FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Forbyd atomvåben! Regeringen skal arbejde for et forbud mod atomvåben i alle relevante sammenhænge, hvis et nyt folketingsforslag vedtages - fremsat den 5. november 1997. Af Keld Albrechtsen (Enhedslisten) og Geert Petersen (Socialistisk Folkeparti)

"Jeg er den priviligerede situation, at jeg mentalt set kan træde tilbage og betragte betydningen af at have brugt fire milliarder dollars og fremstillet 70.000 atomvåben, - forestillingen om, at det på en eller anden måde var os, der styrede det hele, at systemet var ufejlbarligt og kontrollabelt, og at vi kunne få det til at fungere - hele den opfattelse er fuldstændig fejlagtig", sagde den amerikanske fhv. top-general George Lee Butler til Poliken den 31. december 1996.
Sammen med 60 andre generaler, admiraler og politikere fra øst og vest offentliggjorde han den 1. januar 1997 en erklæring, som opfordrede til yderligere reducering af verdens atomvåbenlagre med henblik på en gradvis og total eliminering af disse. Han sagde endvidere, at kun ved hjælp af vidtgående tiltag som en kampagne for den totale eliminering af atomvåben over hele verden kan man komme en atomkatastrofe i forkøbet. Tre år tidligere havde George Leer Butler være øverstkommanderende på det militære hovedkvarter i Omaha, Nevada og hørte til den militære inderkreds, som sammen med den amerikanske præsident på 15 minutter skulle tage stilling til en situation, som kunne involvere brugen af atomvåben.
I erklæringen fra de 60 personer, som omfatter 36 russiske og amerikanske generaler og admiraler, opfordres atommagterne til at afskaffe deres våbenarsenaler i forbindelse med udarbejdelsen af nye traktater samt fjerne atomsprænghovederne fra missilerne. General Butler lægger speciel vægt på det sidste, fordi det vil betyde at alle missiler for første gang i 37 år vil blive fjernet fra det herskende alarmberedskab. En lang række af de tidligere ansvarlige for henholdsvis det amerikanske og russiske/sovjetiske militær undsiger således hele atomstrategien, d.v.s. at koldkrigsdogmatikken om atomvåben som en fælles afskrækkelsesstrategi ikke holder, men snarere er direkte farlig.
Nu hvor den gamle kolde krig er slut, opfordrer de atommagterne til en systematisk afvikling af atomvåben. På den anden side har vi FNs Internationale Domstol, som den 8. juli 1996 i en såkalt Advisory Opinion erklærede brugen af atomvåben for en krigsforbrydelse. I denne erklæring er der kun nævnt én undtagelse, som der var stor uenighed om. Et flertal af Domstolens medlemmer mener, at man kan tillade brugen af atomvæben "... i en ekstrem situation af selvforsvar, hvor statens eksistens står på spil". 14 ud af Domstolens 15 dommere var enige om, at brugen af atomvåben i almindelighed strider mod de internationale retsregler for væbnede konflikter og især mod principper og regler i humanitær ret. Brugen af atomvåben er ulovlig og umoralsk, fordi det går ud over civilbefolkningen og er et "blindt" våben, som rammer i flæng. "Blinde" våben som atomvåben er forbudt i de konventioner, som er vedtager efter 1945, sidst med aftalen fra 1981, som specielt gælder inhumane våben. Det er oplagt, at den ene undtagelse som flertal i FN-Domstolen fik med i erklæringen, omfatter USAs brug af atomvåben over for Japan i Hiroshima og Nagasaki ved slutningen af 2. Verdenskrig.
I dag ville sådan en atombombning blive defineret som en krigsforbrydelse. Hvad den efter forslagsstillernes mening også var i 1945. Intet politisk eller militært rationale kan undskylde brugen af atomvåben over for den japanske befolkning og de titusindvis af civile ofre, som var resultatet af historiens første brug af atomvåben. Der har været bemærkelsesværdig ringe opmærksomhed omkring erklæringen fra FN-Domstolen.
Den er øjensynlig kommet meget på tværs af de herskende interesser i forhold til den konkret førte sikkerhedspolitik i NATO og Den Vesteuropæiske Union (WEU). I begge organers strategi indgår atomafskrækkelse som et væsentligt element. Ingen af organisationerne eller deres respektive medlemslande kan seriøst betegnes som stater, der er udsat for en ekstrem trussel, som eventuelt kunne retfærdigøre brugen af atomvåben. Et enigt FN erklærede i 1978, at eksistensen af atomvåben var en trussel mod selve menneskehedens overlevelse, og hvert år siden har der været forslag i FN om afskaffelse af atomvåben og andre masseødelæggelsesvåben. Danmark har underskrevet forbudene imod kemisk og bakteriologisk krigsførelse, og Danmark har vedtaget ikke at bruge landminer i sit forsvar.
Nu har FN-Domstolen meget klart erklæret brugen af atomvåben for ulovlig og umoralsk og en forbrydelse imod civilbefolkningen. Den danske regering bør derfor arbejde for denne opfattelse i de militære og politiske organisationer, som Danmark er medlem af: FN, NATO, OSCE, EU og via observatørposten i Den Vesteuropæiske Union (WEU).
Under den kolde krig blev den fælles atomvåbenbaserede afskrækkelsesstrategi brugt som bortforklaring over for dem, som karakteriserede hele atomvåbenstrategien som værende både katastrofal og forfejlet. I den nuværende situation er de hidtidige nedrustningsaftaler slet ikke nok. Den indgåede START II-aftale fra 1993 vil kun nedbringe atomvåbenlagrene til niveauet i 1972, hvor atomkapløbet var i fuld gang.
Samtidig er denne aftale ikke ratificeret i den russiske Duma, og udsigterne til dette er ikke lovende på grund af den planlagte NATO-udvidelse. Denne helt perspektivløse NATO-udvidelse er på denne måde med til at lægge gift for START II-aftalen og yderligere stærk tiltrængte nedskæringer på det atomare område. Rusland vil formodentlig være ret uvillig til yderligere nedskæringer på det atomare områder, fordi atomvåben efterhånden er de mest effektive afskrækkelsesvåben, som landet er i besiddelse af. Samtidig er det tydeligt, at der ikke i USA er megen vilje blandt de herskende meningsdannere i State Department og Pentagon til at overveje den strategiske afvikling af atomvåben.
Tværtimod kommer der nye rapporter om, at USA er i gang med en modernisering af sine termo-nukleare atomvåben. The Guardian skrev den 19. august i år, at USA var ved at opbygge et nyt atomarsenal. Det skulle bestå i en ny type af våben, som dels ikke behøver at skulle testes under jorden, og dels ved en udbygget præcision af atommissilerne. Ifølge the Guardian handler det om via en udbygget atomar præcision at kunne vinde en atomkrig, hvor man kan slå først og med høj præcision kan sætte modstanderens atomare beredskab ud af kraft.
På denne måde håber man at kunne komme ud over den hidtidige atomafskrækkelsesstrategi: MAD - Mutual Assured Destruction, som bygger på, at ingen af de atomførende magter vil være den første til at bruge atomvåben ud fra den antagelse, at modparten så kan slå igen og ødelægge ens eget land.
I en kommentar til den atomvåbenbaserede afskrækkelsesstrategi siger general Butler til Jyllands Posten den 1. marts 1997: De indbyggede intellektuelle modsætninger i atomafskrækkelsen er aldrig blevet løst. Modsætningen er, at absolut usårlighed er ensbetydende med absolut sårbarhed for dette lands fjende. Hvis vi opnåede fuld beskyttelse, ville Sovjetunionens styrker være værdiløse og sårbare over for et førstegangsangreb fra USA. Det er hele forklaringen på atomkapløbet. Dermed kan man også konstatere, at hvis USA går i gang med en videreudvikling af sine hidtidige atomvåben i retning af en atomar præcision, der vil sætte USA i stand til at rette et førstegangsangreb på de russiske atomare baser, som vil destruere disse, så har man lagt grundstenen til et nyt atomkapløb i stedet for en gradvis atomar nedrustning og endelig afskaffelse af atomvåben.



Ud fra en sådan militær og sikkerhedspolitisk tankegang kommer det aldrig til andet end taktiske nedrustninger. Dvs. at man vil fortsætte med den rent kvantitative nedrustning, men ikke sætte spørgsmålstegn ved atomvåbenstrategien som sådan. Den amerikanske regering og Kongressen har bevilget 4 milliarder dollars til ovenstående program.
Journalisten Martin Bucharth spørger i Informatíon den 21. august 1997: "Er det vitterlig nødvendigt at bevare tropper på 10.000 forskere for at bevare USAs kernevåbenarsenal i samme stand som nu i de næste 25 år?" Samtidig kan man i et telegram fra Ritzaus Bureau fra den 24. september 1997 læse, at den person, som var udset til at være ansvarlig for USAs atomvåbenpolitik, Rose Gottemoeller, blev droppet, ifølge Washington Post angiveligt på grund af hendes anbefaling af yderligere atomnedrustning. Den amerikanske forsvarsminister havde tilbudt Gottemoeller posten som viceforsvarsminister med ansvar for den internationale sikkerhedspolitik. Ritzau skriver, at "...Gottemoellers alvorlige synd, set med republikanske øjne, består angiveligt i, at hun har anbefalet en forsvarsrapport om straks at stræbe efter yderligere markante nedskæringer i det amerikanske atomarsenal, så USA og Rusland på kort sigt kommer ned på 1000 atomsprænghoveder - og i sidste ende får hundrede.
En sådan fremgangsmåde ville kollidere med den amerikanske præsident, Bill Clintons hidtidige politik om, at der ikke kan forhandles ny atomnedrustning, før det russiske parlament har ratificeret START II-aftalen fra 1993. Denne aftale sætter et loft på 3500 atomsprænghoveder i missiler, som hvert land har udstationeret". Derfor er det nødvendigt, at der tages internationale initiativer for at fremme debatten i retning af afvikling af atomvåben. Hvis det ikke sker, nu hvor den kolde krig er overstået, hvornår vil det så være muligt? Hvornår vil betingelserne være bedre?
Derfor håber forslagsstilerne, at regeringen og et flertal blandt Folketingets partier vil genoverveje den holdning, som kom til udtryk, da Folketinget førstebehandlede B 29 den 15. november 1996, som drejede sig om at fremme etableringen af atomvåbenfri zoner i Europa.
Her sagde udenrigsministeren bl.a.: "Det er regeringens holdning, at oprettelse af atomvåbenfri zoner i forskellige dele af verden kan yde et værdifuldt bidrag til forhindring af spredning af atomvåben ... men det må også konstateres, at der under de nuværende omstændigheder tilsyneladende ikke blandt de europæiske regeringer er den samme interesse for at fremme tanken om atomvåbenfri zoner i Europa som tidligere.
Venstres ordfører Ulla Tørnæs gik så langt som til at sige at: "I Venstre ønsker vi imidlertid ikke at fraskrive os muligheden for at få eller have atomvåben oplagret i tilfælde af en krigssituation. Vi ønsker også fortsat at kunne deltage i fuldt ud i militære øvelser med vore allierede, og vi ønsker ikke at afskære muligheden for forstærkning fra vore allierede i krigs- eller krisesituationer". Samtidig gav hun udtryk, for at: "Det synes, som SF og Enhedslisten endnu ikke har opdaget, at Muren er faldet". I givet fald må det jo så heller ikke være gået op for de 60 tidligere generaler, admiraler og politikere, som har underskrevet eklæringen af den 1. januar 1997 om en total afvikling af atomvåben.
Man skulle ellers tro, at netop den kolde krigs ophør og Murens fald, Sovjetunionens opløsning og Warszawapagtens nedlæggelse kunne være nogle hovedstene, som gav anledning til et opgør med den dogmatiske militære- og atomare afskrækkelsesstrategi, som har været herskende siden anden verdenskrig. Det er vigtigt, at den strategiske diskussion om atomvåbnene holdes i gang, og at det diskuteres, hvordan man kan udvikle en forbyggende sikkerhedsstrategi, som ikke bygger på brug af atomvåben. Under den kolde krig blev der produceret tonsvis af litteratur i form af artikler og bøger om faren ved den atomare udvikling. Dengang var den danske regering langt mere aktiv i forhold til nedrustning, til etableringen af atomvåbenfri zoner, i forhold til at arbejde for konfliktforebyggende aktiviteter. Der er behov for lignende aktiviteter i dag. Den danske regering skal derfor ikke ligge underdrejet i forhold til andre EU-partneres og NATOs generelle atomvåbenbaserede afskrækkelsesstrategi.


Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret december 1997 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand