Vores verdens våbenpest

Se indhold fra:
Fred & Frihed
    Ikkevold
  nr. 1 - 1997

- se andre blade

Præsident Bill Clinton sagde for nyligt ved FNs generalforsamling, at verdens mest truende problemer i efterkrigriskden er narkohandlen og terrorismen. Selvfølgelig er de da presserende problemer, og de må behandles derefter. Men de er i virkeligheden kun manifestationer af andre langt mere fundamentale spørgsmål.
Den voksende fattigdom og ulighed, den fortsatte mangel på demokratisk frihed og basale menneskerettigheder, miljøødelæggelserne, de små fremskridt i verdenssundheden, udviklingslandenes gældsproblemer, korruption - det er de konfliktårsager, der kan føre til terrorisme og narkohandel. Det er de fundamentale spørgsmål, som det internationale samfund må beskæftige sig med. Hvis vi skal skabe stabile forhold, så vi kan løse disse problemer, må vi skabe stabile demokratier. Men det er en vanskelig opgave at klare, så længe de industrialiserede lande fortsætter med at forsyne al verdens diktatorer med våben. USA og England taler om at udbrede demokratiet, samtidig med at de forsyner demokratiets fjender med undertrykkelsesinstrumenter. De yder bistand til bilaterale og Verdensbankens udviklingsprogrammer, samtidig med at de opmuntrer udviklingslandene til at ofre deres sparsomme ressourcer på våben.

Våben til de fattige
Våbenhandlens virkelige ofre er uskyldige borgere i den underudviklede del af verden. Mens deres regeringer køber våben for millioner af dollars hvert år, er befolkningens forstemmende virkelighed fattigdom. Se på disse nøgterne kendsgerninger: siden den kolde krigs afslutning i 1990 er der foretaget våbenoverførelser til udviklingslande for 115 mia. dollars, Mere end 90% af disse overførelser kommer fra udviklede lande. USA og Europa står for tilsammen 75%.
Den amerikanske forsvarsminister, William Perry, presser for øjeblikket præsident Clinton for, at han skal fjerne forbudet mod at sælge hi-tech våben til Sydamerika. Begrundelsen herfor er, at våbeneksporten vil skabe flere job i USA. Den samme argumentation bruges også ofte af engelske politikere.
Det forekommer at være en noget umoralsk og uafbalanceret sammenligning at begrunde store våbensalg til udviklingslande, der ikke behøver dem og ikke har råd til dem, med hensynet til nogle få tusinde job i Vesten. Hvis vi godtager en sådan argumentation, ville der ikke være noget overraskende ved, om en colombianer eller bolivianer begynder at begrunde narkoeksporten til England og USA med, at kokainproduktionen skaber job i deres landes landbrugs-, industri- og handelssektor.

Våbenhandel skaber ikke vækst
For øvrigt er forestillingen om våbenhandel som en pengemaskine simpelt hen forkert. Ved at bidrage til destabiliseringen af udviklingslandene gennem deres våbeneksport, er de lande, der betaler for at redde stumperne efter konflikterne, selv med til at skabe disse konflikter. I Somalia, for eksempel, var Operation Restore Hope nødt til at indsamle våben, der var blevet solgt til Siad Barre-regimet af USAs våbenindustri gennem 1980erne. De omkostninger, som USA pådrog sig, var større end hvad det tjente ved det oprindelige våbensalg. Scott-undersøgelsen afslørede, hvordan militærudstyr solgt af den engelske regering til Saddam Hussein aldrig var blevet betalt. Det anslås, at de engelske skatteydere mistede 1 mia dollars på den konto. Disse våben blev så brugt til at true de allierede styrker med i Golfkrigen.
Hvad der er virkeligt bekymrende er, at de fem permanente medlemmer af FNs sikkerhedsråd er verdens fem største våbeneksportører.

Internationale regler
For at forsøge at hindre de ødelæggelser, der skyldes det uhæmmede våbensalg, har jeg taget initiativ til at få indført internationale regler (code of conduct) om våbensalg. Med støtte fra en komité af Nobelfredspristagere, bl.a Dalai Lama, Lech Walesa, Desmond Tutu, Joseph Rotblatt, Elie Weisel og Amnesty International specificerer reglerne de krav regeringerne skal opfylde for at kunne modtage våben.
Dette initiativ støttes af aktive kampagner, der er gået i gang i Europa og USA med at indføre tilsvarende regionale regler. I EU er der parlamentarikere, der arbejder for at fremme en ansvarlig fælles våbeneksportpolitik, og man håber at få den op ved Regeringskonferencen. I USA modtog et forslag om regler for våbeneksport stærk støtte i Senatet, og man håber, at det kommer op i begge Kongressens kamre til næste år.
De problemer, verden står overfor, og vor tilsyneladende manglende evne til at løse dem, tvinger os til alvorlige overvejelser. Vi er i stand til at afskaffe fattigdommen, garantere alle lægehjælp og indskrænke våbeneksporten. Vi mangler blot viljen, og den ledelse, der kan gøre noget ved problemerne.

Oversættelse ved Judith Winther.