Terror og modterror

Der er sagt meget vrøvl om terrorister, især efter angrebet på WTC og dette vrøvl er blevet brugt til at retfærdiggøre alverdens ting i terrorismebekæmpelsens navn, hvoraf en stor del kan kategoriseres som statslig terrorisme.
Terror er ikke kun noget al Qaeda, Rote Arme Fraktion, tjetjenske oprørere, Saddam Hussein, dele af IRA og andre ekstreme organisationer og diktatorer bruger. Det er også i meget stort omfang noget, der benyttes af såkaldte "demokratiske" nationer.
Terror er at skræmme. At skabe frygt med det formål at få folk til at ændre deres opførsel eller tanker på den ene eller anden måde. Terror er langt mere effektiv, når den ikke har noget specifikt mål, men rammer "tilfældigt".
Terror er blevet defineret på mange underlige måder i forskellige sammenhænge, men ovenstående to ting definerer for mig terror.
Luftangreb er i stort omfang blevet brugt som terror. Under 2. Verdenskrig var det en del af tyskernes taktik at bombe civile i byerne for at få folk til at flygte ud på vejene, for derved at blokere dem og således også modstanderens transportveje. Dette blev især brugt på østfronten, og var helt klart terrorisme, og havde kun et særdeles indirekte militært sigte.
 
Statsterror fra bombefly
Luftbombardementer er ofte ren terror, der stort set ikke tjener noget militært formål, men derimod tjener til at demoralisere modstanderen og skabe panik. De såkaldte præcisionsbombninger er stort set en myte blot, og vil sikkert vedblive at være det.
De er ekstremt dyre i forhold til f.eks. klyngebomber, som USA p.t. benytter sig af i Afghanistan. Luftangreb er næsten udelukkende baseret på terroreffekten, som f.eks. i Kosova, Afghanistan og Vietnam, den skade de forvolder på militært isenkram og personel er uanselig. Terror er et uhyggeligt redskab der til alle tider har været brugt som våben. Terroren vil ikke blive udryddet, så længe de der påstår at bekæmpe den selv benytter den.
Terror avler terrorister. Når vi bruger terror mod vores modstandere, så er det også en slags legitimation af deres brug af terror. Når vi selv overtræder de demokratiske spilleregler for at bekæmpe terrorrister, så hjælper vi blot terroristerne. Som jeg ser det, så er det eneste effektive modspil mod terrorisme i det lange løb at højne vores egen moral. Så længe efterretningstjenester, militær, politi mm. benytter terror, så avler det blot terrorister.
 
Sårbarhed er styrke
For at bekæmpe terrorismen bliver vi nødt til at acceptere at vi må være så sårbare, som man nu engang er i et demokratisk land og ikke lade os skræmme af terrorister til at fravige vores principper.
Terrorister vil aldrig kunne blive stærke imod et demokratisk land, der konsekvent ikke bruger terror, hverken direkte eller indirekte. For at kunne drive terrororganisationer kræves et rekrutteringsgrundlag og et økonomisk grundlag, og dette kræver at terroristerne har et bagland. En terrorist der ikke virkelig hader sin modstander, vil aldrig blive effektiv. For at lave en større terrororganisation kræves mange mennesker der virkelig hader noget, ellers vil moralske skrupler gøre det umuligt at planlægge større terroroperationer, og aktionerne vil blive optrævlet inden de bliver en realitet.
En anden måde at forsvare sig mod terrorisme er at gøre vores samfund mest muligt decentrale, jo mindre enheder i f.eks. elektricitetsforsyningen desto sværere vil det også være at ødelægge disse. Terrorangrebet på WTC havde jo aldrig været muligt hvis ikke man havde enorme skyskrabere og fly og lufthavne af den størrelse, som tilfældet er.
Terrorister skal ikke have lov at få særstilling på nogen måde i vores samfund. Det får de så snart vi på grund af en terrortrussel ændrer vores adfærd. Det får de når der lovgives specielt om terrorisme.
Det værste der kan ske for en terrorist er at han bliver ignoreret, men hvis vi også ignorerer grunden til at han blev terrorist, så kan vi ikke i længden blive ved med at ignorere terroristerne.

Arne Askjæry er medlem af Grønne Demokrater. Se mere på www.groennedemokrater.dk.