Terrorens væsen

Terror mod civile er en kendt teknik for terrorister, men bruges også i diverse forklædninger som en del af staternes krigsførelse. Forfatteren Caleb Carr sætter i sin bog om "Terrorens væsen" ikke noget kunstigt skel mellem dens forskellige former
Det er velgørende at læse et relativt objektivt syn på terror, hvor staternes normale omskrivninger ikke blot bliver taget for gode varer. Han beskriver brugen af terror igennem tusind års historie frem til nyere dele som Storbritanniens terror-bombardementet af Dresden og Osama bin Ladens terror-angreb. Hans hovedkonklusion er, at terror som del af en politisk kamp aldrig nogen sinde har ført til det ønskede resultat.
Min glæde over at genkende en pæn del af mine egne småkyniske holdninger kunne hurtigt have farvet denne anmeldelse lidt for rosenrød. Heldigvis punkterer Caleb Carr selv min sympati for hans skriverier, da de desværre udviser en tendens til det overfladiske.
I et af afsnit om anarkisme videregiver forfatteren uhæmmet alle de påstande, der i tidens løb fejlagtigt er blevet tillagt denne filosofi. Caleb Carr skriver: "Trods alle lader og fagter var anarkisterne i bund og grund kriminelle" og "anarkismens centrale mål ... var at skabe en atmosfære af frygt og ustabilitet". Han mener tydeligvis, at der kun er en eneste måde at opfatte en så bred bevægelse som anarkismen på, men henviser til så forskellige ideologer som Bakunin og Kropotkin - som han tydeligvis dårligt nok kender.
Kropotkin er mest kendt for begrebet gensidig hjælp, hvor han på et naturvidenskabeligt grundlag uddybede Darwins tanker om survival of the fittest. Darwin bruges folkeligt som et argument for alles kamp mod alle, men skrev om hele arters overlevelse og udvikling. Dette uddybede anarkisten Kropotkin ved at beskrive hvorledes de arter, der havde det bedste indbyrdes samarbejde, også klarede sig bedst i udviklingen.
Hvorfor en rar nisse som Kropotkin skal inddrages som argument for, at alle anarkister udelukkende er terrorister, kan kun forklares med manglende indsigt og dårlig brug af kilderne. Når jeg tager denne svingtur omkring anarkismen er det dels for at pirke til en udbredt misforståelse, men også fordi det peger på et generelt problem ved Caleb Carrs metode.
 
En grim konklussion
Han trækker så ubesværet tusind års historie ind i sin argumentation, at det umiddelbart virker troværdigt. Men ved nærmere eftertanke er det tydeligt hvor nøje han har udvalgt og sminket sine eksempler, så de støtter hans tanker. Det er helt i orden i et debatindlæg, men i en bog der ellers fremstår som en historisk undersøgelse, skal modstridende tanker behandles høfligere.
Jeg ville naturligvis have været glad, hvis Caleb Carr havde studeret Kropotkin så længe, at han havde forsøgt at indpasse filosofien om samarbejde og gensidig støtte i en plan til at stoppe terrorens opblomstring. Et sådant bredere udsyn havde nok også distraheret Caleb Carrs grimme konklusion, hvor han fører sin egen kynisme ud i dens mest beskidte konsekvens.
Han omfavner den statslige terror, og vurderer helt ned i detaljer hvorledes USA bør handle militært fremover - med snigmord på oprørsledere i stedet for større militære angreb. At dræbe andre landes generaler og præsidenter er legitimt selvforsvar! En noget bizar konklusion i lyset af Israels bedrøvelige erfaringer med netop denne taktik.
Som eksempel nævner Caleb Carr det amerikanske luftangreb på Libyen i 1986, som han mener stoppede Gadaffis brug af terror. Som Caleb Carr selv nævner, er der aldrig fundet beviser på at hverken diktatoren eller Libyen som sådan var indblandet, men enkeltpersoner tilknyttet landets sikkerhedstjeneste er blevet dømt. Problemet med at have sikre beviser før et angreb som dette skøjter Caleb Carr ubesværet forbi.
Caleb Carr er afgjort patriot, men også kritisk mod mange elementer i USA. Han advarer fx mod amerikanske virksomheder, der opfører sig særligt aggressivt i udlandet, når de kan regne med at kunne kalde militæret til hjælp.
Caleb Carr er imod brede militære angreb, der giver mange civile ofre. Det er helt i tråd med USAs test af ikke-dødelige våben, hvor folkemængder spules ukampdygtige med sæbe eller lim. Undertrykkelse uden for mange dødsfald fungerer bedre i medierne, og er sværere at mobilisere en folkelig modstand mod.
Han skælder grundigt ud på CIAs hang til at ville "bekæmpe en beskidt fjende med beskidte metoder". Han nævner CIAs støtte til folk som Osama bin Laden som et grimt eksempel på hvorledes dette har givet bagslag - og opfordrer til at sådanne projekter helst skal afvikles for at højne USAs moralske anseelse hos andre lande.
Caleb Carrs endelige konklusion indeholder tanker om næstekærlighed og respekt for andre kulturer. Samt om USAs moralske ret til på egen hånd at myrde ubehagelige statsledere uden forudgående debat.
Bogen er absolut værd at læse. Man bliver klogere på terrorens væsen - og på kynismen i amerikansk politik - selv om der altså ikke er grund til at tage alle Caleb Carrs analyser lige seriøst.

Caleb Carr: "Terrorens væsen".
Klim 2003.