FRED.dk 1997: Koldkrigsmuseet

	FRED.DK
	FRED.DK

< FRED.dk

Fred & frihed - Ikkevold

Søg - Oversigt >

		Koldkrigsmuseet En anmeldelse af "Koldkrigsmuseet" i Langelandsfortet. Af Peter Kragh Hansen			Fra bladet Fred & Frihed Ikkevold nr. 3 - 1997 Se indhold Flere blade

I sommer var min kone og jeg på ferie på Langeland - og i den forbindelse kom vi også til Bagenkop. Her på den sydligste del af øen befinder Langelandsfortet sig. Nu er det nedlagt og indrettet som museum. Ikke et helt almindeligt af slagsen skulle man tro - for det har fået navnet "Koldkrigsmuseet".
Det havde ikke undgået min opmærksomhed, at det gamle fort lå her. I "gamle dage" var der tale om at placere moderniserede HAWK-batterier her - og der går også hårrejsende historier om, at der stadig foregik skydeøvelser m.m. efter at naboejendommen i Nakkebølle blev indviet som asylcenter for krigsflygtninge. Men ok - så følte flygtningene sig jo også lidt hjemme. Men hvad der ellers foregik her, ja det vidste vi ikke noget om.
Nu er den kolde krig slut - og med den er det også slut for Langelandsfortet. Det er nu blevet til et museum, hvor vi kan komme ned og se på "herlighederne". Og måske få løftet sløret for, hvad man dog lavede her før i tiden.
I klummen her på siderne kan du læse, hvordan museet præsenterer sig selv - så jeg vil her holde mig til mine personlige indtryk.

Naturskønt
Mit første indtryk på vejen derop og mens vi gik rundt der var, at det var et vidunderligt område, militæret her havde holdt for sig selv. Det har vi set rundt omkring i landet - og vi ser det her igen. Når militæret først er ude, så har vi virkelig fået en naturperle forærende.
Vi gik rundt mellem små beplantede bakker med en forrygende udsigt ud over havet. Jeg tror gerne, at soldaterne her har nydt at overvåge trækfugle og andet godt - så havde de da noget fornuftigt at tage sig til.
Området er ret stort, så jeg garanterer ikke, at jeg har set alt. Skiltning var der ikke rigtig noget af - eller også har jeg også overset det. Men nogen egentlig "koldkrigsudstilling" fandt jeg ikke.

Dybt forældet
Hvad jeg fandt var bunkeren, kanonstillinger, køjerum, lagre til granater m.m. Og en nødtørftig beskrivelse af, hvad det hele skulle bruges til.
Den tekniske indretninger i bunkeren og kanonstillingerne var mekaniske - drevet af en simpel generator (det må være det, de kalder deres "eget elektricitetsværk"). Eller man skulle gøre ting med håndkraft. Alt dette tyder mere på, at udstyret er tilpasset år 1953 end år 1993.
Den store, imponerende 150 mm kanon, der vises her på billedet, havde en rækkevidde på 25 km - men noget koldkrigsprodukt viste den sig nu ikke at være. Det er en gammel tyskerkanon fra besættelsens dage, der blot har skiftet herrer. Den havde med andre ord mere til fælles med mindesmærket på en nærliggende strand for strandede og druknede russiske krigsfanger end med firsernes atomoprustning.
Og sådan var det faktisk hele vejen igennem. Vi gik rundt i den ene antikverede stilling efter den anden. Det forekom temmelig uvirkeligt alt sammen. Trange køjerum, ulækre lokummer (altså i min fantasi), dårlig luft - og hundeæde (igen min fantasi) var det indtryk, jeg fik af forholdene for mandskabet.

Hvor var den kolde krig
Som sagt ledte jeg forgæves efter en "udstilling" - det jeg så var en fæstning, som skulle fremtræde som "fuldt operativ". Hvis det er rigtigt, så får den kolde krig et præg af farce på Langeland. For der var intet, der perspektiverede det sete - ting blev vist "som de var" - og så måtte de besøgende så fortolke dette efter bedste evne og vilje, d.v.s. totalt subjektivt.
Og mit subjektive indtryk var, at denne fæstning måske nok har haft en vis form for betydning i den kolde krigs begyndelse - dengang man stadig troede, at den næste krig ville blive som den sidste. Udstyret tyder i alt fald på det.
Men når Langelandsfortet først lukkede i 1993, så kan det ikke være det samme udstyr, de har haft til sidst - for som sagt kan militæret umuligt have brugt pengene så urentabelt, at de er blevet ved med at bruge det antikverede udstyr, vi blev præsenteret for - det er simpelthen utroværdigt. Alternativet - at man virkelig har spildt de værnepligtiges tid med sådan noget skrammel - kan man selvfølgelig også overveje. Det går der jo også historier om.
Vi skal også lige have den gamle fredsaktivists paranoia med. Der er rent faktisk stadig et eller andet, der foregår: En høj mast med diverse udstyr så stadig ud til at være "fuldt operativ" - men der var ingen adgang. Gemt inde bag et hegn og "adgang forbudt"-skilte.

Den børnevenlige fæstning
Når jeg tager nogle lidt andre briller på, så fremtræder fæstningen som et fremragende propagandafremstød. For den er utrolig børnevenlig - for specielt små drenge i alle aldre. Allerede ved indgangen var der mulighed for indkøb af souveniers - hvad med en ombygget håndgranat, der nu er lighter? Så har man ligesom et indtryk af herlighederne.
Og da de første indtryk var fordøjet, kunne vi jo passende fortsætte med at opleve vores medbesøgende.
Det er klart, at far tager kommandoen. Nu har mor sikkert trukket familien igennem det ene kunstgalleri efter det andet, arrangeret frokosten i det grønne og hvad ved jeg. Men dét her har hun i hvert fald ikke forstand på. Så her må far til.
Og så fortæller han ellers soldaterhistorier for den benovede søn - og de drøner rundt i kanonstillingerne med uforstilt glæde og fascination lysende ud af de glade ansigter. Behøver jeg skrive mere - vi har alle set det de steder, hvor mili tæret har udstillet deres isenkram. Museet her er altså ikke spor anderledes.
Og det var så den perspektivering af den kolde krig.

Langelandsfortet var et bemandet fort under Søværnet indtil 1993. Det blev anlagt i 1953 med henblik på at overvåge og i krigriskd hindre fjendtlige skibes passage gennem Langelandsbælt.
Midlet hertil var 4 kanonstillinger udrustet med 150 mm kanoner. En af stillingerne er åben for publikum. Gå ned i bunkeren under kanonen. Se lagrene af granater og ladningskoggere, elevatoren til at bringe ammunition op til kanonen og soverummet med køjer til 12 af den 15 mand store besætning.
Operationsbunkeren var fortets vigtigste nervecenter. Her findes radarskærm, plotterbord og kort, hvor kursen på fjendtlige skibe og fly indtegnedes, og herfra udgik den centrale ildledelse af fortets 150 mm kanoner og luftværnsbatterierne i nord og syd. Bunkeren var bemandet døgnet rundt og fremtræder stadig som fuldt operativ.
Det samme gælder for fortets eget elektricitetsværk i maskinbunker Syd. Det tidligere våbenmagasin lidt derfra danner nu rammen om en spændende udstilling om "Den kolde Krig", perioden 1950-1989, hvor øst og vest stod overfor hinanden i et nervepirrende oprustningskapløb.
Museum Langelandsfort ligger i et meget naturskønt område, som ejes af Statsskovvæsenet. Gå en tur i området, se udstillingen "Den kolde Krig" og nyd udsigten over Østersøen; mange trækfugle raster her forår og efterår.