FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Mødet med Victoria En anderledes rapport fra Kiev. Af Mia Helene Nilson

På et seminar sker der altid en hel masse som aldrig kommer med i en rapport. Ikke fordi hændelserne ikke er gode eller vigtige, men fordi de er personlige og måske ikke virker "saglige" når de f.eks. optræder i en rapport om den formelle del af et seminar. Jeg vil fortælle om en sådan personlig uden-for-dagsorden-og-program-oplevelse, fordi en sådan oplevelse fortjener at få et ord med på vejen. Men også fordi jeg med denne oplevelse fandt ud af, at jeg har ligesindede andre steder i verden, og at det ikke har den store betydning hvorhenne man befinder sig på landkortet for at have oplevet, tænkt (og gjort) de samme ting.
Af flere forskellig - og ganske gode - årsager er jeg holdt op med at ryge. Desværre, kunne jeg tilføje, for det med at ryge giver sommetider nogle oplevelser som kun rygere kan havne i… tror jeg da. Tit sker det, at tilværelsen som ryger bringer mig bort fra fællesskabets hyggelige, men lidt anonyme omgangsformer, og ind i enten ensomme, eller som i Ukraine, i ganske intime situationer, langt fra fællesskabets mange stemmer og meninger. Det bedste ved disse rygeoplevelser er når 2 mennesker giver sig tid til at trække vejret dybt gennem filteret på cigaretten.
Nå, men denne beretning handler jo ikke kun om at ryge, men også om hvad denne tilværelse som ryger bragte mig af oplevelser på det her kvindeseminar, ude i skoven udenfor Kiev i Ukraine. En skov, hvor jeg forøvrigt - i mangel af en campingplads - overnattede for 1 år siden ved siden af min allerkæreste og vores fælles motorcykel.
Rygning er vist ikke praksis, endda ej velset, når man altså er af hunkøn i Ukraine. Det er vist ikke kun i Ukraine det forholder sig sådan. Rygter vil vide, at sorte amerikanske kvinder befæster deres i forvejen udsatte position, som de mest undertrykte amerikanere, ved også at ryge. Men det er en anden historie. Under alle omstændigheder betød mit rygeri, at jeg engang imellem trak mig tilbage og følte mig lidt alene med min smøg.
Disse opgørelser over den ydre situation kan umiddelbart virke lidt uvedkommende for den historie som jeg vil fortælle, men det er ikke tilfældet. For når man som jeg placerer sig i udkanten af det store fællesskab, dukker der altid en ligesindet op! Der er altid een mere tilstede, som trækker sig lidt udenfor; hvad grunden nu end kan være.

En ligesindet
Victoria var sådan en. Og vi kunne se på hinanden, lige fra vi mødtes i lufthavnen, at vi var af samme støbning.
Situationen er: Den sidste aften i skoven. Vi står i lobbyen til feriehjemmet, Victoria og Jeg og et par andre, bl.a. 2 af de andre lidt yngre deltagere. Vi snakker om hvad vi nu skal lave. Det er jo den sidste aften og i morgen skilles vi for måske aldrig at mødes igen, og det ville jo være rart med lidt sjov i skoven. Vi laver lidt skæg med, at nu går de gamle i send, og Victoria fortæller om dengang, hun var med Komsomol på lejrtur - ligesom spejderne gør det. Der gik de voksne altid i seng tidligt, hvorefter der var frit spil til at lave "ballade". Det griner vi meget af, for vi har vist allesammen lavet mindre "ulykker", på spejderlejre, på lejrskoler eller - som i Ukraine - på Komsomol-ture. En ældre deltager, som i løbet af seminaret har talt meget iltert og engageret om den konflikt mellem russere og ukrainere, som for nogle eksisterer men for andre er usynlig, bryder ind og markerer sin holdning. "Det kan godt være at "dengang" var noget skidt på mange områder, men de unge vidste i det mindste hvad de skulle og de hang ikke på gadehjørnerne, som de gør nu! Så det er ikke fint af os at grine af det".
Latteren over vores fælles erfaringer med at være teenagere tager af i styrke og vi står lidt og kigger på hinanden. Og nu er det at det med alder, rygning og gensidig genkendelse bliver relevant. Victoria tænder en cigaret - vi er nu kun os 2 tilbage - og det gør jeg også, min sidste forøvrigt. Straks bliver receptionisten helt sort i hovedet og taler med store kyrilliske bogstaver til Victoria, som med et skævt smil og et fordækt skuldertræk må forklare mig, at vi ikke må ryge indendørs.

Generationskløften på ukrainsk
Vi går udenfor og stiller os og hænger lidt. Victoria bander - meget ukvindeligt - over de gamle. Hun er godt nok lidt vred. Hun forklarer, at som ung i Ukraine skal man vise respekt for dem, som er ældre end en selv. Manden i receptionen har lige tiltalt hende i en sproglig form som ellers kun bruges over for små børn eller andre umyndige, og hun fortæller at det ofte sker når "voksne" er vrede. Til gengæld tiltaler hun dem "De" og med den høflige russiske navneform. Jeg spørger om det også gælder de kvinder, hun er på seminaret med? Ja!
Min overraskelse, og forargelse kan jeg godt tilstå, er stor. Siden har jeg fundet ud af, at det nok er et sprog- og kulturtræk snarere end et udslag af gammeldags forstokkethed og alderstyranni, og at min forargelse er udtryk for uvidenhed og dansk demokratisk forventhed. Børnemagtsbevægelsen har været stærk i Danmark i min barndom, og det samvær jeg har med mine arbejdsgivere i KILFF bygger i høj grad på, at deres børn var med helt i front. Og det med forældrenes velsignelse.
Samtalen vender tilbage til den ældre kvindes udbrud over Komsomol og de unges manglende holdepunkt i tilværelsen. Jeg spørger Victoria, om hun er af den samme opfattelse. Det er hun. De unge er ude i noget snavs, med druk, for tidlige og uovervejede graviditeter med tilfældige herre- og damebekendtskaber, småkriminalitet, og så bare det der med at hænge på gadehjørnerne. Hun synes ikke, at det er rart, når hun ser 12-14 årige, der står drikker vodka, ryger de famøse cigaretter og smadrer vinduer, eller bare er ved at have samleje med en ligesindet bag ved en skraldespand i gården hvor hun bor. Og det kan jeg da sådan set godt forstå. Jeg kan genkende hendes beskrivelser fra min egen bydel i København, hvor de unge bliver yngre og yngre, og hvor jeg - en 27 årig gammel krage - er udsat for 12 årige drenge, der fremsætter slimede tilbud med stemmer der knap er gået i overgang.


En ukrainsk kvinde skærer et særligt brød for. Foto: Annelise Ebbe
Victoria er tilbøjelig til at give den ældre kvinde ret. Det var måske bedre dengang, med Komsomol og det hele. Børn har godt af at vide, hvad de må og ikke må, hvad de skal og ikke skal. Jeg farer lidt op og spørger om hun mon ville synes om at blive fortalt hvad der er godt for hende. Men min opfarenhed er unødvendig og udelukkende udtryk for noget der ligger mig stærkt på sinde: Kan "man" - altså sådan nogle som os - tillade sig at stille kriterier op for hvordan et liv er godt og skidt? Hvad nu hvis de der møgunger bare er jublende lykkelige over at suse rundt og gøre deres egne erfaringer? Kan vi så tillade os at ville sætte rammer for, hvordan de erfaringer skal gøres?
Victoria forstår godt hvad jeg mener og er enig. Hun genkender alt for godt disse spørgsmål fra sine egne overvejelser om, hvem der skal bestemme hvad der er godt og skidt for andre.
Men alligevel… og dog!
Vi er enige om, at det er et evigt problem at skulle definere noget, der ubetinget kan siges at være rigtigt eller godt for andre. Men alligevel må der sgu' da være noget, man kan tillade sig at mene, at ingen mennesker kan være tjent med. Det kræver det vel også, for at et demokrati kan fungere.
Og det er ikke kun børnene det handler om. Victoria fortæller om hvordan hendes gamle veninder og hvordan hun ønsker noget bedre for dem. Vi er vist nogenlunde jævnaldrende rent tal-mæssigt. Men i hendes kulturelle alder er de fleste gamle veninder gift på 5. eller 7. år og sidder hjemme i deres køkkener og drikker vodka og skænder på deres børn. De ser ikke hvad der sker uden for gadedøren, og hvis de ser det lader de i hvert fald som ingenting. Det ville hun gerne ændre på. Om ikke andet så i det mindste give de kvinder nogle andre muligheder.

Skal du ikke snart giftes?
Men det er svært. Victoria er selv presset som kvinde. Alle spørger hende uophørligt og konstant, om hun ikke snart skal have en mand, som kan passe på hende og nogle børn, som hun kan passe på. Selv portneren i hendes ejendom stikker til hende, hver gang han ser hende komme hjem alene.
Vi er ved at brække os af grin, men samtidig er der en alvor gemt, som ikke er til at tage fejl af. Vi går tilbage.


Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret december 1998 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand