Glejpner-teorien - en idé om fred

Jeg blev i 70erne meget bevæget af at lære om Gandhis og Martin Luther Kings ikkevoldstanker og -sejre, og jeg var temmelig aktiv i AMK i nogle få år; men trods den lille flok trofaste AMK-aktivisters brændende indsats, indså jeg, at kampen for freden ikke kunne vindes med den tids teorier og midler.
Trods alle åbenlyst gode viljer rakte de forhåndenværende tanker jo knapt til at holde fred mellem fredsfolkene selv, borgerlige, socialistiske, anarkistiske, sekulære og religiøse som de var.
Det anede mig, at der måtte en teori til, som borede så dybt i menneskets biologiske natur, i samfundsteori og kulturhistorie, at disse forskelle var ligegyldig overflade i sammenligning.
Jeg havde ingen idé om, hvordan en sådan teori skulle skabes, så jeg søgte andre, mindre udfordringer og drev efter næsen i 25 år, gennem kunst, filosofi, terapi, musik, kærlighed, sindssyge og psykiatri mm.; men først i dette år 2003 faldt de sidste brikker på plads i mit store puslespil og det afslørede et sammenhængende bud på præcis den teori, vi har manglet.
 
Koden knækket?
Hvis Glejpner-teorien holder i praksis, er krigens og fredens koder knækket nu, og vi kan begynde at lægge en ny strategi for fredsbevægelsen i stedet for alle de spredte fægtninger, som trods heltenes tapperhed ikke har kunnet holde nogen skanse mod fremvæksten af et stort og adskillige små voldsimperier.
Jeg kan ikke gøre rede for alle Glejpner-teoriens detaljer i en enkelt artikel; men jeg vil skitsere et par hovedelementer og henvise til hjemmesiden www.glejpner.dk. Måske kan bladet bringe mere senere.
Glejpner-teorien er en anarkisme; men den har helt nye bud på de reguleringer, som i nære forhold og store samfund skal sikre freden mellem mennesker, det er nye teorier om latter, om sprog og om religion.
Teorien afviser civilisationens myte om, at mennesker var voldelige barbarer, før de fik lov og ret, og idéen om, at adfærdsregler skal være fastlagte, ens for alle og håndhæves med magt. Tværtimod svarer teorien til den nyere psykiatriske erkendelse, at individer er meget forskellige af natur og ikke kan tilpasse sig ret meget.
Samfundskulturen skal derfor stik i mod civilisationens tendens understøtte fællesskabernes smidighed. Mennesker er naturligt udstyret til at benytte sprog, latter og religion til at gøre disse rum smidige og rummelige nok til at holde fred.
 
Glejpnerkernen
Teoriens navn er taget fra den nordiske mytologi, hvori Fenris-ulven symboliserer det umælende og irrationelle i mennesket, som kan udløse den altødelæggende kamp, Ragnarok. Fenris-ulven bindes med et blødt og magisk reb ved navn Glejpner, efter at lænker har været prøvet uden held.
Symbolet Fenris er en ulv, fordi ulven er et flokdyr og dens mimik og gøen minder om menneskets smil og latter. Smil og latter opstår ved fællesskabets og sprogets grænser, både når man kommer i forlegenhed og når man opsøger grænserne for sjov.
Den nordiske hedenskab var en kultur, som ikke skelnede mellem godt og ondt. I stedet for at udstikke almene regler og iagttage fælles regler for adfærd, dyrkede man evnen til at se på og ikke mindst lytte til dem, man til enhver tid var sammen med, vel vidende at de mennesker, man var sammen med på forskellige tidspunkter var sammen med hinanden uden ens tilstedeværelse på andre, og at man stod sig bedst i længden ved at optræde som en hæderlig person.
Alle børn er født med at kunne bruge og tyde smil og latter, og de kan holde fred i små grupper. I større grupper og voksne aktiviteter, hvor man ikke kan se på hinanden hele tiden, skal det naturlige sociale system suppleres med en målrettet sprogkultur, som jeg identificerer som Glejpner.
Ansatsen til denne kultur opstår også naturligt: En persons grænsen mellem det talende, troværdige menneske og det umælende, uforudsigelige dyr er også grænsen mellem værdighed og sårbarhed, og man viser respekt for denne grænse ved diskretion: I enhver gruppe opstår der gruppe- eller situationsspecifikke diskretionshensyn, som kaldes tabuer.
Tabu er det, som man må tie om, for at undgå at en eller flere tilstedeværendes sårbarhed blottes, så gruppen risikerer konflikter. Morskab og latter belønner den adfærd, som får gruppen til at udvide sig præcis til tabuerne, og ved sin smitsomhed jævner latteren formen på kredsen og retter den enkeltes tabuer efter fællesskabet.
Latteren er det naturlige samfunds kerneregulering. Den er både pisk og gulerod, og den er sandt demokratisk derved, at ingen kan tage magten over den og tvinge den frem. Et samfund uden tabuer er et samfund uden latter. Man ler mindre i moderne samfund end i traditionelle.
Det modernes fejltagelse er, at tabuerne skal åbnes for tale og enten afskaffes eller gøres til faste forbud. Men denne "moderne" fejl går visse steder i den europæiske kulturhistorie mere end 3000 år tilbage: Der blev advaret imod det allerede i beretningen om Adam og Eva. De kastedes ud af Paradis, da mennesket brød stedets eneste forbud: Forbudet mod at søge kundskab om godt og ondt.
Men i Glejpners fletning indgår endnu et vigtigt bånd: De paradoksale banaliteter. De er særlige ord og sætninger, som tilsyneladende intet siger. Deres indhold fornægter konflikt; men de modsiger sig selv. For eksempel ordet "Selvfølgelig". Ordet kommer altid med eftertryk, men egentlig hævder det, at den sætning, hvori det forekommer, slet ikke burde behøve at siges. Andre banaliteter er "Jo, da, naturligvis", eller sætninger, som "Jeg gjorde det for at overleve".
Disse ord er diskrete advarsler om, at nogen står ved sit sprogs grænse, og de skal besvares høfligt med samstemmende banaliteter - eller høflig tavshed. Der kan nemlig ikke tales meningsfuldt lige her og nu. Hvis man udtrykker en modsætning vil det udløse konflikt. Den moderne kultur insisterer på at tale om alt straks, og udløser mange håbløse skænderier på denne måde.
En fredskultur er en bevidst og metodisk understøttelse til den naturlige tilbøjelighed til at undvige konflikter gennem banaliteter og tabuer. Fredskulturen skal samtidig være åben for, at de problemer, som er afskåret fra behandling i én gruppe, må behandles i fortrolighed i en anden gruppe, hvor de tilstedeværende har sproglig kapacitet til det. Der skal sladres; men endelig ikke til magthavere.
Hver gruppe skal hele tiden forme og opfatte sin egen særlige tabu-struktur, og problemerne skal kunne søge frit efter deres løsninger gennem samfundets grupper, men personernes værdighed beskyttes af diskretion.
Respekten for tabuer og fortrolighed er den dobbelte respekt for den enes behov for tavshed og den andens behov for tale. Samfundet er både interesseret i at tabuerne overholdes, og i at de er så vide som muligt. Derfor søger både latter, kunst og poesi at udvide grænserne for sprog og adfærd maksimalt. Kunstens opgave er ikke at sprænge tabuer, men at lægge dem under pres, så de kan flyttes til fælles glæde, når alle er klar til det.
 
Drømme og åbenhjertighed
Det mest stabile i et menneskes natur er dets "vegetation" af drømme. Den består af personlige, medfødte "frø", som begynder at spire og vokse gennem de oplevelser, man får. Drømmene reagerer på det aktuelle liv med fantasier, som lægger sig farvende over de sansede indtryk som for eksempel ønsker, håb, forelskelse eller paranoia.
Kulturen skal udfolde sig i respekt for det stabile, det som ikke kan være anderledes, og det er, stik mod den moderne opfattelse, menneskers drømme. Samfundet må være smidigt nok til at hvert menneske kan finde et liv, hvori dets egne drømme ikke udarter til frygt, men stemmer overens med i det mindste visse af dets egne ønskedrømme, uden at skaber angstfantasier af andres. Mennesker er fra naturen for forskellige til, at et ét sæt faste regler kan rumme denne mangfoldighed, og med menneskers skiftende samvær er det heller ikke nødvendigt. Civilisationens idé om at skabe fred ved at retfærdiggøre magt og trusler til regelsættets håndhævelse skaber ny angst, uden reel udsigt til at befri mennesker for gammel, og det moderne menneske bliver da også mere og mere bekymret.
Stabile kærlighedsforhold forudsætter at parterne har indtryk af og respekt for hinandens drømme; men det kræver en særlig åbenhjertig samtalekultur. Ingen kan nemlig kontrollere endsige tilpasse sine drømme til andre, så ubehersket kritik eller latterliggørelse virker meget sårende og dermed provokerende. I samtalen om drømme skiftes man til at være den nøgne vært, der serverer drømme og den høflige gæst i sit pæneste tøj.
Man må lære et ordvalg, som respekterer drømmesprogets særlige grammatik: Der kan ikke laves fantasier af negative formuleringer. Kærlighedens billeder skal være konkrete. "Aldrig mere krig" er et udtryk uden egentlig substans, og dets eneste konkrete billede er den angstfantasi, som det vil undgå.
 
Religion
Den mentale model, et menneske udvikler om sin egen person længe før det siger sit første ord, er dets første fantasi om en sjæl. Sjælen er en kropslig, nonverbal erfaring, rummet og formet af andre menneskers (især moderens) opmuntrende eller afvisende reaktioner.
Barnet former sin sjæl mellem sin egen natur og den kultur, det spræller i. Men idet barnet skaber sin egen sjæl, lærer det noget, som det siden kan gøre igen, det lærer at "besjæle": Besjæling er en mental strategi, hvori vi tillægger noget sanset en egen mental model, en sjæl med vilje, hensigt etc. for at opnå kontakt og forståelse: Vi kan kun kontakte og forstå et andet menneske ved at fantasere om, at det har en sjæl som vor egen.
Selv om vi kan ikke sige i ord, hvad det betyder, kan vi alligevel "forstå" noget afgørende vigtigt ved det. Sympati (og siden empati) er besjælingens nonverbale strategi anvendt på andre. Antipati opstår, når man bruger besjæling uden at have hverken verbale eller nonverbale forudsætninger for at forstå. Besjælingen aktiveres ofte spontant, når vi oplever noget, som opfører sig overraskende: Så taler vi pludselig til en defekt maskine, fordi den "driller". Så oplever vi, at et kunstværk taler til os. Så ser vi spøgelser.
Besjæling forvandler de komplekser og fantasier, som ligger nedenfor eller ovenfor vort sprogs grænse, til personer. Sproget ligger altså i en personlighed som et bælte mellem alt det, vi forstod, før vi fik ord, og alt det, vi kan kun kan forstå, når vi lægger ordene bag os.
Det religiøse sprog er de fortællinger, som tværs over bæltet forbinder den oprindelige, personlige sprogløshed med den overpersonlige sprogløshed. Hinsides vor fornuft er jo alle de hyperkomplicerede forhold, som behersker en gruppe, et samfund, en verden og et univers. Disse komplicerede forhold kan vi kun nærme os ved at fantasere om dem som en person. Vi taler da for eksempel om en korpsånd eller om en tidsånd.
Vort kendskab til vor egen krops fysiske og sociale kompleks er en så raffineret og realistisk repræsentation af menneskelivets bestanddele og vilkår, at en kultur kun skal bidrage med en "personbeskrivelse" med hensigt og vilje, magt, kærlighed og opmærksomhed, for at man på denne måde kan "forstå" verden, livet og universet. Et samfunds guder er derfor samfundets personificerende beskrivelse af sig selv.
Naturlig religion er en kulturform, som vokser frit af menneskers fælles ønskedrøm om at leve sammen i fred, og dens fortællinger om livets magter som fantasivæsener er så meningsfulde, at de former og formidler den fredelige kontakt mellem forskellige menneskers liv og drømme, og ikke mindst - de giver den enkelte adgang til selv at opleve livets kompleksitet som nærværende mening. Religionens fortællinger bruger et billedsprog, som kan tolkes mere eller mindre raffineret efter fortolkerens åndelige udvikling, og kan dermed danne en struktur, som knytter børns og voksnes verden sammen. Teknisk set er en polyteistisk religion efter naturreligiøst mønster bedst egnet til at strukturere den religiøse leg med virkeligheden, som kan samle børn og voksne, enfoldige og vise, nøgterne og fantasifulde i et spirituelt, fredeligt samfund.
Netop i disse år spirer de etniske religioner da også igen, således også den oldnordiske asetro. Den er kommet ud af bogskabet for at fortsætte, hvor den slap for kun 1000 år siden.
Asetroen blev overrumplet af, at kristendommen kom i selskab med kongemagten, og at dét blev gennemført med tvang, som ikke gik med tro. Kristendommen alene kunne være integreret i hedenskaben, Asen Balder opstod således under inspiration fra kristendommens tilgivende alternativ til blodhævnen; men asetroen blev kastet ud af sin rede som af en gøgeunge.
I dag kan vi se, at det var statsmagten mere end kristendommen, der var gøgeungen, for staten har nu også tømt folkekirken for indhold. Uden statsmagten kan både mennesker og guder mødes i en legende, polyteistisk kultur, når blot de respekterer, at alle kommer ubevæbnet.
 
Stater
Mennesket har levet på jorden i ca. 50.000 år, og altid i samfund. Antropologiske og arkæologiske fund tyder på, at der eksisteret fredelige, statsløse samfund overalt på jorden og mange har været ganske store.
Inden for de sidste ca. 5.000 år har der dog tilsyneladende været sammenstød, hvor krigeriske samfund har overfaldet fredelige samfund og efterladt en rædsel, som har bidt sig fast og forplantet sig gennem generationer, så det nu er normalt at opfatte at menneske som onde af natur og som nødvendigvis må tvinges til at være sociale.
Der er opstået særlige religioner, som har personificeret angstfantasien om det onde som dæmoner og retfærdiggjort magthavere og magtanvendelser som krige, tortur, frihedsberøvelser og henrettelser. Idéen om faste love har næppe været overbevisende før lovene kunne skrives ned og læses op, og herskerreligionerne er skriftreligioner med hellige krige på programmet.
Set i et 50.000 års perspektiv er disse hersker-kulturer dog både unge og vanartede, og der er ingen grund til at tro, at sådanne undertrykkende kulturer har eksisteret altid.
Humanismen forsøgte at bryde med den europæiske voldskombination af religion og statsmagt; men den udså sig desværre religionen som skurken i parret, mens den accepterede den paranoide forudsætning, at der skulle herskes.
Den flertalsstyrede stat ligger i forlængelse af denne tradition; men oplysningstidens leksikon-agtige fornuftsbegreb er siden blevet en tankegang, som flertallet af mennesker tror på, ikke af fornuftsgrunde, men fordi det er gængs. I mellemtiden er denne tankegang er forladt af både videnskab og filosofi. Den "oplyste, verdslige fornuft" er altså blevet religion igen, og det en af allerværste slags.
Demokratiet i flertalsstyrets form har ikke sikret stabil fred, tværtimod er USA, demokratiets globale bannerfører udartet til et hensynsløst voldsregime. USAs retorik er kun tilsyneladende kristen; kernen i denne ånd er en retfærdiggørelse af profitabel magt og primitiv vold, som intet har med kristen næstekærlighed at gøre.
Den upåfaldende, diskrete skurk er retfærdighedsbegrebet: Tilsyneladende er retfærdighed et værdibegreb blandt andre grundlæggende værdier; men ved nærmere eftersyn er retfærdighed enten et upræcist synonym for værdier, som har deres egne navne (for eksempel storsind, barmhjertighed eller mod), eller også er det en retfærdiggørelse af noget, som i sig selv er almindeligt uønsket og uretfærdigt: Overmagt, tvang og trusler om tilføjelse af død, tab eller smerte. Retfærdigheden bakker ifølge sin natur op om vold i mellem børn og voksne, elskende, naboer organisationer, nationer og stater.
Det siges ofte, at "krig er politik videreført med andre midler", og den logiske følge er, at politik ikke er modsætningen til krig. Krig og politiks slægtskab ligger i at anvende retfærdig magt.
Fred er noget helt tredje og forudsætter fravær af tvingende menneskelig overmagt. Under en statsmagt er der ikke fred, blot en skiften mellem krig og en våbenstilstand, som kaldes politik, og det kan ikke blive anderledes, selv om staten skulle udvikle sig til en verdensomspændende international retsorden.
 
Vejen frem
Mennesker danner deres begreber om fredelig sameksistens i familiens samvær, og idéen om at bruge nedskreven lov og magt til at skabe fred i kærlighedsforhold og venskaber er endnu for absurd til at have fundet fodfæste i den almindelige tænkning om familien.
Civilisationens svindelnummer, retfærdigheden, har dog gode dage, selv om familievold ikke længere er lovlig. Vold følger logisk af retfærdighedsbegrebet, og intet tyder på at statens forbud mod vold i familien har nogen reel virkning.
WHO har fundet, at den moderne civilisation er langt den værste blandt alle verdens kulturer at være skizofren i. Civilisationens grundstrategi løser alle samfundsproblemer ved at fastlægge regler; og Glejpner-teorien forklarer, hvorfor så mange mennesker bliver sindssyge af netop det.
I dag er det normalt at være i det mindste frustreret, og nye sindssygdomme og variationer af gamle dukker op og breder sig. Selvmord, spiseforstyrrelser og asocial adfærd breder sig i civilisationens kølvand.
En ny fredsstrategi skal samle tilstrækkelig opbakning, og den have anderledes fat om ondets rod, end hidtil: Roden er forestillingen om, at mennesker skal have lov, ret og stat for at holde fred.
Fredsbevægelsen må have fodfæste i familierne først og der udvikle en kultur, som kan holde fred helt uden statens og retfærdighedens indblanding for at kunne sige: "Vi behøver ikke at finde os i flertalsstatens autoriserede tåbelighed og sindssyge. Vi bruger ikke lov og ret, men vi gør noget andet, og vi ved præcis, hvad vi gør. Alternativet er her, se selv!" Alternativet er en kultur, som sikrer omgangen med det usigelige med en raffineret brug af smidige tabuer og fortrolighed, samt et rigt fælles, billedsprog, som kan integrere leg, drama og alvor og således give menneskers drømme fælles ord og billeder over hele spektret fra barn til voksen, fra enfoldig til intellektuel, fra de solide personligheder og til de sårbare mennesker, som bliver sindslidende i civilisationen.
På denne måde kan der skabes fredelige lokalsamfund, som er iøjnefaldende og overbevisende, så de tiltrækker og integrerer det modernes utallige udstødte, hvorefter staten skal opløses indefra, efterhånden som den fri selvstyrende nation tager ansvaret tilbage fra de myndigheder, som nu kalder sig ansvarlige.
Denne nation kan teknisk set ikke erobres på normal vis, for der er ikke nogen centralmagt at gribe, og den kulturelle tradition anser på forhånd enhver centralmagt for ulovlig. Et sådant folk kan kun erobres og tvinges én person ad gangen, og hvis alle er bekendt med ikkevold og civil ulydighed er det i dag mere udsigtsløst end at erobre USA eller Kina.
Det ser måske så langsigtet ud, at mange vil vige tilbage, og verdens ufred tilsiger måske nok hastværk; men sådan har det jo været i mindst tusind år, og med al respekt for fredsbevægelsens trofaste ildsjæle: I de 25 år, jeg har kendt fredsbevægelsen personligt, har dens hastværk været et løb på stedet, som nøgternt set ikke har vundet én eneste afgørende sejr. I magtens korridorer er sporene af Gandhis og Luther Kings fredelige sejre for længst skyllet bort af blod.
Glejpner-teoriens strategi kan tages i brug privat og af private grunde, eller i socialt og socialpsykiatrisk arbejde af professionelle grunde. Den er en metodisk, fælles vej til fred med sig selv, sin gud og sin næste, og den bliver ikke ringere af, at dens langsigtede perspektiv er fred i hele verden, selv om man måske ikke tør håbe at nå se det i sit eget liv.

Læs mere på www.glejpner.dk.