FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Hvor henter regeringen sit mandat til en udvidelse af NATO? Én svale gør ingen sommer eller én krage vinter. En kronik af Gert Petersen om NATOs katastrofekurs og en leder i Politiken om NATOs fremtid gør ingen offentlig debat om sikkerhedspolitik. Af Finn Held

Den tavse ligegyldighed, hvormed offentligheden for øjeblikket iagttager - eller ser bort fra - NATOs aggressive udvidelse mod øst og militariseringen i øvrigt af dansk udenrigspolitik, burde forurolige enhver ansvarlig politiker.
Danskernes begejstring for NATO har aldrig været overvældende, trods en enorm propaganda-indsats fra et partipolitisk flertal og militærets egne PR-institutioner.
47 procent erklærede sig i 1949 som tilhængere af Danmarks tilslutning til Atlantpagten, og gennem årtier har den helhjertede støtte til Atlantpagten svinget omkring de 50 procent. Først gennem 1970erne kommer procenten til at ligge over de 50 procent. Omkring 20 procent var i disse årtier imod, og omkring 25 procent tegnede sig for et"ved ikke".
Vi har vel lov at gå ud fra, at befolkningen i hele denne periode har taget stilling ud fra en vurdering af truslen fra Sovjetunionen/kommunismen. Over halvdelen af befolkningen opfattede efterhånden NATO som en nødvendig forsikring over for en potentiel trussel fra de kommunistiske lande, men det førte ikke til en mundlam eller passiv kritisk offentlighed.

Alt er forandret
I dag er situationen jo ganske forandret - derom er alle rørende enige.
Ingen anden ydre fjende er trådt i stedet for de kommunistiske stater, d.v.s. der findes ingen anden tilsvarende begrundelse for opretholdelsen af militærorganisationen. Hvorfor så overhovedet opretholden af militærorganisationen? Hvorfor så overhovedet opretholde en atombevæbnet militærpagt som NATO?
En udvidelse af militærorganisationen mod øst kan kun af Rusland og andre lande fra det tidligere Sovjetunionen betragtes som en - i bedste fald uforståelig og uvenlig handling over for en ny, demokratisk og venligtsindet nation og - i værste fald som en aggressiv og truende handling fra de gamle NATO-stater i samarbejde med de tidligere Warszawapagt-lande. Hvad får regeringen til at tro, at den danske befolkning støtter en sådan truende handling over for det nye Rusland?
En forudsætning for, at nye lande kan optages i NATO er en militær oprustning i de pågældende lande, som i sig selv kan opfattes som truende over for Rusland, men som også forekommer aldeles meningsløs i forhold til de kræfter, der virker for samarbejde og mellemfolkelig forståelse i Europa.
Hvor henter regeringen sit mandat til at yde politisk støtte til en sådan militær oprustning?
Atomvåbnene eksisterer fortsat og udgør nu som før en trussel mod hele klodens overlevelsesevne. Hvorfra henter regeringen sit mandat til at fortsætte atomvåben-strategien i stedet for at udnytte den nye verdenssituation og en afskaffelse af alle atomvåben?
Der er mindst to basale forklaringer op, at den sikkerhedspolitiske debat for øjeblikket er forbeholdt en elite af militærfolk, politikere og chefredaktører.
Dels en omfattende usikkerhed hos tænksomme mennesker over den i alle henseender nye situation efter Murens fald, opløsningen af Sovjetunionen og Warszawapagten, efter Golfkrigen og krigene på Balkan.

Mod al sund fornuft
Dels en professionelt tilrettelagt og målrettet aktivitet fra NATO selv og fra militære og våbenindustrielle interesser for - trods al sund fornuft - at opretholde den militære oprustning og mentaliteten fra den kolde krigs tid, blot i et nyt koncept. Der er dermed skabt en mangel på balance i offentlighedens mulighed for at tage kvalificeret stilling på et område, som ellers ikke har ladet danskerne mundlamme.
Danske fredsorganisationer foreslog i 1993 regering og folketing, at der blev afsat midler"til en bred folkelig debat om konsekvenserne for dansk udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik efter Warszawapagtens opløsning, forslaget om en ny verdensorden og erfaringerne med de borgerkrigsramte områder".
Vi fik pæne svar på vores henvendelse, men nej til forslaget. Så vidt jeg husker var det i samme periode, hvor de politiske partier - udtrykkeligt i demokratiets navn - bevilgede sig selv midler til partistøtte.
Dens om tier samtykker, siger man. Det er naturligvis ikke rigtigt. Den, som tier, er måske ikke færdig med at tænke. Militærfolk og våbenhandlere har haft deres gode grunde til at tænke hurtigere end os andre og dermed fået lov til at sætte dagsordenen. Det er på tide, regering og folketing giver plads til en bredere og mere demokratisk debat.
Lad det indtil da blive ved dette postulat: Den danske befolkning er sympatisk og venligt stemt over for befolkningen i Rusland og støtter naturligvis ikke en oprustning af Østeuropa og en udvidelse af NATO lige op til den russiske grænse.


Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret december 1997 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand