FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Det bitre paradis - forræderiet mod Østtimor Canadisk fotograf udsender fremragende film om Indonesien og Østtimor, der dokumenterer, at den vestlige verden har et direkte ansvar for udviklingen i den tidligere portugisiske koloni. Af Torben Retbøll

"Østtimor var en afsides liggende portugisisk koloni i mere end 400 år. I 1975 blev den invaderes af Indonesien, kun få dage efter at den havde proklameret sin selvstændighed fra Portugal. Mens de indonesiske soldater rykkede frem, brændte de timoresernes smukke huse ned. De sagde, de befriede Østtimor fra portugisisk kolonialisme. Men tyve år efter lider timoreserne stadig under den indonesiske besættelse".
Med disse ord indleder den canadiske fotograf Elaine Briére sin dokumentarfilm om Østtimor, der har fået titlen Bitter Paradise: The Sell-out of East Timor, eller på dansk, Det bitre paradis: Forræderiet mod Østtimor.
På 57 minutter præsenterer Elaine mange forskellige sider af denne konflikt. For det første er der både fortid og nutid: Hvad er baggrunden for Indonesiens invasion i 1975? Hvordan er den aktuelle situation godt tyve år efter?
For det andet er der både det lokale og det globale perspektiv: Hvad sker der på Østtimor? Hvordan forholder resten af verden sig til denne konflikt?

Focus på Canada
Elaine er fra Canada. Derfor er det meget naturligt, at hun sætter focus på dette land: Hvordan er Canadas forbindelser til Indonesien? Hvilken rolle spiller Canada i Østtimor-konflikten?
Disse spørgsmål er meget relevante.
Canada er nemlig kendt som en meget fredselskende nation, der ofte bidrager til FNs fredsbevarende aktioner rundt omkring i verden.
Men Elaine kan dokumentere, at Canadas regering og erhvervsliv har tætte forbindelser til Indonesien, og at Canada intet har gjort for at hjælpe den tidligere portugisiske koloni i kampen mod den fremmede aggressor.
Glen Shortliffe, Canadas ambassadør i Jakarta 1977-79, forsvarer f.eks. det indonesiske styre: "Det er klart, at beretningerne om [at Indonesien har anvendt] bombardementer fra søsiden, tungt artilleri osv. er helt forkerte".
Lawrence Dickenson, Canadas ambassadør i Jakarta 1992-1996, forklarer canadiske forretningsfolk, at den canadiske ambassade i Jakarta er parat til at hjælpe erhvervslivet med at tjene penge på investering i og handel med Indonesien.
Samtidig med at Canada deltager i FNs fredsbevarende styrker, sælger man våben til den indonesiske hær, der fører krig mod Østtimor. Glansbilledet af den meget humanitære nation får nogle alvorlige skrammer her.

En meget personlig film Bitter Paradise er også en meget personlig film, fordi den viser Elaines egen udvikling, "fra politisk uskyld til politisk aktivisme", som hun selv udtrykker det.
I 1974 rejste Elaine ud i den store verden. I april dette år kom hun til Østtimor. Det var tilfældigvis netop den måned, hvor det fascistiske styre i Portugal blev væltet ved et fredeligt kup i Lissabon.
Derved blev hun en af de ret få udlændinge, der oplevede Østtimor i den korte men meget intense periode mellem Nellike-revolutionen i april 1974 og den indonesiske invasion i december året efter.
Dengang vidste hun i følge sit eget udsagn ikke ret meget om politik eller økonomi. Østtimor var for hende et sted, hvor folk tog godt imod hende, hvor folk levede i harmoni med hinanden og havde respekt for naturen.
Da hun kom tilbage til Canada og senere hørte om invasionen og den efterfølgende massakre, blev hun meget chokeret. Hun begyndte at følge lidt mere med i politik og økonomi.
Hun holdt offentlige foredrag, hvor hun viste sine billeder fra den tidligere portugisiske koloni. Hun skrev artikler om konflikten, der blev trykt i forskellige aviser og tidsskrifter.
Hun var også med til at danne Canadas Østtimor-komité, East Timor Alert Network (ETAN), og hun var vidne på en høring arrangeret af FNs komité for afkolonisering.
Sammen med Susan Gage skrev hun The Indonesia Kit, en lille grundbog om Indonesien, Østtimor og Vest Papua, der er udgivet af ETAN. Bogen er illustreret med nogle af de fotografier, Elaine tog under sit ophold på Østtimor i 1974.

