Krigen om Jerusalem er begyndt

Se indhold fra:
Fred & Frihed
    Ikkevold
  nr. 1 - 1997

- se andre blade

Lige efter krigen i 1948 mellem den nyoprettede stat Israel og dens arabiske naboer blev den vestlige del af Jerusalem, der var blevet indtaget af Israel, erklæret for den nye stats hovedstad. Den arabiske østre del, som inkluderede den gamle by og flere religiøse helligdomme, blev annekteret af Jordan. Hverken Israels eller Jordans krav på deres del af Jerusalem blev anerkendt af det internationale samfund, som stadig henholdt sig til resolution 181, vedtaget af FNs generalforsamling i november 1947. Denne resolution fastslog Jerusalem som værende under speciel international regime, administreret af FN.
Under krigen 1967 besatte Israel foruden Vestbredden og Gaza også Golanhøjderne og Øst-Jerusalen. Vestbredden og Gaza forblev under okkupation og er blevet forhandlet ved Oslo-aftalerne i september 1993 og september 1995. Golanhøjderne søges forhandlet med Syrien, mens den endelige status for Jerusalem ifølge Oslo-aftalerne skulle have været begyndt forhandlet i maj 1996 med det palæstinensiske selvstyre. Israel kræver Stor-Jerusalem som sin udelte hovedstad, mens det palæstinensiske selvstyre kræver Øst-Jerusalem som deres hovedstad efter den permanente ordning, der ifølge Oslo-aftalens artikel 1 skal bygge på Sikkerhedsrådets resolutioner 242 og 338. Det hedder udtrykkeligt i Oslo-aftalen, at status for Jerusalem ikke må ændres inden de endelige forhandlinger.

Statusændringer
Annektionen af Jerusalem betød en indflytning af jøder i Øst-Jerusalem, som før 1967 kun beboedes af palæstinensere. Antallet af jøder i Øst-Jerusalem voksede, så der i 1980 boede 120.000 og i dag mere end 160.000 imod 155.000 palæstinensere.
I 1967 - efter annekteringen af Øst-Jerusalem - foreslog Yitzak Rabin, der dengang var hærchef, at Israel skulle annektere en større del af Vestbredden, og han udtalte senere som premierminister i 1994:"Hvis mit forslag var blevet accepteret dengang, havde der ikke været noget Jerusalem-problem i dag. " Siden har Israels arbejderregering baseret sin bosætningspolitik på at sikre Israels suverænitet over det annekterede Øst-Jerusalem. Disse bestræbelser er af boligmininister Ben-Eliezer beskrevet som"slaget om Jerusalems skæbne. "
Dette slag er ført med brutale midler fra Israels side. Den førte politik har været at nægte byggetilladelser til palæstinenserne samtidig med, at man årligt har nedrevet ca. 50 palæstinensiske boliger. Sideløbende hermed har man givet økonomisk støtte til jødiske bosættelser og forhøjet lejepriserne for palæstinenserne, så mange af dem har måtte flytte fra Øst-Jerusalem.
Den 10.12.1996 gav den nuværende Likud-regering tilladelse til opførelsen af 132 nye jødiske boliger i Øst-Jerusalem, og ministerpræsident Benjamin Netanyahu udtalte:"Der vil aldrig blive en palæstinensisk stat. " (læs: dvs. heller ingen palæstinensisk hovedstad i Øst-Jerusalem.)
En anden måde at ændre status på rent demografisk er at inddrage ID-kort til Jerusalem. Det praktiseres f.eks. når en kvinde, bosat i Jerusalem, gifter sig med en mand bosat udenfor, eller når en palæstinenser med hjemsted i Jerusalem for en længere periode har opholdt sig i udlandet eller i de besatte områder f.eks. i forbindelse med studier eller arbejde. Tabet af ID-kort til Jerusalem indebærer tab af ret til at bo der og tab af arveret til ejendom der. Ejendomsretten overgår efter israelsk lov til den israelske stat.
Efter 1967 har Israel udvidet Jerusalems bygrænse mod øst ind i den besatte Vestbred og bygget en ring af bosættelser hele vejen rundt med undtagelse af et lille hul mod syd, ned mod Bethlehem.
Det israelsk/palæstinensiske tidsskrift News from Within, der udgives af"Alternative Information Center", skrev i maj 1996:"Det arabiske Jerusalem er i dag isoleret fra de omliggende palæstinensiske byer og ligger indenfor en bred stribe land, der direkte kontrolleres af Israel. Før 1967 forbandt Øst-Jerusalem den nordlige og sydlige Vestbred med hinanden gennem store vejnet, der fra alle sider løb sammen i Øst-Jerusalem og fik byen til at fungere og muliggjorde de regionale markeders handel med det arabiske marked i Jordan. "

Et andet vejnet
Israel har gennem mange år eksproprieret palæstinensisk jord til anlæggelse af et stort net af såkaldte"patruljeveje", der skal sikre nem gennemfart fra de mange bosættelser på Vestbredden til Jerusalem. For nylig er endnu en vej i dette net åbnet; den forbinder bosættelsen Etzion, syd for Bethlehem, med Jerusalem. Den er"kun for jøder", og soldaterne har ordre til at afvise palæstinensere, der vil benytte den, også dem på hvis jord, vejen er anlagt. Ved disse vejanlæg er gamle palæstinensiske olivenlunde revet op i stort antal.

Det sidste hul i ringen lukkes
Den 6. juni 1991 beordrede Israel 1851 dunum (1 dunum=1000m2) jord eksproprieret i Abu-Ghoneim området til offentlig brug, hvad der i eksproprieringsordren blev defineret som bebyggelse af et jødisk kvarter i området.
Abu-Ghoneim er et bjerg på nordgrænsen af Beit-Sahour, den lille by nær ved Bethlehem, der blev kendt verden over for i 80erne at nægte at betale skat til Israel, når de var nægtet indflydelse. Abu-Ghoneim området er en del af det territorium Israel besatte i 1967. Det ejes af palæstinensere fra Beit-Sahour og landsbyen Umm-Tuba og var før 1967 en del af Bethlehem-distriktet. Efter 1967 blev området annekteret ligesom Øst-Jerusalem og regnes nu af Israel med til Stor-Jerusalem. Ejerne af den eksproprierede jord appellerede og gjorde gældende, at området er vigtigt for deres egen udbygning for at imødegå befolkningens boligbehov, der hidtil har været hæmmet af, at israelerne nægter dem byggetilladelser.
Efter næsten 6 års retssager, appeller og Højesteretsdomme om den planlagte bosættelse, meddeles det nu, at bygningen af de 6500 lejligheder sættes igang. Det er det største bosættelsesprojekt, der sættes igang siden Oslo 2 aftalen i 1995. Bosættelsen får navnet Har Homa, hvilket ikke kan være nogen tilfældighed, idet Homa betyder mur, og denne bosættelse vil fuldende den mur, der skal holde palæstinenserne ude fra Jerusalem og deres relationer til denne by.
Hvad siger internationale konventioner og FNs resolutioner?

Fjerde Geneve Konvention.

Artikel 49:
Besættelsesmagten må ikke deportere eller overføre dele af sin befolkning til det område, den besætter.

Artikel 53:
Det forbydes besættelsesmagten at ødelægge fast ejendom eller løsøre, der særskilt eller samlet tilhører private personer, staten, andre offentlige myndigheder, sociale eller kooperative organisationer...

FN resolutioner:
Nr. 181 af 1947 fastslår Jerusalem som værende under speciel international regime, administreret af FN.
Nr. 242 af 1967 påbyder Israel tilbagelevering af (de) områder, Israel besatte under krigen 1967.
Nr. 338 af 1973 er en opfølgning af 242.

Kilder: Geoffrey Aronsen, Journal af Palestine Studies, University of California.
News from Within, Jerusalem.
The Jerusalem Post, International Edition.
Alternative Information Center, Jerusalem.
Palestine Center for Rapprocement between People, Beit Sahour.