FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
En beretning fra slagmarken Fra angrebet på den danske lejr i Kostanica i 1995. Af C.B. Rasmussen

For et stykke tid siden udgav Jan Stage en bog om angrebet på den danske lejr i Kostanica i 1995. Den gav en del debat - men langt fra så meget som vi kunne ønske os. Ikkevold har valgt at se sagen fra en lidt anden side end ellers. Vi bringer nemlig her udpluk fra en artikel af et offer fra selvsamme angreb. CB var professsionel soldat, da han blev ramt - og man skal altså ikke forvente, at han er blevet pacifist af sine oplevelser.
FN-tjeneste har aldrig nogensinde sagt mig noget. jeg har aldrig troet på ideen, fordi det eneste sted man kunne komme hen i starten var Cypern, som jo bare var et andet feriested, hvor man sad og gloede på en observationspost i 14 dage… Det kunne jeg ikke rigtig se nogen mening med og derfor er det aldrig blevet til noget.
Da det så gik galt i Jugoslavien var der masser af folk, der gerne ville afsted, det var jo nyt og meget spændende. Jeg havde dog mine tvivl allerede dengang og ville absolut hellere blive hjemme. Det var heller ikke noget problem, da der var frivillige nok til mange hold…
Jeg havde overhovedet ikke behøvet at tage afsted, da jeg havde så meget civiluddannelse tilgode og havde planlagt det hele, at jeg ikke ville kunne komme på tale, hvis jeg bare lod det hele køre sin normale gang. Jeg havde dog fået lyst til at prøve det og således afslutte min militære løbebane med en tur "sydpå", som man kalder det…

Lejren i Kostanica
Lejren i Kostanica var som de andre havde beskrevet den, vældig hyggelig, men med det kæmpestore minus, at den lå taktisk dårligt, det ville være fuldstændigt umuligt både at forsvare den og slippe væk, hvis det skulle være påkrævet, desuden var den heller ikke særlig godt beskyttet med sandsække og Defense Walls og bunkerne var af ringe kvalitet…
Ellers bar lejren præg af at skulle være en ferielejr, ret dårligt indrettet og med ufatteligt dårlige sanitære forhold med fem brusere til 130 mand, og pigerne skulle jo have deres egen og det skulle officererne selvfølgelig også. Desuden var der hele tre vaskemaskiner og to tørretumblere, det var helt fantastisk. Det var simpelthem så dårligt, som det næsten kunne være. Heldigvis var de serbiske rengøringskoner væk, da vi kom, den der overklassementalitet kan vi sagtens være foruden i dansk forsvar, men den levet åbenbart i bedste velgående.
Dagligdagen i lejren gik med de evindelige vagter, men der var dog heldigvis tid til at træne styrketræning og løbe så vi kunne holde formen ved lige. Et positivt element var der dog i lejren, det var spejdersektionen fra Livgarden. De kunne deres kram. og det var en fornøjelse at se dem arbejde sammen. Det var jo deres observationer og iagttagelser, so vi skulle leve af og evt. overleve af, og det fik som bekendt fatale følger, at netop deres virke blev indstillet på et tidspunkt, da der var allermest brug for informationer. En taktisk tåbelighed, som der var nogen, der måtte betale for på den dyreste måde.
Alle vi andre kunne, når vi var ude at køre, se hvordan kroaterne byggede stillinger lands med Una og længere tilbage i landet var der blevet observeret maser af artilleri og morterer, alle disse observationer blev ignoreret med ordene "det er bare en øvelse".

Under opsejling
Tidligt om morgenen den 18. september blev vi vækket af en masse motorstøj fra lastbiler, der kørte forbi vores lejr i retning af Dubica, der måtte være noget stort under opsejling. Både lørdag og søndag havde folk været ude at gå Dancon-march og havde set store troppekoncentrationer rundt omkring i terrænet, men selv tilbagemeldinger fra dem blev ignoreret. På trods af disse observationer blev folk også sendt ud at gå mandag morgen sammen med officerer, der stadigvæk mente, at "det bare var en øvelse", selvom kroaterne rendt rundt i og gravede stillinger som besatte, men det betød nok ikke noget, at alle stillingerne og alle dækningerne vendte over mod serberne og hvorfor skulle man netop her holde øvelse så tæt på frontlinien…
Op ad formiddagen begyndte det kroatiske artilleri at skyde over i Bosnien og så vidste vi godt, hvad klokken havde slået. Omkring middagstid blev vi kaldt sammen til en kort briefing og midt i denne begyndte serberne at skyde tilbage. Derefter gik vi i dækning i vore bunkers. I dem havde vi nødrationer af fransk herkomst - jeg troede egentlig at jeg var dansker - og brikvand (papkarton) så vi kunne klare os i tre døgn.
Tiden gik og der faldt flere og flere granater og ud på eftermiddagen fik vi så de første meldinger om, at en bunker var blevet ramt nede i Dvor-lejren og der var adskillige sårede. Nu var der ingen tvivl længere, det var blevet alvor. Stemningen var noget trykket, hvilket der ikke var noget at sige til. Senere kom meldingen, at en af de sårede var død af sine kvæstelser, senere igen en ny melding om, at nu var der en til død. Det forekom totalt uvirkeligt.
Om natten var der rimeligt ro i området, men næste morgen begyndte artilleriduellerne igen. Det skal dog lige nævnes, at om mandagen havde vi tre direkte træffere inde i lejren, heldigvis uden at nogen blev ramt. Sammenlignet med Dvor-lejren var det dog igenting, da de havde mindst 25 træffere inde på deres område. Det samlede tabstal om mandagen nåede op på to dræbte og otte sårede. Det kan kun karakteriseres som en overlagt og svinsk handling fra serbernes side, at de skød direkte på vore lejre, men kroaterne skal naturligvis også have deres del af skylden, da de jo bevidst brugte Dvor-lejren som "dækning" da de gik i stilling.

