelse af, at den kristne Gud er den eneste sande Gud. Heri ligger allerede en barriere overfor at prøve at forstå andre kulturer - ja, det missionerende element fører ofte lige frem til en manglende interesse for andre kulturer.

2) Darwinistik udviklingstro, at arterne har udviklet sig fra lavere til højere væsener gennem naturlig udvælgelse, og hvor mennesket repræsenterer den højeste udvikling.
Dette har i samfundssynet og i kulturgeografien omsat sig til en form for social-darwinisme, hvor kulturerne har udviklet sig fra lavere jægere og samlere over hakkeagerbrug til landbrugs -og industrikulturer og informatiomssamfundet.

3) Økonomisk liberalisme med dertil hørende vækstfilosofi, som har indbygget en tro på, at markedsøkonomi og økonomisk vækst er det eneste, der kan løse samfundets problemer.
Disse tre elementer passer som hånd i handske til hinanden og har to konsekvenser for vor kulturelle selvforståelse.

1) En blanding af kronisk dårlig samvittighed og kronisk selvovervurdering. Vi skal medvirke til at andre kulturer kan nå op på vores stade økonomisk og teknologisk.
Som tidligere statsminister Hans Hedtoft sagde allerede i 1950: "Vi har alle en moralsk forpligtigelse til ved vort eksempel at vise verdens andre nationer, hvorledes vi på human måde forstår at føre grønlænderne fra det mere primitive stade op til det niveau, vi selv befinder os på". I dag taler en anden statsminister, Nyrup Rasmussen, om "Danmark som foregangsland".
Det er forresten interessant, når vi taler om at hjælpe u-landene op på vort stade, taler vi aldrig om, at de skal hæves op til vores kulturelle og religiøse stade.

2) Det andet de tre dele i vor kulturarv viser er, at vor kultur er lineær. I vor vestlige verden findes kun en graf, der kan gøre os lykkelige. Den ser således ud:
(illustration) Noget af det værste der kan ske er, hvis den begynder at hænge nedad som for øjeblikket. Kulturelt set betyder denne lineære kultur, at vi altid er på vej væk fra fortiden i et stadig opgør med den.
Den nye generation skal gøre oprør mod den gamle først og fremmest på vej mod nye teknologiske forbrug og på vej mod nye værdinormer, der kan være svære at finde, fordi kontinuiteten i kulturarven er afbrudt.
Det gælder kulturelt, religiøst og pædagogisk og det er ikke noget negativt - men det er den lineære kulturs kendemærke.
I modsætning hertil møder vi både i indvandrerkulturer herhjemme og når vi rejser ud til andre lande, kulturer hvis grundpræg endnu er det cirkulære.
(illustration) Ved ikke kun at tegne én cirkel, har jeg antydet, at der også i den cirkulære kultur hele tiden sker forandring og udvikling. Men det centrale er, at generationerne hænger sammen.
De ældstes erfaringer gives videre til børnene, der ikke forkaster de ældres livsvisdom og deres opfattelse af værdinormer både socialt og religiøst.
Det udmønter sig hos muslimer ofte i begreber som ære og skam. Et muslimsk ordsprog siger: Den der blot er en dag ældre end dig, er et år klogere. Når den cirkulære og den lineære kultur møder hinanden her i Danmark, vil det i regelen blive den lineære kultur, der sejrer.
Resultatet for 2´den og 3´de generations indvandrere og flygtninge - som vi positivt kalder "de nye danskere", bliver grafisk således.
(illustration) Et brud på kontinuiteten og et forsøg på at integrere sig i den lineære danske kultur, med alle de problemer, det medfører. Blandt andet fordi den danske kultur er en lukket kultur over for folk, der hedder Ali og Muhammed.
Der er faktisk muslimer, der har taget navneforandring til Petersen for at få et job. Hvilken kulturel skændsel for begge parter. Derfor er der i Danmark ikke tale om noget kompromisløs pres fra islamisk kultur - men om et kulturmøde, hvor begge parter har svært ved at finde deres egne ben.
Danskerne må lægge deres frygt for de andre, de "fremmede", til side, da det først og fremmest er uvidenhed og ukendskab, der skaber frygt.
Det viser sig, at danskeres opfattelse af muslimer ændres, når de møder dem på arbejdspladser eller kommer sammen med dem privat.
De andre, både muslimer og andre, skal først og fremmest dygtiggøre sig i det danske sprog, når de nu er havnet i denne lille stamme på 5 millioner, hvor sproget selvfølgelig er den væsentligste del af vor kulturarv.
Men integration bør ikke betyde en opgivelse af den kultur, man kommer fra. Der er derfor et stort behov for at omdefinere begrebet integration for både danskere og indvandrere.
At omdefinere integration til som grundelement at have en mellemfolkelig respekt for andre kulturer - at mødes med åben kulturel nysgerrighed, og ikke piske nogen angststemning op.
Lad mig derfor slutte med at citere gamle Grundtvig: " Thi havde vi ikke menneskeligheden hos os selv, da kunne vi åbenbart heller aldrig lære at kende den og elske den hos andre."

Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. ©pdateret december 1998 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand