Ytringsfrihed og krig

Vores nugældende grundlov beskytter ytringsfrihed med ordene: "Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres."
Med den paragraf har grundlovens forfattere ikke sikret ytringsfriheden som en menneskeret, blot bestemt at et folketingsflertal kan afgøre hvad man kan straffes for at ytre sig om.
Da et folketingsflertal den 21. marts erklærede Irak krig skete det ikke bare i strid med FN-pagten. Det var også rædselsfuldt, som enhver krig er.
Folketingsflertallets krigserklæring rammer ikke bare de millioner af mennesker der bor i Irak. Krigserklæringen har også ramt alle danskere. Alle må vi acceptere at få blod på fingrene når et folketingsflertal - demokratisk - på vegne af alle danskere har besluttet krigen.
Mere endnu: Krigserklæringen rammer også alle danskere fordi den fører til indskrænkning af ytringsfriheden i Danmark. Fremover skal "den som yder fjenden bistand ved råd eller dåd eller til fremme af fjendtlig interesse svækker den danske stats eller dens forbundsfælles kampdygtighed" straffes med indtil 16 års fængsel (straffelovens paragraf 102, stk. 1).
Bestemmelsen omfatter den der lader sig hverve til at tjene Iraks væbnede styrker. Den omfatter også "propaganda til fordel for fjendtlig krigsmagt, herunder virksomhed som udgiver, redaktør eller forretningsfører ved dagblad, tidsskrift, forlag eller pressebureau, der arbejder til fremme af fjendtlig interesse".
Og den omfatter "væsentlig økonomisk støtte" til en sådan propaganda eller til en organisation der "på utilbørlig måde"
samarbejder med den fjendtlige krigsmagt eller "virker til fremme af dennes interesser" (samme paragrafs stk. 2).
 
Blodet må vises
Jeg vil aldrig drive krigspropaganda - hverken for præsident Bush, præsident Saddam, premierminister Blair eller statsminister Rasmussen.
Men når USAs krigsmaskine smadrer irakisk tv, fordi USAs ledelse frygter at der på verdens tv-skærme dokumenteres de dødelige konsekvenser af de amerikanske terrorbombardementer af irakiske borgere, så må andre indsamle penge og organisere, fortælle og skrive, fotografere og filme forbrydelserne.
Selv om jeg ikke bryder mig om blodige billeder i massemedierne, så må vi gøre noget så George W. Bush polerede verdensbillede af pile på landkort og grønne optagelser af kliniske præcisionsangreb ikke kommer til at stå alene. Det er på højeste tid at vise at krig handler om knogler og kød, blod og mennesker.
Med den fundamentalistiske indædthed som Bush, Blair & Rasmussen fører sig frem vil anklagemyndigheden kunne hævde at anklagede tjente Iraks væbnede styrker!
Det vil ikke være svært at procedere: Disse billeder af smadrede irakiske børn på en markedsplads og af døde amerikanske soldater på en ørkenvej generer den amerikanske forbundsfælle og udgør propaganda til fordel for Irak.
Stumper af sandheden reduceres til propaganda. Argumentet bygger på at vi - os der har fået blod på fingrene, skønt vi ikke ville det - ikke må udbrede sandheden om krigen.
Derfor har straffeloven så truende hårde bestemmelser mod dem der formidler oplysninger om "vores" krigsforbrydelser.
Straffeloven skal sikre selvcensur og censur.
Ytringsfrihed er fundamental for det åbne samfund. Derfor skal oplysninger om krigen frem - også selv om USAs præsident frygter dem, også selv om de stammer fra irakiske kilder og selv om de påstås at fremme fjendtlige interesser.
Har vi ingen ytringsfrihed, så har vi censur. Og den fører til endnu flere forbrydelser mod menneskene. Sådan hænger fredskampen og kampen for en demokratisk grundlov sammen.

Mikael Witte udgav i 1999 "Forslag til Danmarks grundlov - om menneskerettighedernes republik" på forlaget Klim.