FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Militarismen - en åndsmagt Hvad vi skal bruge en national(istisk) grundlov til i et globalt samfund. Af Peter Kragh Hansen

Det er ikke længe siden, at mange ædruelige mænd og kvinder i det ganske land fejrede grundlovens 148 års fødselsdag. Fælles for alle taler på grundlovsdagen er, at grundloven er blevet prist som en velsignet størrelse, som vi alle må have den aller største respekt for. Alligevel taler man om en grundlovsrevision, da det jo trods alt nu er 44 år siden den sidst blev revideret.
Viggo Hørup 1841-1902


Der kan være mange gode grunde til at revidere grundloven. Den er faktisk ikke særlig god, når det kommer til stykket. Der står f.eks. ikke noget om menneskerettigheder i den. Og når alt kommer til alt, så er det jo et spørgsmål, hvad vi skal bruge en national(istisk) grundlov til i et globalt samfund.

Værnepligt
Men hvad vi end mener, så er der én sentens i grundloven, som vi som antimilitarister og pacifister bør kæmpe imod med næb og klør - nemlig følgende, kapitel 8 stk. 81:
Enhver våbenfør mand er forpligtet til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar efter de nærmere bestemmelser, som loven foreskriver.
Værnepligten er således en del af vores forfatning - den er ikke til at komme udenom uden en grundlovsændring. Jeg mener, at det må være et vigtigt mål at få denne dybt fornedrende paragraf strøget.
Hvorfor er værnepligt fornedrende? Det er den, fordi den er en tvangsforanstaltning på linie med fængsel og anbringelse på psykiatrisk hospital. Statsmagten bestemmer, at en del af befolkningen under tvang skal indgå i militæret for at "bidrage til fædrelandets forsvar".
Den mandlige befolkning skal altså ved lov oplæres i at slå ihjel. I øvrigt noget borgerne kun må gøre i statens navn - for en anden sentens i grundloven, der er blevet nævnt i forbindelse med rockerkrigen, siger, at
Foreninger, der virker ved eller søger at nå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at opløse ved dom.
Er man ikke moralsk, så kan man da i det mindste være dobbeltmoralsk.
Selvfølgelig er kapitel 8 stk. 81 i praksis blødt op. Man kan jo få "erstatningstjeneste" i form af civil værnepligt. Eller man kan trække frinummer. Og det er jo sådan set meget godt. Men det er stadig en tvangsforanstaltning for den del af ungdommen, der bliver indkaldt.

Viggo Hørup
Min antimilitarisme stammer ikke oprindelig fra Gandhi eller fra andre af pacifismens sædvanlige koryfæer. De kom først til senere. Mit første møde med den rendyrkede antimilitarisme var udtalelser som disse:
 
Tværtimod at være en foranstaltning, der har til formål at civilisere militæret, er den (værnepligten, red.) et fif, der militariserer det civile samfund.
Spørgsmålet er ikke, om alle skal være soldater eller om blot nogle skal være det. Men spørgsmålet er, om der overhovedet skal være soldaterpligt eller om den sag skal være en frivillig sag.
Lad os være enige om, at den almindelige værnepligt ikke blev opfundet for at gøre demokratiet en fornøjelse. Hvad er da den almindelige værnepligt? Ganske simpelt: Den er et middel, hvorved militarismen på den billigste måde bringer de flest mulige soldater i munderingen.
Og senere:
Den almindelige værnepligt er millionhærene for godt køb, det et tvangssoldaten for tvangslønnen i de meniges rækker, og ovenover er det en hel hær af demokratiske befalingsmænd, vel oplært i lighedens borgerlige dyder og stor nok til alene at beherske riger og lande og holde god og demokratisk orden i de vidtløftige stater. Det er, hvad der er af demokrati i den almindelige værnepligt.
Disse ord stammer fra Viggo Hørups mund. Han mere end nogen anden er forgangsmanden, når det drejer sig om dansk antimilitarisme. Mest kendt er han for fyndordet Hvad skal det nytte? om formålet med dansk militær - og om Københavns befæstning i særdeleshed.
Det nytter som bekendt stadig ikke noget - men se om nogen har fundet ud af det. Efter den kolde krigs ophør opfører de danske jenser med underkorporal Hækkerup i spidsen sig som stormagt og forsøger at spille en militær rolle ved at være til stede ved snart sagt hver eneste lille konflikt rundt omkring i verden - senest i Albanien.
Fædrelandets forsvar foregår altså i dag i hele verden, og militæret er i offentligheden så populært som nogensinde - det demokratiske forsvar. Men hvis vi i demokratiets navn ikke vil være med i al den galskab, så skal vi have erstatningstjeneste.

Hvorfor værnepligt
Værnepligtens tilhængere til højre og venstre kan passende omfavne hinanden i forbrødring - værnepligten er demokratisk i og med at den gælder alle danske våbenføre mænd; ingen kan p.g.a. af fødsel, rang eller velstand slippe. Frinummersystemet er i den forstand også demokratisk.
Værnepligten har ifølge denne opfattelse en civiliserende effekt på militæret, idet de mange unge med en civil baggrund hele tiden sørger for civilt input, så militæret ikke bliver fordærvet af indavl. Værnepligten sørger for kontakten udad til og sikrer en gennemstrømning af demokratiske holdninger.
Og modsat: alternativet til værnepligt er en professionel hær, som der ingen civil kontrol er med. Kun de mennesker (mænd og kvinder), der vil ind i militæret, kommer det - det må vel betyde noget i retning af, at det kun er militaristerne, der kommer til udefra og spæder op, så summen af militarisme i hæren forbliver konstant.
Uden tilgangen af demokratiske unge, sander militæret til og bliver en selvtilstrækkelig organisation, der vender sig indad imod sig selv og sine idealer. Det skulle så, ifølge teorien, kunne udvikle sig til en stat i staten, der i sig selv er en trussel imod det omgivende samfund.
I samme gruppe af argumenter finder man faktisk også et forsvar for den civile værnepligt som en naturlig og nødvendig del af samfundet. Der er de mennesker, der ønsker at understrege, at vi militærnægtere sandelig også gerne vil forsvare samfundet ved at værne om det - derfor skal den civile værnepligt ikke afskaffes - selv om militæret blev afskaffet.

Værnepligt en åndsmagt
Her er det, at Hørup kommer ind. Militarismen er en åndsmagt, sagde han. Den bemægtiger sig menneskets sind og forandrer det for bestandigt. Sindet inficeres med militære værdier, der senere i livet bliver refleks.
Værnepligten tjener ikke kun det formål, billigst muligt at få flest muligt i munderingen. Den tjener først og fremmest det formål at militarisere samfundet.
Det er den indsigt, vi først og fremmest skylder Hørup. Lige siden værnepligtens indførelse har det været en selvfølge, at enhver "våbenfør mand" skulle ind og vende i det militære system.
De fleste har nok anset det for træls. Væk fra kæreste, familie og arbejde. Et ubehageligt afbræk i ungdommens vår. Men ikke værre end at man bagefter mindes kammeratskabet fra den gode soldatertid. Sammenholdet imod idiotien gøres til det mindeværdige - og så trives soldaterhistorierne.
Men hvad er det, der reelt sker: I stedet for at være et demokratisk input, så er det meningen, at de menige skal nedbrydes og gøres til gode soldater - fra den første parade og videre frem igennem mudderet, skydeøvelserne, stroppeturene o.s.v. dannes et nyt menneske - det militære menneske. Det lærer principper, metoder og holdninger - det slår endda igennem på kropsholdningen. Folk med en militær baggrund går og står ofte på en særlig måde - som om de venter på, at en eller anden siger "Rør!"
Det er det, spørgsmålet om værnepligt eller ej drejer sig om: Vil vi være med til, at alle mænd - og måske også snart kvinder - skal ind og dresseres? Vel kan mannægte og blive civil værnepligtig. Men det vender den tunge ende nedad - for det er trods alt stadig sådan, at man i vide kredse ikke overvejer spørgsmålet. At være soldat er for de fleste noget, man skal være.
Og derefter er der så spørgsmålet om, hvilken afsmitning værnepligten har på det øvrige samfund.
Tværtimod at være det demokratiske input i militæret, er værnepligten det militære input i resten af samfundet.
Selv om det kun er de færreste, der kræver militærpapirerne i orden ved ansættelse, så er soldatertidens erfaringer noget alle tager med sig og anvender i den hverdag, der følger. Når man forlader kasernen, har man mere end håndbagagen med. Man har et sæt værdier, der gennemsyrer samfundet. Og militæret spiller på det. Det er ikke for ingenting, at man praler med at have landets bedste lederskole, at man kan få en god uddannelse i hæren o.s.v.
Vi skal altså afskaffe værnepligten for at afskaffe militærets magt over samfundet - åndsmagten. Det skal ikke være en selvfølge, at alle skal gennemgå en militær træning - jeg regner her undtagelsesvis almindelig civil værnepligt med, da
den jo også indeholder militære reglementer.

En professionel hær
Tilbage står så en professionel hær. Det er der desværre ikke noget at gøre ved her og nu. Der er en masse mennesker, der rent faktisk gerne vil ind og "tjene fædrelandet" eller hvad de nu vil. Og militæret eksisterer rent faktisk - og vi må nok indrømme, at vi ikke for tiden er stærke nok til at sætte selve militærets eksistens til afstemning.
Faktisk vil jeg hævde - og har gjort det længe - at militæret er professionelt. Det skete med indførelsen af en soldaterløn, der svarer nogenlunde til, hvad man kan få ude i den civile verden. Økonomisk har man længe haft sit på det tørre - også som værnepligtig.
Ligesom i lande med en formelt professionel hær har mange frem til det seneste opsving brugt værnepligten som en vej ud af arbejdsløshed. Ja, i mangel på lærepladser blev værnepligten en alternativ læreplads.
Og tvangen har det også været så som så med, siden man indførte den frivillige værnepligt. Alle sessionsindkaldte blev opfordret til at søge ind "frivilligt" - derved skulle man ikke tvangsudskrive ret mange. Det er jo det, der i alle årene har holdt militærnægtertallet nede.
Når det ikke længere er en selvfølge, at man skal springe soldat, så stifter flertallet heller ikke bekendskab med de militære værdier - og militærets autoritet som åndsmagt vil gradvist forsvinde.
Og så kan vi måske endelig få et (mandligt) befolkningsflertal uden militære erfaringer og påvirkninger. Og det vil være mere lydhørt for at nedlægge militæret.
Der findes nogle gode bøger om og af Viggo Hørup, der hermed anbefales:
Ebbe Reich (udv. & indledning): Viggo Hørup: Retning til venstre. Artikler og taler. København 1968
Torben Krogh: Viggo Hørup. En illustreret levnedsskildring. København 1984


Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret december 1997 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand