"Hvad angår bosættelserne, må vi være taknemmelige overfor Rabin og Peres, som gennem de sidste fire år øgede antallet af bosættere med 40% i Judea og Samaria. I løbet af deres regeringstid blev der bygget tusinder af boliger. Men det er ikke alene dem, vi skal takke. Vi bør også takke den israelske venstrefløj for, at de ikke ytrede et ord imod denne politik i de fire år; ligeledes takker vi den amerikanske regering, som godt vidste det, men som var ligeglad - det samme gælder de palæstinensiske myndigheder, som så, vi byggede, men tillod det for ikke at forstyrre fredsprocessen. Jeg har allerede sagt til den amerikanske ambassadør, at han kan være ganske rolig - der bliver naturligvis ikke ændret på Arbejderpartiets politik med hensyn til det omfattende bosættelsesbyggeri. Vi vil ikke under nogen omstændigheder vende tilbage til 1967 grænserne. Bosættelserne afgør landkortet. Hvis vi standser oprettelsen af nye bosættelser i et eller andet område er det ensbetydende med, at vi giver afkald på dette område. Men det er nødvendigt at fortsætte oprettelsen af nye bosættelser i Judea og Samaria på en sober og kontrolleret måde indenfor vores økonomiske begrænsninger@. (News from Within, no. 9, sept. 96)
Forhaling af aftaler
Tidsplanen for Oslo-aftalens gennemførelse er blevet forhalet - på samme måde som Rabin og Peres forhalede alle aftaler og førte palæstinenserne bag lyset ved netop at anvende forhalingstaktikken, når det gjaldt fjernelsen af bosættelserne i de besatte områder. Eksemplet Hebron er det farligste - med en flok fanatiske bosættere, hvoraf mange er jøder fra USA, der her og nu er parate til at fremprovokere en frygtelig provokation.
I slutningen af regeringsperioden støttede Peres på mange måder bosætterne bl.a. ved at udvide og udbygge den fulde kontrol over"Stor-Jerusalem". De blodige begivenheder i slutningen af september var tragiske, men ikke overraskende. Det skortede ikke på advarsler, heller ikke fra Netanyahus egne rådgivere, da han drev palæstinenserne til desperation ved provokatorisk at beordre tunnelen åbnet tæt ved de muslimske helligdomme.
USAs ansvar
Selvom Netanyahu var personlig ansvarlig for denne handling og for andre aftalebrud og provokationer, hviler der en dybere form for ansvarlighed på USA, på præsident Clinton, som gav sig ud for at være garant for Oslo-aftalen, da den blev underskrevet for tre år siden foran det hvide hus. Han har lige siden kunnet iagttage, hvordan israelerne hele tiden har undermineret aftalen. Clinton handler, som han gør af frygt for den magtfulde og skrupelløse pro-israelske lobby i USA, der gennem AIPAC, the American - Israeli Public Affairs Committee, har så megen magt, at den kan fremskaffe og afskaffe senatorer, kongresmedlemmer og måske præsidenter.
Clinton, den mest Israel-venlige præsident nogensinde, blev genvalgt. Nu skulle han være stærk nok til at fortælle Netanyahu, at hvis ikke Israel opfylder sine beskedne, forpligtende aftaler, bliver der sat en mærkbar stopper for USAs økonomiske hjælp til Israel. Den beløber sig til tre milliarder dollars årligt.
Oslo-aftalen eller"fredsprocessen", som den stadig eufemistisk kaldes i de vestlige medier, er USA=s værk. Sammen med Arbejderpartiets ledere Rabin og Peres skulle Clinton skabe forudsætningen for Den Ny Verdensorden i Mellemøsten, hvor Israels rolle skulle være det dynamiske kraftcenter og de arabiske lande et umådelig stort frit marked.
Nu blev det ikke Arbejderpartiet der vandt den 29. maj, skønt USA støttede kraftigt op omkring det. Højrepartiet Likud vandt valget, og ministerpræsidenten blev Netanyahu, en nationalistisk politiker. Skønt han er valgt af den fattige del af de israelske vælgere, er han en konservativ af samme slags som medlemmer af det republikanske parti i USA. Netanyahu har personlig kontakt med mange ledende republikanere.
To modsatrettede ideologier
Netanyahu har bygget sig selv op som eksponent for to modsatrettede ideologier. Radikal jødisk nationalisme og ny-liberalisme. Hans udstrakte internationale kontakter, både med enkeltpersoner, med grupper og med fonde, støtter hver for sig én af disse ideologier. Skønt begge er konservative, er det indlysende, at de er indbyrdes uforenelige i den israelske sammenhæng. I det ene tilfælde drejer det sig om et ny-liberalistisk program, der indebærer privatisering og frie markedskræfter, som kun kan gennemføres i forbindelse med en fredsproces som medfører åbne grænser overalt med fri bevægelighed for varer, arbejdskraft og udenlandske investeringer. Ikke for ingenting var det israelske erhversliv helt og holdent på Simon Peres side og tilsluttede sig hans vision om"Det Ny Mellemøsten".
Derimod fører en nationalistisk politik, som opretholder besættelsen og kommer ud for arabisk modstand, til det stik modsatte og rejser en mur mellem Israel og det øvrige Mellemøsten og jager udenlandske investorer væk. Regeringen vil blive nødt til at dirigere økonomien om til krigsmobilisering og til at gennemføre et nationalistisk fremstød af nye bosættelser på arabisk jord. Netanyahus politiske linje har således været præget af to modsatrettede tendenser, som ikke tilfredsstiller nogen, og denne usammenhængende politik kan, ifølge the Guardians mangeårige korrespondent i Jerusalem, Ian Black, føre til mord på ministerpræsidenten. Hans glatte, opkæftede retorik i PR manipulatorisk stil, der knap nok dækker over manglende sammenhæng, kan blive det ekstreme højres næste mål. De ekstreme sikkerhedsforanstaltninger han er omgivet af, kunne tyde på, at der foreligger trusler, som bliver taget alvorligt.
Undertrykkelsen fortsætter
Alt tyder således på, at den palæstinensiske befolkning nu for alvor er overladt til sig selv. Dens egen ledelse har ladet sig spille alle kort af hænde, og i realiteten fortsætter besættelsen med al den ydmygelse, det indebærer.
Kilder:
Report on Israeli Settlements.
The Other Israel.
News from Within.
Middle East Report.
Middle East International.
The Guardian.