FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Hvad med Nej til Krig og Terror? Midlertidig status over Initiativet Nej til Krig og Terror, som det har udviklet sig i København fra starten i begyndelsen af oktober til midt af marts. Af Annelise Ebbe

Nej til Krig og Terror blev stiftet den 8. oktober ved et møde, hvor der var repræsentanter fra fredsbevægelsen, flere venstrefløjspartier, nogle fagforeninger, ungdomsorganisationer og solidaritetsorganisationer. Initiativet rummede pacifister, feminister, anti-imperialister. Der var folk med en militant holdning til “freds”-arbejde, for hvem hovedpointen var, at det var USAs krig.
Det turde være indlysende, at såvel en parole- som en grundlagsdiskussionen er ret vanskelig med en så broget skare. Et par lyse hoveder fik den idé, at nogle af de mest uenige skulle gå i enrum og blive enige. Seks mennesker, som var kommet med markante ytringer, blev udpeget, og det lykkedes at nå til enighed, fordi vi seks, der var sendt i enrum, var indstillet på, at vi skulle bøje os mod hinanden, hvis initiativet ikke skulle revne, allerede inden det var kommet i gang.
Parolerne blev som følger: Nej til Krig og Terror, Nej til dansk krigsdeltagelse, Nej til racisme og fremmedhad, Bekæmp verdens fattigdom. Desuden et ret enkelt, politisk ukontroversielt grundlag. Da vi seks kom ud med disse paroler og grundlaget, som ingen var helt tilfredse med, men alle kunne leve med, blev det foreslået, at der skulle stemmes. Forslaget blev buhet ud, hvorved et konsensusprincip for så vidt var institueret. Et konsensusprincip kræver stor lydhørhed og vilje til at gå på kompromis, og det kan skamrides til en vetoret.
Balancen er hårfin, og ikke alle var i stand til at holde den.
 
Situationen ændredes
Som det vil være alle bekendt, udviklede situationen sig dramatisk både inden for og uden for landets grænser. Talebanstyret faldt hurtigt i størstedelen af Afghanistan, bagbundne Taleban-krigsfanger blev skudt ned, en afghansk forsamling blev i Bonn under FN-mægling enig om en ny overgangsregering i Afghanistan, konflikterne i Mellemøsten er optrappet meget, talsmænd for Bush taler om at angribe Irak, og i lille Danmark flyttede fjendebilledet i valgkampen entydigt inden for vores egne grænser, vi fik ny regering, valget viste i det hele taget en hidsig højredrejning, og der skal om føje tid vedtages en terrorpakke i lighed med EUs. Enhver kan se med det blotte øje, at det tordner derudad.
Situationen udviklede sig, og man kunne mene, at den indbød til - om ikke ændrede så - flere svar. På fællesmødet den 8. oktober var vi enige om, at grundlaget ikke skulle ændres, med mindre der skete afgørende ændringer i situationen. Spørgsmålet er naturligvis, hvad afgørende ændringer er, og om man kan hævde, at det der er sket ikke omfattes af det grundlag og de paroler, vi allerede havde. Endelig var spørgsmålet i høj grad, om enigheden kunne bære en ny grundlagsdiskussion.
Selv mener jeg, at også den seneste udvikling er dækket af grundlaget. Det, der er grundlagets svaghed, nemlig at det er malet med den brede, upræcise pensel, der skulle gøre alle tilfredse, betyder også, at det favner meget bredt og efter min mening også den seneste udvikling. Det er den ene side af sagen. Den anden er, at jeg ikke har ment, at enigheden og det svært forvaltelige konsensusprincip kunne bære en ny grundlagsdiskussion.
 
Oprør fra det yderste venstre
Siden Initiativets start har der nu og da været tilløb til afstemninger og tilløb til at ændre både grundlag og navn, hvilket er afværget af det siddende arbejdsudvalg, hvis flertal mente, det øjeblikkeligt ville føre til splittelse.
Ved et stormøde den 4. februar var den yderste venstrefløj (Arbejder Partiet Kommunisterne og Organisationen for Rekonstituering af Danmarks Kommunistiske Parti) mødt relativt talstærkt op - mødets størrelse taget i betragtning.
Blandt nogle af de andre tilstedeværende var der - formodentlig af andre grunde - også utilfredshed med det siddende arbejdsudvalg, hvilket bl.a. førte til, at dette konsensusprincip, som vi i arbejdsudvalget havde valgt at bruge både i arbejdsudvalget og til stormøderne, blev “stemt ned” fra starten af mødet via en kampafstemning mellem to foreslåede ordstyrere.
Den person, der blev valgt, var en af repræsentanterne fra et af disse partier. Han fremhævede (urigtigt - efter min bedste overbevisning), at navnet på Initiativet, parolerne og grundlaget var blevet kuppet igennem af nogle få personer, som alle sad i arbejdsudvalget.
Der var med andre ord enighed om en ret massiv kritik af flertallet af det siddende arbejdsudvalg og deraf følgende krav om, at et nyt arbejdsudvalg skulle vælges. På grund af kritikken af paroler og grundlag blev der også nedsat et udvalg, der skulle udtænke nyt grundlag og navn.
 
Nyt navn, paroler og grundlag
På det følgende stormøde blev der - igen ved afstemning - vedtaget en udtalelse, der indledes med, at “initiativet har stadig voksende tilslutning”, hvilket er notorisk forkert, eftersom bl.a. et par fagforeninger og Enhedslisten meldte sig ud på selv samme stormøde.
En opsummering af Initiativets hidtidige virksomhed afrundes som følger: “Det har støttet den permanente fredsvagt, som i over 120 dage har ladet fredens stemme komme frem foran det danske Folketing, og som er et initiativ af international betydning”. Store ord i februar! I udtalelsen hedder det også: “Med udsigt til en mangeårig “krig mod terror“ er der brug for, at fredsbevægelsen i Danmark forbereder sig til en langvarig indsats. Det sker som en markering af modstand mod den amerikanske krigsplan og den fejlagtige terrorbekæmpelsespolitik, som også gennemføres af dens partnere og allierede, og som grundlæggende retter sig imod al politisk modstand og protest. Initiativet vil samtidig beslutte et ajourført grundlag og navn at arbejde videre ud fra”. Det nævnes også, at forskellige mærkedage skal bruges, f.eks. skulle 8. marts, Kvindernes Internationale Kampdag, markeres som en fredsdag.
Den 4. marts var der atter stormøde. Efter mødet blev følgende sendt ud:
 
Stop terrorkrigen.
Pressemeddelelse 04.03.02.
Nej til Krig og Terror afholdt stormøde mandag d. 4. marts, hvor det blev besluttet at ændre navnet til Stop terrorkrigen.
Fredsorganisationen Stop terrorkrigen fortsætter og optrapper fredsarbejdet så længe den fortsatte krigsførelse kræver det.

 
(Herefter er der et afsnit om dansk krigsdeltagelse, som jeg - bortset fra tonen - er enig i. I øvrigt har Nej til dansk krigsdeltagelse også hele tiden væet en af Initiativets hovedparoler.)

Hvad er ændret?
Der er åbenbart ikke længere tale om et initiativ, men om en organisation, og navnet er ændret (fra den ubestemte form “krig“ til den bestemte form “krigen“ og fra “og terror“ til “terrorkrigen“), hvilket formodentlig skal signalere, at den krig, der er tale om er terroristisk, og at det er USAs krig. Der er altså tale om en fokusering på USAs imperialisme. Kvindeligaen er naturligvis imod USAs imperialistiske krige, men vi vil ikke nøjes med at gå på det ene ben.
Vi var nogle organisationer og enkeltpersoner, der ville bevare navnet Nej til Krig og Terror, fordi vi synes, det er vigtigt også at tage afstand fra terror. Argumentet imod var bl.a., at det er USA, der definerer terror, og at det er dem selv, der forøver den værste form for terror (og har gjort det i årtier). Det er rigtigt, men for det første skal man ikke acceptere amerikanernes monopol på sådanne definitioner (jeg kunne heller ikke drømme om at acceptere Dansk Folkepartis definition af danskhed). Sproget er også dit og mit.
For det andet bør man efter min mening tage afstand fra de terrorangreb, USA blev udsat for den 11. september, ligesom man bør tage afstand fra den statsterror, Israel i stigende omfang udsætter palæstinenserne for og den terror, Talebanregimet og før dem mujahedinerne udøvede mod den afghanske befolkning - især kvinderne.
Noget af det, som Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed står for, er uforeneligt med den holdning/de holdninger, der blev ført frem af nogle af dem, der nu har omdøbt Initiativet. På mødet den 4. februar blev det f.eks. som argument mod det gamle navn nævnt, at der føres retfærdige krige, og derfor kan man ikke acceptere ordet terror i navnet, fordi det er sådanne retfærdige krige, USA kalder terrorisme.
I en såkaldt Presseudtalelse, der er sendt ud til pressen sammen med det nye grundlag, står der bl.a.: “Stop terrorkrigen mener det er vigtigt, at der eksisterer et initiativ, der kan reagere på alle udviklinger i krigen, hvor Danmark bliver stadig mere involveret, siger pressesekretær Per Fosgrau. (...) Irak er udpeget som det sandsynlige næste krigsmål for USA. Irak har intet at gøre med terrorhandlingerne den 11. september. Når vi ændrer navn er det ikke, fordi vi ikke er modstandere af terrorisme, men fordi en bibeholdelse af navnet Nej til Krig og Terror kan forvirre.” Der ville ikke have været noget i vejen for, at Initiativet Nej til Krig og Terror kunne “reagere på alle udviklinger i krigen”, og Nej til Krig og Terror var som sagt også imod dansk krigsdeltagelse. Nej til Krig og Terror ville også have været imod et angreb på Irak. Det er svært at se, hvor forvirringen kommer ind, eller hvem det er, der bliver forvirrede over, at et udmærket og præcist navn bliver bevaret. Og hvad angår et eventuelt angreb på Irak, har Bush ændret retorik.
Han taler ikke længere i den forbindelse om “krig mod terror“, men om at bekæmpe “ondskabens akse“, og her er Irak ganske rigtigt udpeget som første station.
 
Hvad med kvinderne?
I forbindelse med Stop terrorkrigens pointering af, at man skulle markere 8. marts som en fredsdag, kunne det undre en smule.
Kvindeligaen er en feministisk organisation (her bredt defineret som en organisation, der medtænker en kvindevinkel), og det kan man bestemt ikke “beskylde“ Stop terrorkrigen for. Det kunne man desværre heller ikke beskylde Nej til Krig og Terror for - hverken internt eller i det udadvendte arbejde, men dengang var der heller ikke tale om at lave 8.marts-demonstration i det regi. Nej til Krig og Terror lovede for så vidt ikke mere, end man kunne holde.
Ligaen havde gerne set, at det havde været muligt at inddrage denne vinkel. Vi har både nationalt og internationalt en kvindevinkel på krigen i Afghanistan. Vi har f.eks. fremhævet, hvordan FNs Sikkerhedsråds resolution 1325 bør implementeres i Afghanistan (om kvinders særligt udsatte stilling under krige og konflikter og betydningen af at have kvinder ved alle forhandlingsborde), men denne kvindevinkel har været totalt udelukket, også af nogle af kvinderne i Initiativet.
Med hensyn til FN er vi heller ikke enige med Stop terrorkrigen, al den stund flere af de grupper, der nu dominerer, ikke accepterer FN overhovedet. Vi er kritiske over for FN, men mener, at vi må satse på at ændre organisationen (f.eks. demokratisere den) i stedet for at vende tommelfingeren nedad.
 
Kvindeligaens beslutning
Som konsekvens af den udvikling, der er sket, har Ligaens hovedstyrelse besluttet, at vi ikke ønsker at være med i Stop terrorkrigen.
Samarbejdsmæssigt satser vi på Fredsbevægelsens Koordineringsudvalg, og så vil vi intensivere vores arbejde med kvindevinklen på fredsarbejdet i et omfattende nordiske samarbejde om resolution 1325.
 
Indlægget er skrevet marts 2002. Læs mere om “Nej til Krig og Terror” på www.stop-terrorkrigen.dk.


Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret december 2002 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand