FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Danmark - en europæisk sikkerhedsrisiko? Om dansk overbudspolitik - i forhold til Baltikum Af Asger Garnak

Sikkerhedssituationen i Europa har ændret sig fundamentalt i de senere år. Et af de klare tegn på, at vi i Vesten ikke længere føler os truede af den store magt mod øst, er, at Danmark profilerer sig stærkere i sikkerhedspolitiske spørgsmål, først og fremmest i forhold til Baltikum. Hvor forsigtighed under den kolde krig var det bærende princip af hensyn til nationens og Europas sikkerhed, frihed og overlevelse, er der nu blevet plads til andre hensyn.
Danmark praktiserer i dag, hvad man kan betegne som "interessepolitik". Denne interessepolitik inddrager flere hensyn end den gamle sikkerhedspolitik og søger at fremme formål, der ikke har meget at gøre med traditionel sikkerhed. Forsvars- og sikkerhedspolitikken er blevet redskaber, der kan bruges til at fremme andre interesser såsom at markere sig i forhold til de andre nordiske lande, at tiltrække NATO-installationer, at opnå status som en vigtig allieret for USA og i det hele taget at spille en mere fremtrædende og prestigefyldt international rolle. Uanset hvad en stræben efter disse mål i øvrigt måtte føre med sig, er der imidlertid ikke grund til at tro, at det vil blive større sikkerhed.
Vel er det posititivt, at vi har fået større spillerum til at understøtte demokrati og menneskerettigheder i andre lande, men det er bekymrende, at de nyvundne frihedsgrader også bruges til at fremme mere inferiøre interesser. Interessepolitikken kan nemlig udvikle sig til en farlig leg med ilden i situationer, hvor de sekundære interesser er i konflikt med de egentlige sikkerhedsinteresser. Netop Baltikum-politikken er et godt eksempel på, at hensynet til Danmarks og Europas sikkerhed er udsat for hård konkurrence fra andre hensyn.

Danmarks overbudspolitik
Under indtryk af den uofficielle - men almindeligt anerkendte - nordiske nationskonkurrence i Østersøregionen valgte Danmark under NATOs udvidelsesforhandlinger at præsentere et udspil, der ikke kunne overgås af andre nordiske lande i tilsyneladende Baltikum-venlighed: NATO-medlemskab nu for de baltiske lande. Det ville have været en bombe under forholdet mellem NATO og Rusland, hvis dette var gået igennem, og mange med ansvar for nationens sikkerhed må have åndet lettet op, da det stod klart, at denne overbudspolitik ikke fik umiddelbare konsekvenser. Det er paradoksalt, at Danmark i sin iver efter at spille rollen som en betydende magt i Østersøregionen nærmest er endt med at udstille sig som en sikkerhedspolitisk umoden opkomling.
Ud fra enhver nøgtern betragtning er Rusland den største usikkerhedsfaktor i Europa. Ikke primært som militær trussel, men fordi landet er på sammenbruddets rand både økonomisk, socialt og miljømæssigt. Et fortsat russisk sammenbrud kan få en række følger for os, hvoraf i flæng kan nævnes atomulykker samt spredning af masseødelæggelsesvåben og organiseret kriminalitet. Derfor bør Rusland være sikkerhedspolitikkens hovedtema. Det er vel at mærke ikke den militære sikkerhedspolitik, der er mest brug for, men derimod en politik, der sætter alt ind på at understøtte en positiv udvikling i det ustabile land. Desværre er Ruslands problemer så uoverskuelige, at det er fristende at fortrænge dem og fokusere på de militære relationer, mens vi stort set lader resten være russernes eget problem.

Rusland og NATO
Håndteringen af Baltikum er nok dén enkelte faktor, der på kortere sigt betyder mest for udviklingen i forholdet mellem Rusland og NATO. Den officielle danske politik er, at baltisk optagelse i NATO ikke kan ske hurtigt nok. Men den kan netop meget let ske for hurtigt. Tidsfaktoren er fantastisk vigtig, for både Rusland og Baltikum har brug for den tid, det tager at opbygge tillid og lade gamle fjendebilleder erstatte med nye erfaringer med modparten. Vi er fra vestlig side mærkeligt uforstående overfor, at det må tage tid for Rusland at nedbryde gamle fordomme over for NATO, samtidig med at NATO-udvidelsen bæres af, at vi uden videre accepterer, at ansøgerlandene er prægede af og handler efter deres traumatiske fortid.
Hele situationen omkring Baltikums sikkerhed formelig råber "giv tid!", men vi har ikke tid. Vi har travlt, for det første fordi processen i retning af NATOs udvidelse skaber en uklar situation for dem, der ikke er med, når toget kører, for det andet fordi vi skal vise for alverden, hvor gode vi er for balterne. Den interessepolitiske ambition om at styrke vores internationale status indebærer, at Danmark på en risikabel måde forcerer og fordrejer tilpasningsprocessen i regionen. Danmark er ledende i et forløb, der tillægger de militære aspekter af områdets sikkerhed alt for stor vægt. I stedet burde vi gå forrest i indsatsen for at sætte en anden dagsorden for forholdet mellem de baltiske lande og Rusland med fokus på politisk normalisering og økonomisk samarbejde.

De reelle udfordringer
Rusland er allerede i fuld gang med at forsøge at "tegne en streg i sandet" ved optagelsen af tidligere sovjetrepublikker i NATO. Det sker med en skarp retorik, der binder russerne til at reagere kraftigt på en hurtig udvidelse med de Baltiske lande. Det øger risikoen for, at NATO-udvidelsen får en stribe uønskede konsekvenser. Man giver en propagandamæssig foræring til russiske nationalister og deres allierede i det militærindustrielle kompleks. Mange vil være interesserede i aflede opmærksomheden fra Ruslands selvskabte problemer og argumentere for, at flere ressourcer skal afspores fra fornuftige anvendelser til militære formål. En række moderate kræfter i Rusland beder indtrængende os i Vesten om at undlade at give populisterne dette kort på hånden. Ruslands udenrigspolitik vil blive skærpet, for eksempel gennem samarbejde med kedelige lande som Iran, Syrien og Libyen. Desuden vil Rusland i højere grad forlade sig på sin a-våbenstyrke, der er det eneste, der fungerer i russisk militær.
Russerne skal lære at leve med at have mistet et imperium, men vi behøver ikke yderligere påføre dem noget, der minder om det Versailles-syndrom, Tyskland fik efter 1. verdenskrig, hvor man udsatte den underlegne part for noget, der blev opfattet som nationale ydmygelser. Konsekvenserne af dén politik er velkendte. Den allerstørste risiko for Europa er måske imidlertid, at den politiske opmærksomhed og økonomiske ressourcer i forstemmende grad styres i retning af det, der burde være fortidens problemer i Europa, og at det vil ske på bekostning af de reelle udfordringer som økonomiske reformer, demokratisering og miljø. Den største umiddelbare trussel mod Baltikums - og måske vores egen - sikkerhed kan vel udtrykkes i ét ord: Ignalina - det rystende usikre litauiske kæmpe-atomkraftværk. Og var der ikke noget symbolsk i, at nyheden om Polens optagelse i NATO druknede i reportager om voldsomme oversvømmelser, fordi vejret gik amok i Centraleuropa? Den slags begivenheder er der grund til at forvente flere af, når de menneskeskabte klimaforandringer slår igennem i det kommende århundrede. Overfor denne nye sikkerhedspolitiske dagsorden fremviser det internationale samfund imidlertid ikke handlekraft, men handlingslammelse.

Balterne og NATO-udvidelsen
Men balterne ønsker jo brændende at blive medlemmer af NATO? Naturligvis, de er forståeligt nok påvirkede af deres historiske traumer og udsatte position. Selvfølgelig har de baltiske lande krav på, at vi tager særligt hensyn til deres sikkerhedsinteresser i udformningen af den nye europæiske sikkerhedsorden og det er godt, at Danmark påtager sig et ansvar i den sammenhæng. Noget andet er, at det må være åbent for diskussion, hvordan det konkret skal ske.
Der er jo i høj grad tale om, at balterne ligesom de andre NATO-ansøgere gerne vil alt, der kan medvirke til at gøre dem til en del af "Vesten", både på det reelle og det symbolske plan. Men militær sikkerhed og integration kan i vidt omfang erstattes med andre midler til at opnå det samme. Balterne siger selv, at handel og økonomisk integration gennem EU-medlemskab (som Rusland støtter) er lige så vigtige sikkerhedsskabende instrumenter. Sikkerheds- og baltikumeksperten general Hillingsø har tilmed erklæret, at balterne allerede i dag er dækket af reelle sikkerhedsgarantier via aftalerne om Partnerskab for Fred. Derfor er den danske fokusering på en hurtig optagelse i NATO ikke bare en afspejling af balternes ønsker, men også et valg, Danmark har truffet, et valg, der nærmer sig en udnyttelse af balternes følsomme situation til fremme af danske formål.

Alternative sikkerhedsgarantier
Andre aktører end Danmark er mere opmærksomme på den nødvendige balancegang i Baltikum-spørgsmålet og er åbne overfor alternativer, der kan giver de baltiske lande en lige så høj grad af sikkerhed som et hurtigt NATO-medlemskab. Finland og Sverige har luftet udspil, der peger i retning af alternative sikkerhedsaftaler, og en uafhængig ekspertgruppe nedsat af fredsforskningsinstituttet SIPRI har anbefalet strategiske aftaler med NATO. Netop nu vil Rusland være stærkt motiveret for at indgå aftaler, der giver Baltikum sikkerhedsgarantier, hvis det kan kombineres med, at balterne afstår fra NATO-medlemskab indtil videre - for der kan naturligvis ikke blive tale om at give Rusland vetoret over Baltikums sikkerhed nu eller i fremtiden.
Det er udmærket, at Danmark påtager sig et ansvar for sikkerheden i vores område og søger størst mulig indflydelse på udviklingen. Desværre har den overdrevne fokusering på militære spørgsmål og nationale ambitioner bragt os i en situation, hvor en højere dansk profil ikke nødvendigvis medfører større sikkerhed i Europa, men tværtimod kan ende med at gøre Danmark til en europæisk sikkerhedsrisiko. Hvis Danmarks nye, aktive rolle skal bidrage til et mere sikkert Europa forudsætter det, at vi viser større sikkerhedspolitisk modenhed og fremsyn og lader den nationale profilering komme i anden række.
Asger Garnak er medlem af Hovedbestyrelsen i det Radikale Venstre og folketingskandidat i Ballerup-kredsen.

NATO


Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret december 1997 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand