Sandhedens sensommer

Se indhold fra:
Fred & Frihed
    Ikkevold
  nr. 4 - 1997

- se andre blade

Da kaptajn i det sydafrikanske politi,Tokkie Fuchs, med køligt blod d. 10. juli 1986 efter al sandsynlighed aflivede en ukendt ANC-guerilla, havde han næppe fantasi til at forestille sig, at han 11 år senere ville sidde på scenen i Capricon High School i Pietersburg - foran et bagtæppe med farverige smølfe-figurer - og anmode om amnesti for sin gerning. For en sikkerheds skyld. Og tilmed i et land der regeres af det selvsamme ANC-parti.
Men nu sætter Tokkie Fuchs sig til rette i stolen tillige med 13 af sine tidligere kolleger, for at bede om straffrihed (amnesti). De hørmer af aftershave og mandfolk. De er stadig ret kølige allesammen. De fortryder ikke noget. Men lige nu spiller klaveret sådan i Sydafrika, at man skal henvende sig i Sandheds- og Forsoningskommissionen, hvis man vil undgå yderligere ballade. Så det har de gjort, selvom de lyser langt væk af, at det er spild af god tid. Der er ikke meget anger at spore hos Tokkie Fuchs og hans kolleger.
Så dem lader vi ligge et øjeblik.

Mere sandhed end forsoning
Her i sit andet og sidste leveår er der mere sandhed end forsoning i kommissionens arbejde. Og hver dag bringer nye overraskende afsløringer af det tidligere hvide apartheidstyres måde at være kølig og udspekuleret på. Det får også lov at ligge et øjeblik.
I Sandhedskommissionen har man taget det i denne rækkefølge, at først kom de store spektakulære høringer om "krænkelse af menneskerettighederne." Fra by til by som et tournerende total-teater rejste Sandhedskommissionen rundt og hørte på beretninger om uhyrlige overgreb. Der var en eufori af klarhed og tilgivelse og store følelser over disse høringer.
Sent kom Sandhedskommissionen i gang med amnesti-delen af sin opgave. Man forlængede deadline for synderne med først et halvt år, så fristen var maj. Og for at få de allerstørste fisk i forsoningens net, lavede man en panik-forlængelse, der sluttede 1. oktober. Det er kun delvist lykkedes. I en bevægende artikel i den gode sydafrikanske ugeavis, Mail & Guardian, har den afrikaans-skrivende digter, Antje Krohn, beskrevet formand Desmond Tutus reaktion, da tidligere præsident de Klerk først i juni i år på sit Nationalistpartis vegne fortalte, at overgreb og utilbørlig optræden var sket uden hans viden og blåstempling. Han vidste ikke noget. Han havde ikke noget at undskylde. Og så rejste han sig og gik.
Hun skriver: "De Klerk og hans fjendtlige delegation udvandrer. Rummet og gangene summer af ophidselse. Folk er overvældet af raseri og desperation. Desmond Tutus ansigtskulør er gusten, og huden hænger slapt ned. Hans skuldre er sunket sammen i fortvivlelse. På en underlig barnlig måde ønsker jeg at være sammen med ham. At kysse hans ring. At røre ved hans tøj. De de Klerk udvandrede, var det, som noget for evigt gled ud mellem fingrene på mig."
Derfor er det ikke forkert at sige, at Sandhedskommissionen nu har skruet bissen på og målrettet går efter at løse sit tredie mandat: at beskrive virkeligheden under apartheid. Man har magten til at indstævne vidner og forlange udførlige redegørelser. Og den har kommissionen taget i brug ved at splitte emnet op. Hvordan var det med lægerne? D'herrer Tucker og Lang, der i 1977 erklærede Steve Biko sund og rask, kort tid før han døde, har ikke været fremme og undskylde. Det har deres organisation gjort på standens vegne. Og hvad med juristerne? Psykologerne? Journalisterne? Der har været særlige høringer om børns og kvinders forhold under apartheid. Politifolk blir kaldt ind for at redegøre for torturmetoderne. Det hele sker fortsat under stor mediebevågenhed.
Men det er ikke alle, der er lige henrykte for denne facon. Det gælder ikke mindst de store virksomheder - såsom mine- og sukkerindustrien. I Sydafrikas miner er i vort århundrede omkommet næsten 100.000 mennesker. Og det er flere, end kampen mod apartheid kostede. Var det en bevidst holdning at sløse med sikkerheden? Og i Natal-provinsen gav sukkerfabrikanterne husly til, hvad der nu er blevet kendt som "døds-farme" i stil med den berygtede Vlakplaas tæt ved Pretoria. Vidste direktørerne, at man pressede andet end sukker på disse steder?
Der er i denne fase en energi og målrettethed over Sandhedskommissionen. Med sit kommisiorium må den nødvendigvis navigerer i et tomrum. Ingen andre steder har man prøvet noget lignende før. Men man holder kursen og er egentlig temmelig ufølsom over for kritik. Alle kortene skal på bordet. Også de små. Den almindelige holdning hos menigmand, især hvis de er sorte, lyder sådan her: "Det er blablabla." Direkte oversat siger de lissom Gunnar i tv-reklamen: "Det er ikke så ringe endda."

Er der da ingen forskel?
Men er der da ingen forskel? Winnie, der tidligere hed Mandela til efternavn, raser over, at hun skal redegøre for omstændighederne omkring en 14 årig skoledrengs død, mens landets sidste, hvide præsident - for ikke at snakke om den forrige, P.W. Botha, der stadig lever - kan gå forholdsvist urørlige rundt. I en meget veldokumenteret og bevægende redegørelse kræver Joe Seremane, der er formand for regeringens jordfordelingskommission, ANC til ansvar for, at hans bror Chief Timothy blev henrettet i den berygtede lejr Quatro i Angola.
Det var dog krig! Og hvor der handles, der spilles. Og det er også præcis, hvad disse 14 "bad cops" hævder her oppe Pietersburg. Undtagen den ene af dem.
Han hedder Mathews Sehlwana og er sort. Sjældent har Sandhedskommissionen hørt på en mand, der var mere beklemt ved situationen . Og det sker altsammen med smølfe-tæppet som baggrund. Han lyser af lettelse, da han endelig har fået afleveret sin beretning. Jo, han var sort og politimand. Jo, han lokkede disse 6 ANC-drenge i et baghold 15 km. syd for Messina ved en lokalitet, der hedder Eendvogelpan, efter at have smuglet dem over grænsen fra Botswana. Jo, på det aftalte sted hoppede han ud af vognen, og så ... Så hører enigheden mellem Mathews Sehlwana og hans tidligere arbejdsgivere op. De 13 andre påstår, der blev skudt på dem. Derfor handlede de i selvforsvar, da de pulveriserede bilen. Deres tidligere kollega påstår på den anden side, at de hvide skød først, at det hele tiden var meningen, de skulle slås ihjel. Det var jo krig! Så egentlig forstår man dem godt. Disse 13 bredskuldrede, vejrbidte og arrogante afrikaans-talende politifolk. Det var dog krig! Men selv i krig gælder visse regler, og misteltenen i denne historie handler om, at der var én af de seks, som ikke døde med det samme. Altså en krigsfange! Mathews Sehlwana hævder, at Tokkie Fuchs forhørte ham og dernæst skød ham. Rutinemæssigt afviser Fuchs beskyldningen med, at fangen døde på vej til hospitalet. Og søger i øvrigt amnesti.
Nede i salen sidder slægtninge til 3 af de dræbte. Sammen med de hvide ansøgere og mig selv er der næppe mere end 5 tilhørere i den store sal på Capricorn High School. Når der kun er slægtninge til de 3 skyldes det, at man aldrig har identificeret alle de omkomne.
Til sidst får de pårørende ordet. Mens det sker, vender de 13 hvide politifolk også rent fysisk ryggen til. Cladys Alset, der er onkel til en af de dræbte, taler netop det sprog, der har muliggjort en Sandhedskommission i det land. Han taler som et menneske. Han mener, det var forkert at skyde den overlevende. Og atter en gang undres man over det tålmod, ja ligefrem overbærenhed, der præger mange af ofrenes (de sortes) indlæg. De har bevaret værdigheden. For dem var det nemlig ikke krig. Det var en kamp for frihed og lighed. Man er lige ved at tænke, at de hvide begik den største fejl, da de lærte de sorte om Biblen. De har taget den alt for bogstavelig. Cladys Alset tror virkelig på, man skal være næstekærlig - også i krig.
Og til allersidst holder den velsignede dommer Bernhard Ngoepe et indlæg. Han ligner familien Cosby. Mild og kun lidt uvenlig fortæller han disse 13 hvide politifolk, der heller ikke angrer noget, at det ikke er et forsikringsselskab, de er kommet til. "Her beskæftiger vi os ikke med uskyldige," siger han.

Og så går smølfetæppet
Og så går smølfetæppet. Trætte roadies fra Sandhedskommissionen pakker ned og rydder op. Der er meget gear til mikrofoner og hele oversættelsesapperatet. Og møbler og hvide duge. Det er fredag. På mandag skal de være i den anden ende af landet, i Cape Town, hvor man skal høre, hvorfor en amerikansk pige, Amy Biehl, der hjalp i en township, skulle stenes til døde. Hendes forældre er allerede i landet, hvor de har forsonet sig med mordernes familier. Og senere på ugen kommer sagen, der er kendt som De syv fra Gugulutu. Og ...
"Jeg trænger til ferie," siger pigen i presserummet. Så kigger hun over på fjernsynet, der sender nede fra salen. "De der er mordere," siger hun, og begynder at rydde op.
Men mordere har mange ansigter. Og nogen gange er det lige ved, man trækker på smilebåndet over, hvad de dog fandt på, de hvide racister. Andre gange blir man nærmest lidt imponeret, som da politikaptajn Jeff Benzienen stod frem på tv for at demonstrere torturmetoden "den våde sæk." Men allermest blir man kold indeni over at møde al den kølighed. Rationelle likvideringer, beskidte tricks, science-fiction'agtige påfund, jernviljen - samt det dybt alkoholiserede miljø, hvori det hele er foregået.
Dr. Wouter Basson er Sydafrikas svar på dr. Strangelove. Han arbejdede på en pille, der kunne gøre hvid til sort, så man bedre kunne udspionere dem. Vlakplaas-leder de Kock foreslog i et anfald af humor, at man gjorde det omvendte. De ville løse problemet. På hunde forskingsanstalter arbejdede man med den ultimative kombination af dobermann-rotweiler-blodhund, der skulle gå efter farven sort.
I hæren kurerede man homifile med elektrochock. Andre arbejdede med kemisk sterilisation, selektiv udbredelse af kræft, aids og hjerteflimmer. Teknikere konstruerede en walkman, der eksploderede, når man tændte for Mozart. Studenteraktivister fik gratis t-shirts, der var imprægneret med gift. Man kunne blive ved ...

Men de Klerk vidste ingenting
Men de Klerk vidste ingenting. Han er jo en hædersmand!
Endnu er det ikke lykkedes Sandhedskommissionen her i sin sensommer at nagle de rigtig store fisk, dem der ikke har noget at sige undskyld for - f.eks. de Klerk - op på sikre beviser. På en måde gør det heller ikke så meget. For alt det, han ikke vidste noget om, det ved alle andre efterhånden. I Sydafrika kan de roligt skrive historiebøgerne om.
Og slutspurten frem mod deadline for hele arbejdet - december i år - er yderst målrettet. I skrivende stund har man "indkaldt" alle med kors og bånd og stjerner på til en afhøring. Det har man magt til. Det drejer sig om det militære lederskab, det sikkerhedsmæssige samt såvel de Klerk som P.W. Botha. I forvejen har det meste af ANCs ledelse meldt sig med vidneudsagn.
Ligeværdigheden mellem Sandhed og Forsoning er måske nok blevet forrykket i disse sidste måneder. (7.10.97)

Du kan læse mere om Sandhedskommissionens arbejde på internettet på adressen
http://www.truth.org.za, hvor dette logo er hentet.