Utroligt svinsk angreb
Over middag om tirsdagen stilnede det noget af med artilleri og morterskydningen og omkring kl. 15.00 var der ikke mere artilleri; man kan sammenligne det med dødsstilhed, som om det varslede et eller andet. På det tidspunkt bliver det besluttet at evakuere en stor del af de mennesker, vi havde i lejren.
Omkring kl. 17.45 starter der en del skyderi nede i byen og spejderne besætter begge vagtbygningerne for at være sikre på, at der ikke sker uventede angreb på lejren. jeg selv og Tony går også udenfor; hvis kroaterne havde lyst til at prøve et eller andet, skulle de være mere end velkomne, adrenalinet pumper, kommer de eller har de nok at gøre nede i byen.
Pludselig lyder der et øresønderrivende brag lige ved siden af mig. Benene bliver fejet væk under mig og det ringer i ørerne. Jeg er godt klar over at det er en mortergranat, der har ramt mig, men jeg føler ingen umiddelbar smerte. Lige i øjeblikket kan jeg ikke se en skid, luften er fyldt med jord og korditrøg fra eksplosionen og det stinker og smager af h… til. jeg ligger og hoster og prøver at få lidt ren luft ned i lungerne, kigger ned ad mig selv for ligesom at konstatere om de er der endnu, de to ben. Den højre fod ligger i en skæv vinkel og jeg kan godt se, at benet er brækket, jeg prøvede nemlig at løfte det lidt og det hang ikke så godt sammen, derefter prøver jeg at bevæge mine tæer lidt og det lykkes også, så kan de godt lave det igen, tænker jeg. Jeg kigger på på mit ur og ser, at klokken netop er 18.00.
Imens kan jeg høre Tony råbe på hjælp, men jeg kan ikke se ham, den må være helt galt, tænker jeg.
Tony er fra Nordjylland og de plejer altså ikke at råbe op med mindre det er galt fat. To af spejderne kommer sprintende ud af vagtbygningen. Jeg fortæller dem hurtigt, hvad der er galt med mig og lirer mit cpr-nummer og blodtype af, ellers er jeg ok, men hjlæp Tony, siger jeg, han må have det slemt. Vi bliver enige om, at det nok er et lidt dårligt sted at ligge og jeg bliver slæbt i dækning 5 m længere tilbage. Imens falder der yderligere mortergranater omkring vagten, så det er virkelig spændende at ligge der. Jeg bliver endelig bikset op på en båre. Hvor meget vejer du egentlig, spørger de - og så griner vi lidt af det, da de får vægten at vide. Adrenalinet pumper også hos dem, fordi granaterne falder stadigvæk, så kræfterne bliver pludselig meget større.

Hvorfor lige mig?
Så ligger jeg inde under dækning og jeg får noget vand at drikke, da jeg er helt vild tørstig, imens der bliver arbejdet hårdt henne ved Tony. jeg kan mærke, hvordan blodet løber frem og tilbage inde i mine bukseben, når jeg flytter lidt på mig selv. Jeg bliver lidt muggen i betrækket, da jeg ligger der, hvorfor fanden skulle det nu også lige ske for mig. De andre ser heller ikke udpræget tilfredse ud, men der er jo ligesom ikke noget at gøre ved det.
Sanitetsfolkene oppe fra infirmariet, der ligger ca. to km fra lejren, kommer drønende i en pansret mandskabsvogn og får os læsset ind. Samtidig falder der et par granater til, utrolig svinsk, serberne kan sagtens se at det er en pansret sanitetsmandskabsvogn, der holder og er ved at tage sårede ombord, så det var virkelig meningen, at danskerne skulle tilføres nogle tab. Vi kommer op på seks sårede den dag.
Oppe på infirmeriet vender det normale humør dog tilbage, da jeg bliver bragt ind og bliver renset og får gjort skaderne op. Dobbelt åbent benbrud på højre skinneben og en masse granatsplinter i benene, højre overarm og ansigtet - ialt ca. 40. Jeg har ikke lyst til at kigge ned ad mine ben, men vælger at stole på, havd de siger; at det ikke ser så slemt ud. Smerterne begynder dog langsomt at indfinde sig og da de har pakket mig færdig til videre transport får jeg lige et bøv morfin.
Mens vi ligger på infirmeriet falder der ganske mange granater rundt omkring og man venter hvert øjeblik, at der falder en igennem taget på bygningen, men det føles som om, at det skal være der, at det ligesom hørermed til situationen…
CB bliver derefter med "Vietnambussen" (helikopter) transporteret til
Zagreb og behandlet der af amerikanere, der behandler de sårede godt ("Det er ikke bare en genstand, de står og roder med, men en dansk soldat og vi er åbenbart i høj kurs hos amerikanerne"). De bliver senere transporteret hjemt il Værløse og modtaget efter alle kunstens regler samt indlagt på Rigshospitalet.
Undersøgelsen løb ud i sandet
Vi fik også besøg af Forsvarets Auditørkorps, der skulle undersøge, hvad der egentlig skete dengang. Når over 100 mand kommer hjem og fortæller at det var noget skidt, det som var foregået, må der jo være et eller andet om det, så kan det ikke længere bare afskrives som granatchok. Undersøgelsen må være løbet ud i sandet, for obserst J. Jensen er stadig chef og har efterfølgende forsøgt at rense sig selv ved at skrive læserbreve i adskillige aviser.
Ydermere kunne man i Jyllands-Posten læse, at oberst Jensen havde modtaget en pris for at have begrænset tabene i Kroatien gennem en personlig indsats. Det var vi mange, der ikke kunne forstå.

Bevis skylden - ellers ingen erstatning
Når man nu ligger der i en hospitalsseng i så lang tid, får man en masse tid til at tænke over tilværelsen. Forsvaret blærer sig jo med, at det har et vældig godt kriseberedskab med psykologer men vi så ikke nogen psykolog før 8 dage efter vores hjemkomst og så var det ovenikøbet en civil psykolog, der aldrig havde været i nærheden af et krigsområde. Det er simpelthen for dårligt.
Mine forældre kørte selv fra Odense til Værløse for at modtage mig, da jeg kom hjem. Det er fuldstændigt uansvarligt af forsvaret overhovedet at tillade, at de kørte selv i den sindsstemning de måtte være i. De er trods alt oppe i årene og reaktionsevnen er vel ikke den bedste i forvejen…
Hærens Konstabel- og Korporalforening var også for at besøge os på et tidspunkt, det kom der dog ikke rigtig noget ud af og her 4 måneder efter har vi stadig ikke hørt fra den. Gad vide hvad den egentlig laver for alle de penge den får.
Forsvarskommandoen har også sendt os et brev, hvori de i pæne vendinger fortæller, at vi stort set ikke skal regne med nogen form for erstatning for svie og smerte, medmindre vi kan bevise, at det er forsvarets skyld, at vi er kommet til skade. Jeg blev ganske enkelt rasende. Mage til svinsk og arrogant handling skal man da rejse til Elysee-Palæet i Paris for at finde magen til.
Det er politikerne, der har bestemt det og forsvaret har sendt os ud, så den ansvarsforflygtigelse kan vi godt undvære. Det klæder bestemt ikke de danske politikere og heller ikke forsvaret at reagere på den usle måde…
Vi har sørget for, at Danmark har fået international anerkendelse p.g.a. vores indsats i det tidligere Jugoslavien og andre steder, men når drengene kommer hjem i poser eller helt smadret, så vil man ikke vide af dem. Jeg vil da håbe, at man har fortalt de knægte, der nu tager afsted til Bosnien, at de nu endelig ikke må blive såret, for så bliver de pludselig til besvær for forsvaret og det kan vi jo ikke have…
Man skal jo også tænke på, at hvis man ikke behandler folk ordentligt fra starten, kan det være, at man får mere end svært ved at få nok folk til Den internationale Brigade. I det samme øjeblik, at de finder ud af, at der ikke er noget at hente, hvis de bliver såret, så gider de nok ikke lade sig lemlæste for de par håndører, der er at få lige nu…


CB har ikke fået nogen medalje for sin indsats. Til gengæld har han fået et pænt brev, hvori han fik at vide, at han ikke skulle regne med nogen erstatning af betydning, med mindre han kunne godtgøre, at det var forsvarets skyld, at han blev såret…

Artiklen er tidligere blevet bragt i sin helhed i Telegrafregimentets blad "Telegrafen" nr. 1 - 1996.



Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret december 1997 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand