FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Broen over floden Kwai Japan fik bygget „Dødens jernbane“ af krigsfanger under 2. Verdenskrig, helt uden skrupler med hensyn til midlerne. Af Torben Retbøll - september 2003

Kanchanaburi er en lille by, der ligger 130 kilometer vest for Bangkok. Byen er hovedstad i provinsen Kanchanaburi, der grænser op til den vestlige nabo Burma (hvis officielle navn lige for tiden er Myanmar). Provinsens hovedstad ligger på det sted, hvor Kwai Noi floden (den lille Kwai) møder Kwai Yai floden (den store Kwai) og danner Mae Klong floden.
Mange mennesker kommer hertil for at se broen over floden Kwai, der er kendt fra den engelske spillefilm af samme navn. Filmen er baseret på en roman fra 1954 af den franske forfatter Pierre Boulle. Alec Guinness, Jack Hawkins og William Holden spiller hovedrollerne i filmen, der havde premiere i 1957.
Både filmen og bogen bygger på en virkelig begivenhed under Anden Verdenskrig. Men de følger ikke den virkelige historie på alle punkter.
 
De japanske sejre
I december 1941 indledte Japan en angrebskrig flere steder i Asien, og kort efter havde det erobret en lang række nye territorier: Ny Guinea, Indonesien, Filippinerne, Vietnam, Laos, Cambodia, Hongkong, Singapore, Malaysia, Thailand og Burma.
Japan virkede helt uovervindeligt. Men den aggressive politik var ikke noget nyt. Inden da havde Japan allerede besat Taiwan i 1895, Korea i 1910, Manchuriet i 1932 og en stor del af det øvrige Kina fra 1937.
Thailand blev angrebet den 8. december 1941, dagen efter angrebet på den amerikanske flådebase Pearl Harbor. Japan angreb både over land (fra Battambang i Cambodia), fra luften (Don Muang lufthavnen nord for Bangkok) og fra søsiden (landgang på kysten syv steder i den thailandske bugt).
De thailandske styrker forsvarede sig, men kun ganske kort tid. Thailands premierminister feltmarskal Phibun Songkhram, der havde været militær diktator siden 1938, gav ordre til at standse modstanden, fordi overmagten var for stor.
Den 21. december 1941 indgik han en aftale med Japan, der betød, at den thailandske regering kunne fortsætte. En måned senere, den 25. januar 1942, erklærede han krig mod England og USA. Med andre ord: Thailand gik ind i krigen på Japans side.
 
„Dødens jernbane“
I juni 1942, efter slaget ved Midway, mistede Japan herredømmet over de asiatiske have, men den japanske regering havde stadig brug for at sende forsyninger til sine styrker i Burma. Derfor besluttede den at bygge en jernbane fra Thailand til Burma, der senere blev kendt som „dødens jernbane“.
Denne jernbane skulle gå fra Ban Pong i Thailand til Thanbyuzayat i Burma. Den skulle være 415 kilometer lang, heraf 263 i Thailand og 152 i Burma. Briterne havde allerede i 1910 overvejet en tilsvarende linje, men de havde opgivet den to år efter, fordi det uvejsomme terræn gjorde det alt for svært og dyrt at bygge en jernbane dér.
Men japanerne ville have en jernbane. Uanset prisen. Og som krigsførende nation havde de ikke nogen skrupler med hensyn til, hvilke midler de brugte for at nå deres mål. Arbejdet blev påbegyndt i september 1942.
Man begyndte i begge ender på samme tid. Senere skulle de to linjer mødes på midten. Da man begyndte på arbejdet, blev det anslået, at det ville vare fire fem år. Men det kunne japanerne ikke vente på. Ved en massiv indsats blev banen anlagt på kun 14 måneder. I oktober 1943 mødte de to linier hinanden ved Konkoita i Thailand, hvorefter banen blev indviet.
Jernbanen krydsede floden Kwai Yai ved Kanchanaburi. Der blev faktisk bygget to broer over floden dengang: En stålbro, der stod færdig i april 1943, og 300 meter længere nede ad floden en træbro, der stod færdig to måneder forinden. I slutningen af Anden Ver­denskrig (1944-45) blev begge broer bombet og delvist ødelagt af de allierede.
Efter krigen blev træbroen fjernet. Der er ikke længere nogen spor af den. Men stålbroen blev repareret, og den står stadig i dag som et monument over et meget mørkt kapitel i Japans historie.
 
Uhyggelige forhold
Japanerne gav ordrer. Men de skulle ikke selv arbejde. Den slags havde de folk til. Arbejdet med jernbanen blev udført af allierede krigsfanger og asiatiske arbejdere, der blev tvangsudskrevet til opgaven.
Der var 61.000 allierede krigsfanger, heraf 30.000 britiske, 18.000 hollandske og 13.000 australske. Desuden var der 200.000 asiatiske arbejdere. De franske styrker i Indokina fik en „diplomatisk aftale“ med Japan, og derfor blev ingen franske krigsfanger sat til at arbejde på jernbanen. Det var meget heldigt for dem.
Forholdene var uhyggelige. Japanerne forlangte arbejdsdage på 10, 12 eller 16 timer. Der var kun få fridage. Arbejderne fik næsten ingen mad og måtte bo under elendige forhold. De havde kun få redskaber til deres rådighed, næsten alt blev lavet med håndkraft, og de var plaget af alle mulige livsfarlige sygdomme.
Der var stort set ingen rigtige hospitaler til rådighed. „Hospitalet“ var bare et sted, hvor man blev anbragt for at dø. Resultatet af japanernes politik var en voldsom dødelighed: Omkring 13.000 eller 21 procent af de allierede krigsfanger og omkring 80.000 eller 40 procent af de asiatiske arbejdere mistede livet under arbejdet på banen.
 
Tre store gravpladser
De allierede krigsfanger, der døde i perioden 1942 43, blev som regel begravet der, hvor de døde. Men efter krigen blev deres grave lokaliseret af de allierede, der tvang japanerne til at grave dem op og placere dem i tre store gravpladser.
Den ene er placeret i Burma (ved endestationen i Thanbyuzayat), de andre to i Thailand (i og ved Kanchanaburi). I Burma er der 3.771 grave, heraf 1.588 britiske, 622 hollandske og 1.348 australske. I Thailand er der som nævnt to gravpladser. Den ene, Kancha­­naburi War Cemetary, ligger midt i byen. Her er der 6.982 grave, heraf 3.568 britiske, 1.896 hollandske og 1.362 australske. Den anden, Chunkai War Cemetary, ligger på den anden side af floden og lidt længere mod syd. Her er der 1.740 grave, heraf 1.384 britiske og 313 hollandske.
De to thailandske gravpladser er meget velholdte. Der er en fin, grøn græsplæne, og der er ingen ukrudt. Ved siden af hver gravsten er der en lille blomst. Alle gravsten er ens, men teksten er individuel. I nogle få tilfælde står der: „En allieret soldat fra krigen 1939-45, kendt af Gud“. Men i de fleste tilfælde er der både navn, alder og dødsdato. Mange af fangerne blev kun 25 år.
Til gengæld er der ikke noget monument eller nogen gravplads for de asiatiske arbejdere, selv om der var flere af dem, og selv om deres dødstal og dødsrate var meget større end de allierede krigsfangers.
 
Hell Fire Pass
Efter krigen besluttede de allierede, at den burmesiske del af „dødens jernbane“ fra Thanbyuzayat til grænsen skulle fjernes. Det nordligste stykke af den thailandske del blev også fjernet. I dag går linien kun til Nam Tok, der ligger ca. 50 kilometer nord for Kanchanaburi.
Broen over floden Kwai er ikke kun et historisk monument. Den fungerer stadig som jernbanebro. Man kan køre med toget fra Kanchanaburi til Nam Tok. Derfra kan man køre med bil til Konyu, kendt som Hell Fire Pass, der ligger 30 kilometer længere mod nord.
Hell Fire Pass var et af de sværeste stykker på linien, hvor arbejderne måtte hugge en dyb kløft igennem et stort bjerg for at give plads til banen. Arbejdet foregik både dag og nat. Om natten var der kunstig belysning. Det lignede indgangen til helvede. Derfor gav arbejderne dette navn til stedet. I dag er der anlagt et lille museum til minde om dem, der mistede livet, mens de arbejdede her.
Arbejdet i Hell Fire Pass foregik april august 1943. Kløften er i to sektioner. Den første er 450 meter lang og syv meter dyb. Den anden 75 meter lang og 25 meter dyb. Under dette arbejde omkom 700 allierede krigsfanger, heraf 69, fordi de blev tævet til døde af de japanske eller koreanske fangevogtere.
 
Militær diktator
I løbet af 1943 begyndte krigslykken for alvor at vende, og den militære diktator Phibun Songkhram mødte stigende modstand i den thailandske befolkning.
Krigen var upopulær, og det var tydeligt, at han havde satset på den gale hest ved at alliere sig med Japan. Den 27. juli 1944 led han et alvorligt politisk nederlag, hvorefter han blev tvunget til at gå af.
Han blev efterfulgt af Khung Aphaiwong, der forsøgte at tage afstand fra Japan for at undgå, at de allierede efter krigen skulle straffe Thailand for den pro japanske linje. Det lykkedes. England forlangte ganske vist, at Thailand skulle straffes, men USA satte sig imod, og USA fik sin vilje: Thailand blev optaget i det gode selskab.
Selv om Phibun havde arbejdet sammen med Japan, var hans karriere ikke slut. To år efter krigens afslutning overtog han atter magten i Thailand. Han var atter militær diktator, denne gang med støtte fra USA. Han sad ved magten 1947-57, og Thailand var styret af militæret helt indtil 1973.
 
En parallel til Danmark?
Thailands kurs under Anden Verdenskrig minder en hel del om Danmarks kurs på samme tid. Danmark undgik en brutal tysk besættelse ved at etablere en samarbejdsregering i april 1940. Da Danmark i november 1941 tilsluttede sig Anti Komintern pagten, var det lige ved, at Danmark blev en krigsførende nation på fascisternes side.
Da krigen sluttede i 1945, var mange danske politikere bange for, at Danmark skulle blive stemplet som pro tysk. Ved at pege på den danske modstandsbevægelses indsats mod nazisterne lykkedes det Danmark at blive optaget i det gode selskab.
Selv om mange danske politikere havde arbejdet sammen med tyskerne, var deres karriere ikke slut. Mange af dem fortsatte i parlamentet efter krigen, og mange af dem blev atter ministre. Det var, som om fortiden ikke eksisterede.
 
En meget nyttig brochure
Broen over floden Kwai er absolut den største attraktion i Kanchanburi i dag. Men både byen og provinsen har mange andre attraktioner, bl.a. bud­dhistiske templer og vandfald. Det lokale turistkontor har fremstillet en meget nyttig brochure, der findes både på thai og på engelsk.
På den ene side er der et kort over byen med markering af 14 seværdigheder og en kort beskrivelse af hver enkelt. På den anden side er der et kort over provinsen med markering af 32 seværdigheder og en kort beskrivelse af hver enkelt.
Den jernbane, der kostede så mange liv under krigen, er i dag med til at holde byen og provinsen i live. Det er skæbnens ironi og et af historiens mange paradokser.
 
Litteratur
The True Story of the Death Railway & the Bridge on the River Kwai, 60 sider.
The River Kwai Bridge and Hellfire Pass Memorial, 52 sider.


Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret september 2003 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand