FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
De glemte fredstraktater Der er gjort mange gode forsøg på at opmuntre til fredelige løsninger på konflikter gennem traktater. Af Holger Terp

Krig er en forbrydelse mod menneskeheden fastslog den nystartede internationale fredsgruppe War Resisters' International i begyndelsen af tyverne med baggrund i erfaringerne fra første verdenskrig.
Ved den nylige FN-konference om oprettelsen af en permanent krigsforbryderdomstol, kaldet Den Internationale Kriminaldomstol, modsatte USA sig oprettelsen, fordi landets diplomater og politikere tilsyneladende frygter, at amerikanske soldater og agenter kan blive ofre for en international skueproces i den nye domstol.
Hvilke grunde kan USA og andre lande have til frygte en international krigsforbryderdomstol?
Her vil de fleste nok pege på Vietnamkrigen, Afghanistan og andre tilsvarende krige som stormagterne har deltaget i siden anden verdenskrig, samt stormagternes og mindre staters trusler om og mulige anvendelse af masseødelæggelsesvåben så som kernevåben, kemiske våben og biologiske våben.
Det er tilsyneladende svært for alle lande og væbnede grupper at overholde de kendte internationale spilleregler for krigsførelse som eksempelvis:
· Overenskomst om forhindring og afstraffelse af folkemord fra 1948,
· Resolutionen om forbud mod brug af kernefysiske våben fra 1961 og
· Konventionen om forbud mod og restriktioner mod visse konventionelle våben fra 1981.
En international krigsforbryderdomstol vil kunne sige til de krigs førende parter: Fy, fy, I må ikke lade krigshandlinger gå ud over de civile som det ellers har været tilfældet i det tyvende århundrede, hvor der er anvendt atomvåben eller truet dermed, begået folkemord og militærfolk altid har haft frit valg på alle våbenbasarernes hylder.
Kikker man lidt nærmere på de bestræbelser diplomaterne udfoldede i tyverne for at begrænse antallet af krige og for at forhindre en gentagelse af første verdenskrigs ødelæggelser, ser man to hovedbestræbelser i Folkeforbundets virke.

Forbud mod våbenhandel
Det første forsøg gik i retning af at få forbudt privat våbenhandel. I mellem krigsårene kom der den ene afsløring efter den anden af våbenindustriens blodige internationale, som krigsmateriel-industrien blev kaldt dengang. Se eksempelvis journalisten Axel Pilles bog: Rustningskapitalens Blodpenge fra 1933 , der kan ses i det elektroniske bibliotek på Fred.dk.
I Folkeforbundet tog man også det første initiativ til en registrering af våbenhandel. Det var dog kun store våben som havde interesse. I 1925 enedes man om en traktat som forbød privat fabrikation og handel med våben. Traktaten blev desværre ikke ratificeret af nok stater til at den kunne træde i kraft.
Den anden hovedretning i tyverne var rettet mod anvendelsen af krigen som politisk instrument. En tysk militærteoretiker havde på baggrund af Napoleonskrigene konkluderet, at krige blot var politikkens videreførsel med andre midler.
Allerede fra slutningen af det 19. århundrede blev voldgifttanken, takket være de daværende fredsbevægelsers indsats, populær. Forskellige stater sluttede venskabs- og voldgifttraktater. I slutningen af tyverne forhandlede USA og Frankrig om en sådan traktat.
Selve traktatteksten blev holdt i generelle vendinger og pludselig gik det op for politikerne i en lang række lande, at her havde de en traktattekst, der forbød anvendelsen af krig som et nationalt politisk middel.
Det er den såkaldte Briand-Kellogg-traktat, som vedtages og underskrives i Paris den 28. september 1928 af 15 stater. Senere kommer yderligere 45 til. Traktaten indeholder følgende tekst i moderniseret retsskrivning:

Briand-Kellogg-pagten. Almindelig traktat om afkald på krig.
Artikel 1:
„De høje kontraherende parter erklærer højtideligt i deres respektive folks navn, at de fordømmer tilflugt til krig til løsning af mellemfolkelige uoverensstemmelser - og giver i deres indbyrdes forhold afkald på krigen som et redskab for national politik.
Artikel 2:
De høje kontraherende parter er enige om, at afgørelsen eller løsningen af alle uoverensstemmelser eller stridigheder, som måtte opstå dem imellem, af hvilken art eller oprindelse disse end måtte være, aldrig må søges ved andre end fredelige midler".

De to udenrigsministre som lagde navn til traktaten blev belønnet med Nobels fredspris, men denne traktat er desværre meget lidt kendt i dag.
Traktatens største indflydelse har nok været på det sproglige område. Før Briand-Kellog-traktaten trådte i kraft havde de forskellige lande et militær og en krigsminister. Da politikerne nu ikke af hensyn til folkeopinionen kunne erklære krig mod en anden magt, omdøbte politikerne militæret til forsvaret og krigsministeren til forsvarsminister.
Militæralliancer blev til forsvarspagter og i stedet for at føre krig, forsvarede landene sig. Militære aktioner blev til fredsbevarende operationer og begrebsforvirringen bredte sig så meget, at det danske hjemmeværn nu kalder sig for landets største fredsbevægelse.

De danske forsvar
Det er rosværdige formål, at bidrage til at fremme fred og sikkerhed og at forebygge konflikter og krig.
Hvordan kan de danske politikere dog have fået ideen til at formulere formålet for forsvaret således?

I forslag til Lov om forsvarets formål, opgaver og organisation mv. Lovforslag nr. L 5, fremsat den 6. oktober 1993 af forsvarsministeren, hedder det i kapitel 1om forsvarets opgaver:
§ 1 Det militære forsvar skal bidrage til at fremme fred og sikkerhed.
Stk 2. Forsvaret udgør et væsentligt sikkerhedspolitisk middel og har til formål
1) at forebygge konflikter og krig,
2) at hævde Danmarks suverænitet og sikre landets fortsatte eksistens og intigritet og
3) at fremme en fredelig udvikling i verden med respekt for menneskerettighederne.

Allerede i Den nordatlantiske Traktat, underskrevet i Washington D. C. den 4. april 1949, hedder det i artikel 1: „Deltagerne forpligter sig til som foreskrevet i De forenede Nationers pagt at bilægge enhver international stridighed, i hvilken de måtte blive indblandet, ved fredelige midler på en sådan måde, at mellemfolkelig fred og sikkerhed så vel som retfærdigheden ikke bringes i fare, og til i deres mellemfolkelige forhold at afstå fra trusler eller magtanvendelse på nogen måde, som er uforenelig med De forenede Nationers formål".
En rumrejsende fra en civiliseret planet uden det store kendskab til jordiske forhold, ville umiddelbart komme til den opfattelse, efter at have læst den første paragraf i Den nordatlantiske Traktat, at organisationens medlemslande ville gøre alt for at undgå at komme i krig, og at de militære styrker som en følge heraf ville blive reduceret til et minimum.

Kun militarismen huskes
I FN-pagten fra 1945 hedder det: „Vi De forende Nationers folk besluttede på at frelse kommende generationer fra krigens svøbe, som to gange i vor levetid har bragt usigelige lidelser over menneskeheden, påny at bekræfte troen på fundamentale menneskerettigheder, på menneskets personlige værdighed og værd, på mænd og kvinders såvel som store og små nationers lige rettigheder, at skabe vilkår, hvorunder retfærdighed og respekt for de forpligtigelser, der opstår ved traktater og andre kilder til mellem folkelig ret, kan opretholdes, og at fremme sociale fremskridt og højne levevilkårene under større frihed".
Folkeretslig har man altså nu både en international domstol i Haag og et redskab for denne domstol, nemlig en international traktat som forbyder anvendelsen af krig som et politisk værktøj, foruden FN-pagten og Den nordatlantiske Traktat.
Man skal langt ned i FN-traktaten før politikerne modsiger sig selv, idet de skriver i traktaten: „væbnet magt [vil] ikke blive anvendt undtagen i fælles interesse", hvilket igen ses senere både i Den nordatlantiske Traktat og i den danske lov om forsvaret.
FNs generalforsamling har desuden, den 14. december 1974, vedtaget en resolution som definerer, hvad aggression er. Det hedder i resolutionens artikel 1: „Aggression er en stats anvendelse af væbnede styrker imod en andens suverænitet, territoriale integritet eller politiske uafhængighed af en anden stat".
De indledende bemærkninger til både FN-Traktaten, Den nordatlantiske Traktat og til Forslag til Lov om forsvarets organisation er interessante, også selv om de er meget lidt kendt i dag
Som lægmand vil man nok hælde til den anskuelse, at hele loven og alle delene i traktaterne har lige vægt, hvorfor de militære sider må nedprioriteres til fordel for øget diplomatisk og folkeretslig aktivitet.
Igennem årenes løb har der med rette været rettet mange kampagner mod forskellige våbensystemer, men for mig at se burde man tage fat om nældens rod.
Hovedproblemerne i dag er militarismens omfang, militarismeudgifternes størrelse, produktion og handel med krigsmateriel, værnetvangen og den gammeldags uciviliserede opfattelse af, at militæranvendelse kan løse politiske konflikter. En brandmand slukker nu engang ikke et bål med benzin.
Set i lyset af Briand-Kellogg-traktaten kunne det være interessant at få vurderet det nye modefænomen: internationale brigader Jeg tror, at en vurdering af disse styrkers anvendelse vil føre til, at deres funktion må omlægges, så de får rene politiopgaver. Altså ingen tung militær udrustning.
Briand-Kellog-traktaten er den vigtigste traktat som er ratificeret og altså gældende lov. Den er international lov og øget kendskab til denne internationale retsregel er af største vigtighed.

Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. ©pdateret december 1998 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand