FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Pacifisme i år 2000: En etisk problemstilling Knud Højgaard kommer her med sit svar på sidste nummers opfordring om pacifistiske overvejelser: Problemløseren Martinus skrifter. Af Knud Højgaard

Næsten alle mennesker har vel, fra tid til anden, problemer med at forholde sig til de etiske krav, som samværet med andre mennesker indebærer - og, i bredere forstand, til de krav, man møder som medlem af et samfund, som borger i en nation.
Hvad det første angår, er vi jo ikke uden retningslinjer. Vi har de ti bud i Det Gamle Testamente, og vigtigere, Jesu lære fra Det Nye Testamente; ikke mindst den sublime Bjergprædiken (Matthæus-evargeliet, kap. 5-7) giver eviggyldig vejledning.
Også Paulus' Første Brev til Korinterne, kap. 13 (om næstekærlighedens væsen), fortjener at blive nævnt i denne forbindelse.
Vanskeligere er det straks, når det drejer sig om vor plads i samfundet, om vore pligter over for staten. Man kan måske også her, indirekte i hvert fald, søge støtte i de ovennævnte religiøse vejledninger; men rent konkret har staten fostret et væld af love og forordninger, der skal styre vor tilværelse.
Og det er i princippet godt og nødvendigt - se det meget fascinerende kapitel 4 i Livets Bog I af filosoffen Martinus (Et internationalt ver dens rige under skabelse), f.eks. stk. 95.

Fællesinteressen
Disse love og forordninger skal altså styre vor tilværelse i forhold til "fællesinteressen" (et nøgleord fra ovennævnte kapitel i Livets Bog), og de er endnu uundværlige i dagens samfund, hvor man ikke kan gå ud fra, at borgerne af sig selv vil optræde korrekt endsige hensynsfuldt over for hverken den enkelte medborger eller over for samfundet som sådan, over for 'fællesinteressen".
Så langt, så godt - men det kan være svært at orientere sig i lovjunglen, og hvad værre er, man kan risikere at blive fanget i en konflikt mellem de religiøse vejledninger og de verdslige regler.
Verdensgenløseren Jesus demonstrerede en genial løsning i en sådan konfliktsituation: "Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!" ("Skattens mønt", f.eks. Matt. 22, v. 21).
Martinus kunne basere sig på en sådan ophøjet indsigt, idet han løste sine problemstillinger ud fra overvejelser over, hvad Jesus ville have gjort i den givne situation (se evt. bogen Martinus' erindringer, s. 72. Zinglersens Forlag, 1987).
Så langt fremme er vel næppe nogen af os almindelige mennesker. Men lad os da så "nøjes" med selv samme Martinus' store gave til hvem, der måtte påskønne den: hans livsværk, Det Tredje Testamente!

Det femte bud
Lad mig nu indfælde en lille beretning om en etisk problemstilling, hvor kendskabet til analyserne i Det Tredje Testamente lod mig forstå nogle sammenhænge, jeg tidligere, trods mange overvejelser, havde fundet uigennemskuelige.
Det etiske problem, jeg vil beskrive først, tog for mig sin begyndelse sidst i 1950erne. Jeg havde modtaget min indkaldelsesordre til militæret; men tænkte vel ikke så meget derover. Ungarn-oprøret, der så blodigt blev slået ned, var endnu i frisk erindring, og forsvarsviljen var stor i befolkningen.
Så jeg mødte frem, selv om det femte bud i Det Gamle Testamente ("Du må ikke slå ihjel") lå i baghovedet og nagede lidt...
Ja, jeg var, som (næsten) alle i den situation, ganske ung - og kendte ikke til Martinus. Jeg vidste derfor bl.a. ikke, at man som ung endnu ikke "er sig selv fuldt ud", som vi ved fra analyserne, men endnu mere eller mindre er i færd med at gennemleve en repetitionsperiode med relation til tidligere, mindre udviklede tilværelser.

Make love, not war
Heldigvis gik soldatertiden uden at landet blev involveret i krig. Man blev hjemsendt og tog fat på, hvad man nu havde planlagt; for mit vedkommende en del års studier.
Studierne betød, at man fik udsættelse hvad genindkaldelser til militæret angik - men en skønne dag var de gode studieår forbi, og sandelig om der ikke kort før vel overstået sluteksamen kom et brev fra forsvaret: "Vær venlig at møde til genindkaldelse".
Vi er nu midt i 60erne; tidsånden er en anden ("make love, not war"), og jeg var blevet ældre, omend endnu ikke fremme ved de ca. 30 år, hvor man, ifølge Martinus, er helt igennem repetitionsperioden og fuldt ud klar til at udvikle sig videre (forhåbentlig!) i denne sin nuværende inkarnation.
Endnu kendte jeg ikke til Martinus analyser - og måtte således stadig basere mine overvejelser på de religiøse vejledninger kontra det verdslige samfunds love.

Repressiv tolerance
Loven sagde: "Det er din pligt at stå til rådighed for forsvaret" - men denne gang vejede det femte bud tungest, og jeg valgte at benytte mig af den undtagelsesparagraf, der sagde, at man under de og de forudsætninger kunne vælge "civil værnepligt" i stedet.
Jeg blev således genindkaldt som militærnægter -og tak til vort tolerante samfund for, at dette alternativ allerede dengang fandtes. At tolerancen dog i nogen grad var repressiv (for nu at blive i 1960'er-stilen, hvor "studenterguruen" Herbert Marcuse havde skrevet en meget omtalt bog om "repressiv tolerance"), viste sig derved, at én måneds genindkaldelse til militæret skulle erstattes af tre måneders militærnægtertjeneste...
Nå, det gjorde ikke så meget, jeg var ung endnu, og livet strakte sig uoverskueligt langt ud i fremtiden, syntes man. Men, og her kommer nok det vanskeligste, nu meldte der sig et etisk spørgsmål af modsat karakter, så at sige.
Det femte bud havde jeg det som nævnt nu godt med; men diskussioner med jævnaldrende i samme situation kunne munde ud i, at jeg nu blev foreholdt, at jeg overlod det til andre at tage ansvaret for landets sikkerhed - "og hvad nu, hvis fjenden angriber dit hus og din familie, vil du så ikke fortryde, at du blev militærnægter?".
Det var ikke nemt at svare på, og jeg husker endnu tydeligt, at det bekymrede mig en del, at jeg ikke kunne finde et tilfredsstillende svar på dette spørgsmål. Jeg holdt dog fast ved beslutningen om at blive militærnægter, og måtte så affinde mig med ikke at kunne gennemskue den indviklede problemstilling.

Våbenmagt?
Årene går, og nationen slipper heldigvis stadigvæk for krigens rædsler. Omsider stifter jeg bekendtskab med Martinus analyser.
Og det "fantastiske" er nu, at analyserne viste sig at kunne spore mig ind på nye tankegange, kunne anvise ny og dybere forståelse, således at en løsning på omtalte problemstilling kunne findes - hvor religiøse vejledninger, etiske overvejelser og samfundets verdslige regler og love kun havde kunnet give indfaldsvinkler til problematikken.
Lad mig konkretisere det gennem et andet eksempel, man kunne møde i de sene aftentimers debat: "Jamen, hvis du er militærnægter, kan du jo ikke være med til med våben i hånd at hindre en diktator i at invadere og besætte et andet land - med et rædselsregimente til følge". Og historien har ganske rigtigt til fulde vist, at der skal våbenmagt til for at hindre en aggressor i at nå sit mål.
Men - ud fra analyserne ved vi, at mennesker i vort land, i alle lande, udvikler sig i forskellige faser, i forskelligt tempo og pludselig kunne jeg så ræsonnere mig frem til, at så længe, der er aggressorer i denne verden, lige så længe vil der inkarnere, mennesker, der skal have udlevet noget voldeligt, og for hvem det således er det rigtige at gribe til våben og derigennem hindre aggressorerne i at nå deres mål.

En fredeligere fremtid
Gradvis vil der så, efterhånden som menneskene og samfundene udvikler sig, inkarnere færre diktatorer og færre mennesker med et uudlevet voldeligt behov - og en lysere og fredeligere fremtid vil, når tidens fylde er inde, blive en realitet.
Igen kan jeg i øvrigt henvise til det tidligere nævnte kapitel 4 i Livets Bog 1, hvor Martinus bl.a. beskriver, hvordan fremtidens internationale verdensrige vil etablere en "verdensøvrighed", der vil sikre, at alle jordens mennesker og nationer vil opnå varig fred og retfærdighed.
En ting må vi dog alle væbne os med - nemlig tålmodighed! For der er naturligvis her tale om en udvikling, der vil tage lang tid - selv om udviklingen i verden af og til går forbløffende hurtigt; tænk blot på de gennemgribende ændringer, der er sket på den storpolitiske arena i løbet af de sidste to-tre år!
Sluttelig tak til problemløseren Martinus for gennem analyserne at have vist mig vejen til løsningen på et vigtigt eksistentielt problem, som jeg tidligere ikke kunne komme til rette med.

Tidligere trykt i Kosmos 1992/8.


Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. ©pdateret december 1998 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand