Forsvarsudgifter

Se indhold fra:
Fred & Frihed
    Ikkevold
  nr. 4-1997

- se andre blade

Inden for det offentlige, er der kun et rigt område: forsvarsministeriet. Lige siden Danmark blev medlem af Atlantpagten i foråret 1949 har det danske militær af gavmilde politikere fået stort set alt, hvad det pegede på.
Forsvarsministeriet er desuden en af landets største jord og ejendomsbesidder med tilladelse til at købe og sælge fast ejendom med fortjeneste. Hvordan er forsvarsministeriet blevet en af landets største ejendomsbesiddere? Metoden er enkel. Først beslaglægges statsejendom og privat ejendom eksproprieres til kasserne, fæstninger og våbendepoter osv. Dernæst sælges dele af ejendommene f. ex. hvor grund eller ejendomspriserne på grund af boligspekulation er tårnhøje som i København, f. ex. Holmen. Siden købes billigere ejendomme i provinsen og fortjenesten stikkes i egen lomme i stedet for at gå tilbage i statskassen. Skulle forsvarsministeriet ad åre løbe tør for ejendomme, kan det bare starte forfra med at beslaglægge nye ejendomme. Den tredje betingelse for at landet har råd til at forsørge indvandrere er altså, at forsvarsministeriets salg af grunde og ejendom stoppes.
Forsvarsministeriet er samtidig et af de ministerier som får flest bevillinger, hvoraf nogle, specielt inden for efterretningsområdet, helt er unddraget politikerne og offentlighedens kontrol. Inden for næsten alle området i det offentlige, staten, amterne og kommunerne, gælder det, at budgetter og bevillinger skal til debat en gang om året. Denne regel sikrer politikerne og befolkningen en interesse i at debattere disse emner, gælder ikke for forsvarsministeriet. Siden 1960 har politikerne lavet rammelove og flerårige forsvarsforlig. Dette indebærer, at militærfolkene til en vis grad selv kan udfylde rammerne for hvad forsvaret skal lave, og forsvarsforligene som bliver længere og længere i tid, i øjeblikket fem år, fjerner politikernes og befolkningens debat om bevillingernes størrelse og berettigelse. Finansudvalget i Folketinget er et ekspeditionskontor for forsvarsbevillinger.
Det danske militær opruster, uden at det interesserer en mors sjæl. Og det gør det. Siden 1960 er det danske forsvarsbudget steget konstant. I øjeblikket sker det, uden at der er nogle af politikerne, der i andre sager ellers er bekymrede for over at pengene fosser ud af statskassen, som spørger: Hvor er fjenden? Hvad gavner de mange milliarder kroner, der hvert eneste år hældes lige direkte ned i den militære skraldespand? Den fjerde betingelse for at hjælpe flygtninge både her i landet og i andre lande er altså at de danske forsvarsudgifter fastfryses.

Militær propaganda
Jeg mener, at kunne huske at pressen og medierne en gang var årvågne og kritisk indstillet over for staten og al dens væsen. Nu om dage anvender forsvarsministeriet så mange penge på reklamer, at det reelt er et statstilskud til de medier om er lakajer for militæret. Det får den konsekvens at danske mediefolk vender deres blinde øje til alt, hvad der foregår i militæret. Jeg kan ikke mindes, at have læst Rigsrevisionens kritiske rapporter om militærets sløsede økonomistyring i pressen endsige set dem omtalt i fjernsynets nyhedsudsendelser i mange år.
Medierne stiller en mikrofonholder til disposition, hver eneste gang, militæret agter at købe dette eller hint våbensystem, hver eneste gang der kommer tåbelige forslag om, at nu skal Danmark indkøbe raketter til forsvar mod våben fra Mellemøsten og forsvaret får den bedste sendetid i fjernsynet, når et af dets institutioner har 333 års jubilæum. Hvad behager, jubilæum en gang om året. Med alle de ejendomme forsvaret har, bliver det til en del medieomtale om året.

Ansvarlige politikere
Politikere og militærfolk har ingen erfaring i at løse internationale konflikter. Det hænger sammen med den simple kendsgerning, at både politik og militærvæsens eksistensberettigelse er et kæmpe for netop de interesser, som politikerne og militærfolkene repræsenterer. Det er som regel altid de personer og organisationer som har magten i landet.
Her skal lille Maren i Kæret ikke komme og tro, at hun er noget, og at hun kan ændre noget specielt - ikke politikernes opfattelse og da slet ikke, hvis det er et medmenneskelige forslag som kunne tænkes at koste penge.
Ansvarlige politikere har et sæt standpunkter til der er nogle som sponsorerer dem et andet og sælgerne kommer hovedsageligt fra erhvervslivet og dettes organisationer. Det er dem som har penge, viden og indflydelse og det er dem som kan bruge medierne og gør det.
Politikerne vil gerne have magten og æren, men når regnskabet skal gøres op, så finder befolkningen først alt for sent ud af rækkevidden af de politiske studehandler, som eksempelvis etableringen af den amerikanske Thulebase på Grønland, til, at politikerne kan drages til ansvar. Vælgerne har nu en gang de politikere, de stemmer på.
Man kan bare stille det enkle spørgsmål: Hvornår har politikerne på Christiansborg sidst skåret ned på militærudgifter efter et folkeligt pres? Den femte betingelse for at hjælpe flygtninge er altså, at alle de mennesker, som ikke ligger underdrejet for den liberale danske egoisme, opponere mod stramningerne i den danske flygtningepolitik, for flygtninge er venner vi ikke har mødt endnu. Brug medierne til at protestere. Hellere i dag end i morgen. Glem ikke, at hvis kritik af den nye danske militarisme ikke kommer højere op på den politiske dagsorden, får vi ikke løst de sociale problemer, hverken for flygtningene eller for danskerne.