FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Millionerne fosser ud til militæret Det danske krigsministerium har i de senere år været ramt af en række politiske skandaler af format. Af Holger Terp

På det overordnede plan vil krigsministeriet ikke engang fortælle, hvor stort dets budget er. Officielt hedder det sig, at der bruges omkring 16,8 milliarder kr. om året, men selv de, som betaler for at blive forsvaret, er klar over, at dette beløb er for lille.
Et par eksempler: Værnepligtsadministrationen ligger i Indenrigsministeriet, hvor det rettelig burde høre hjemme under krigsministeriet. Altså kan man roligt lægge en lille halv milliard kr. til militærbudgettet.
Militærets Efterretningstjeneste vil ikke oplyse noget som helst om, hvor stort dets budget er, men det er næppe billigt. Man kan i Statsregnskabet ikke engang se, om dets budget er medtaget! Altså kan skattebetalerne alt efter hvor meget de nu tror efterretningstjenestens budget er på, lægge det beløb oven i militærudgifterne. Der er frit slag, siden der ikke engang er et slag på tasken at gå efter. Hvad med en gættekonkurrence? Mit bud på de årlige militærudgifter ligger på 25 milliarder kr.

Rod i regnskaberne
Krigsministeriet står ofte skoleret i rigsrevisionen på grund af dets rod med regnskaberne.
Til trods for de store summer og værdier krigsministeriet forvalter, er det tilsyneladende ikke i besiddelse af en fungerende regnemaskine og en bogholder som kan lægge to og to (milliarder) sammen.
Sidst er man begyndt at bruge af de værnepligtiges løn til at købe våben for, således at de værdigt trængende soldater nødes til bistandskontorerne for supplerende hjælp, hvis det ikke lige var for den beklagende kendsgerning, at unge under 25 år efter den seneste stramning af bistandsloven ikke kan få supplerende bistandshjælp. (De første værdigt trængende i dansk socialhistorie var krigsinvaliderne fra 1864-krigen).
Krigsministeriet forsøger med andre ord, at få socialministeriet til at betale en del af militærudgifterne.
For mig at se er der kun en rimelig forklaring på officerernes sløring af militærudgifterne størrelse: De politiserer og fører deres egen politik. Som små drenge i en legetøjsbutik vil de have så meget militært isenkram som over hovedet muligt, uanset at der ikke er nogen fjender. Ikke engang i Danmark. For at opretholde sin eksistensberettigelse må militærfolkene lave samarbejdsaftaler med en lang række lande, for at også de kan forøge militærudgifterne og hvem ved, hvordan militæralliancerne ser ud om ti år.
Siden Berlinmurens fald har krigsministeriet næsten været usynlig i den politiske debat i Danmark. Vælgerne har tilsyneladende helt glemt militarismedebatten, bortset fra en række skandaler omkring USAs base ved Thule, som har fået en fremragende dækning i JyllandsPosten og i Berlingske Tidende.

Berlingske anklages
Berlingske Tidende indklages for Pressenævnet af chefen for det danske militær, general Christian Hvidt. Militærchefen er utilfreds med en serie artikler, der bl.a. behandler det danske militærs samarbejde med amerikansk militær på Thulebasen, meddeler Ritzaus Bureau. I et brev stilet til avisens ansvarshavende redaktør, Anne E. Jensen, tager militærchefen kraftigt afstand fra artiklerne, som han kalder postulerende og dybt krænkende, og som han dermed mener er i strid med god presseskik.
Det avisen bl.a. kunne berette var, at Forsvarskommandoen havde siddet til et daglangt møde, hvori den drøftede, hvordan man skulle forholde sig til den sidste politiske skandale omkring Thule. Man kan altså konstatere, at forsvarskommandoen ikke interesserede sig for landets sikkerhed den dag eller interesserede sig for at få orden i økonomien og man kan med rette spørge: hvad får medlemmerne af forsvarskommandoen sin løn for?
Nu er militærchefen gået til det presseetiske nævn. Sidst en general politiserede mod de danske medier kostede det ham jobbet.
Den daværende hærchef, general Hjalf, udtalte sig i Berlingske Tidende, den 20.2.1960, imod Jørgen Hæstrups bog, Hemmelig Alliance, udgivet i 1959 om den skæve våbenfordeling under besættelsen. Modstandsbevægelsen havde masser af mænd som ville i aktion, men våbenforsendelserne fra Sverige blev fordelt blandt de militære ventegrupper (O-grupperne). I Frihedsrådet var man klar over dette.
Hjalf sagde i et senere interview, at vi [i den lille generalstab] betragtede disse våben som hærens, men at de naturligvis skulle komme modstandsbevægelsen til gode, hvilket de ikke gjorde på grund af officerernes kommunistforskrækkelse. En Løjtnant, Skov, ville omfordele nogle af våbnene fra Sverige til modstandsbevægelsen, hvorefter han blev beordret likvideret af Schødt-Eriksen, der også var medlem af den lille generalstab. Schødt-Eriksen som også havde en fortid som medlem af det danske nazistparti, var i 1960 stillet posten som chef for hjemmeværnet i udsigt af Hjalf. Den politiske røre om disse sager medførte mod generalens forventning, at Hjalfs åremålsansættelse ikke blev forlænget og at Schødt-Eriksen ikke blev chef for hjemmeværnet.
Nu vil en militærchef igen til at miskreditere pressen. For en gangs skyld håber jeg, at historien gentager sig, så alt det som er fejet ind under gulvtæppet kommer frem i dagens lys.
Men hvor er I henne, alle I, som var aktive i fredsbevægelsen i 1980erne?


Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret december 1997 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand