FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Gammel vision i ny skikkelse Debat i Israel om alternativet til to-statsløsningen - en bi-national stat. Af Maria Bergsøe

I 70erne var palæstinensernes fremtidsvision formuleret i sloganet: en demokratisk, sekulær stat for kristne, muslimer og jøder. Men da PLOs Fatah i 1988 opgav denne vision ved at anerkende staten Israels eksistens, forsvandt det smukke, håbefulde mål tilsyneladende i den blå luft.
Nu er der imidlertid sket det, at flere medlemmer af den israelske venstrefløj alvorligt er begyndt at overveje tanken om en bi-national stat. En tanke, der åbenbart ikke har kunnet opstå, før Oslo-aftalen afslørede den nøgne virkelighed.
Den udbredte Jerusalem-ugeavis “Kol Hair" bragte en stor artikel, som udelukkende handlede om dette, og det liberale dagblad “Haaretz" bringer hver uge en eller to artikler, der vurderer den binationale løsningsmodel.
 
Meron Benvenistis synspunkter
Den mest fremtrædende af de personer, som fremfører synspunkter om den bi-nationale model, er den israelske historiker Meron Benvenisti. I årevis har han erklæret, at dét, at dele landet i “to stater til to folk" ikke ville standse konflikten og alligevel har han - indtil for ganske nylig - afholdt sig fra at tale for en bi-national løsning. Men i dag oplever han en ny stemning i Israel, som tillader ham at udfordre et af den klassiske zionisines helt centrale ideologiske principper. Benvenisti udtaler: "Dersom ideen om en lodret deling (i to stater M.B.) stadig var realistisk, ville jeg foretrække det, men sådan er situationen ikke. I dag er uligheden mellem de to folk helt tydeligt fastfrosset i ideen om adskillelse - den idé alle kan samles om, og den vil fastholde en situation, hvor den ene part er meget stærk og den anden får udleveret en fornærmende lille provins en bantustan. Eftersom jeg går ind for lighed, ser jeg et etisk problem i en sådan løsning.
Adskillelse løser desuden intet. Selvom Arafat i dag ville acceptere en sådan løsning på grund af sin svage stilling, vil den være den basis, som fremtidens generationer vil kæmpe imod. En sådan assymetri vil uvægerligt føre til eksplosioner. Der er også en række praktiske problemer, f.eks.: Retten til Tilbagevenden. Hvis en kvart million flygtninge vender tilbage - hvor skal de så bo, hvilken slags vand skal de drikke? Kommer det ikke os ved hele spørgsmålet om fordelingen af vand?
Dét, jeg ville foretrække, går i retning af en kantonisering, en opdeling af landet vest for Jordanfloden, både Israel og Vestbredden - i jødiske og palæstinensiske kantoner. Jeg vil gerne gøre det helt klart, at jeg inkluderer Galilæa og “Trekanten" i dette forslag. Jeg er klar over, at folk ikke vil kunne acceptere denne idé foreløbig. Heller ikke den lighedstanke, der ligger i en regeringstype som Belgiens. Men jeg fremlægger dette her som en idé for at få folk til at tænke over de problemer, som vil opstå i adskillelses-strategien."
 
Alternativet - en binational stat?

Den kendte venstreorienterede journalist Haim Baram, hvis kommentarer i det anerkendte tidsskrift “Middle East International" læses med interesse verden over, skriver, at han altid har forestillet sig et lille Israel og et lille Palæstina, som på længere sigt kunne finde frem til et vist samarbejde. Men i årenes løb er der i Israel opstået enighed om en annekteringspolitik, der fører til, at en stor del af den palæstinensiske befolkning vil leve under et apartheid-regime. Baram skriver afsluttende: "Eftersom jeg anser demokrati og ligeværd for de vigtigste værdier og eftersom der ikke findes andre alternativer, er jeg nu blevet tvunget i retning af en bi-national stat med alle de civile rettigheder, der samtidig bevarer hvert folks karakteristiske kultur." Den palæstinensiske professor i filosofi ved Bir Zeit universitetet og medlem af det israelske parlament Azami Bishara udtaler sig på samme måde. Ligeså den palæstinensiske digter Mahmoud Darwish og litteraturprofessoren Edward Said, Columbia universitetet. De har forladt tanken om en to-stats løsning og trækker nu den gamle vision frem af glemslen - omend i en ny skikkelse.
“En bi-national virkelighed skaber en bi-national løsning" mener Bishara. Hans synspunkt er, at modellen kunne udvikles i retning af en konføderation med to premierministre - skiftevis en jøde og en araber. Bosætterne skulle fortsætte med at bo på Vestbredden og palæstinensere, som ønskede at vende tilbage, kunne f.eks. bo i Jaffa og i Haifa med lige rettigheder og fuld autonomi for begge nationer. Han fastslår, at den nuværende palæstinensiske ledelse tænker anderledes, den ønsker en national løsning, selvom den bliver forkrøblet og begrænset.
 
Et tredje alternativ findes ikke
Gideon Levi har aldrig tilhørt venstrefløjen, og først fornylig gav han sin tilslutning til oprettelsen af en palæstinensisk stat. I en artikel i “Haaretz" den 2 februar 1997 skriver han: "I det lange løb er der kun to realistiske alternativer. Det første: To folk, to stater - dvs oprettelsen af en palæstinensisk stat med en uafhængig økonomi og med Østjerusalem som hovedstad. Det andet: Tilbagevenden til den gamle og ikke særlig succesrige idé om én stat, demokratisk og med lige ret for de to folk. Et tredie alternativ findes ikke." I Jerusalem er der for tiden en blandet gruppe af israelske og palæstinensiske intellektuelle, som roligt gennemdiskuterer dette og forsøger at udforme ideer, som kan fremlægges for offentligheden.
Dersom jøderne altid vil blive boende, hvor de bor, kan der aldrig oprettes en palæsinensisk stat. Hvis den ikke kan oprettes, så er en bi-national stat sandsynlig. Men det vil være ensbetydende med at knuse den zionistiske drøm - det bliver en lang og hård kamp.


Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret december 1997 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand