Vand, krig og globalisering

Vi lever i en tid, hvor vores tilværelse bliver afgørende ændret af de handlinger, der følger i kølvandet af troen på, at vores sikkerhed ligger i militær overlegenhed med anvendelse af våben, der ikke blot er beregnet til at dræbe, men også til at indgyde frygt.
Vi bliver skræmte over tabet af uskyldige liv eller liv dømt til smerte og invaliditet. Vi bliver stumme over de ufattelige tab, menneskeheden har lidt. Kunstgenstande og skrifter, kunst og kultur er blevet ødelagt, brændt eller stjålet fra irakiske museer, biblioteker og arkiver. Ingen teknologi kan erstatte disse tab.
Der er fremført mange grunde til krigen i Irak, befrielsen af det irakiske folk er den hyppigste. Den kendsgerning, at Irak har verdens næststørste oliereserve og måske uopdagede olieforekomster er nok den vigtigste.
En anden naturressource i Irak der sjældent nævnes, er vand. De to store floder Eufrat og Tigris med omliggende vådområder er uvurderlige naturressourcer for det tørre, tørstige Mellemøsten.
Vi kan leve uden olie, men vi kan ikke leve uden vand.
I dag er regionens behov for vand til landbrug, industri, husholdninger og vandudviklingsprojekter en kilde til væbnede konflikter mellem Syrien, Irak, Tyrkiet og kurderne. Iraks og Tyrkiets store afledningsprojekter har allerede forårsaget omfattende ændringer af de unikke vådområder omkring flodernes vidtstrakte centrale dele.
Det står stadig tilbage at se, hvad fremtiden efter krigen vil bringe i Irak. Den amerikanske vandgigant Bechtel fik af USA tildelt store kontrakter ved genopbygningen af Iraks infrastruktur. Bechtel er også medspiller på energiområdet.
 
En tørstig verden
Verden og ikke kun Mellemøsten står over for alvorlig vandknaphed. Det skønnes, at halvdelen af verdens befolkning ikke vil have tilstrækkeligt frisk vand i 2025. Verdensbanken ser endnu mere sort på det: to tredjedele af verdens befolkning vil ikke have frisk drikkevand i 2025.
I dag er der 1,2 milliarder, der ikke har rent drikkevand. 2,4 milliarder har ikke tilstrækkelig sanitet og kloakering. Det vurderes, at 3,4 millioner mennesker bliver dræbt af sygdomme, de påføres gennem vand. De fleste af dem er børn. Hver dag dør 6000 børn af den type sygdomme.
I de seneste 10 år har diarré-relaterede sygdomme slået flere børn ihjel end antallet af mennesker, der har mistet livet under væbnede konflikter siden 1945. Halvdelen af de hospitals­indlagte verden over er der på grund af sygdomme, de har pådraget sig gennem vand.
Vi bruger vand, som om vandforsyningen aldrig vil høre op. Vi begynder at blive konfronteret med udtørrede kilder, floder der ikke længere flyder, reservoirer der er faretruende lave, og byer der synker. Mexico City falder 50 cm om året, fordi grundvandet fjernes hurtigere, end det kan erstattes. Sidste år var den mest tørre, man nogensinde har registreret i mange stater i USA.
 
Hvor meget vand er der?
Kina har en fjerdedel af jordens befolkning og kun seks procent af verdens ferskvand. Vandforsyningen er kritisk til Beijing og til stort set resten af landet. I 1972 udtørrede Huang He for første gang i historien, før den nåede havet. I 1997 var der 226 dage, hvor den ikke nåede frem.
Vi kan se disse vandforsyninger svinde ind, floder tørre ud og græs blive brunt. Hvad vi ikke kan se, er det der sker i undergrunden, hvor det meste af det tilbageværende vand befinder sig. Her arbejder forurenet spildevand, nedsivende giftstoffer og saltvand sig ned i de vandførende lag i undergrunden og truer og ødelægger vandressourcerne.
„Water, water everywhere...“ Næsten alt verdens vand, 97 procent, er i havene og er for salt til at drikke eller bruge i landbruget. En procent er låst i isbjerge og indlandsis. En procent er låst i geologiske formationer dybt inde i jorden. En procent er tilbage til at drikke og bruge til fødevarer.
Vi har heldigvis oplysninger om situationen. Forskere, hydrologer, videnskabsmænd og andre specialister har givet god dokumentation om vand­situationen. Det er meget påkrævet, at vi handler.
 
Vand til alle eller for profit?
Eftersom problemet er kendt, og vi bliver mere og mere desperate efter vand, har profitmagere set det som mulighed for at skaffe sig profit. Den økonomiske globalisering i det 21. århundrede bliver styret af vandkrisen.
Den økonomiske udviklingsmodel, der er baseret på regler der fastsættes af de store selskaber og finansmarkederne forsøger at forme en fælles, global markedsøkonomi. Økonomisk frihed, ikke nærdemokrati og økologisk overlevelsesevne sætter reglerne.
I den form for økonomisk globalisering er alt til salg – også vand. Når vand bliver defineret som et behov og ikke som en basal menneskeret, bliver det betragtet som et produkt og en ydelse, der kan købes og sælges for profit.
Verdensbanken har kaldt vand for det 21. århundredes „olie“. De store selskaber som de franske Vivendi Universal og Suez Lyonnaise des Eaux, den tyske gigant RWE og Bechtel i San Francisco kappes om profitterne. I USA arbejder de under forskellige navne som fx American Water Works, United Water (Suez) og US Filter (Vivendi).
 
Vand og kvinders virkelighed
I de fleste kulturer spiller kvinder og mænd forskellige roller og har forskellige ansvarsområder, hvad angår brug og forvaltning af vand.
I mange lande er det kvinders pligt at hente vand. I Afrika bruger kvinder og piger tre-fem timer om dagen, og bruger cirka en tredjedel af den energi, de får fra deres føde, til at hente vand.
I skolerne er det ofte pigerne, der må tage tid fra til at sørge for vand. Arbejdet hjemme forhindrer mange piger i at gå i skole, og den energi de bruger på det daglige husholdnings­arbejde, påvirker også deres skolearbejde. Hvis nogen bliver syge af sygdomme, de har pådraget sig gennem vand, er det sandsynligvis pigerne, der bliver hjemme og tager sig af dem. De unge piger bliver ofte hjem­­­­­me fra skole, når de har menstruation, fordi der mangler hygiejniske faciliteter.
Rollen som den, der henter vand, forhindrer kvinder i at få uddannelse og skaffe andre indkomstskabende aktiviteter og deltagelse i kulturelle og politiske aktiviteter.
Når kvinder/piger bærer de tunge vandbeholdere, giver det akutte fysiske problemer. I Afrika er kvinderne også ansvarlige for landbruget, hvilket også omfatter at de skal skaffe vand. Mænd har normalt betalt arbejde.
Mænd bruger vand og sanitære faciliteter, men normalt er det kvinders ansvar at sørge for sundheden. Kvinder bruger ofte planter til medicinsk brug. Tabet af skov og biodiversitet er relateret til vand.
Af disse grunde bør kvinder høres, når forvaltningen og planlægningen af vandressourcer skal diskuteres. Succesfulde projekter kræver kvinders fulde deltagelse.
 
Kvinder klemt af privatisering
Situationen i Ghana, hvor vandet har været privatiseret i mere end fem år, er blevet studeret af FNs Udviklingsfond for Kvinder og nogle institutioner i Ghana.
Store selskaber blev i adskillige udbudsrunder bedt om kun at byde 30 millioner dollars mod forventede 350 millioner dollars fra den ghanesiske regering.
Privatiseringen af vandet kom som et resultat af en strukturel tilpasning, der påbød Ghana at privatisere et antal statslige virksomheder herunder Gha­na Water Company.
Privatisering og fuld omkostnings­inddækning blev også en forudsætning for lån fra Verdensbanken til jernbaner, elektricitet, uddannelse og bankvirksomhed.
Disse reformer havde ikke som mål at imødekomme Ghanas egne prioriteringer eller en universel adgang til basale fornødenheder som vand. De selskaber, der blev forud kvalificerede af donorer som USAID og British Department of International Development er de velkendte store selskaber: Vivendi, Suez, Saur, Biwater, Nuon og det amerikanske selskab Bechtel, der arbejder i Ghana som International Water.
Der var mangel på gennemsigtighed i hele processen. Modstandere af det, der foregik, argumenterede for at noget så basalt som vand ikke kunne besluttes i selskabernes bestyrelseslokaler.
Over 70 procent af befolkningen i det nordlige Ghana lever under fattigdomsgrænsen. I Ghana, hvor 50 procent af befolkningen tjener under to dollar om dagen, betyder stigende vandpriser til fuld omkostningsinddækning, at flertallet af befolkningen ikke får adgang til vand.
I nogle regioner bruger de meget fattige otte til tolv procent af deres månedlige indtægter på vand, mens de ikke-fattige bruger knap 5 procent af deres. En ny undersøgelse har vist, at fire befolkningsgrupper i Accra brugte op til 25 procent af deres indtægter på vand.
Dertil kommer, at over 2000 arbejdere blev fyret af Ghana Water Company, og ikke ansat af de udenlandske selskaber.
Når man sælger vand på det åbne marked, imødekommer det ikke de fattiges – og især ikke kvindernes – behov. Kvinderne har båret de største byrder.
 
Regina Birchem er biolog. Hun er medlem af den amerikanske sektion af WILPF, tidligere vicepræsident og en af to forkvinder for WILPFs Komité for bæredygtig udvikling. Artiklen er oversat af Annelise Ebbe.