Når embedsmænd leger krig

Der er nogle oplysninger, som man godt kan blive utryg ved i embedsmanden Henning Gottliebs politiske erindringsbog "I Kronens tjeneste".
Forfatteren fungerede i en mærkelig fritsvævende rolle som storpolitisk rådgiver for fem forskellige danske statsministre, skrev skitser til deres taler, forhandlede med fremmede landes ambassadører, for hvem han udlagde Danmarks syn på verdensproblemerne.
Gottlieb skriver høfligt og loyalt om alle sine vekslende politiske chefer, undtagen om Kristen Helveg Petersen, hvis rolle som nedrustningsminister i Baunsgaard-regeringen han ikke forstod. Han anbefaler spydigt ligeud denne chef til en hovedrolle i Egede Schacks roman "Phantasterne".
Man forstår, at nedrustning ikke hørte hjemme i Gottliebs univers. At han så til overmål sluttede sin embedskarriere som formand for SNU, sikkerheds- og nedrustningsudvalget, var ikke noget problem for ham. Sikkerheden stod jo nævnt før nedrustningen. I 1995 gled SNU over til at blive DUPI, dansk udenrigspolitisk institut, og havde da praktisk nok helt sløjfet ordet nedrustning.
Gottliebs karriere bliver mere og mere miljøskadet af omgangen med alle de militære topfolk. Han kan slet ikke stå for, at han bliver inviteret med som gæst i Forsvarskommandoens krigslege, hvor han så får lov til at udfylde rollen som dansk statsminister, og dybt nede i bunkeren træffe de mest skæbnesvangre beslutninger på Danmarks vegne. Blinkende lamper og alarmklokker - det er bare noget vi leger.
Gottlieb finder disse lege så realistiske og spændende, at han selv tager initiativ til en storleg med rigtige politikere i kursusejendommen "Bakkerne" i Holte i 1995. Dertil inviteres ministre og folketingsmedlemmer fra alle partier "undtagen SF, som vi ikke havde ment, der var mening i at indbyde, da partiet på daværende tidspunkt vist ikke accepterede forsvaret som faktor i sikkerhedspolitikken".
Det, der virker uhyggeligt, er nu at Henning Gottlieb tilsyneladende får lov til så at sige at gøre krigslegene til alvor. Han får udvirket en regeringsbeslutning, ikke en lov, om at oprette en krisestyringsgruppe med deltagelse af alle "legebørn", dvs. forsvaret, Politiet, udenrigstjenesten, Politiets Efterretningstjeneste, Forsvarets Efterretningstjeneste, og med sig selv som formand. Man kan godt genkende modellen fra alle disse mere eller mindre militærstyrede stater rundt om i verden med deres "National Security Councils", som presser sig ind foran de civile folkevalgte med krav om at definere hvornår der er national krise, og hvad der så nødvendigvis skal gøres.
Man kan uden videre forestille sig det pres, som en stakkels jovial folkelig regeringschef bliver udsat for, når han uden varsel bliver sat for bordenden i en sådan lukket forsamling af selvbestaltede "sikkerhedseksperter", der ikke rummer plads til en gammel Helveg, endsige en ung SFer. For folk, der kun har en hammer i værktøjskassen, bliver alle problemer løst med søm. Sidst vi hørte om denne udenomsparlamentariske "krisestyringsgruppe" var i efteråret 2001, hvor Poul Nyrup fortalte at han havde indkaldt den, eller måske snarere ladet sig indkalde, til rådslagning efter begivenhederne den 11. september. Beslutningerne, som da blev truffet, var mestendels hemmelige, men det blev offentliggjort, at PET og måske også FET skulle have tilført nye ressourcer og beføjelser.
Forsvarskommandoen kunne bidrage med noget de kaldte øget beredskab, fra niveau B til niveau C, eller også var det omvendt. Officerer skulle melde sig oftere på kasernerne, og hundepatruljer skulle tre daglige omgange rundt langs hegnene i stedet for en. En hjemmeværnsgruppe blev vist i TV-nyhederne kravlende op med alt sit udstyr til toppen af et vandtårn i en provinsby for at observere og holde vagt hele natten. TV-fotograferne må man formode har fået besked på at være tilstede med belysning og det hele, ellers ville der jo ikke være nogen der vidste, hvor godt der blev passet på os midt under krisen.
Statsministeren kan selvfølgelig rådføre sig med hvem han vil. Men hvis der om morgenen den 12. september er besked om, at alle hans arrangementer er aflyst for et møde i "krisestyringsgruppen", så går han nok derhen, før han får talt med Lykketoft og Pia Gjellerup, som i øvrigt er i fuld gang med deres valgkamp. Når han så er blevet præpareret allerførst af generalerne og de hemmelige politimestre, bliver hans fremtræden bagefter mere martialsk, end det egentlig ligger for hans natur. Så er Danmark pludselig deltager i en terrorkrig, før nogen af de folkevalgte fik tænkt sig om.
Det er uhyggeligt hvis man går og tror på, at der ikke er nogen over eller ved siden af Folketinget, når man så alligevel skal høre om den slags eksperter, der bare tager over når de finder det passende. Generaler er uddannet til eksperter i at føre krig. Hvor i alverden skulle de have lært om, hvordan man bedst holder fred?

"I Kronens tjeneste"
Henning Gottlieb
Forum Forlag 2001