Magt og brutalitet

Nylig afdøde Astrid Lindgren lader sin lille, rødhårede heltinde, Pippi Langstrømpe, sige et sted "Når man er ekstra stærk, må man også være ekstra god".
Det lyder smukt, men er sjældent forekommende i virkelighedens verden. I det politiske verdensbillede vil dem, der er ekstra stærke, som oftest også være ekstra brutale og ekstra hensynsløse.
Det ligger implicit i enhver stræben efter magt, selv om hverken brutalitet eller hensynsløshed naturligvis indgår i det ideologiske grundlag, snarere tværtimod, alle magtkoncentrationer stræber på papiret efter det gode.
Alene i min levetid har politiske, økonomiske og navnlig militære magtkoncentrationer mere end 100 millioner menneskeliv på samvittigheden og endnu flere som er blevet lemlæstet eller fordrevet. De materielle ødelæggelser har dertil været de største i menneskehedens historie.
 
Ideen løb løbsk
Franskmanden Jean Monnet havde oplevet begge verdenskrige og ledte i årene efter 1945 en metode, der kunne sikre at Tyskland og Frankrig aldrig mere kunne opruste sig mod hinanden. Han udtænkte Den Europæiske Kul- og Stålunion, hvor en overstatslig myndighed kaldet "Den høje Myndighed", kunne gribe ind i de to landes sværindustri.
Ideen blev udmøntet i den såkaldte Schumanplan fra 1950. Udover Frankrig og Tyskland kom også Italien og Benelux med. Formålet var alene at sikre fred og stabilitet i Europa. Et prisværdigt initiativ – havde man dog blot ladet det blive ved det.
I dag har så denne Kul- og Stålunion udviklet sig til et EU, som målbevidst bevæger sig mod en europæisk statsdannelse med fælles symboler og magtmidler. "Den høje Myndighed" er blevet til EU-kommissionen og undervejs har man klistret et såkaldt parlament på, for at få det til at se lidt pænere ud.
Men selv om man får direkte valg til parlamentet i den kommende EU-stat, vil selve konstruktionen være en katastrofe. Kul- og Stålunionen havde en enkel, klart defineret og afgrænset opgave. Den samme konstruktion anvendt til en statsdannelse vil være et historisk fejlgreb.
 
Et institutionelt diktatur
En almen europæisk lovgivning kan ikke gennemføres, hvis der ikke findes et fælles sprog og en fælles politisk kultur. Hvis man forsøger alligevel, bliver det ikke et demokrati, men et institutionelt diktatur.
Det er klart de tidligere europæiske kolonimagter, der så brændende ønsker en EU-stat. Stærke kræfter arbejder på at skabe et europæisk imperium, som politisk, økonomisk og militært kan blive "en aktør på globalt plan", som det hedder i EUs eget sprogbrug.
Her følges et ældgammelt mønster, hvor materialisme, magtkoncentration og militarisme er de bærende elementer i en sådan udvikling. Men der er ikke belæg for at påstå, at imperier af denne type har medført fred og nedrustning, men tværtimod viser historien, at de skaber oprustning, politisk afmagt og undertrykkelse.
Et EU med militære muskler vil let kunne havne i samme situation som USA, hvis udenrigspolitik alt for ofte har taget parti for et stærkt diktatur frem for et svagt demokrati af geopolitiske årsager.
Netop USA er et skoleeksempel på en stormagt, hvis politik ofte bliver brutal og hensynsløs på trods af de erklærede hensigter om fred og demokrati.
Landet har aldrig forsøgt at transmitterer sit eget demokrati til en omverden med andre politiske strukturer, men falder altid tilbage til militære "løsninger", fordi sådan har man altid løst "problemerne".
Man kunne få den tanke, at man måske netop har haft "problemerne", fordi man byggede på militæret, som ikke førte til en beherskelse af årsagerne, og derfor heller ikke fjernede "problemerne".
 
Militær magt som løftestang
Jeg er ikke idealpacifist. Et militært forsvar er desværre en nødvendighed for en stat, som vil have rådighed over sit territorium. Der hvor militæret kan blive et problem er, når det skal tjene interesser som handler om magt uden for sit eget territorium.
Når politiske, strategiske eller økonomiske interesser med militær magt som løftestang handler i strid med et lands egeninteresser og international retfærdighed.
USA og det hedengangne Sovjetunionen har meget på deres samvittighed i den forbindelse og det ser desværre ikke ud til, at USAs nuværende regering er blevet meget klogere. Bomberegn fra 5 kilometers højde løser ikke sociale eller etniske problemer.
Militær oprustning handler imidlertid ikke kun om politisk magt, men i nok så høj grad om arbejdspladser og teknologi. De fire EU-lande Tyskland, England, Spanien og Italien har i 13 år været i gang med udviklingen af et europæisk kampfly, kaldet "Eurofighter". Den foreløbige pris for udviklingsarbejdet lyder på 77 mia. kroner.
Desuden er man i gang med udviklingen af transportflyet Airbus 300, kamphelikoptere, satellitnavigationsudstyr og andre elektroniske styringsmekanismer. Til de fire deltagende lande er der foreløbig solgt 620 Eurofighter kampfly til en pris af 400 milliner kr. stykket.
Her har man lært af USA, hvis to store flyfabrikker, McDonnel Douglas og Boeing i årtier har haft en bastant markedsdominans inden for den civile luftfart. Grundlaget herfor har utvivlsomt været, at udvikling og forskning primært er foregået gennem de militære programmer, som har været tilgodeset med rummelige budgetter.
 
Rustningsindustrien er en nøgleindustri
Det er ingen nyhed, at der finder en afsmitning sted mellem militær og civil produktion. Rustningsindustrien er om noget en nøgleindustri, det var også den, der bar Hitler frem i trediverne kombineret med politisk brutalitet og hensynsløshed.
Det er min påstand, at militær oprustning kombineret med politisk og økonomisk centralisme uvægerligt vil ende med brutalitet og hensynsløshed over for sine omgivelser. Der er historisk belæg for denne påstand.
Den portugisiske forfatter Jose Saramago siger herom: "Jeg tror ikke, hånden på hjertet, at menneskeheden har en chance, fordi kun individer – ikke samfund og kulturer – lærer af sine fejltagelser".
Det er en kendt sag, at generaler og magtsyge politikere altid er i gang med at forberede den forrige krig. Den gigantiske oprustning, der i øjeblikket finder sted i EU som beskrevet, og ikke mindst i USA med sit såkaldte "raketskjold", har sat ekstra skub i en udvikling som viser, at man ikke har forstået nutidens udfordringer.
Den 11. september viste jo netop, at selv det mest avancerede, højteknologiske forsvar er nytteløst over for hensynsløse terrorrister.
USA siger, at man vil bekæmpe slyngelstater. Det kan derfor undre, at landet ikke kalder Israel til orden – denne stat, der har overtrådt mere end 100 FN-resolutioner og oprettet i hundredvis af bosættelser på ulovligt besatte områder.
Når så lokalbefolkningen reagerer, bliver de mødt med just den brutalitet og hensynsløshed, der kendetegner lande med militær overlegenhed. Vesten vil være i konflikt med den muslimske verden så længe Israel får støtte til deres terrorregime i Mellemøsten.
Det eneste skjold, der er virksomt over for terrorisme, er en mere retfærdig verden.

Jens Kimby er medlem af JuniBevægelsens landsledelse.