De modige normale

Se indhold fra:
Fred & Frihed
    Ikkevold
  nr. 1 - 1997

- se andre blade

På seminaret blev gjort en stor indsats for forsoningen. Men også et center i byen arbejder på fred og forsoning: Danski Centar.. Banja Luka ligger helt i gråt. Regn, tåge og lavthængende røg, der lugter af brunkul, og sætter sig i luftvejene. Det smukke, der står beskrevet i en for længst forældet og nu historisk interessant"Turen går til Jugoslavien" er udslettet. De fleste muslimer er fordrevet og moskeer ødelagt. Da jeg går fra mit domicil igennem et par gader til Hotel Bosna, møder mit øje lutter tunge, dystre bygninger.
I skærende kontrast til dette står Hotel Bosnas meget store restaurant. Den er holdt i pink og lysviolet. Også motiverne i spejlenes blyindfattede felter og de tilsvarende motiver i de"blyindfattede" glasdøre. Tolerancen er stor. Det bør den være på dette sted på kloden. Der er meget at forstå, men så vidt rækker tolerancen dog ikke. For dette lyserøde mareridt findes kun ét passende udtryk: hæslig grimt.

Rum for samtale
I hotellet holdes noget så interessant som en konference for kvinder fra hele Bosnien-Hercegovina,"Rum for samtale", hedder den. Det er den lokale afdeling af organisationen Helsinki Citizens' Assembly (HCA), der er arrangøren. Jeg er medlem af organisationens 12 personer store ledelse, men er vist hovedsagelig inviteret, fordi jeg er valgt leder af den såkaldte kvindekommission, inden for hvis regi dette arrangement formelt foregår. Vi er to svenske, to danske deltagere og en hollandsk kvinde, der arbejder på HCAs kontor i Tuzla. De øvrige ca. 60 deltagere er kvinder fra Bosnien-Hercegovina.

De rige i Vesten
Den kvinde fra Banja Luka, som er leder af HCA-kontoret her, plus hendes mandlige medarbejder, der ejer den bygning, kontoret ligger i, er lettere forlegne ved at vise os lokaliteterne. Disse rige, nordiske kvinder, der har store, flotte kontorer med alt moderne udstyr. De bliver højligen forbavsede, da vi fortæller, at vores"kontor" er et par private computere, betalt af egen lomme, plus en frimærkekasse, som medlemmerne i Danmark betaler til. For os fremstår deres kontor så luksuriøst, at vi end ikke har drømt om at skaffe os et sådant sted. Hemmeligheden bag hedder US-AID, en amerikansk hjælpeorganisation, der svømmer i penge og bruger en del af dem på NGO'er i Bosnien-Hercegovina. Her i Banja Luka er der, så vidt jeg får oplyst, p.t. kun 15 NGO'er, så der er ikke synderlig rift om pengene. Der er en hage ved, som handler om at opfylde visse krav, men indtil videre er de tre HCA-kontorer ikke kommet i karambolage med disse krav.

Zagreb-Banja Luka!?
De to svenskere, der deltager i konferencen, er repræsentanter fra Kvinna till Kvinna, et støtteprojekt under den svenske sektion af Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed, som har støttet konferencen. De er kommet via Zagreb, fordi de ikke kunne få visum til Serbien og ikke kunne komme til Sarajevo på grund af tåge. De kan fortælle om en halvskummel, nærmest hemmelig busforbindelse mellem Zagreb og Banja Luka, som det tog dem flere timer og en opringning til Banja Luka via New York at opspore. Bussen går fra en afsidesliggende parkeringsplads, og ingen almindelige mennesker i Zagreb har nogensinde hørt om Banja Luka. Der er ikke så langt fra Zagreb til Banja Luka som fra Beograd til Banja Luka. Ikke desto mindre tager turen dobbelt så lang tid og omfatter, hvad de beskriver som en overfart i en overdimensioneret robåd (uden redningsveste) over Sava-floden. Serbere, der skal til Republika Srpska, skal ikke have visum. Det skal kroater. Derfor skulle alle i denne bus fra Zagreb registreres, have stempler og betale 45 D-mark.

Fred og forsoning
Konferencen er en del af flere freds- og forsoningskonferencer mellem kvinder fra hele Bosnien-Hercegovina. Den første blev holdt i Zenica i den muslimsk kroatiske føderation. I den deltog også kvinder fra Republika Srpska. Ved denne er der også kvinder fra de øvrige dele af Bosnien-Hercegovina, fra den muslimsk kroatiske føderation.
For nogle af disse kvinder gælder det, at det er første gang, de er i Republika Srpska, siden krigen startede. For de resterende er det første gang, de er kørt ind i Republika Srpska i en bil med føderationens nummerplader. Den hollandske kvinde, der sad i bussen med dem, fortæller, at de var meget nervøse, og da de ved"grænsen" blev skrevet op hver og en, var nogle af dem ved at opgive. Det er tydeligt angstfremkaldende for begge parter at bevæge sig hen over denne grænse, der blev fastlagt sidste år med Dayton-fredsaftalen.

Valgrepræsentationen
Noget af det, der for tiden optager kvinderne fra alle dele af Bosnien-Hercegovina, er, hvordan de kan få en bedre repræsentation ved lokalvalgene, end de havde ved de valg, der blev overstået for nylig.
Derfor handler en af seminarets workshops også om dette emne. Et andet tema for en workshop er opdragelse og uddannelse.
HCA har kontorer i Banja Luka, Sarajevo og Tuzla. Alle tre kontorer har kvindelige ledere. Det er Lidija Zivanovic fra Banja Luka, der holder åbningstalen. Hun er en modig kvinde. Her i Banja Luka bliver alt kontrolleret. Ingen NGO'er kan føle sig trygge. Republika Srpskas kvindelige præsident, Biljana Plavcic, har folk alle vegne, og oppositionsgrupper har det svært. Ikke desto mindre taler Lidija den stedlige regering midt imod i denne åbningstale, der naturligvis også vil komme ud til den regeringsvenlige presse og om ikke andet så derfra direkte videre til regeringen.

Respekt for det anderledes
Hun har flere afgørende pointer i sin tale. For det første, at det ikke er, fordi kvinderne er sløve, at de har haft så få kvindelige kandidater til valgene. Det er, fordi der ikke er skabt plads for kvinder i politik og i det offentlige liv i øvrigt. Hvis der var, mener hun i øvrigt slet ikke, det var kommet så vidt, at der var blevet krig. Og nok skal der megen forsoning til, men efter hendes mening skal kvinderne ikke forsone sig med det faktum, at deres procentuelle deltagelse i de politiske organer ligger et sted omkring nul.
Hendes anden - og endnu mere kontroversielle pointe - er, at kvinder skal undervise børn i universelle, menneskelige værdier, der står over såvel etniske som religiøse og andre opdelinger af samfundet. Disse værdier er trængt i baggrunden, men kvinderne skal sørge for at bringe dem videre til børnene.
Uddannelsesinstitutionerne bør være uafhængige af politiske interesser, siger Lidija og for at begrunde dette synspunkt, fortæller hun, hvordan der hver eneste uge af politiske grunde bliver oprettet nye fakulteter i Republika Srpska, ligesom det filosofiske fakultet og instituttet for russisk sprog og litteratur af politiske grunde er blevet lukket på universitetet i Sarajevo.
Diskussionen af disse opdragelses- og uddannelsesmæssige aspekter af Lidijas tale er meget interessant. Nogle mener, der skal ske en radikal ændring af undervisningsmaterialet, men andre minder dem i absolut venlige og forklarende vendinger om, at man f.eks. endnu ikke vil være i stand til at lave en egentlig modersmålsundervisning (uden at tage stilling mellem de forskellige sprog, der nu udkrystalliserer sig med opsplitningen af det gamle Jugoslavien), skrive historiebøger, endsige lave kort til geografiundervisningen. Det er helt basale spørgsmål, der er tale om. Børnene behøver ikke at elske hinanden, men de skal lære at tolerere og respektere hinanden og at tolerere og respektere forskelle. Den formulering kommer ud i slutdokumentet fra konferencen.

Konkret forsoning
Et helt konkret eksempel på, hvad forsoning er, kommer, da der skal aftales et møde mellem seks kvinder, der skal koordinere og forberede det næste seminar og komme med udspil til bl.a. hvordan kvinderne skal få bedre repræsentation ved lokalvalgene. En del datoer fyger ind over bordet. Der skal handles hurtigt, men man må selvsagt forbi den katolske jul. De er lige ved at fastsætte en dato i begyndelsen af januar, da en af kvinderne minder om, at den 7. januar er jul for de ortodokse serbere. Man må så lidt længere frem. Og pludselig opstår der befriende latter: Vi må jo heller ikke ramle ind i Ramadanen. Der bliver taget hensyn til det hele, og på en eller anden måde er stemningen steget undervejs.

Danski Centar
Under præsentationsrunden bliver én af de tilstedeværende kvinder meget glad, da hun hører, at der er danskere til stede. Hun er ansat på Danski Centar, det Danske Center. Kort før frokostpausen laver vi i huj og hast en aftale om at droppe en del af opholdet i den lyserøde balsal til fordel for et besøg i centeret.
Det viser sig at være et meget godt bytte. Centeret er et repatrierings- og forsoningscenter, der er blevet til i et samarbejde mellem Dansk Caritas, Flygtningehjælpen og Red Barnet. Ved ansættelsen på centeret er der - i centerets ånd - lagt vægt på, at alle tre grupper skal være repræsenteret. Således er den kvinde, der tager os med derud, muslim. Hun arbejdede inden krigen som arkitekt, men mistede sit job, fordi hun er muslim og har i det hele taget haft det meget vanskeligt med at blive her i Republika Srpska.

Krigens børn
Yderligere to kvinder og en mand, der viser sig at være katolsk præst, tager imod os på centeret. Atmosfæren er varm og hjertelig. De skiftes til at føre ordet. Alle er entusiastiske og glade for at fortælle om det arbejde, de laver. Der er en ung kvinde, der fortæller om, hvordan hun er ved at samle materiale til at"undervise" små og større børn i Konventionen om Børns Rettigheder. De idéer, hun har, er som taget ud af den diskussion, vi lige har forladt. Børnene skal ikke lære konventioner udenad eller have læst dem højt, de skal lære fredelig konfliktløsning, tolerance og respekt for andre. Som et tankevækkende kuriosum fortæller den katolske præst om en lille dreng af blandet ægteskab. Han var af sin lærer i skolen blevet spurgt, hvad han var. Han svarede"aboriginal". Det for drengen mest dækkende svar, han kunne finde, for det i denne del af Bosnien-Hercegovina kedelige faktum, at hans mor er kroat.

Sælge luft
Præsten fortæller, at de tit bliver spurgt, om deres arbejde er konkret eller ideologisk. Det første kalder man BUS (udtales som den tidligere amerikanske præsident) med et akronym for mel, olie og sukker. Det andet, der omfatter idéerne om repatriering og forsoning, omtales som"at sælge luft". "Her sælger vi luft," siger han. "BUS er fundamentalt for menneskets fysiske overlevelse,"at sælge luft" er fundamentalt for den psykiske overlevelse. " Og vist også for Bosnien-Hercegovinas overlevelse, tænker jeg i mit stille sind.

Repatriering
UNHCR (FNs Flygtningekommissariat) iværksætter en repatriering, der overvejende går ud på, at bringe folk"hjem" til deres etniske gruppe og ikke til deres"patria", deres fædreland, siger den katolske præst. Sådan ønsker Danski Centar ikke at arbejde. Banja Luka har været multietnisk, og det bør byen blive igen uanset beliggenhed. Her er det muslimer og kroater, der er fordrevet, men der er masser af eksempler fra de øvrige dele af landet. Han fortæller om byen Drvar i den kroatiske del af Bosnien-Hercegovina, der tidligere havde 98 procent serbere, men nu er alle serberne væk.
Der er mange problemer forbundet med en sådan repatrieringspolitik. F.eks. har man i nabolaget af Banja Luka flygtninge, der er kommet fra meget dårlige vilkår på landet. De ønsker ikke at vende hjem. Der, hvor de kommer fra, er der ikke rindende vand, der er ikke elektricitet, og der er frem for alt ikke den fornemmelse af social opstigning, som de har fået ved at bo i udkanten af Banja Luka. Sådanne mennesker skal naturligvis ikke tvinges hjem, men på den anden side er det vigtigt, at der ikke er denne følelse af socialt mindreværd ved at bo på landet. Det er jo også dem, der sørger for BUS, siger jeg, og indhøster et anerkendende nik.

De modige normale
Tilbage igen ved konferencen går det slag i slag. De dæmpede, inderlige diskussioner afløses af stærkt animerede med mange fagter og nu og da høje, befriende latterbrøl. Der er meget, der skal overkommes, men de klarer det. På intet tidspunkt er stemningen anspændt eller aggressiv.
Konferencen afsluttes med det, der i gamle dage hed, socialt samvær. Her former det sig ved, at alle disse kvinder samles om de mange sange, de er fælles om. For en fremmed lyder en del af sangene ret vemodige, men de synger med tindrende øjne og kærlige blikke til den, der lægger for med en ny, hver gang en er slut. Den ene sang efter den anden. Tostemmigt.
Ordene har svært ved at slå til, da vi tager afsked. Lidija fra HCAs kontor her i Banja Luka fejer roserne af bordet med en rask bevægelse. Det er ikke noget at snakke om, hun er ikke modig. Jeg insisterer. Så er det, fordi det er modigt at være normal, kommer det prompte med et skævt smil.