FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
USA og det andet Pearl Harbor Terror-aktionen den 11. september bliver brugt til at retfærdiggøre en krig, der koster endnu flere menneskeliv. Det er ikke første gang, det sker. Af Torben Retbøll

Det andet Pearl Harbor kostede omkring 3.000 menneskeliv. Det er meget uhyggeligt, at nogen kan planlægge og gennemføre en sådan terror-aktion. Men det er måske endnu mere uhyggeligt, at nogen kan bruge denne terror-aktion til at retfærdiggøre en krig, der koster endnu flere menneskeliv.
Terror-angrebet mod USA den 11. september 2001 blev af nogle iagttagere kaldt “det andet Pearl Harbor”.
Det første Pearl Harbor var Japans angreb på den amerikanske flådebase på Hawaii midt i Stillehavet søndag morgen den 7. december 1941.
Denne sammenligning er ikke dårlig. Der er nemlig flere ligheder mellem de to begivenheder.
For det første: Begge angreb kom som en overraskelse og et chok for den amerikanske offentlighed og medførte en betydelig forandring i den offentlige opinion.
For det andet: Begge angreb fik de amerikanske myndigheder til at træffe vidtrækkende beslutninger, som der ikke tidligere havde været politisk basis for.
Japans angreb på Pearl Harbor betød store forandringer for USA, både udadtil og indadtil. På den udenrigspolitiske front besluttede USA at gå aktivt ind i Anden Verdenskrig og danne den store alliance med Storbritannien, Frankrig og Sovjetunionen.
Indtil december 1941 havde USA kun deltaget passivt i krigen ved at låne og leje militært udstyr til England. Den offentlige opinion og Kongressen var domineret af isolationismen, der gik ud på, at USA ikke ville blande sig i Europas interne problemer. Efter angrebet på Pearl Harbor vendte holdningen med ét slag. Nu var der massiv opbakning bag USAs deltagelse i krigen, både i befolkningen og Kongressen.
Den britiske premierminister Winston Churchill havde bedt den amerikanske præsident Franklin Roosevelt om at gå ind i krigen. Roosevelt ville gerne hjælpe. Men han havde været nødt til at sige nej i første omgang: “Jeg kan føre krig, men jeg kan ikke erklære den”. I USA er det nemlig kun Kongressen, der kan udstede en officiel krigserklæring. En sådan erklæring blev vedtaget af Kongressen dagen efter angrebet, den 8. december 1941.
Allerede under krigen var der mistanke om, at Roosevelt og den øverste ledelse i Washington havde vidst, at Japan ville angribe Pearl Harbor, men at de havde undladt at advare basen, fordi de ønskede en episode, der skulle chokere befolkningen og bringe isolationisterne i mindretal, så man kunne få Kongressen til at vedtage en officiel krigserklæring.
Efter krigen blev denne mistanke styrket, da en række hemmelige dokumenter blev frigivet. Men debatten om, hvem der vidste hvad hvornår fortsætter endnu i dag, 60 år efter Japans angreb. USAs officielle linie er dog stadig, at angrebet var helt uprovokeret, og at det kom uden varsel.
 
Japansk-amerikanerne
På den indenrigspolitiske front besluttede USA at evakuere og internere alle japansk-amerikanere, der boede på den amerikanske vestkyst.
Mere end 100.000 mennesker blev anbragt i koncentrationslejre længere inde i landet. Ikke for noget, de havde gjort, men for det, de var, nemlig af japansk afstamning.
Mere end halvdelen af dem var født i USA og dermed amerikanske statsborgere. Resten var født i Japan, og de havde dengang ingen mulighed for at blive amerikanske statsborgere.
Men alle blev behandlet på samme måde. Det er det mest omfattende overgreb, den amerikanske stat nogen sinde har rettet mod sine egne statsborgere.
Den officielle amerikanske begrundelse var, at man frygtede, at japansk-amerikanerne ville lave sabotage eller spionage til fordel for Japan.
Men ikke en eneste japansk-amerikaner blev nogen sinde dømt for en sådan forbrydelse.
På Hawaii boede der omkring 150.000 japansk-amerikanere, men her gennemførte man ikke en massiv internering. Det ville have lagt beslag på en masse skibe, der skulle bruges i krigen, og det ville have været svært eller umuligt at få samfundet til at fungere på Hawaii, hvis man pludselig havde fjernet en tredjedel af den samlede befolkning.
Denne omstændighed viser, at interneringen på fastlandet blev gennemført på grund af racisme, og fordi man ville hævne sig for Japans angreb.
 
Både anklager og dommer
Det andet Pearl Harbor fik USA til at starte en international krig mod “alle terrorister og alle de stater, der giver dem husly”. USA optrådte både som anklager og dommer i denne sag. Der var ingen forsvarer.
I det amerikanske retsvæsen kan det vare længe, undertiden flere år, før der falder en dom, men i denne sag gik det usædvanlig hurtigt.
USA erklærede straks, at den skyldige bagmand var den saudiarabiske millionær Osama bin Laden, der opholdt sig i Afghanistan, og mindre end en måned efter angrebet i New York begyndte USA at bombe dette land, fordi Taliban-styret gav ham husly.
Men USA kom ikke med en definition på begrebet terrorisme. Selv om dette begreb blev meget diskuteret i 80erne og 90erne, lykkedes det ikke nogen at opstille en alment accepteret definition på begrebet terrorisme. Problemet er, at det er et meget politisk begreb. Det, der er terrorisme for den ene, er frihedskamp for den anden.
De allierede havde et tilsvarende problem lige efter Anden Verdenskrig, da de ønskede at dømme tyske nazister for deres krigsforbrydelser.
Inden man kunne dømme dem, måtte man definere begrebet en krigsforbrydelse.
Det var ikke let, for alle parter havde benyttet barske metoder i løbet af krigen. Man ønskede ikke at anklage fjenden for noget, man selv havde gjort.
Løsningen var enkel: En krigsforbrydelse er noget, som fjenden har gjort, og som vi ikke selv har gjort. Nazisterne havde f.eks. bombet den civile befolkning i London. Det var slemt, men det blev de ikke anklaget for.
De allierede havde nemlig også bombet den civile befolkning i flere tyske byer, især Dresden og Hamburg, og anklagen mod nazisterne måtte ikke falde tilbage på de allierede selv.
 
En enkel definition
Når de amerikanske myndigheder taler om terrorisme, benytter de også en enkel definition: Terrorisme er noget, der begås af vores fjender, ikke af os selv eller vore venner. Denne definition er naturligvis meget bekvem, men den har den alvorlige mangel, at den ikke definerer indholdet i terrorismen.
Nogle danske politikere hævder, at vi ikke behøver en klar definition. “Vi ved godt, hvad der er terrorisme, når vi ser det”.
Men hvis man ikke har defineret forbrydelsen, er det svært at vide, hvem der er skyldig. Og hvis man vil straffe den skyldige med meget barske midler, som f.eks. krig, skulle man tro at det var særlig vigtigt, at man havde en klar definition.
Så længe begrebet ikke er defineret, er der ikke lighed for loven. Hvis en bestemt handling begås af en ven, er det ikke terrorisme. Hvis noget tilsvarende begås af en fjende, bliver det stemplet som terrorisme, og det kan udløse en meget streng straf. Jungleloven hersker med andre ord. Den stærke laver sine egne definitioner, så de frikender ham selv og hans venner. Her er et eksempel: I september 1983 blev et sydkoreansk passagerfly skudt ned af et missil affyret fra et sovjetisk jagerfly. Alle 269 ombord mistede livet.
USA stemplede denne aktion som en forbrydelse. New York Times skrev en lederartikel med følgende ord: "Der er ingen tænkelig undskyldning for, at et land skyder en harmløs flyvemaskine ned." Fem år senere, i juli 1988, blev et iransk passagerfly skudt ned af et missil affyret fra et amerikansk krigsskib. Alle 290 ombord mistede livet. USA forklarede, at det var en beklagelig fejltagelse. New York Times skrev en lederartikel med følgende ord: "…selv om det var forfærdeligt, var det ikke desto mindre en ulykke." I 1983 var der altså ingen tænkelig undskyldning for at skyde et civilt fly ned. Sovjetunionen var skyldigt. Punktum. Men fem år efter viste det sig, at en undskyldning alligevel godt kan tænkes. Den er, at USA eller en af dets venner er den ansvarlige. I så fald er der tale om en ulykke. Det er sørgeligt, men der er ikke tale om en forbrydelse. Det er beklageligt, men ikke kriminelt.
 
Ikke den rette løsning
Det andet Pearl Harbor fik USA til at starte en krig mod Afghanistan for at ramme Osama bin Laden og det Taliban-styre, der havde givet ham husly. Denne krig burde ikke overaske nogen, for USA har en lang tradition for at bruge væbnet magt, når man ønsker at give udtryk for sine synspunkter. Men krig er ikke den rette løsning, hverken i den aktuelle sag eller i de fleste andre tilfælde, hvor USA har brugt sin militære magt. Af flere grunde: For det første er en krig i strid med international lov, hvis man handler på egen hånd og ikke har sikret sig en godkendelse fra FNs Sikkerhedsråd. Da Golfkrigen begyndte i 1991, havde USA ganske vist sørget for at få grønt lys fra FN. Men det var sket med meget tvivlsomme midler: Man brugte både trusler og løfter - både stok og gulerod - for at få to permanente medlemmer med vetoret (Kina og Sovjetunionen) til at stemme for USAs politik eller i hvert fald undlade at stemme imod den. Da krigen om Kosovo begyndte i 1999, havde man endnu ikke fået grønt lys fra FN, men det sørgede man for at indhente bagefter. Med andre ord: FN blev bedt om at legitimere, hvad USA allerede havde gennemført på egen hånd.
For det andet medfører en krig ofte, at man indtager en meget unuanceret holdning til virkeligheden. Verden deles op i de gode og de onde.
De gode er med os, de onde imod os. Der er ikke plads til nuancer. Men virkeligheden består ikke kun af gode og onde. Tidligere fjender accepteres pludselig som venner, hvis de bare holder med os i denne sag. Syrien var engang en fjende, men i 1990 da det var parat til at støtte USA mod Iraks leder Saddam Hussein, blev det lukket ind i den politiske varme. Rusland blev tidligere kritiseret for sin brutale politik over for Tjetjenien. Men når det er parat til at støtte USA i krigen mod Taliban-styret i Afghanistan, nedtoner man sin kritik af den russiske politik mod Tjetjenien, selv om Rusland ikke har ændret sin kurs over for Tjetjenien på afgørende vis.
For det tredje giver en krig ofte løsninger, der er meget dårlige, både på kort og på langt sigt. I 1954 rykkede USA ind i Sydvietnam for at overtage Frankrigs plads efter nederlaget ved Dien Bien Phu. Det førte til Vietnam-krigen, der varede indtil 1975, og som kostede flere millioner vietnamesere livet. I 1992 invaderede USA Somalia. Det officielle formål var at løse et humanitært problem. Men to år efter forlod USA landet uden, at der var fundet en løsning. Den dag i dag, næsten ti år efter invasionen, er Somalia stadig plaget af store problemer, bl.a. er landet nu delt i to stater. I 1994 gik NATO i aktion i Bosnien, ikke som en neutral mægler i borgerkrigen, men med aktiv støtte til den ene side (bosniakker og kroater) og med aktiv indsats imod den anden side (serbere). Året efter pressede USA parterne til at acceptere Dayton-freden, der betød, at Bosnien blev forvandlet til et internationalt protektorat, der minder meget om en amerikansk koloni.
Det andet Pearl Harbor medførte - ligesom det første - en betydelig forandring i den offentlige opinion. En patriotisk bølge skyllede hen over landet. Da præsident Bush (junior) i oktober 2001 indledte krigen mod Afghanistan, blev han endnu mere populær hos de amerikanske vælgere, end hans far (Bush senior) havde været, da han i sin tid indledte krigen om Kuwait i januar 1991.
Mange politikere og pressefolk kunne i flere måneder ikke tale om andet end truslen fra den internationale terrorisme og krigen mod Osama bin Laden. Næsten alle sagde det samme. Næsten alle fulgte den linie, der blev lagt af Pentagon og Det Hvide Hus. Debatten foregik således inden for nogle meget snævre rammer.
Man diskuterede, hvordan man skulle føre krigen. Næsten ingen diskuterede, om det var moralsk eller juridisk rigtigt at kaste bomber over Afghanistan, selv om det ud fra en principiel holdning er et meget vigtigere spørgsmål. Næsten ingen gjorde opmærksom på, at mange mennesker i Den Tredje Verden har god grund til at hade USAs regering og system for mere end hundrede års imperialistisk politik.
En af de få undtagelser var det amerikanske tidsskrift Z Magazine, der offentliggjorde en lang række kritiske analyser og kommentarer på sin hjemmeside på internettet. USA har faktisk en reel opposition til de to store politiske partier, Demokraterne og Republikanerne, men den kommer næsten aldrig til orde i de etablerede medier.
 
Overvågning og kontrol
På den indenrigspolitiske front medførte det andet Pearl Harbor en bevægelse i retning af mere statslig overvågning og kontrol og dermed en begrænsning af borgernes demokratiske rettigheder. USA har altid præsenteret sig selv som frihedens land, men nu sagde nogle politikere, at alt for megen frihed var farligt. “Vi er nødt til at tage mere hensyn til den nationale sikkerhed”.
Denne tendens bredte sig også til andre vestlige lande, bl.a. Danmark, hvor nogle politikere nu så en chance for at gennemføre en række politiske indgreb, som man hidtil ikke havde haft politisk basis for. Datoen den 11. september var et magisk trylleord, der skulle standse enhver seriøs debat og lukke munden på enhver kritisk røst.
Penge spiller tydeligvis ikke nogen rolle, når det gælder et patriotisk projekt som kampen mod den internationale terrorisme. Kort efter den 11. september vedtog det amerikanske Senat en tillægsbevilling på 40 mia. dollars eller 320 mia.
kroner til det ordinære militære budget.
I Danmark skete noget tilsvarende, da Folketingets Finansudvalg vedtog en tillægsbevilling på 311 mio. kroner over de næste fem år til Forsvarets Efterretningstjeneste og på 90 mio. kroner til Politiets Efterretningstjeneste. Beslutningen blev truffet i november 2001, men den var hemmelig og kom først til offentlighedens kendskab i den følgende måned.
Fyrre mia. dollars er en hel del efter amerikansk målestok, ligesom 400 mio. kroner er en hel del efter dansk målestok.
Tillægsbevillinger af denne størrelse går aldrig til områder som uddannelse eller sundhedsvæsen, selv om disse områder godt kunne bruge lidt flere penge, både i USA og Danmark.
 
To minutters stilhed
Det andet Pearl Harbor kostede omkring 3.000 menneskeliv. Det er meget uhyggeligt, at nogen kan planlægge og gennemføre en sådan terror-aktion. Men det er måske endnu mere uhyggeligt, at nogen kan bruge denne terror-aktion til at retfærdiggøre en krig, der koster endnu flere menneskeliv.
Samtidig med at man forarges over terror-angrebet, bør man også prøve at se på proportionerne i denne sag. Biltrafikken på amerikanske veje dræber hvert år flere tusinde mennesker. Det rammer også i flæng ligesom terrorismen, men det giver åbenbart ikke anledning til nogen bekymring eller indgreb, der kan standse eller bare begrænse myrderiet.
Hvis man anlægger en mere global målestok, kan man konstatere, at farlige sygdomme som AIDS, malaria og tuberkulose hvert år dræber mange millioner mennesker. Men de fleste ofre bor i Den Tredje Verden, og derfor giver det ikke anledning til nogen bekymring eller indgreb.
Hvert år dør mange millioner mennesker af sygdomme, der let kan helbredes eller forebygges. De dør, fordi de ikke har adgang til rent drikkevand eller har dårlige sanitære forhold. Igen bor de fleste ofre i Den Tredje Verden. Igen er der ingen nævneværdig reaktion.
Tre måneder efter den 11. september afholdt USAs myndigheder en mindehøjtidelighed for ofrene. Mange vestlige lande gjorde noget lignende. I Danmark deltog statsminister Poul Nyrup Rasmussen i en ceremoni, hvor man holdt to minutters stilhed for ofrene, og alle statsansatte blev opfordret til at gøre det samme. Det er en smuk tanke at mindes de 3.000 ofre i USA, men igen er det værd at se på proportionerne i sagen.
I 1994 blev en halv million mennesker myrdet i Rwanda. Det var den værste massakre i hele verden siden 1945. Holdt USA to minutters stilhed for disse ofre? Nej. Indonesiens besættelse af Østtimor varede næsten 25 år (1975-99) og kostede en kvart million mennesker livet. Har USA på noget tidspunkt holdt to minutters stilhed for disse ofre? Aldrig. Når det gælder det sidste tilfælde, nøjedes USA ikke med at være passiv og tavs. Man gav politisk, økonomisk og militær støtte til den skyldige. Dermed er USA også skyldig.
Når disse og mange andre ofre er blevet ignoreret, hvorfor skal ofrene for det andet Pearl Harbor så have så megen opmærksomhed? Hvorfor skal lige netop disse ofre hævnes, når de andre bare bliver glemt? Svaret er klart: Folk i Den Tredje Verden spiller ikke nogen rolle.
Det er lige meget, om de lever eller dør. Men hvis nogle af dem forsøger at gøre oprør mod os, så reagerer vi. Det kan godt være, vi rammer nogle uskyldige, når vi går i krig, men det er naturligvis ikke med vilje. Vi har altid de bedste intentioner, selv om resultatet måske ikke altid er godt.
 
En ny epoke?
Mange iagttagere siger, at verden ikke længere er den samme efter den 11. september. De mener, vi nu er trådt ind i en ny historisk epoke. Det er en tvivlsom påstand. Den vestlige verden er stadig domineret af USA.
Den Tredje Verden er stadig plaget af sygdom og fattigdom. De internationale institutioner er de samme som før. Der er ikke tale om nogen fundamental eller principiel forandring i det globale system, som f.eks. da den kolde krig holdt op omkring 1989-90.
Det andet Pearl Harbor fik en bølge af patriotisme til at skylle hen over USA. Men det er ikke noget nyt. Det er sket før.
Og det vil sikkert også ske igen. Hver bølge har sin egen oprindelse, sit eget forløb og sine egne konsekvenser. Når bølgen rammer de andre vestlige lande, ser vi en fornyet og forstærket pro-amerikansk ensretning både blandt politikerne og massemedierne.
I Danmark var politikerne ved at falde over hinanden for at erklære deres solidaritet med USA. Det gjaldt ikke kun den socialdemokratiske regering, men også den borgerlige opposition.
De danske medier fulgte stort set den linie, der blev lagt af Pentagon og Det Hvide Hus. Men det er heller ikke noget nyt. Det skete også under krigen om Kosovo i 1999 og under krigen om Kuwait i 1991.
Det andet Pearl Harbor er bestemt en væsentlig begivenhed, som det er vigtigt at beskæftige sig med, fordi politikere og medier bruger den til at manipulere den offentlige opinion, men det er ikke et vendepunkt i verdenshistorien.


Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret december 2002 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand