Den glemte Hørup

Se indhold fra:
Fred & Frihed
    Ikkevold
  nr. 1 - 1997

- se andre blade

Den franske forfatter Romain Rolland skriver i begyndelsen af 1920erne en Gandhibiografi. Frem til begyndelsen af trediverne er den en international bestseller og bestragtes i samtiden som hovedværket om Gandhi. Ellen Hørup læser den og fascineres dybt af Gandhi.
Ellen Hørup er en af mange europæere og amerikanere som i mellemkrigsårene ser op til Gandhi som en leder, fornyer og inspirator af civil ulydighed som en kollektiv, ikkevolds kampform.
Mohandas Karamchand (Mahatma) Gandhi (1869-1948) vokser op i en ortodoks hindu-familie. Efter folkeskolen uddannes han i Indien og London som sagfører. Han arbejder fra 1893 til 1914 i Sydafrika i sin egenskab af sagfører og oplever der englændernes raceundertrykkelse som gør et uudsletteligt indtryk på ham. Den sydafrikanske raceundertrykkelse er økonomisk, religiøs og politisk.
Gandhi modarbejder alle former for raceundertrykkelse og etablerer et kollektiv, kaldet "Tolstoy's Farm", hvor inderne lærer civil ulydighed.
Til trods for betydelig modstand fra de sydafrikanske myndigheders side mod den indiske ulydighedskampagne, lykkedes det Gandhi at få mildnet de sydafrikanske racelove. Under Første Verdenskrig organiserer Gandhi en ambulancetjeneste for englænderne og arbejder for, at inderne støtter englænderne mod et løfte om øget selvstyre. Da englænderne ikke indfrier løftet, er det derfor en erfaren indisk jurist og politiker, der i 1919 begynder kampen for sit lands selvstændighed. Gandhis tid i Sydafrika er beskrevet i hans selvbiografi: Mine forsøg med Sandheden.

Gandhis budskab
Gandhis politiske budskab er, kort sagt, en idé om, at kollektiv anvendelse af civil ulydighed kan blive en ny magtfaktor, hvormed der kan opnå bedre resultater, end de voldelige magtmetoder, diktatorer og imperialister i Europa og USA anvender sig af.
Gandhi er ikke den første, der arbejder for Indiens selvstændighed. Det indiske kongresparti oprettes i 1885 i Bombay af sagførere, journalister og lærere. Samtidigt med at interessen i vesten vokser for den indiske kultur, knytter den indiske nationalistbevægelse ideologiske bånd til radikale kredse i Storbritannien . Det russiske nederlag til japanerne i 1905 sætter yderligere gang i den indiske nationalisme. Omkring århundredskiftet kommer de første indiske politiske manifestioner, hvorunder partiet deles i en moderat fløj under ledelse af Gopal Krishna Gokhale og den yderliggående Bal Gangadhur Tilak. Hvad der også er med til at skabe splittelse i partiet er religiøse og politiske uoverensstemmelser. Hovedparten af den indiske befolkning er hinduer, men der er et stort muslimsk mindretal. Uenigheden mellem de religiøse grupper bliver ikke løst på et tilfredsstillende grundlag, hvilket efter Indiens selvstændighed resulterer i, at landet bliver delt i to: Pakistan (og Bangladesh) samt Indien. Gandhis store indsats her, består først og fremmest i hans til tider vellykkede forsøg på at forlige de forskellige religiøse gruppers modsætninger.

Formidling af Gandhi
Gandhi viderudvikler op igennem tyverne civil ulydighed til en kollektiv kampform, der for tilhængerne ser ud til at blive et mere effektivt middel til opnåelse af acceptable, varige politiske forandringer end de midlertidige, uacceptable resultater, der opnås gennem krige.
Formidling af Gandhis ideer og forståelsen af Gandhis betydning for udviklingen af den kollektive civile ulydighed får Ellen Hørup og en lang række andre mennesker til at beskæftige sig med forholdene i Indien, støtte Gandhi og Kongrespartiet og protestere mod den engelske koloniale undertrykkelse i landet. Ellen Hørup nøjedes dog ikke bare med at skrive om indernes frihedskamp fjernt fra begivenhedernes centrum som størstedelen af samtidens journalister og forfattere gør det. Hun følger begivenhederne på nærmeste hold, for at gøre sine reportager mere personlige og dybdeborende, samt for at knytte kontakter. Hun rejser således i vinteren 1928/1929, 1930/1931 og i 1933 til Indien for at lære af Gandhi og hun følger ham til de resultatløse Rundbordssamtaler med den engelske regering i London i november/december 1930. Hendes rejseoplevelser i Indien er delvist beskrevet i hendes bog Gandhis Indien og Bokken Lassons norske bog Østens smil og tårer fra 1931.

Korrespondance
Ellen Hørup korresponderer gennem årene også med Gandhi. I et af de tidligste breve til ham fra Rom, dateret 2. maj 1929, skriver hun bl.a.:
 
"In Denmark we have got a socialist-radical ministry. Two of my friends have been ministers one of foreign affairs another of justice, so I hope, there shall be no diffculties with my passport for India in a year and a half. My first article about India has been published. I send you the number of the paper although it is in Danish, because I renember your expresion when you asked me "what I was doing in Rome".
My second article is called: "Mahatma Gandhi and his Ashram". It is already mailed and will be published this month. The Danish ministry is a disarmament-ministry according with my fathers ideas.

Et andet brev fra Ellen Hørup til Gandhi er for nyligt dukket op i Rigsarkivet. Andre breve mellem Ellen Hørup og Gandhi er publiseret i tidsskriftet Indiens Venner.

Hørup møder Gandhi
Ellen Hørup er en af de få skandinaver, som møder Mahatma Gandhi. Endda flere gange, både i Indien og i England. I slutningen af december 1929 er Ellen Hørup og hendes rejseselskab i Calcutta, for at deltage i Den indiske Nationalkongres årsmøde. I den sjældne bog "Gandhis Indien" fra 1931, beretter hun om deres første møde:
"Og saa kom den 29. December, [1929 - hendes fødselsdag] hvor Kongressen blev aabnet, og hvor jeg første Gang saa Gandhi. Jeg var kørt i Sporvogn fra Evropæer-Kvarteret til Cirkular Road og skulde nu skifte. Den ene Bus efter den anden kørte forbi, stuvende fuld af Indere, de fleste med hvide Huer paa af det hjemmespundne, hjemmevævede Kadhar, som Gandhi kæmper for. Evropæere var der ingen af. Dem ser man i det hele taget ikke meget til i Indien (...) Jeg raabte alt an, der skulde i den rigtige Retning, men Biler og Busser kørte fulde forbi. Endelig var der en Bus, der holdt, da jeg vinkede. En ung Gandhist spurgte: "Hvor skal De hen?". "Til National-Kongressen". "Saa kom op, jeg staar paa Trinet". I en Bus var der lutter hvide Huer. "Hvor skal De af?", spurgte min Sidemand. "Det ved jeg ikke, jeg kører med Huerne og staar af med Huerne, saa kommer jeg nok, hvor jeg skal". Ude ved Para Cirkus, hvor Kongressen skulde holdes, stod alle af. Det var næsten ikke til at komme frem. Det myldrede med Biler og Bus'er og de underlige lukkede muhamedanske Vogne, der med deres Tremmeskodder og deres Kasse til Benene, lignede en Mellemting mellem en Rustvogn og en Bærebør. Hele Kvarteret, der kun var sparsomt bebygget, var forvandlet til en Myretue. Fra Trækvogne og Kurve, fra Borde og Boder handledes der. Alt kunde man faa, friskbagte Rigspandekager, Mandariner og Æbler, varm Te og syv Slags Korn og Kerner paa en Bakke. Og alle Vegne gik Manden med Tulasi-Bladene med den hakkede Betel i, der som en lille indbydende grøn Pakke er lige til at tage i Munden. Jeg viste min Billet og fik en Student fra Benares til at følge mig til Kongresteltet. "Hvad vil de herude saa tidlig, Kongressen aabnes jo først Kl. 2". "Jeg troede, det var Kl. 10, men hvad vil De herude saa tidligt?" "Jeg skal til et Møde om en fælles indisk Sprog. Mahatma Gandhi skal tale". "Det skal jeg ogsaa", sagde jeg, og saa arbejdede vi os frem til et Telt, der vel kunde rumme et Par Tusind Mennesker. Det store Rum midt for Tribunen var tomt,men til begge Sider var der Stole. Vi satte os og hørte nogle Talere læse Digte op og synge sørgmodige Sange paa Hindi. En Bengaler stod op og holdt en flammende Tale for sit Bengali. Mahatma Gandhi sad paa Tribunen, men bagved, saa ingen kunde se ham. Jeg beklagede mig til Studenten ved Siden af mig. Han lo, men en gammel Hindu bag ved mig sagde venligt:"Mahatmaji faar De at se, naar han taler". Endelig blev der stillet en Lænestol helt frem paa Tribunen. Gandhi satte sig i den og fik en blød Blomsterguilande af hvide Blomster om Halsen, som han sagtmodigt tog af og hængte paa Stolearmen. I det samme blev Teltet stormet. Alle vilde se ham, høre ham. I et nu var det store Rum midt i Teltet fyldt af siddende Indere med korslagte Ben, og hvide Huer. De mange, der kom efter, sprang over de Siddende, og borede sig ned mellem Stolene, mens Teltet genlød af Raabet:"Sejr for Mahatma Gandhi"... "
Efter Kongressen var Gandhi rejst tilbage til sin Ashram og jeg ... rejste samme Vej. Den 20. Januar kom jeg til Ahmedabad, Gandhis By. I Agra havde jeg boet paa et kedsommeligt engelsk Hotel. Nu vilde jeg paa et ikke-engelsk. Paa Rejsebureauerne i Indien faar man kun det ledende engelske Hotel i hver By opgivet. De andre"kan de ikke anbefale". De indfødtes omtales overhovedet ikke. En Opvarter i Spisevognen havde opgivet mig Bombay Hotel. Jeg kom om Aftenen og kørte i den lille tohjulede Tonka gennem lange Gader med Boder, der var saa smaa og laa saa tæt ved Siden af hinanden, at det saa ud, som om Byen var illumineret. Der var fuldt af Folk. I hver Bod var der fire-fem voksne Mænd, der laa eller sad og røg Cigaretter. Udenfor stod der mindst lige saa mange og snakkede med dem indenfor. Handel kunde der ikke være tale om. Adgangen var spærret, og Boden var fuld. Men det hele gjorde et festligt og broget Indtryk. Saa kørte vi ud igennem en af Byens Porte, og Illuminationen holdt pludseligt op. Vi kom ud paa en stor aaben Plads, hvor en enkelt Muhamedaner grav med sit lille brændende Lys viste Vej til næste Lygte. Hvor mon han kørte mig hen, Kusken med Turbanen, der talte Gujerati og ikke forstod et Ord Engelsk? Men til Bombay Hotel. Og hvordan var saa det Bombay Hotel? I det samme drejede vi ind i en Gaard og op foran Facaden af Huset, der vendte ud mod Haven. Bombay Hotel lignede et Gæstgiversted paa Landet. Værten, en lille undersætsig Mand, kom ud og tog imod mig og førte mig om bag Skænken i den store Spisestue og op ad en Snæver Trappe. Jeg kom ind i et uhyre højloftet Rum. Værten slog Døren op ud til en Terrasse, der var lige saa stor som Værelset. "Det er Floden," sagde han,"Sabarmati, lige uden for Haven. " Det kunde jeg nu ikke se, Mørket havde slugt baade Haven og Floden, men Stjernehimlen var lysere end Vestens og Stjernerne større og mere nær. Og Maanen flød som en virkelig Maanebaad horisontalt paa Himlens Hav. Opvaagningen var for saa vidt en Skuffelse, som der heller ingen Flod var at se i Morgenbelysningen. Sabarmati, der løber forbi Gandhis Ashram, var forvandlet til en Ørken. Helt ovre ved den modsatte bred var der en Stribe Vand, hvor Dhobien, Vaskemanden, vaskede Byens Tøj. Kameler, Okser og Æsler vandrede langsomt og værdigt med Bylterne frem og tilbage over \rkenen. Paa Havemuren sprang Aberne, og smaa stribede Egern pilede op og ned ad Træstammerne. Værten stod og saa misfornøjet paa Aberne:"De ødelægger alting, og Hinduernes Religion forbyder dem jo at dræbe dem. Jeg er Portugiser. Jeg skyder alt, hvad jeg kan overkomme," sagde han med en Grimasse.
Efter Frokost kørte jeg over den lange Ellis Bro ud til Gandhis Ashram. Landskabet var ikke smukt. Ahmedabad kaldes Indiens Manchester, og fra Tonkaens Bagsæde talte jeg 72 Fabriksskorstene. Efter en halv Times Kørsel saa jeg ude til venstre en stor toetages Bygning. Den lignede et Pakhus. Kusken kørte Gudskelov over til den anden Side og holdt uden for en Havelaage. En ung alvorlig mand i Kadhar kom ud og tog imod mig. Jo, Mahatma Gandhi havde faaet mit Brev. Jeg kunne godt være her. Og saa gik vi over til Pakhuset. Det hørte altsaa med, saa grimt det var. Det var skolehuset, og lidt derfra laa en lang Gade med etetages Rækkehuse. I et af dem skulle jeg bo. En Krampe med Hængelaas blev taget fra. Jeg saa ind i to hvidkalkede Rum med Stengulv og skraat Tag, adskilt ved en Halvvæg og fuldstændig umøblerede. Den unge Mand, der var Spindelærer ved Skolen og skulde være min Nabo, fik dog i en Fart raadet Bod paa dette. Han og hans kone satte en Sovebriks med flettet Bund og en Spand Vand ind i det forreste Rum og en Natstol i det bageste. En Mand kom ind og hvirvlede alt Støvet op med en Palmekost og fejede det ud af Døren, og saa var der færdigt. Sengetøj forudsættes man at rejse med i Indien. Kl. 5½ kom min Nabo og hentede mig til Aftensmaaltidet.
Spisesalen var i en stor Bygning bag ved Skolehuset. De var lige grimme, begge Bygningerne. Neden for Trappen stod en Samling Sandaler og Sko i alle Størrelser. Mine kom med i Samlingen og saa gik det paa Hosesokker op ad Stentrappen og ind i en uhyre Sal med Stengulv. Højloftet, hvidkalket og fuldstændig nøgen. Langs Væggene sad Mænd for sig og Kvinder og Børn for sig, sorterede ligesom i Landsbykirkerne hjemme. Midt ned gennem Salen sad de i to Rækker, Ryg mod Ryg, alle med Benene overkors paa det bare Stengulv, alle i hvidt Kadhar. De fleste af Kvinderne havde beholdt den kulørte Bort i Kanten af den seks Meter lange Sari. Jeg fik som Gæst lov til at sidde paa en ganske lav Skammel med et lille Tæppe paa. Paa gulvet foran hver stod Spisekarrene af blankskuret Messing. Jeg var kommet ned paa Skamlen og havde lige faaet anbragt Benene, saa de ikke var for meget i Vejen for Maden, naar den skulde fra Gulvet op til Munden, da Gandhi stod foran mig og rakte mig Haanden. Han naaede ikke at faa vinket til mig, at jeg skulle blive siddende, før jeg var paa Benene. Det var altsaa sandt, at man kom op af sig selv, naar Gandhi stod der. Hans Haandtryk var varmt og fast. "Skal De spise her?" spurgte jeg overrasket. "Ja, naturligvis," svarede han og satte sig mellem mig og to Smaadrenge".
Ellen Hørup bliver 14. dages tid i Gandhis Ashram, hvor hun suger førstehåndsindtryk til sig. Senere besøger hun Gandhi på sine næste rejser til Indien og England. Hjemme i Danmark og Genève er hun igangsætter af støtteorganisationer for den indiske selvstændighedsbevægelse.