Et professionelt produkt
Hendes voksende engagement fik hende også til at begynde på en film om Østtimor. Det blev et langvarigt projekt, fordi hun manglede tid og penge. Men nu foreligger det færdige resultat, der er et meget professionelt produkt.
Enkelte klip og fotografier er taget af andre fotografer. Men det meste af filmen består af originale optagelser, der er lavet til denne lejlighed. Vi møder mange forskellige vidner, både akademiske eksperter, politiske aktivister og flygtninge fra Østtimor, der nu lever i eksil:
- John Taylor, professor i samfundsvidenskab, South Bank Polytech, London, UK.
- Noam Chomsky, professor i Lingvistik, Massachusetts Institute of Technology, USA.
- Carmel Budiardjo, politisk aktivist, grundlægger af Indonesia Human Right Campaign, UK.
- David Webster, politisk aktivist, medlem af East Timor Alert Network, Canada.
- Geoffrey Robinson, Amnesty International, specielt i Indonesiske forhold.
- Constancio Pinto og Abe Barreto Soares, flygtninge fra Østtimor, der nu lever i eksil.
Disse vidner forsvarer Østtimor; de fordømmer vestens regeringer for at give politisk, økonomisk og militær støtte til regimet i Jakarta og vestens medier for at have ignoreret konflikten i mange år.

Den indonesiske opposition
Elaine præsenterer også en repræsentant for den indonesiske opposition, nemlig Muchtar Pakpahan, der er formand for den uafhængige fagforening SBSI. Pakpahan mener, myndighederne ønsker en lavtlønnet og lydig arbejderklasse.
Indonesien omtales ofte som et paradis, og det er sandt, siger formanden for den uafhængige fagforening. Indonesien er et paradis for investorer, konglomerater, embedsmænd og militæret, men ikke for det indonesiske folk.
I Canada taler Elaine med Svend Robinson, et af de få medlemmer
af parlamentet, der kritiserer de tætte forbindelser mellem Canada og Indonesien. Robinson, der er medlem af partiet NDP, spørger:
"Hvordan kan vi arbejde sammen med et land som Indonesien og bruge mange penge på det, samtidig med at vi skærer ned på den sociale sektor her i landet?"
Elaine forsøger også at interviewe nogle repræsentanter for Canadas erhvervsliv og regering. Men det er lettere sagt end gjort. Det er svært for hende at komme tæt på dem, og når det endelig lykkes, vil de ikke tale med hende.
De folk, der har penge og magt, og som derfor er med til at bestemme Canadas udenrigspolitik, ønsker ikke at stille op foran et kamera og forklare, hvorfor Canada ikke gør noget for at hjælpe Østtimor mod et klart eksempel på militær aggression.
Måske fordi man tjener mange penge på at være gode venner med militærstyret i Jakarta og fordi man ikke vover at sætte det gode venskab over styr ved at tale om krænkelser af menneskerettighederne på østtimor.

Nobels Fredspris
Carlos Belo og José Ramos-Horta, der sammen modtog Nobels fredspris for 1996, bliver også præsenteret i filmen. De to personer er meget forskellige: Belo er biskop på østtimor, mens Horta er diplomat, aktivist og forfatter i eksil.
Belo taler i meget religiøse vendinger, mens Horta til gengæld har et mere politisk sprog. Men de to mænd udtrykker stor respekt for hinanden, og de har fælles mål: Fred og retfærdighed for Østtimor.
Elaine omtaler Nobels Fredspris i slutningen af sin film, og det betyder, at den slutter med en forsigtig optimisme, selv om den ellers fortæller en uhyggelig historie om død og ødelæggelse.
Der findes ikke ret mange dokumentarfilm om Østtimor. Én forklaring er, at de indonesiske myndigheder kører en meget restriktiv linie overfor de udenlandske medier. Før slap man meget få journalister ind. Nu slipper man en del ind, men de er stadig under opsyn og kontrol. I hvert fald hvis de åbent optræder som journalister.
En anden forklaring er, at de store TV-selskaber i USA og England ikke var spor interesseret i Østtimor. De få film, der findes, er derfor lavet af mindre selskaber og bliver som regel kun vist på mindre TV-stationer:
- Den britiske journalist "Max Stahl" (et pseudonym) lavede In Cold Blood: The Massacre of East Timor for Yorkshire Television. Den havde premiere i 1992.
- Den australske journalist John Pilger og hans kollega David Munro lavede Death of a Nation: The Timor Conspiracy for Central Television. Den havde premiere i 1994.
- Nu har Elaine lavet Bitter Paradise, der sætter focus på Canadas rolle i konflikten. Den havde premiere i december 1996.
Det er en fremragende film om Indonesien og Østtimor. Den fortæller ikke alene om den forbrydelser, Indonesien har begået på Østtimor. Den dokumenterer også, at den vestlige verden har et direkte ansvar for udviklingen i den tidligere portugisiske koloni.


Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret december 1997 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand