FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Kritik af sanktioner Sanktioner er den mulighed, Sikkerhedsrådet oftest har valgt i de seneste år og alt tyder på, at brug af sanktioner vil øge i fremtiden. Af Maria Bergsøe

Når sikkerhedsrådet har vedtaget sanktioner har det været med et eksplicit mål - straf og tvang. Sanktioner er en form for alternativ til en ødelæggende krig, men det vi ser eksempler på i dag er, at sanktioner kan være et middel til fremme af stormagtspositioner.
Den 6. august kunne man i radioavisen kl. 8 og kl. 19 høre om en arbejdsgruppe, nedsat af FN, der i en rapport kritiserer organisationens brug af sanktioner, fordi det går ud over civilbefolkningen. Arbejdsgruppen konkluderer, at sanktioner kun bør anvendes, når alle andre muligheder er udtømt.
I de folkelige bevægelser og hos kvækerne i USA har tankerne om begrænsede sanktioner længe været undervejs. Fra kvækernes (The American Friends Service Committee) undersøgelse om, hvorvidt retfærdighed kan opnås gennem sanktioner kan nævnes nogle få af undersøgelsens retningslinjer:
- Formålet med sanktionerne bør fremstå klart og konsekvent, således at den ramte regering og befolkning ved, hvad lederne skal foretage sig, for at sanktionerne skal blive ophævet.
- Selv efter at sanktionerne er trådt i kraft, bør en dør stå åben for forhandling.
- Effekten af sanktionerne bør overvåges af uafhængige grupper og resultatet skal lægges frem for offentligheden. Overvågningen er nødvendig for at vurdere omfanget af befolkningens lidelser
- Der bør indenfor den ramte nation være betydelig støtte til sanktioner (som blandt de sorte i Sydafrika under apartheid. red.)

Stormagtsforsyndelser
Sanktionerne mod Irak er et tydeligt eksempel på, hvorledes en stormagt som USA forsynder sig mod de medmenneskelige krav, som uafhængige bevægelser, NGOere, kvækerne og nu, FNs arbejdsgruppe er nået frem til. Det er ikke nogen hemmelighed, at England er det eneste land, som i Sikkerhedsrådet støtter USA i opretholdelse af sanktionerne mod Irak.
Hvad var formålet med sanktionerne mod Irak? Hverken FN eller andre har defineret et entydigt formål, heller ikke de konkrete betingelser for hvornår de kunne ophæves. Var formålet at vælte Saddam Husseins regering? Næppe - skønt præsident Bush opfordrede irakerne til at gøre oprør mod Saddam Hussein, var ingen udefra i virkeligheden interesserede i at få Irak til at falde fra hinanden; skønt kurderne i nord og marsk-araberne i syd gjorde oprør, blev de ikke støttet af Vesten.
Irak skulle bestå som nation for enhver pris. Siden 1991 er der blevet fremsat nye betingelser for ophævelse af sanktionerne og de opleves af den lidende befolkning som en straf fra Vesten. En holdning som eneherskeren har udnyttet propagandistisk.

Olie og dobbeltmoral
Den egyptiske forsker Saad Eddin Ibrahim udtalte fornylig ved en konference her i Danmark:"Vi hører megen tvetunget tale om demokrati og menneskerettigheder fra Vesten - og i golfkrigens kølvand hørte vi een ting, men hvad vi oplevede var noget andet. Det var kolonialismens undertrykkelse. " Nawal El Saadawi, den berømte egyptiske forfatter og feminist kritiserer også skarpt Vestens dobbeltmoral, som i højeste grad optager Mellemøstens befolkninger.
Den overordnede dobbeltmoral er for dem iøjnefaldende og påtrængende. Et eksempel herpå kunne være Vestens holdning til Saudi Arabien. Alle vestlige regeringer er gennem Amnesty og andre menneskerettighedsorganisationer velinformerede om Saudi Arabiens grove krænkelser af menneskerettighederne. Det er velkendt, at ingen regering i verden gør sig skyldig i så omfattende overgreb på de mest basale rettigheder. Men olien skal flyde frit og tabet af menneskerettigheder for den kuede befolkning er den pris, der betales for sikkerhed og stabilitet i Golfen.
Sanktionerne mod Irak ramte det kurdiske Irak dobbelt, befolkningen led stor nød, hvilket forstærkede følelsen af uretfærdighed. Den 9. september 1996 ophævede regeringen i Bagdad imidlertid de særlige irakiske sanktioner.
USAs inddæmning af Irak og Iran skyldes de enorme olieforekomster i det Kaspiske hav, som venter på at blive udnyttet. De amerikanske oliefirmaer er kørt i stilling i det strategisk vigtige Centralasien. Om 20 år vil olien derfra konkurrere med olien fra OPEC landene der indtil nu er verdens førende olie-eksportører.

"Vi hører megen tvetunget tale om demokrati og menneskerettigheder fra Vesten og i golfkrigens kølvand hørte vi een ting, men hvad vi oplevede var noget andet. Det var kolonialismens undertrykkelse. " - For endnu engang at citere Saad Eddin Ibrahim.

Kilder: Index on Censorship.
The American Friends Service Commitee.
Breaking the Cultural Gap. PEN konference 1994.
"Islam in a Changing World. Europe and the Middle East. " Udenrigspolitisk Institut. 1996.


Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret december 1997 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand