Mødrene fra Plaza de Mayo

Se indhold fra:
Fred & Frihed
    Ikkevold
  nr. 2 - 1997

- se andre blade

I begyndelsen af juni var to repræsentanter for den argentinske gruppe Mødrene fra Plaza de Mayo i Danmark i forbindelse med en større rundrejse, og her fik Ida Harsløf, Annelise Ebbe og jeg selv mulighed for at møde dem og høre dem fortælle om deres mangeårige modige og stædige indsats.
Det drejede sig om formanden Hebe de Bonafini, der gennem tyve år har ledet de argentinske mødres kamp for de sønner og døtre, som militærdiktaturet tog fra dem. Desuden deltog Marta Badillo samt Sergio Schoklender, der var med de to kvinder i sin egenskab af advokat, samtidig med at han fungerede som tolk.
 
Baggrunden
Men hvad er egentlig baggrunden for Mødrenes mangeårige indsats, som tog sit udgangspunkt i 70ernes anden halvdel? Argentina var i den periode præget af kaos og vold, og i marts 1976 overtog hæren gennem et militærkup magten. Det nye regime erklærede, at de Ønskede at rette op på landets dårlige økonomi og gøre en ende på den politiske vold, men det s Ile vise sig at komme til at gå helt anderledes. Tværtimod indledte juntaen i al hemmelighed den såkaldte “beskidte krig" mod alle former for opposition, hvilket resulterede i tusindvis af bortførelser og forsvindinger. Man regner med, at op mod 30.000 forsvandt i årene under militærdiktaturet.
 
Den første demonstration
Argentinas befolkning var lammet af rædsel, og tavsheden syntes at sænke sig over den velplanlagte og hensynsløse eliminering af regimets modstandere, indtil en lille gruppe på 14 kvinder, hvis børn var forsvundet, den 30. april 1977 mødte op foran præsidentspaladset på Plaza de Mayo i deres første offentlige protestdemonstration; de bar skilte med navne og fotos af deres forsvundne sønner og døtre og med undtagelse af en kort periode i slutningen af 70erne, hvor også adskillige af mødrene blev bortført og forsvandt, har de siden da demonstreret hver torsdag.
Regimet kaldte dem “De gale mødre fra Plaza de Mayo", men de havde svært ved at overbevise omverdenen om, at det drejede sig om “kommunister" eller “terrorister", for alle kunne jo se, at det drejede sig om fortvivlede mødre, der blot ønskede at få at vide, hvad der var sket med deres børn. Og det blev denne gruppe kvinder, som mere end nogle andre fik verdens opmærksomhed rettet mod på omfanget af militærets forbrydelser.
 
Militærjuntaen træder tilbage
Efter nederlaget i Falklandskrigen 11982 blev militærjuntaen imidlertid tvunget til at træde tilbage, hvorefter den radikale Raul Alfonsin vandt valget og overtog regeringsmagten. Han nedsatte derefter en sandhedskommission, som indsamlede oplysninger om de tusinder af forsvundne i en tyk rapport, og i 1985 blev der indledt retssager mod tidligere medlemmer af militærjuntaen, men efter at peronistpartiet med Carlos Menem i spidsen i 1989 vandt valget og overtog regeringsmagten, blev der i 1990 givet generel amnesti for de involverede i den beskidte krig.
Og ét af mødrenes hovedkrav er i dag, understregede Hebe da Bonafini, at de skyldige skal stilles for retten og straffes. Man har forsøgt at få Mødrene til at stoppe deres fortsatte protestaktiviteter ved at tilbyde dem klækkelige erstatningsbeløb til de efterladte familier, men det har de sagt nej til. Og i Italien har de indgivet politianmeldelse mod en af vatikanets højtstående kardinaler, Pio Laghi, som var Pavens øverste udsending i Argentina under militæreregimet og dermed medansvarlig for den katolske kirkes velsignelse af blodbadet.
 
Fortsat aktive
Nu er mødrene ved at blive gamle, men de er fortsat aktive - i og udenfor Argentina, hvor der gennem årene er blevet dannet mange solidaritetsgrupper. Allerede i slutningen af 70erne opstod der en sådan gruppe i Holland, der har været med til at skaffe mødrene deres hus i Buenos Aires, hvorfra deres aktiviteter i dag udgår, og hvor der nu også kommer mange unge.
Det var nogle af de ting, Mødrene fra Plaza de Mayo fortalte os den aften i juni, og mod slutningen forærede de Kvindeligaen et af de tørklæder, der er blevet symbolet på disse kvinders kamp, og som de i sin tid valgte som et slags kendetegn for at kunne finde hinanden i de store demonstrationer - - deres børns hvide bleer.
Og så tog den lille gruppe afsked for at fortsætte deres rundrejse i Europa for at fortælle om - og få støtte til - deres stædige og beundringsværdige indsats for menneskerettighederne i deres del af verden.