Aktioner på De Dødes Dag

Den 1. og 2. november fejrer mange lande i Latinamerika De Dødes Dag. I Mexico og dele af Centralamerika er der specielle arrangementer, messe i kirkerne, man mødes for at mindes dem, der er gået bort før os og besøger deres gravsteder med blomster.
Kirkegårdene i de store og små byer er smukke, der er gjort rent, der er malet – som oftest i hvide og blå farver, der er farverige blomster i massevis, der er tændte lys, mennesker, traditionel mad og mariachis-musikere – op og ned ad de smalle gader. Det er en gammel og meget elsket tradition, eftersom det er en fusion mellem en kristen og vores oprindelige tradition.
Jeg vil gerne fortælle jer om en meget speciel måde at fejre disse dage på. Der er lys, røgelse og store smukke dekorationer i form af altre, der er anbragt på fremtrædende pladser i private hjem, på museer, i parker, på biblioteker, i stormagasiner, på taxaholdepladser, ved busstoppesteder, i kirker – overalt. På disse altre, der er små eller store kunstinstallationer, præsenterer de pårørende på farvestrålende og kreative måder deres afdøde familiemedlemmers liv. Det kan også være afdøde, som i dag er eller tidligere har været betydningsfulde for nationen eller for de sociale bevægelser.
På de mange niveauer af alteret er der billeder af unge og gamle, der er yndlingsretter, slik og desserter, drik­ke, tøj, musikinstrumenter, bøger, tøj, flaget og alle former for traditionsrige ting.
Folk synger serenader, de skaber skulpturer, danser og fester, som om den afdøde er til stede i kød og blod. Der er specielle udgaver af aviserne med karikaturtegninger, digte, historier. Der er rundbordsdiskussioner, og radiostationerne har specielle udsendelser, der dækker begivenhederne.
1. november er for børnene og 2. november for de voksne. Midt i det hele er der skeletter, der er klædt ud og ser ud til at danse eller spille musik eller le og more sig. Hos os er det sådan, at vi ler ad døden, fordi vi ikke tror, at noget som helst i universet dør, men at døden er en del af livet.
 
Myrdede kvinder
I år var der blandt alt det traditionelle på De Dødes Dag noget mere. Hvert år kan der ske noget specielt – der kan også blive præsenteret noget specielt på altrene på en meget kreativ og farvestrålende måde.
Der er sket noget særligt ved den nordlige mexicanske grænse – i Chihuahua by og i grænsebyen Ciudad Juárez tæt ved den amerikanske by El Paso. Begge byer ligger i staten Chihuahua, og begge steder er der maquila-fabrikker. Disse fabrikker er etableret af amerikanske og andre udenlandske selskaber for at udnytte den billige arbejdskraft og de gunstige toldforhold, der er i denne frihandelszone.
Her er unge mexicanske maquiladoras – arbejderkvinder med akkordarbejde – blevet myrdet på de mest rædselsvækkende og forfærdelige måder gennem de seneste ti år. Antallet af myrdede er nået op over 370. Af disse er mindst 137 blevet udsat for seksuel vold, før de blev myrdet. Ifølge myndighederne savnes yderligere 70 kvinder/piger, lokale NGOer mener dog, at dette tal ligger over 400.
Folk har presset på for at få det stoppet, og der er foregået alle mulige forskellige former for civile aktioner på forskellige steder og på forskellige tider af året. Problemet blev bragt op på en international kvindekonference i Guadalajara i Mexico sidste år, og over 1500 kvinder marcherede om natten i tavshed med lys, klædt i sort. De krævede at myndighederne skulle opklare sagerne, stoppe morderne og lade retfærdigheden ske fyldest.
Regeringen har erklæret at den ikke kan finde ud af, hvem der står bag disse voldelige og hadefulde forbrydelser, og de nationale myndigheder kommer tilsyneladende ingen vegne med sagerne.
I år blev De Dødes Dag brugt til at mindes alle disse kvinder, og deres og alle andres ret til at leve uden vold blev på forskellig vis præsenteret på alle former for altre, hos politiske partier, på museer, i kulturhuse, i kvindecentre, på folkelige kunstmarkeder, i specielle nyhedsudsendelser. Alle havde koncentreret sig om disse kvinders og vores alle sammens ret til et liv uden vold. Det var helt utroligt at være til stede og helt utroligt at et sådant krav blev stillet. Og det er bestemt ikke det sidste, vi har set til denne bevægelse!

Marta Benavides er fra El Salvador i Centralamerika. Biolog, teolog, arbejder for bæredygtig fred, for en sund og fredelig planet. Er medlem af forskellige økumeniske komitéer og har startet WILPF-sektionen i El Salvador. Artiklen er oversat af Annelise Ebbe.
Amnesty Internationals rapport om „Mexico Intolerable Killings: Ten years of abductions and murders“ kan ses på web.amnesty.org/library/Index/ENGAMR410272003