Lovløse Sverige

„Laglöst Land“ med undertitlen „Terroristjakt och rättssäkerhet i Sverige“ er en spændende bog om hvordan samfundet har reageret, burde have reageret og bør reagerer på terrorisme, som den der ramte USA den 11. september 2001.
Ti skribenter giver hver deres vinkel på hvordan 11. september har påvirket vores tænkning om sikkerhed, demokrati, menneskerettigheder, terrorisme, asylret og protester.
Med baggrunde som kriminologer, fredsforskere, jurister og historikere skriver de om hvad som egentlig skaber sikkerhed, hvordan terrorisme kan forstås, og hvor hurtigt opfattelsen af tidligere etablerede rettigheder har ændret sig.
Bogen er usædvanlig sammenhængende af en antologi at være. Forfatterne holder sig til temaet, og alle bidrag passer ind i en større sammenhæng, hvilket gør bogen yderst læseværdig.
Mange temaer går igen, hvilket bidrager til dette sammenhængende indtryk. Fx påpeger flere skribenter hvordan sikkerhedsbegrebet blev udvidet til ukendelighed efter Sovjetunionens opløsning, så militæret kunne forklare sin egen eksistensberettigelse.
En anden kommentar som går igen, er hvordan vi er gået fra at betragte terrorisme som kriminelle handlinger, der skal opklares af politiet, til at blive begivenheder, der kræver militær indsats.
Der er også flere som viser, at 11. september ikke frembragte noget radikalt nyt, men satte ekstra fart i en proces, som allerede havde været i gang et stykke tid. Trofaste læsere af dette blad vil genkende navnet Jørgen Johansen, som også har givet sit bidrag til bogen. Han sætter terrorismen ind i en større sammenhæng, og påpeger hvordan USA slipper af sted med at omdefinerer visse begreber.
„Selvforsvar“ er fx ikke længere no-get, som bruges som en direkte reaktion på et angreb, men noget man kan gøre forebyggende. Jørgen Johansen viser også hvordan troen på, at militære interventioner er det rette svar på alle trusler, er vokset til forbløffende dimensioner.
Nogle kapitler som specielt om-handler svenske forhold virker måske irrelevante for en dansk læser, men på mange punkter er det den samme bølge, der har gået over hele Europa, inklusiv Sverige og Danmark.
Så selvom et kapitel handler om en konkret sag, hvor to mænd blev udleveret til Egypten, selvom de søgte asyl i Sverige og risikerede at blive udsat for tortur ved udleveringen, så kunne denne sag sikkert lige så godt være forekommet i Danmark.
Også her kobles spørgsmålet om flygtninge ikke længere til individuel ret til beskyttelse mod forfølgelse, men hellere til hvorvidt de er en trussel mod landets sikkerhed.
Skal jeg sige noget kritisk om denne bog, så bliver det at visse kapitler er meget teoretiske og tager for givet, at læseren husker detaljer om begivenheder der ligger 2-3 år tilbage i tiden.
Fx handler et kapitel om volden i Göteborg i forbindelse med EU topmødet juni 2001, men selv jeg, som var i Göteborg den gang, husker ikke præcis hvad der skete på hvilke dage. Så en kort uddybning af selve begivenhederne havde været en fordel i dette tilfælde.
Personlig var jeg mest fornøjet med at læse Stellan Vinthagens kapitel „Motståndet mot den nya världsordningen“, som analyserer hvordan modstanden mod krigen i Irak og den globaliseringskritiske bevægelse er blevet mere og mere sammenvævet.
Det er opløftende at læse om hvordan handlingsrummet for aktivisterne på nogle punkter er blevet større gennem globale kontakter, og hvordan international solidaritet også vokser.
På andre punkter er handlingsrummet mindsket i takt med at også modstanden mod krig ses som en potentiel sikkerhedsrisiko eller „lav­intensiv terrorisme“, som det sågar er blevet kaldt.
Vinthagen præsenterer kort en række nye og gamle protestformer og vurderer deres stærke og svage sider. Hver for sig virker de nogle gange ubetydelige og nytteløse, men set i denne større sammenhæng tegner der sig et mønster af protest som vokser og omfatter flere og flere grupper i samfundet, ikke kun Tordenskjolds „soldater“.
Før optimismen stiger én til hovedet, er det dog værd at huske, at selvom vi før Irak krigen så verdenshistoriens hidtil mest omfattende protester, så fik det ikke Bush & Co. til at ryste på hånden.
Fredsbevægelsen har endnu meget at lære om effektiv kommunikation med magthaverne, og kan ikke kalde sig „ægte“ global før endnu flere ekskluderede og marginaliserede grupper i verden også kan føle, at de hører hjemme i denne „bevægelsernes bevægelse“.
Alt i alt en meget læseværdig bog, som jeg tror mange med interesse for menneskerettigheder, krig og sikkerhedspolitik vil have glæde af at læse.

„Laglöst land: Terroristjakt och rättssäkerhet i Sverige“.
Redigeret af Janne Flyghed & Mag-nus Hörnqvist. Forlaget Ordfront. Stockholm 2003.