Den forsvundne militærnægter

Hver kommune i Danmark har en eller flere lokale telefonbøger, der også indeholder generelle oplysninger til borgerne, fx om værnepligt. I Mostrups Den grønne vejviser for Gladsaxe hedder det i årgang 2002: "Alle danske mænd er underkastet værnepligt". Der står ikke noget om retten til militærnægtelse. En tilsvarende oplysning og samtidig mangel på oplysning, så jeg for nylig i en kommunal vejviser i en nærliggende kommune.
Det er ret påfaldende. Oplysningen om værnepligt er vel ret overflødigt. Alle ved, at sådan er det. Og så skal man bare følge med strømmen, så går det lige af sig selv. Men hvorfor mangler oplysningen om retten til militærnægtelse? Den er der netop brug for, fordi den der nægter udskiller sig fra massen, og derfor som minimum har ret til oplysning om, hvordan man kan gøre det i praksis.
Det er en ret påfaldende udeladelse. Men jeg tror, det er repræsentativt for den "status" i offentligheden, som militærnægtelse har fået, efter at fred er blevet det nye ord for krig. Militærnægtelse har ikke nogen funktion i en afpolitiseret tid. Det er blevet irrelevant. Derfor ser vi ikke militærnægtere udfolde sig i den offentlige debat. Militærnægtelse i sig selv udgør ikke noget tema for offentlighed.
For nogle år siden besøgte jeg af og til Militærnægterskolen i Antvorskov som oplægsholder. Jeg havde som opgave at fortælle noget om militærnægtelse. Ikke så meget om retten til at slippe for militæret. Mere om de forskellige begrundelser for militærnægtelse: politiske, religiøse, etiske. Og om militærnægtelsens status i forhold til internationale konventioner om krig, krigsførelse og ytringsfrihed.
De færreste - var der nogen overhovedet? - kunne huske, at der i deres skoletid havde været afsat tid til at få noget at vide om retten til at sige nej til at blive oplært i at slå ihjel. Forholdet til militæret var for disse meget unge mennesker af rent praktisk karakter. Det samme var forholdet til militærnægtelse. De ville gerne diskutere med mig. De var indbyrdes enormt forskellige i deres grundholdninger - og de var både uvidende og totalt apolitiske. Det var sjældent, at nogen vidste så meget om pacifisme, at de kunne bruge det i diskussionen med de andre. Militærnægtelse var for dem ensbetydende med at slippe for noget mere ubehageligt.
Igennem det sidste tiår har Danmark involveret sig mere og mere i krigshandlinger - uden selv at være udsat for angreb eller trussel fra en fremmed magt. Dansk krigsdeltagelse besmykkes med ord, som har med fred at gøre. Der tales sjældent om krig. Slet ikke om dansk lemlæstelse af andre mennesker. Og slet, slet ikke om det etisk problematiske ved at danske - professionelle - soldater bruges til opgaver, som ikke har noget at gøre med forsvar af dansk territorium og dansk suverænitet.
Ja man taler fortsat om forsvaret og om forsvarsopgaver, uanset om soldaterne indgår som "fredsbevarede", "fredsskabende" eller som dele af en besættelsesstyrke - der ikke kaldes besættelsesstyrke, men "stabiliseringsstyrke".
I forbindelse med Irak-krigen har der ikke i medierne, som vi jo får vores viden fra, været noget om danske soldaters etiske overvejelser over at blive inddraget i en krig, som savnede en folkeretlig godkendelse fra FN, og som ret beset måtte betragtes som en ulovlig krig. Man kunne også have forestillet sig, at henvisningen til krigens manglende legalitet var blevet inddraget af nogen som en god grund til at tage afstand fra at fungere som soldat i en besættelse.
I forbindelse med den aktuelle drøftelse om bevarelse eller afskaffelse af værnepligten har vi ikke hørt et ord om det absurde i at have værnepligt, når der ellers er enighed om, at der ikke er noget at værne. Værnepligten bruges i dag som en grunduddannelse for professionelle soldater. Det er helt grundlæggende i strid med værnepligtsbegrebet. Det, som kunne give værnepligt legitimitet, er viljen til at lade sig slå ihjel i et forsvar for dansk territorium og til at slå soldater fra andre lande ihjel, hvis de søger at besætte os og tage magten i Danmark.
Almindelig kynisme eller menneskeforagt, måske som en del af den tekniske besættelse af alt menneskeligt, har gjort død, hungersnød, lemlæstelse og menneskelig lidelse til noget så normalt, at man ikke forestiller sig, at det kan give mennesker etiske problemer at blive oplært til at slå andre ihjel - eller at gøre det. Derfor er militærnægtelse ikke interessant. Militærnægtelse synes at være blevet et intetsigende eller irrelevant standpunkt.
Det har vist sig, at danske soldater får brug for krisehjælp, når de involveres i kamp i udlandet og i den forbindelse dræber mennesker, som man jo skal, når man er soldat. Men hvorfor så krisehjælp? Fordi det pludselig viser sig, at krig nu engang er krig og ikke fred. Fordi noget - det man i gamle dage betegnede som samvittigheden - siger til dem: Det skulle du ikke have gjort!

Se også bøgerne: Peter Kragh Hansen (red.): Danmark uden våben. 1990. og Finn Held: Militærnægtelse - en menneskeret og en del af fredsarbejdet. 1987 og 1989.