FRED.DK 
  
< FRED.dk Fred & frihed - Ikkevold Søg - Oversigt >
  Aldrig Mere Krig i 75 år
 
Henning Sørensens jubilæumstale ved Aldrig Mere Krigs 75 års fødselsdag på Den Internationale Højskole i Helsingør.
 
Af Henning Sørensen
 
 
Fra bladet
Fred & Frihed
Ikkevold
nr. 1 - 2002
 
 Se indhold
 
 Flere blade

 
 
Det er for en Aldrig Mere Krig-mand m/k at komme til Helsingør som for en muhamedaner at komme til Mekka. I denne by, i et hus på Møllebakken, stiftedes den7.oktober 1926 Aldrig Mere Krig som en dansk afdeling af War Resisters' International.
Værtsfolk for det stiftende møde var Marie og Hans Wøffel, dette ægtepar var også blandt stifterne. Men måske var de ikke medlemmer ret længe, vi kan i det mindste ikke senere spore deres navne i AMK-sammenhæng.
Initiativtageren var magister Poul Rosenhoff, der i England havde mødt dels kvækerne, dels medlemmer af WRI. Poul Rosenhoff blev AMKs første formand. De øvrige deltagere var ingeniør Olaf Forchhammer, der før første verdenskrig, og altså før den første danske militærnægterlov i 1917, havde været i fængsel for militærnægtelse.
Olaf Forchhammer havde i en årrække haft sæde i hovedbestyrelsen for den i 1882 stiftede Dansk Fredsforening.
Endvidere var der redaktør Axel Pille, ivrig vegetar og tobaksmodstander.
Den sidste af stifterne, stud.mag. Hagbard Jonassen, var cyklet ind til mødet fra militærnægterlejren i Grib Skov, hvor han da. aftjente sin “værnepligt”.
Axel Pille havde stillet som betingelse for at deltage i mødet, at der ikke ville blive røget, hvilket Hagbard Jonassen, der hele livet var ivrig piberyger, modstræbende var gået med til. Hagbard Jonassen blev valgt til næstformand.
 
Præster og højskolefolk
Allerede i stiftelsesåret blev to af tidens kulturpersoner medlemmer af AMK: Højskolelærer, senere sekretær for De Jyske Husmandsforeninger og folketingsmedlem for SF, Thomas Christensen, Frederiksborg Højskole (1898-1978) og valgmenighedspræst og salmedigter Uffe Hansen, Ubberup (1894-1994). Disse to mænd kom til at betyde meget for både AMK og for deres samtid i det hele taget.
AMK fik en langsom start, modsat Dansk gruppe af antimilitaristiske Præster, der blev stiftet i 1930, og lige fra starten ryddede avisernes forsider og beskæftigede lederskribenterne.
Præstestanden havde hidtil været en af militærets mest trofaste støtter; men nu frasagde godt 100 præster - langt de fleste i folkekirken - militæret huldskab og troskab. De opfordrede - ofte med held - drengene blandt deres konfirmander til at nægte militærtjeneste.
Først i 1931 blev Aldrig Mere Krig synlig for en større offentlighed, da foreningen begyndte at udgive et månedsblad “Aldrig Mere Krig”, med førstelærer, senere folketingsmand for SF, Otto Mathiasen, Lysbro ved Silkeborg, som redaktør, og hans kone Ella Mathiasen blev forretningsfører.
Året efter blev Poul Rosenhoff, der havde været en hårdt arbejdende formand, men uden folkelig gennemslagskraft, afløst af førnævnte Thomas Christensen. Thomas Christensen var taler og skribent af “Guds Nåde”, og han var sammen med Uffe Hansen medvirkende til, at AMK fik god indgang i Grundtvigske kredse.
 
50 lokalafdelinger
I første halvdel af 30-erne var AMK inde i en vækstperiode og der blev oprettet op mod 50 lokalafdelinger.
For Thomas Christensen var officerer “en flok forkælede farsdrenge, der ikke gider bestille noget nyttigt”, og soldater var “dødens håndlangere”.
Allerede efter to år trak Thomas Christensen sig som landsformand. Årsag: Han havde giftet sig og var blevet far; men det betød ikke, at han nedtonede sit fredsarbejde. Han holdt stadig mange møder for AMK og skrev meget både i bladet “Aldrig Mere Krig” og den øvrige presse. Igennem en generation var AMK i den offentlige bevidsthed personificeret i Thomas Christensen.
Som ny formand valgtes afdelingslæge, speciallæge i psykiatri C.F. Melby, Viborg. Han var en internationalt anerkendt læge indenfor sit speciale, han var afholdsmand, vegetarianer og tobaksmodstander. Religiøst bekendte han sig til Buddhismen. Han var en slider, der dog ikke havde Thomas Christensens folkelige gennemslagskraft.
Melby argumenterede for, at soldatertjeneste er i strid med lægeløftet, og han foranledigede at ikke så helt få medicinstuderende nægtede militærtjeneste. C.F. Melby skaffede også mange vegetarianere og afholdsfolk som medlemmer af AMK. Blandt disse den i sin tid verdenskendte danske afholdsagitator, redaktør af “Afholdsdagbladet” Lars Larsen-Ledet.
Mange af de medlemmer Melby skaffede forblev aktive AMK-folk hele livet, hvilket har overbevidst mig om, at de solideste AMKer er folk, der er vant til at indtage mindretalssynspunkter, også på andre af tilværelsens områder. I Melbys formandstid toppede medlemstallet med ca. 3700.
Allerede i 1936 trak Melby sig som formand. Årsag: Hans kones helbredsmæssige situation. Men begge ægtefæller arbejdede for fredssagen i almindelighed og AMK i særdeleshed til deres sidste dage.
Som ny formand valgtes den hidtidige næstformand adjunkt Hagbard Jonassen. Han var en dygtig og solidt arbejdende organisationsmand; men han havde heller ikke den store folkelige gennemslagskraft.
 
2. Verdenskrig
Samtidig kom AMK og fredssagen som helhed i modvind. Hitlers magtovertagelse i Tyskland i 1933 prægede efterhånden det politiske billede herhjemme.
Stadig flere - også i de to regeringspartier, Socialdemokratiet og De Radikale Venstre - ønskede mere militær, og de, der ikke gik ind for mere militær, blev af mange mennesker opfattet som nazisympatisører, hvilket langt fra var tilfældet.
AMKs ledende folk havde taget skarp afstand fra nazismen fra første gang den viste sit hæslige ansigt. Da 2. Verdenskrig udbrød i 1939 var AMKs medlemstal faldet til ca. 1600.
Besættelsen betød bl.a. at AMK, der hidtil havde kritiseret regeringen, fordi den havde et militærvæsen, nu tog den i forsvar, fordi den stort set ikke brugte det.
Den socialdemokratisk-radikale regering blev dengang angrebet fra mange sider for at være skyldige i, at vort land havde haft for lidt militær og for at vi næsten ikke havde forsvaret os, da tyskerne gik ind i Danmark. AMK forsvarede i den offentlige debat regeringen for at have ført netop den politik.
De demokratiske ungdomsorganisationer samlede sig i en paraplyorganisation “Dansk ungdoms Fællesråd”, for i fællesskab at værne om de demokratiske værdier og bekæmpe nazismen.
AMK var med i forarbejdet; men da det viste sig at blive et meget militærvenligt forum, stod AMK af, men anbefalede dog sine medlemmer - i det omfang de havde mulighed for det - at lade sig repræsentere gennem andre organisationer, hvilket i praksis var Radikal Ungdom og Danmarks Retsforbunds Ungdom.
I stedet tog AMK initiativ til oprettelse af Ungdommens Fredsråd, der bestod af fredsorganisationernes unge. Dette blev dog hverken en indflydelsesrig eller varig nydannelse.
I krigens første år udgav AMK tre pjecer, der opnåede meget stor udbredelse, “Stærkere end Stålet”, “Freden og Fædrelandet” og “Nordens Enhed”. De præsenterede pacifistiske holdninger og demokratiske idealer midt i krigens og nazismens helvede.
I 1942 ønskede Hagbard Jonassen at trække sig fra formandsposten, idet han dog fortsatte som næstformand. Ny formand blev Uffe Hansen, Ubberup, der i en årrække havde været i bestyrelsen af AMK. Den angivne årsag var, at Jonassen havde meget travlt med sin skolegerning; men det spillede også en rolle, at AMK-folk levede i frygt for at ryge i Hitlers koncentrationslejre.
I alle andre lande, Tyskland havde besat, blev pacifisterne forfulgt på linje med jøder og kommunister. Kun i Danmark lod tyskerne dem virke i fred.
Det var almindeligt kendt, at Hitler havde en vis respekt for præster, især protestantiske præster, og med den venlige Uffe Hansen i formandsstolen håbede AMK at have større chance for at kunne fortsætte sit arbejde.
 
Efter krigen
Efter befrielsen gav enkelte AMK-folk udtryk for forståelse for den såkaldte frihedskamp. Men langt de fleste sluttede op bag Thomas Christensens linje: AMK-folk kunne støtte, at forfulgte blev skjult for tyskerne og bragt i sikkerhed i Sverige; men AMK tog afstand fra den voldelige frihedskamp, som Thomas Christensen - dog vist kun i mere sluttede kredse - kaldte “gadedrengestreger”.
Kampen mod dødsstraffen var en anden af AMKs mærkesager; men den blev gennemført overfor de groveste landssvigere, trods voldsomme protester.
En anden opgave var at forsøge at få Danmark til at vende tilbage til mellemkrigsårenes neutralitetspolitik og ringe militært beredskab. Dette kom bl.a. til udtryk i Thomas Christensens pjece “Danmarks Værn”. Men vinden blæste den anden vej - tidligere frihedskæmpere organiserede sig i Hjemmeværnet og fik Rigsdagens blå stempel.
Militariseringen af befolkningen tog fart, og i 1949 blev Danmark tilsluttet militæralliancen NATO. Kun Danmarks kommunistiske Parti, Det radikale Venstre og nogle få fra Danmarks Retsforbund stemte imod.
Samme år trak Uffe Hansen sig med alderens ret tilbage fra formandsposten. Som ny formand valgtes den 36-årige forstander for Store Restrup Husmandsskole, Svend Haugaard. I ham fik AMK en dynamisk formand, der placerede AMK stærkt i den offentlige bevidsthed.
Kampen imod NATO medlemskabet og oprustningen var central op igennem 1950erne, hvor AMKs folk var initiativtagere til den brede Dansk Fredskonference. I 1960 og de følgende par år var AMK er aktive i Kampagnen mod Atomvåben. I 1964 blev Svend Haugaard valgt til Folketinget for Det radikale Venstre og samme år trak han sig som formand. Hagbard Jonassen blev endnu engang formand.
Ungdomsoprøret satte ind. Det kvalte Kristeligt Fredsforbund; men AMK overlevede stærkt svækket. Der kom en periode, hvor der ganske vist væltede ind med nye medlemmer, der nok var militærnægtere, men for de flestes vedkommende manglede pionerernes idealisme, og især deres stabilitet og vedholdenhed.
Nye folk kom til, både i redaktionen af bladet, der fik ændret navn til Ikkevold, og i hovedbestyrelsen gik man over til kollektiv ledelse.
 
Svend Haugaards eksklusion
I 1971 blev Svend Haugaard ekskluderet som medlem, fordi han - modsat de første år han sad i Folketinget - var begyndt at stemme for bevillinger til militæret. I alle livets forhold må man sommetider gå med til noget, man ikke er så glad for, for at få noget man gerne vil have! Jeg for min part kunne aldrig have stemt for militære bevillinger, hvilket jeg gav udtryk for, men jeg mener ikke, at Svend Haugaard skulle have været ekskluderet. De fleste af dem, der var med til at ekskludere Svend Haugaard, er ikke aktive mere i foreningen, og Svend Haugaard har på opfordring indmeldt sig igen.
Men de mange, der gik i sympati for Svend Haugaard kom aldrig igen, blandt disse de radikale folketingsmedlemmer Dagmar Andreasen og Erik Hansen og næsten alle højskolefolkene.
AMK fik et knæk dengang, som foreningen aldrig har forvundet.
Vi har gjort vore synspunkter gældende og ofte med dygtighed, når der har været planer om opstilling af mellemdistance-raketter på dansk grund, når danske soldater blev sendt i krig ude i verden, og da Danmark under Kosovo-krigen deltog i en angrebskrig.
Men vi er noget mere marginaliserede end i vore stærkeste år. De mange militærnægtere der har været igennem årene har for de flestes vedkommende ikke meldt sig ind i AMK, og de fleste af de få, der gjorde det, blev ikke stabile.
I dagene efter terrorhandlingerne i USA. blev vi spurgt, som så ofte før “Hvad vil I gøre ved det?” Mit svar er: “Ingen kan med nogen ret forvente endsige forlange, at vi skal have svaret på alle de problemer, som det militær og den militarisme, vi bekæmper, har skabt”. Vort svar må være fortsat at modarbejde militær og militarisme.

Henning Sørensen har udgivet en bog om fredssagens historie på forlaget Hovedland den 9. april 2002.


Du ungdom der nægter i tide
Thomas Christensen havde en lyrisk åre, hvilket bl.a. kom til udtryk i følgende digt, hvor han sammenligner soldaten og militærnægteren.
 
Du ungdom der kryber og maver
dig frem gennem pløre og muld
du minder om oldtidens slaver
der sloges på kejserens bud.

Du ungdom der kun kan marchere,
give agt, stå ret, falde ned,
som lader dig sløvt eksersere,
du truer vor frihed og fred.

Du ungdom, der nægter at tage
mod krigsgudens khakihabit
har menneskeværdet tilbage
soldatens er flosset og slidt.

Du ungdom der nægter i tide
kan blive en manddom der dur;
men du der lar' tingene skride
fornægter din sande natur.

Du ungdom der vælger at bruge
en hakke frem for et gevær
kan krigens råhed ej sluge,
du værner vort menneskeværd.

Du ungdom spræng pigtråd og skranke
du ungdom fra øst og fra vest,
bind sammen med hånd og med tanke,
en verden i fremskridt og fest.

©pdateret december 2002 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand