FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Politisk fange i Suhartos Indonesien Hvis de indonesiske generaler havde vidst, hvor omfattende og langvarig en kampagne denne kvinde ville organisere imod deres diktatur, havde de nok aldrig ladet hende slippe ud af deres fængsel. Af Torben Retbøll

I oktober 1965 tog militæret magten i Indonesien, et af de største og folkerigeste lande i verden. Det skete efter et mislykket kup mod Sukarno, der havde været Indonesiens leder, siden landet fik sin selvstændighed i 1949.
PKI, Indonesiens Kommunistiske Parti, fik skylden for dette kup, selv om det aldrig blev bevist, hverken dengang eller senere, og straks derefter indledte militæret en klapjagt på folk, der var medlemmer af PKI eller bare mistænkt for at være det.
Flere hundrede tusinde blev myrdet i løbet af nogle få måneder, de fleste uden sigtelse og dom. Desuden blev flere hundrede tusinde arresteret og anbragt i fangelejre og fængsler rundt omkring i landet.
Mange sad indespærret i mere end ti år, de fleste af dem ligeledes uden sigtelse og dom.
De vestlige stormagter støttede denne massakre, fordi den nye regering var anti-kommunistisk og fordi ofrene (angiveligt) var kommunister.
Militæret er stadig ved magten i Indonesien, selv om man formelt har indført demokrati. Foruden regeringspartiet GOLKAR er kun to partier tilladt, og de er underlagt en streng militær kontrol.
General Suharto, der kom til magten efter Sukarno, er stadig Indonesiens ubestridte leder. I 1993 blev han for sjette gang valgt til præsident for en periode på fem år. Kun få statsoverhoveder har siddet så længe som han.

Offer for den nye orden
Carmel Budiardjo er en af dem, der blev offer for den nye orden, der blev indført under Suharto. I tre år, fra 1968 til 1971, var hun politisk fange i Indonesien.
Hun var mistænkt for at være medlem af PKI eller i hvert fald sympatisør, men hun blev aldrig sigtet eller dømt. Ved sin løsladelse i 1971 blev hun deporteret til England, hvor hun har boet lige siden.
Kort efter sin ankomst til England begyndte hun at skrive en beretning om sin tid som politisk fange i Indonesien. Men beretningen blev ikke færdig og derfor heller aldrig udgivet.
For nylig fandt hun sit gamle manuskript frem igen, fordi hendes barnebarn Claire var interesseret i at vide noget om hendes tid i Indonesien. Efter aftale med familie og venner besluttede hun sig for at gøre manuskriptet færdigt, og for nylig blev det udgivet af det britiske forlag Cassell i serien „Global Issues."
Hendes beretning om at være politisk fange i Indonesien her fået titlen Surviving Indonesia's Gulag: A Western woman tells her story.
Ordet „Gulag" er et forkortelsesord, der stammer fra USSR. Det er den russiske betegnelse for det netværk af fangelejre, der fandtes i det tidligere Sovjetunionen.
Ordet blev særlig kendt i vesten, da den russiske forfatter Alexander Solsjenitsyn brugte det som titel på sit flerbindsværk om de sovjetiske fangelejre, Gulag øhavet, der udkom på flere forskellige sprog i 1970erne.
Selv om Sovjetunionen ikke findes mere, bruges ordet stadig til at betegne et netværk af fangelejre i ethvert større land, f.eks. Kina eller Indonesien.

Placeret på venstrefløjen
Carmel er født i London den 18. juni 1925. Hendes familie er jødisk, men selv her hun ikke interesseret sig meget for den jødiske religion. Politisk her hun været plaeeret på venstrefløjen hele sit liv.
I 1947 kom hun til Tjekkoslovakiet, hvor hun arbejdede for Den Internationale Studenterunion. Dette arbejde gav hende mulighed for flere rejser: I 1947 besøgte hun Indien, året efter Kina. Begge steder besøgte hun lokale studenter-organisationer.
Da hun kom tilbage til Prag, mødte hun flere indonesere, der fortalte om deres land: Sukarno havde erklæret landet selvstændigt i 1945, men Holland ville ikke godvilligt give slip på den koloni, man havde haft i mere end 300 år. Det skete først i 1949, efter fire års befrielseskamp.
En af indoneserne i Prag var Suwondo Budiardjo eller"Bud," som hun forelskede sig i, og som hun blev gift med i 1950. Hendes efternavn skiftede fra Brickman til Budiardjo.
Året efter fødte hun sit første barn, en datter, der fik navnet Tari.
Det var en stor beslutning for en jødisk pige at gifte sig med en ikkejøde, endda en muslim. Carmels familie havde svært ved at acceptere hendes ægteskab med Bud, men overgav sig efterhånden.
Det var en endnu større beslutning for hende at rejse til Indonesien og begynde en ny tilværelse i et land, hvor hun ikke kendte andre end sin mand.

Ansat som oversætter
Familien ankom til Indonesien i 1952, og til at begynde med gik det fint. Carmel blev ansat som oversætter for det indonesiske nyhedsbureau Antara, selv om hun nærmest ikke kunne et ord indonesisk. Det lærte hun imidlertid hurtigt, og senere fik hun et job i udenrigsministeriet. Hun tog en eksamen i økonomi ved universitetet i hovedstaden Jakarta og begyndte derefter at undervise i økonomi.
I sin fritid oversatte hun artikler for PKI. Partiet var lovligt indtil 1965, selv om det hlev udsat for en voldsom undertrykkelse i 1948 og 1951, og det var dengang et af de største kommunistpartier i verden uden for den socialistiske blok.
Carmel mødte flere af PKls ledere, hun deltog aktivt i den offentlige debat om politik, økonomi og sociale forhold, men hun var aldrig selv medlem af partiet.
I 1956 fødte hun sit andet barn, en søn, der fik navnet Anto.
Problemerne begyndte i oktober 1965, da militæret overtog magten i landet. Bud blev arresteret endnu samme måned, og han sad i fængsel næsten uafbrudt indtil 1978.
Han var mistænkt for at være medlem af PKI eller i hvert fald sympatisør. Sammenlagt tilbragte han tolv år bag tremmer uden nogen sigtelse eller dom.
Carmel blev også arresteret i oktober 1965, men hun blev løsladt efter nogle få timer. Selv om hun var fri, var hendes tilværelse totalt forandret. Hun havde mistet sit job, og hendes mand sad i fængsel.

Før og efter kuppet
Atmosfæren og klimaet i hele landet var også forandret, forklarer Carmel:
„Noget af det, der slog mig mest, da jeg første gang kom til Indonesien, var den overstrømmende venlighed fra Buds familie, der havde meget stærke bånd, og fra den gruppe mennesker, jeg fik kontakt med på mit arbejde og i vores nabolag.
Faktisk havde jeg i begyndelsen svært ved at vænne mig til den opfattelse, at familieskab betød, at slægtninge kunne besøge os i flere uger eller måneder i træk. Vi havde altid en af Buds søstre eller hans mor boende hos os.
Undertiden måtte jeg ligefrem insistere på at være alene med min mand og mine børn og på at have en stue, hvor jeg kunne være alene om aftenen.
Det anti-kommunistiske hysteri, der fejede hen over landet kun få dage efter begivenhederne i oktober 1965, vendte fuldstændig op og ned på alt dette.
Pludselig var de af os, der var på den gale side af den politiske skillelinie, pariaher, og vi blev - som Bud plejede at sige - behandlet, som om vi led af en smitsom sygdom.
Slægtninge, inklusive Buds egne brødre, turde ikke komme til vores hus. De besøgte aldrig Bud i fængslet, og de kom heller ikke for at finde ud af, hvordan jeg klarede min tilværelse som gift med en af de fængslede. Selv da vi begge var fængslet, foretrak de at holde sig på afstand. Jeg mistede de fleste af mine venner: selv venner inden for bevægelsen fandt det bedst at afbryde forbindelsen af frygt for at blive anklaget for gerpol (guerilla politik), et nyt ord skabt af den nye orden, der kunne betyde næsten hvad som helst" (side 87).

Begge forældre arresteret
I september 1968 blev Carmel arresteret. Bud, der var blevet løsladt i december 1967, blev også arresteret ved samme lejlighed. På dette tidspunkt var Tari 17 og Anto 12 år gammel.
Et af de problemer, der plagede Carmel mest, mens hun sad i Suhartos fængsler, var spørgsmålet om, hvordan børnene skulle klare sig, mens begge forældre var politiske fanger.
I juni 1969 fik en repræsentant for Kirkernes Verdensråd lov til at bringe dem til England. Først i november 1971 blev Carmel forenet med dem i London. Og først i 1978 så børnene atter deres far, da Bud blev løsladt og rejste til England.
Carmel Budiardjo kom til at opleve flere forskellige fangelejre og fængsler i de tre år, hun var politisk fange i Suhartos Indonesien. Der var forskel fra sted til sted. Men generelt var der tale om elendige forhold for de indsatte: Dårlig hygiejne, dårlig kost og dårlig indkvartering.
De indonesiske myndigheder nøjedes ikke med at spærre folk inde. De forsøgte også at knække dem som personer. Der var både fysisk og psykologisk tortur i fængslerne.
Fangerne var i stor udstrækning afskåret fra kontakt med verden udenfor. Man kunne ofte modtage gaver, men for det meste ikke besøg udefra. Militæret stjal mange af de gaver, der blev afleveret til fangerne.
Kun få venner og slægtninge vovede at vise interesse for de indsatte. Det kunne være farligt for dem selv. Hvis man havde medlidenhed med en „kommunist," var man måske også selv kommunist. Hvis man forsøgte at få en slægtning løsladt, kunne man risiskere selv at blive arresteret.
Fangerne blev jævnligt indkaldt til forhør om deres forbindelser til PKI. De blev flyttet fra lejr til lejr og fik aldrig noget at vide før i sidste øjeblik. Det var et led i den psykologiske nedbrydning af fangerne.
Fængsler i Den Tredie Verden er kendt for at være en meget ubehagelig oplevelse. Indonesien er ingen undtagelse. De politiske fanger fik en dårligere behandling end de almindelige kriminelle fanger.

Brutale og uvidende
Fangevogterne var som regel brutale og uvidende. Det gælder både offieerer og menige.
En officer spurgte Carmel, om hun havde hørt om Eichmann. Ja, sagde hun. Han planlagde udslettelsen af jøderne i de tyske koncentrationslejre. Selvfølgelig havde hun hørt om ham.
„Eichmann," sagde officeren, „det er mig, leder af denne lejr. Jeg har læst alt om ham. En fin fyr. Haner min helt" (side 60).
Carmel måtte gerne modtage breve fra sin datter Tari, men de skulle først kontrolleres af en censor, så man var sikker på, at de ikke indeholdt noget subversivt.
Censorerne var bare ikke ret gode til engelsk. Engang sad Carmel og ventede, mens censoren læste et brev. Pludselig blev han ophidset over et afsnit:
„Hvad er det her med Kina?" spurgte han. Dengang var Kina Indonesiens værste fjende, fordi regeringen i Beijing angiveligt havde støttet det mislykkede kup i 1965. Var der tale om en farlig politisk information?
Carmel læste den pågældende sætning og oversatte den til indonesisk: „I fredags inviterede Sid mig ud på en kinesisk restaurant. Maden var vældig god" (side 120).
En af vagterne var så dum, at han gjorde sig selv helt til grin. Da en af fangerne spurgte ham, om et nyt regulativ var midlertidigt eller permanent, svarede hen: „Midlertidigt permanent" (side 162).

En udlænding
Carmel bemærker flere gange, at hun slap billigere gennem sit fængselsophold end de fleste, formodentlig fordi hun var en udlænding. Hun blev indkaldt til forhør som alle andre, men hun blev ikke udsat for tortur.
Det var pinligt for indoneserne at have en udlænding i fængsel. Desuden kunne det tænkes, at personer eller or
ganisationer i udlandet ville arbejde for at få hende løsladt.
Det var faktisk, hvad der skete. En repræsentant for Kirkernes Verdensråd kom med gaver til Carmel og søgte at få hende løsladt. Den omstændighed, at hun var født i London, blev hendes redning.
Carmel var flov over, at hendes udenlandske oprindelse skulle skaffe hende ud af fængslet. Hun følte sig som indoneser og havde aldrig blandet sig med den hvide elite i Jakarta.
Men hendes medfanger havde ingen skrupler i den retning. „Sørg for at komme ud så hurtigt som muligt," sagde de til hende. „Så kan du begynde at arbejde for at få os andre løsladt" (side 192).

Ønskede at lære engelsk
Carmels sprogkundskaber var også en fordel for hende. Mange af de indonesiske militærfolk ønskede at lære engelsk for at kunne begå sig over for udlændinge.
Hun blev sat til at undervise nogle officerer i engelsk, og derfor var de nødt til at give hende papir og blyant og nogle bøger og aviser, så man havde mulighed for at arrangere nogle engelsk-lektioner. Normalt havde de politiske fanger ikke adgang til den slags.
I en kort periode fik hun ligefrem lov til at forlade fængslet og undervise private elever i engelsk. Men hun var stadig under opsyn af militæret. Efter tre måneder i en meget begrænset frihed blev hun atter sat i fængsel.
Livet som politiek fange var ingen dans på roser. Elendige levevilkår kombineret med vagternes ydmygelser af de indsatte.
Alligevel følte Carmel sig på en måde som en priviligeret person, fordi hun fik lov til at opleve disse lejre indefra (side 121).
Carmel ved, hvad hun taler om, når hun fordømmer præsident Suhartos regime for at krænke fundamentale menneskerettigheder.

Kuppet i 1965
Det meste af denne bog handler naturligvis om Carmels personlige erfaringer som politisk fange. Hun beskriver både sine medfanger og sine vogtere. Men undervejs sørger hun også for at fortælle læseren om udviklingen i resten af Indonesien. Disse afsnit bygger på informationer, hun fik længe efter sin løsladelse.
Der er f.eks. en grundig beskrivelse af begivenhederne efteråret 1965 med særligt henblik på Suhartos rolle i det mislykkede kupforsøg mod Sukarno (side 40-54).
Det ser ud til, at Suharto oprindeligt var med i dette kupforsøg. Men da han så, at det slog fejl, skiftede hen lynhurtigt side og vendte sig imod det. Det var en snedig beslutning, der bragte ham til det øverste embede i staten.
Der er også en beretning om Buru, Indonesiens Djævleø, der var en fangelejr for mænd, og om Plantungan, der var en fangelejr for kvinder. Delejre, der lå langt væk fra Jakarta, var tydeligvis værre end dem, Carmel oplevede tæt ved hovedstaden.
Carmel her meget sympati for PKI. Hun arbejdede som tidligere nævnt sammen med parties i perioden op til kuppet i 1965. Alligevel her hun et alvorligt kritikpunkt:
Partiets ledelse gjorde intet for at forberede de menige medlemmer på en illegal tilværelse efter et militært kup. PKI havde flere millioner medlemmer, men de anede ikke, hvad de kunne eller burde stille op i denne situation.
"Det var ikke, fordi jeg beskyldte PKI for det, der skete efter oktober 1965. Bestemt ikke. Skylden ligger udelukkende på militæret og dets leder, Suharto. Men der var noget alvorligt galt med en politisk struktur, der ikke satte medlemmerne og sympatisørerne i stand til at forstå, hvorfor de blev gjort til ofre" (side 195).

TAPOL
Efter sin ankomst til England her Carmel ikke ligget på den lade side:
I 1973 oprettede hun en organisation, hvis formål var at få de politiske fanger i Indonesien løsladt. Organisationen fik navnet TAPOL. The British Campaign for the Release of Indonesian Political Prisoners.
TAPOL er en sammentrækning af to indonesiske ord tahanan politik eller politisk fange. Organisationen udgiver et nyhedsbrev, TAPOL Bulletin, der stadig udkommer.
I løbet af 1970erne blev mange af de politiske fanger i Indonesien løsladt, bl.a. fordi Amnesty Intemational, TAPOL og andre organisationer lagde et betydeligt pres på de indonesiske myndigheder. Men spørgsmålet om krænkelser af menneskerettigheder var desværre stadig aktuelt.
Desuden var der mange andre problemer, f.eks. Indonesiens besættelse af Vest Papua (som Indonesien kalder Irian Jaya) og Indonesiens besættelse af Østtimor. Derfor besluttede man at ændre organisationens efternavn til The Indonesia Human Rights Campaign.
Carmel kæmper imod det indonesiske militærdiktatur. For politisk frihed, for social og økonomiskretfærdighed i Indonesien. Hendes engagement er direkte og personligt. Hendes organisation er effektiv og pålidelig.
Lord Avebury, formand for menneskeretsgruppen i det britiske parla
ment, skriver i sit forord til bogen:
„Kvaliteten af hendes forskning og hendes præcise analyser af den politiske situation har skabt respekt og ære omkring hendes person over hele verden."
Carmel er en meget aktiv aktivist. Hun skriver og udgiver TAPOL Bulletin. Hun deltager i møder og konferencer. Hun sørger også for, at man kan læse om Indonesiens forbrydelser på Internet.

Den alternative Nobelpris
I december 1995, lige før denne bog gik i trykken, modtog hun den alternative Nobelpris (the Right Livelihood Award) fordi hun „stiller den indonesiske regering til regnskab for sine handlinger og fastholder princippet om fundamentale menneskerettigheder for alle."
Carmels kamp mod Suhartos regime er som Davids kamp mod Goliath. En enkelt kvinde mod en mand, der hersker over en af verdens største stater. Men Carmel har klaret sig betydelig bedre, end man skulle tro.
Hvis de indonesiske generaler havde vidst, hvor omfattende og langvarig en kampagne denne kvinde ville organisere imod deres diktatur, havde de nok aldrig lades hende slippe ud af deres fængsel.
TAPOL her nu eksisteret i mere end tyve år. Men der er stadig mere end nok at tage fat på, som Carmel skriver på den sidste side i sin bog:
„Så længe Suhartos militære diktatur er ved magten, er der arbejde for TAPOL, og måske også efter, han mister magten. Selv om hens position ser ud til at være urørlig, er militærets greb om landet bestemt for nedadgående. Mit eneste håb er, at jeg lever længe nok til at fejre hans fald og undergang og til at opleve skabelsen af et demokratisk Indonesien."
Carmel Budiardjo, Surviving Indonesia's Gulag: A Western women tells her story, Cassell: London, 1996, 213 sider; pris: 40,00 britiske pund (indbundet); 12,99 britiske pund (paperback). Med forord af Lord Avebury.


Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret december 1996 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand